Kapitalismens faser
Kapitalens sejr har været længe undervejs.
Mange stopklodser har måttet fjernes, mange grænser for magten har måttet overvindes.
Først var der bøndernes økonomiske selvforvaltning, organiseret i andelsbevægelsen, sparekasser, kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber. Gårdmænd og husmænd var selvstændige erhvervsdrivende, der både var ejere og arbejdere. På denne basis skabtes foreninger, hvor medlemmerne bestemte, overvejende på demokratisk vis (’en person, én stemme’). Mælken og kødet skulle sælges på markedet, men foreningerne var ikke kapitalistiske. ”Vrå Sparekasse skal tjene penge for at eksistere, men den eksisterer ikke for at tjene penge”, sagde sparekassens direktør.
Idéen var at en gruppe mennesker gik sammen om at løse en konkret opgave: At oprette og drive et mejeri, at opbevare medlemmernes penge sikkert (sparekasserne), at finansiere ejerskifte og ombygning af deres gårde til en lav rente (kreditforeningerne), at få billige forbrugsvarer, uden fordyrende mellemled (brugsforeningerne) eller at forsikre sig mod brand og andre ulykker (gensidige forsikringsselskaber). De hæftede solidarisk for tab, og et overskud akkumuleredes ikke med henblik på ekspansion, men fordeltes til medlemmerne.
I det 21. århundrede er folkets økonomiske selvforvaltning stort set afviklet.
Kernen i andelsforeningerne – mejerier og slagterier – er sammenfattet i to multinationale selskaber, Arla og Danish Crown, der hver har mere end 90% af markedet. Formelt er de stadig foreninger, hvor de få tusinde medlemmer har lige stor indflydelse, men reelt er de uskelnelige fra kapitalistiske virksomheder. Sparekasser og kreditforeninger blev aktieselskaber i 1989, hvilket blot kodificerede at medlemsorienteringen gennem en årrække var blevet udhulet. Samme udvikling har vi set indenfor brugsforeningerne (FDB).
Dernæst blev arbejderklassen modmagt til kapitalen, udtrykt dels gennem fagforeningerne, dels gennem dens delvise kontrol med statsmagten.
Denne historie er bedre kendt, så det kan gøres kort. Frem til 1970erne herskede det historiske kompromis mellem kapital og arbejde, hvor kapitalismen bibeholdtes, mens arbejderne sikredes fuld beskæftigelse, en rimelig reallønsfremgang og en velfærdsstat. Under krisen i 70erne (’oliekrisen’) brød dette system sammen. Fagbevægelsen krævede en demokratisering af økonomien (ØD), hvilket var en klar udfordring til kapitalen. Sidstnævnte vandt styrkeprøven, hvilket dybest set skyldtes at arbejderklassen på dette tidspunkt allerede var under afvikling og derfor havde mistet sin magt.
I den lange periode, hvor først bondebevægelsen, senere arbejderbevægelsen lagde bånd på kapitalismen havde væksten endnu ikke ramt grænsen for det bæredygtige. Forståeligt nok var bæredygtig udvikling ikke et tema. Temaet var i stedet, hvordan vækstens frugter skulle fordeles. Men det var altså også op til diskussion, hvilke sociale kræfter der skulle styre væksten.
I dag er stopklodserne fjernet. Kapitalens har opnået ubegrænset magt.
Dette frigørelsesprogram indledtes af Reagan og Thatcher omkring 1980, kom til EU i 1985 (det Indre Marked), og i Danmark fjernedes de sidste reguleringer af kapitalen omkring 1990, da kapitalen fik lov til at investere i hvad som helst hvor som helst i udlanet, samtidig med at den ’finansielle undertrykkelse’ – demokratisk kontrol med økonomien – blev afskaffet indenlands, idet de tidligere grænser – derfor kontrolmuligheder – mellem banker, kreditforeninger og forsikringsselskaber blev afviklet. Denne politik hedder ’nyliberalisme’.
Den eneste tilbageværende grænse er nu kapitalen selv, også kaldet kapitalismens indre modsigelser.
Denne artikel ser ikke på, hvad der må gøres for at sikre en bæredygtig udvikling, men mulighederne for overhovedet at gøre noget. I den virkelige verden, vel at mærke, hvor det ikke drejer sig om at have ret, men om at have magt; hvor de gode idéer trumfes af de dominerende interesser.
