Den politik-økonomiske situation i Europa er paradoksal.
Det går stødt ned ad bakke i Europa. Der var et stort fald i væksten i fjerde kvartal 2012, og det ser ud til at fortsætte i 2013, omend økonomernes prognoser – baseret på de teorier, der skabte faldet – forudser at skuden snart vender.
Så skulle man forvente et opgør med den nyliberale nedskæringspolitik.
Men det er der ikke blandt de europæiske regeringer. Tværtimod sluttes rækkerne. I England, hvor Cameron nok har ført den hårdeste nedskæringspolitik i Europa, vakler økonomien på randen af den tredje recession siden 2008, men i det nylige budget fastholdes kursen; Labour er kun uenig i detaljerne, ikke linien. I Frankrig har Hollande i en tale for nylig endeligt opgivet al modstand mod Merkels linie. Og hos kammeraterne i Danmark kan omvendingen til nyliberalismens minimalstat aflæses præcist i den projekterede vækst i de offentlige udgifter, fra 1,4% før valget til nu 0,4%. Sandheden er, at der ikke længere er nævneværdig forskel mellem europæiske socialdemokrater/socialister og borgerlige. Regeringer forgår, politikken består.
De er alle undergivet nødvendighedens lov, vil de sige.
Der er én saglig politik. Der er intet valg (efter parlamentsvalget, forstås). Det siger de, fordi det er den absolut eneste måde, hvorpå en politik, der kaster folk ud i arbejdsløshed, forringer lønmodtagernes realløn og presser de marginaliserede længere ned i mudderet, kan vinde opbakning. Det, de siger, er i realiteten, at der ikke er – eller bør være – politik. Kun teknik.
Den saglige politik er den, der ikke kan betvivles.
Det kræver at den er i alles interesse. Derfor kan der ikke eksistere interessemodsætninger, således at én økonomisk politik tilgodeser én gruppe, en anden politik en anden gruppe. Det ville være politik, altså usagligt, at antage noget sådant.
Når selskabsskatten sænkes er det ikke for at tilgodese aktionærerne, men de arbejdsløse (der ganske vist kun får 200-600 ekstra jobs, alt efter hvor meget der fifles med tallene). Når danske lønmodtagere må affinde sig med lavere realløn, gavner det umiddelbart arbejdsgiverne, men det egentlige formål er at øge beskæftigelsen via en forbedret konkurrenceevnen (som der ganske vist ikke er problemer med). Og når arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere må se deres vilkår forringet, er det ment som en kærlig hånd til at få dem op af sofaen for at lede efter jobs (som ganske vist ikke er der). Dybest set er der ingen interessegrupper, der begunstiges eller straffes. Alt er til det fælles bedste.
’Interessemodsætninger’ er i dag et fy-ord, fordi det er i strid med den herskende interesse i ro på bagsmækken. Og dog er det en kold kendsgerning, at arbejdsgiveren altid vil have en interesse i en rimelig arbejdsløshed, for det giver noget at vælge mellem; lønnen bliver lavere med 100 ansøgere end med 10.
Lad mig her nævne et tal, nemlig 10%.
Det er stigningen i arbejdsløsheden blandt Eurolandene fra februar sidste år til februar i år (fra 10,9% til 12,0%, en stigning i absolutte tal på ca. 1,8 mio). De 10% er pudsigt nok også stigningen i kursen på de 50 toneangivende aktier i Eurozonen (Stoxx50) i samme periode.
Derfor er det lidt for firkantet at sige, at Eurolandene er i krise. Almindelige mennesker oplever en økonomisk krise, men ikke kapitalen og arbejdsgiverne.
Det giver unægtelig en mistanke om at den herskende politik ikke er interesseneutral politik for almenvellet, men snarere god gammeldags overklassepolitik. Hvorfor giver Corydon milliarder til selskaberne, når beskæftigelseseffekten ved at bruge pengene på at ansætte flere lærere og sosu’ere ville være langt, langt større? Eller hvorfor tilbyder den Europæiske Centralbank milliarder af Euros til finanskapitalen til næsten ingen rente, selv om det ikke kan komme som den store overraskelse, at bankerne foretrækker at spekulere i givtige papirer snarere end at viderudlåne til beskæftigelsesfremmende aktivitet?
Næppe fordi Corydon eller ECB er købt og betalt af selskaberne og bankerne. Mere sandsynligt fordi den afgørende magt i dag ligger hos den grænseoverskridende kapital. Den skaber ikke jobs eller vækst, tværtimod, men uden dens velvilje er alt tabt. Derfor er der intet valg for Corydon.
Men der er et valg, og det hedder demokratisk kontrol med kapitalen. Generelt er det forbudt i EU, fordi det Indre Marked giver kapitalen ubegrænset frihed til at investere hvor og i hvad den vil. Og ubegrænset frihed betyder ubegrænset magt. Men intet ville have forhindret ham i at rejse en debat om en fælles minimal selskabsskat i EU på fx 25%. Han havde et valg.
Uden valg, intet demokrati. Derfor er demokratiet truet i Europa. Af kapitalismen.
Lettere revideret version af kommentar i Information 9. april 2013.