Den rene kapitalisme, som vi altså har nærmet os i de sidste årtier, er principielt ligegyldig overfor det konkrete, det nyttige, det holdbare. Kapital er penge, der gives ud med henblik på at få et afkast, især rente eller profit. Hvis jeg køber en stol for at have noget at sidde på, er formålet begrænset af mine konkrete behov (for at sidde komfortabelt), men hvis købet af en stol er et led i en virksomheds investeringer, er formålet ubegrænset, nemlig at profitmaksimere.
Hvorfor egentlig ubegrænset? Hvorfor kan en virksomhedsejer efter at have scoret en profit på 5 mio kr. ikke læne sig tilbage, sige at nok er nok, og bruge de 5 mio til at tilfredsstille sine konkrete behov nu og i fremtiden? Det kan ejeren selvfølgelig godt, men så vil virksomheden ikke overleve længe. Den vil blive udkonkurreret, såfremt der er blot én anden virksomhed, der i stedet investerer overskuddet i nye maskiner, marketing etc., altså giver det ud med henblik på at få en yderligere profit. Fremad eller dø, er princippet.
Derfor kan en kapitalist aldrig hvile, derfor er en stationær kapitalisme en selvmodsigelse, og derfor er kapitalisme og bæredygtig udvikling som ild og vand.
I den aktuelle, rene kapitalisme fjerner vi os nødvendigvis med stormskridt fra en bæredygtig udvikling. Miljø- og klimaproblemerne bliver stadig mere alvorlige, samtidig med at det bliver stadig mere urealistisk at løse dem. Kapitalen har ikke råd til sådanne hensyn, og ingen klasse eller stat har magt til at sætte grænser.
I tidligere faser var kapitalismen som nævnt modereret af sådanne modmagter, hvilket gav mulighed for en økonomisk udvikling styret af konkrete målsætninger. Det er ikke længere tilfældet.
I det følgende skal vi se på de centrale træk i moderne dansk kapitalisme, og hvad de hver især betyder for muligheden for en bæredygtig udvikling.
Dansk selskabskapitalisme
Den danske kapitalisme er – som den internationale – en selskabskapitalisme, dvs. aktieselskabsformen er den dominerende. Disse selskaber stod i 2007 for 69% af den danske omsætning, mod 46% i 1980. De små enkeltmandsvirksomheder er tilsvarende gået tilbage, fra 21% til 9%, i takt med at landbrug nedlægges, mindre butikker lukker og mindre håndværkere mister terræn til de store firmaer; i overensstemmelse hermed er andelen af selvstændige, med fod undet ejer bord og kontrol med deres arbejdsproces, næsten halveret, fra 12% i 1980 til 7% i 2003 (således at andelen af lønmodtagere er vokset fra 88% til 93%). Det er en naturlig følge af nyliberalismen – den uhæmmede kapitalisme – at de små får lov at bukke under i konkurrencen med de store; de er ineffektive, når eneste mål for effektivitet er profitabilitet.
Splittelsen mellem arbejde og kapital (eje) er således næsten ført til bunds.
Men her skal vi være præcise. Der er nok blevet flere lønmodtagere, der må modtage ordre fra en arbejdsgiver, altså savner magt over deres arbejdsproces. Men disse lønmodtagere bliver i stigende grad ’fjernkapitalister’, dvs. en stigende del af deres indkomst er kapitalindkomst. Det kan være renter fra penge i banken eller aktiegevinster, men består især i friværdi og pensionsordninger. Kapitalens sejr består også i dens generalisering. Kapitalejerne er ikke fortidens lille mindretal, med høj hat, stor mave og fed cigar.
Dette er den fundamentale grund til at den gammeldags arbejderklasse er imploderet. En klasse er defineret ved at have en éntydig form for indkomst, men det er mindre og mindre tilfældet. Klasseskellene er nedbrudt. Samtidig vokser den økonomiske ulighed i øvrigt.
Flere og flere får således ’en aktie’ i kapitalismen.
Dette muliggjorde allerførst nyliberalismen (liberaliseringen af kapitalen). Og det betyder aktuelt reducerede muligheder for at sætte grænser for kapitalismen. Pensionskasserne er af lovgivningen forpligtet til at søge at maksimere profitten på den kapital, som de råder over. Et opgør med denne målsætning, der naturligvis leder til uhæmmet og ustyret økonomisk vækst, ville koste penge for mange mennesker.
Videre er vi som forbrugere indvævet i kapitalismen, for øget vækst forudsætter øget afsætning. Heraf skal man ikke slutte at forbrugere og virksomheder er ’lige gode’ om den økonomiske vækst, for initiativretten (produktionsbeslutningen) ligger hos virksomhederne, mens forbrugernes magt blot er den negative at undlade at købe. Men det er klart at forbrugerismen, med alt hvad hertil hører af reklame etc, er en integreret del af kapitalismen.
Disse forhold vanskeliggør et opgør med den økonomiske vækst. Det er ikke de fås idealisme (’politisk forbrug’), men de manges kortsigtede økonomiske interesser, der styrer udviklingen.
Finanskapitalens vækst
Finanskapitalen vejer stedse tungere indenfor den danske kapitalisme.
Fra slutningen af 1940erne og frem til 60erne var den samlede balance (kapital) i den finansielle sektor 40% højere end bruttofaktorindkomsten (et mål for værdien af den årlige produktion i landet). Derefter er finanskapitalen nærmest eksploderet, således at nævnte balance i 2007 er 7 gange så stor som bruttofaktorindkomsten.
Den finansielle sektor frembringer ikke selv noget, men formodes at tjene realøkonomien ved at formidle vor opsparing over i produktive investeringer. Det lyder derfor ikke særlig effektivt at den i den grad er svulmet op i forhold til denne realøkonomi; mange penge går op i røg, eller mere præcist: spekulation.
Nøgternt betragtet betyder denne vægtforskydning fra den produktive til den ikke-produktive del af kapitalismen en gevinst for miljøet, fordi den materielle vækst dermed hæmmes.
I sammen retning trækker de kriser, som finanskapitalen med jævne – og stadig kortere – mellemrum udløser. Den Sydøstasiatiske krise i 1997/98, it-krisen i 2001, Lehmann Brothers krisen i 2008 og nu i 2010 den Europæiske Gældskrise. Hver gang er produktionen faldet og arbejdsløsheden steget, til gavn for miljøet.
Dette er den barske sandhed: Kapitalen, ikke politikerne, styrer den økonomiske og økologiske udvikling, så en opbremsning i tempoet for miljøødelæggelse forudsætter at det går skidt for kapitalismen. Ruslands økonomiske katastrofe i 90erne, da nationalindkomsten næsten halveredes som følge af den radikale nyliberale chockterapi under Yeltsin, reducerede det globale CO2 udslip langt mere end ambitiøse klimamål på 50 konferencer.
Kapitalkoncentration
Det tredje karakteristiske træk ved moderne kapitalisme – ud over selskabsformens dominans og finanskapitalens himmelflugt – er koncentrationen af kapitalmagten. For den enkelte ’lønmodtager’ vejer kapitalindkomsterne stedse tungere, uden at det giver nævneværdig større indflydelse, men samtidig fordeles denne type indkomster stadig mere skævt; mellem 1996 og 2003 øgede de 20% rigeste danskere (målt efter indkomst) deres andel af nettoformuen fra 43,6% til 48,6%.
Hvis vi flytter fokus fra individerne til virksomhederne, viser det sig at mens det største selskab i 1980 havde 5% af omsætningen, havde det i 2006 ikke mindre end 28,6%; det drejer sig i begge tilfælde om A. P. Møller-Mærsk, hvis magt er vokset så utroligt, dels fordi selve Møller-Mærsk er blevet meget større, dels fordi Danske Supermarked og Danske Bank i dag er datterselskaber i koncernen. De 10 største selskabers vægt i dansk økonomi voksede også betydeligt i denne periode, nemlig fra 23% af omsætningen til 52%. Tendensen er formentlig den samme i andre lande og på globalt plan, omend næppe så ekstrem.
En sådan koncentration af den økonomiske magt giver mindre spillerum til demokratisk valgte politikere, sammenlignet med en situation, hvor den økonomiske magt er neutraliseret ved at være spredt ud på en lang række mindre virksomheder, således som vi kendte det i den gamle konkurrencekapitalisme.
På dette sted er spørgsmålet imidlertid, hvad kapitalkoncentration betyder for miljøet?
Mange multinationale selskaber er, økonomisk set, større end middelstore lande, hvortil kommer at de gerne indgår strategiske alliancer for at undgå de risici, der altid er knyttet til konkurrence. Det betyder at omkring en tredjedel af verdensøkonomien er underlagt planøkonomi, men naturligvis den kapitalistiske version af denne, hvor der kun er ét mål, nemlig maksimal profit. Planøkonomi giver mulighed for styring. Disse selskaber har mulighed for at sætte betingelserne for økonomisk aktivitet. Her kan man lege med tanken om, at disse ’middelstore stater’ indser, at deres profitabilitet har som forudsætning, at alt ikke går under i møj og klimakaos. Under konkurrencekapitalismen, hvor et utal af mindre virksomheder konkurrerer, kan kun statsmagten sætte rammerne, herunder virkeliggøre de miljømæssige eksistensbetingelser for økonomisk aktivitet. Under oligopolistisk selskabskapitalisme (’oligopol’ betyder få sælgere) kan selskaberne udfylde denne funktion.
Desværre tyder ikke meget på at denne mulighed virkeliggøres. Fx blev den grønne profil, som BP pudsede af for et par år siden (BP = Beyond Petroleum), hurtigt glemt; resultatet ser vi i den Mexicanske Golf. Miljø er godt, men penge er bedre, og foreløbig falder cost-benefit beregningerne ikke ud til fordel for miljøet. Men det kan selvfølgelig skifte.
Nyliberal økonomisk politik
Nyliberalismes frisættelse af kapitalen betyder generelt et skift i magten fra demokratiet til kapitalen.
Konkret kommer dette til udtryk i en tendens til at den offentlige sektor vejer mindre i forhold til den private sektor. Dette markerer en afdemokratisering, for mens den offentlige sektor i sidste instans er underlagt Folketing og kommunalbestyrelser, er den private sektor underlagt marked og kapital. Den offentlige sektor er den demokratiske sektor, så minimalstat betyder minimaldemokrati.
I England under Thatcher slog denne politik igennem med fuld styrke. I Danmark forsøgte man med 2010-planen, der anbefalede at den demokratiske sektor kun skulle vokse med ½% årligt, overfor en vækst i den private sektor på 2% eller mere, men VK-regeringen har ikke kunnet indfri målsætningen. Nu er der imidlertid med den europæiske gældskrise tændt et stort lys for nyliberalismen; overalt i Europa gennemføres der historiske nedskæringer af de offentlige udgifter, i England således mellem 25 og 40%.
Udover den demokratiske omkostning indebærer denne vægtforskydning en klar forringelse af miljøet.
Grunden er at offentligt forbrug især består i udgifter til arbejdskraft (lærere, hjemmehjælpere, socialrådgivere osv.), mens det private forbrug i langt højere grad sluger materielle ressourcer (biler, køleskabe og andre dingenoter). Dette véd alle økonomer, men mærkeligt nok hører man meget sjældent dette miljøargument for en stor demokratisk sektor. Den private sektor udleder, forholdsmæssigt, langt mere CO2 end den offentlige sektor, så miljøet forværres i takt med at nyliberalismen slår igennem.
Hertil kommer bestræbelserne på at markedsgøre den offentlige sektor, ved at indføre profit som overordnet effektivitetskriterium. DSB skal først og fremmest give overskud, mens andre målsætninger kommer i anden række, især at holde billige, ’uøkonomiske’ priser for at begunstige mindre velaflagte borgere, der ikke har råd til bil, eller for at gavne miljøet ved at lokke bilister over i den kollektive trafik. Konsekvenserne for miljødagsordenen af denne markedsgørelse er indlysende.
Generelt nærmer vi os et ’kapitalistisk demokrati’, hvor kapitalen sætter dagsordenen og hvor de folkevalgtes værdier og prioriteringen får mindre vægt. I USA skrives de fleste love indirekte af selskaberne, fordi disse finansierer den demokratiske proces, især valgkampene (’lobbyisme’).
Lad os til slut se på den mere konkrete, konjunkturbestemte økonomiske politik.
Spørgsmålet er om man i en lavkonjunktur som den nuværende skal søge at få gang i hjulene ved at pumpe penge ud (det hedder ’ekspansiv finanspolitik’) for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, enten ved at øge de offentlige udgifter (hvis man foretrækker den demokratiske sektor) eller ved at sænke skatterne (hvis man vil favorisere den private sektor). Eller om man i stedet fokuserer på de store offentlige underskud (der altid kommer i en krisesituation, hvor folk er fattigere og derfor betaler mindre i skat); i så tilfælde gælder det om at reducere de offentlige udgifter (færre lærere, hjemmehjælpere osv.) eller øge skatterne, således at det offentliges penge atter passer.
Den første strategi er Keynesiansk, den sidste er monetaristisk (en nær fætter til nyliberalismen). Som bekendt har alle Europas lande (men ikke USA) valgt den sidste strategi, naturligvis i den variant, der hedder offentlige nedskæringer (og stort set ikke øgede skatter, for det hedder at det sidste er gift for konkurrenceevnen, – det pæne ord for kapitalens profitabilitet).
Hvilken af de to strategier er bedst?
Hvis man med ’bedst’ mener større vækst og mindre arbejdsløshed, synes Keynesianismen at være mest effektiv, for den monetariske metode må nødvendigvis reducere den økonomiske aktivitet. For 3-4 år siden, da Irland havde et stort offentlige underskud, skar man drastisk ned på de offentlige udgifter, med det resultat at væksten gik helt i stå, skatteindtægterne faldt og det offentlige underskud voksede.
På den anden side kan monetarister/nyliberale (fx vor statsminister) argumentere, at de offentlige udgifter må reduceres her og nu, for ellers mister den internationale finanskapital tilliden og så bliver det meget dyrt at låne for at finansiere dette underskud. Derfor er der intet valg. For 30 år siden var internationale lånevilkår i høj grad politisk bestemte, men i dag sætter finanskapitalen betingelserne. Dem må man indordne sig, – med mindre man ønsker en anden verden, hvor det er folkevalgte politikere, der bestemmer (i første omgang ved at indføre forskellige former for politisk kontrol med kapitalbevægelserne).
Men hvis man med ’bedst’ mener bedst for miljøet, er den bedste politik den, der hæmmer væksten og øger arbejdsløsheden, og her er den monetarisk/nyliberale politik den mest velegnede. Hvis man ikke kan lide dette valg – højere arbejdsløshed eller bedre miljø – må man ændre spillereglerne. Man må indføre et økonomisk system, hvor det er muligt at fordele en given rigdom, og hvor det er muligt at fordele det antal arbejdstimer, som produktionen af denne rigdom kræver, mellem borgerne, så ingen går arbejdsløse, men alle kan nyde godt af en kortere arbejdsdag.
Perspektiver
En bæredygtig udvikling kræver en ny, ikke-kapitalistisk produktionsmåde. Dette er den nødvendige, omend ikke tilstrækkelige betingelse (jf. miljøsvineriet i de kommunistiske lande).
En sådan er desværre svær at få øje på. Iflg. Marx går en produktionsmåde kun under, når den herskende klasse ikke længere kan regere, og den undertrykte klasse ikke længere vil lade sig regere. Derefter er den nye produktionsmåde imidlertid stadig ikke sikret, for alternativt kan kampen lede til de kæmpende klassers fælles undergang, altså almindeligt kaos.
Lad os prøve at opdatere.
I Danmark kan modsætningerne som sagt ikke længere tænkes i klassetermer (Kina og andre fattige lande er en anden sag), og en strålende revolution, hvor arbejderne overtager produktionsmidlerne ligger ikke i kortene. Den eneste modmagt til kapitalen, som det er til at få øje på, er demokratiet. Pengemagt overfor folkemagt, kan man sige. Dette er ikke så meget en modsætning mellem to adskilte grupper af mennesker, som mellem pengepung og samfundssind i hver eneste af os. Det betyder at modmagten stedse gøres impotent af tvivl.
Derfor går kapitalismen først under, når den ikke længere kan fungere, men hvis der ikke står nogle stærke interesser klar til at tage over, vil resultatet blive kaos.
Artiklen er et kapitel i Modvækst. Omstilling til fremtiden, red. af John Holten-Andersen, Toke Haunstrup Christensen, Steffen Foss hansen og Kristine Holten-Andersen, Hovedland 2011.
Anbefalet videre læsning:
For kildehenvisninger til de økonomiske oplysninger, samt uddybning af omtalen af demokrati versus kapitalisme, foreningsdanmark, selskabskapitalisme, finanskapital og kapitalkoncentration, se mine artikler:
’Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, 3. bind, Frydenlund 2004.
’Den danske kapitalisme og demokratiets forfald’, i Dansk Nyliberalisme, red. af A. Lundkvist, Gyldendal 2009.
’Foreningsdanmarks storhed og fald’, denne hjemmeside.
’Dansk Selskabskapitalisme’, denne hjemmeside.