Min kone og jeg har netop været knap 2 uger på Cuba. Jeg bilder mig ikke ind at været blevet Cuba-ekspert, bl.a. fordi jeg ikke taler spansk, men man fanger jo altid noget.
Er landet et demokrati? Det mener styret, der endda definerer sig som et ’deltagerdemokrati’ (participatory democracy), og det kan da også henvise til at der er almen og lige valgret og at mere end 95% udnytter denne ret ved lokalvalg og nationale valg (se http://europa.cubaminrex.cu/English….). Kandidaterne udvælges af diverse folkeforsamlinger, og man kan så stemme på dem eller lade være. Får en kandidat færre end 50% af stemmerne, er der omvalg.
Der skal snart være lokalvalg, så valgkampen var i gang. Valgkamp? Rundt omkring er der opslag med kandidaterne, hvis levnedsløb beskrives, med vægt på deres uddannelse og deltagelse i forskellige af revolutionens organisationer. Præsentationen er blottet for politiske tilkendegivelser, og faktisk er det forbudt Kommunistpartiet og andre partier (der blev tilladt for nogle år siden) at føre valgkamp! Grundpostulatet er at der ikke er væsentlige forskelle i værdier og interesser blandt gode cubanere, så derfor gælder det blot om at vælge de bedste mænd og kvinder, der så efter valget skal træffe beslutningerne, herunder udpege den politiske ledelse. Men uenighed og forskel er demokratiets livsnerve.
Det er ikke demokrati, eftersom der ikke er reelle politiske valgmuligheder, hvortil kommer at der ikke er pressefrihed; der eksisterer kun de af styret godkendte aviser og TV-kanaler. Efter 50 års militær, økonomisk og diplomatisk aggression fra USA har regeringen en soleklar ret til at beskytte sig mod indenlandske forrædere, men der er en masse temaer, hvorom der kan være legitime meningsforskelle. Fx satses der meget på turisme, der afkaster hårdt tiltrængt valuta, men samtidig skaber kriminalitet, prostitution og ulighed, som i alle tredjeverdenslande, hvor rig møder fattig; cubanerne er opdraget med lighedsidealer, så netop i dette land må emnet være kontroversielt. En sådan diskussion er imidlertid udelukket.
Systemet forsvares bl.a. med at pluralistisk, partibaseret demokrati er korrupt og ikke giver folket reel indflydelse, fx siges det at de store partier i USA blot giver folket mulighed for at vælge mellem to typer repræsentanter for den store kapital. Det kan være meget rigtigt, ligesom det er en kendsgerning, at ytringsmuligheden i kapitalistiske lande er ligefrem proportional med hvor mange penge man råder over. Men at ’vort’ demokrati er mangelfuldt, er naturligvis ikke et positivt argument for at det cubanske system er demokratisk. Det er det ikke.
Men det er nu heller ikke et koldt diktatur som de gamle kommunistiske regimer i Østeuropa. Der er fest, farver og moderne kunst overalt, med mindelser om de første år efter revolutionen i Rusland. Kommitteerne til Forsvar for Revolutionen (CDR) – der har lokaler på hvert andet gadehjørne – er nok på udkig efter forrædere, men det kan ikke sammenlignes med Stasis hemmelige spioneri. Og endelig er Cuba ikke ’et fængsel’, som det ellers ofte hedder: Gennem det meste af sin historie har folk, der har været utilfredse af økonomiske eller politiske årsager, kunnet forlade øen.
Ansvaret for denne triste situation ligger hos den cubanske ledelse, men især hos den amerikanske imperialisme.
Indtil revolutionens sejr 1. januar 1959 havde Cuba været politisk og økonomisk underlagt USA. Den såkaldte ’Platt Amendment’ i grundloven fra 1902 gav USA ret til militær intervention, hvilket blev benyttet ved flere lejligheder; Batistas diktatur 1952-58 blev støttet af USA, og den amerikanske kapital – og mafia – kunne boltre sig, som den ville. Den amerikanske kontrol med Cuba var lige så omfattende som Sovjets dominans over for fx Ungarn. Den første betingelse for demokrati er national selvbestemmelse, og en sådan størrelse forhindrede USA.
Derfor havde Castros revolution fra starten et kraftigt nationalistisk indslag. Man ville reel uafhængighed af USA, og det program førte naturnødvendigt til konfrontation. Ikke mindst Che Guevara var bevidst herom, efter at han havde opholdt sig i Guatemala i 1954, da USA (CIA) fik erstattet en moderat socialdemokratisk regering med et diktatur, fordi United Fruits interesser blev trådt for nær. Frigørelse fra imperialismen – reel selvstændighed – ville kræve en afskaffelse af den økonomiske magt, som de amerikanske selskaber nød i kraft af deres beherskelse af ’the commanding heights of the Cuban economy’ (sukkermøller, kvægfarme, olieraffinaderier og det meste af industrien), jv. Richard Gott’s udmærkede og afbalancerede bog ’Cuba. A new history’, Yale University Press 2004, s. 186.
Kronologien er interessant.
Den første mislyd kom i juni 1959, da revolutionen gennemførte en ret moderat jordreform, der eksproprierede store godser og fordelte jorden til småbønder og kooperativer; der blev givet erstatning, om end denne med sort humor blev beregnet ud fra godsernes – lave – indkomstangivelser til skattevæsenet. USA protesterede, da meget af denne jord var amerikansk ejet. Det var allerede på dette tidspunkt at det amerikanske National Security Council besluttede, at Castro måtte fjernes, – en beslutning der i sig selv viser at ’amerikansk imperialisme’ ikke er et slogan, men en realitet. Beslutningen skyldtes ikke en frygt for kommunisme (Cuba havde endnu i 1959 ingen diplomatisk forbindelse med Sovjet), men var alene begrundet i USA’s økonomiske interesser (Gott, s. 180).
I begyndelsen af 1960 begyndte den CIA-organiserede sabotage, især mod sukkermøller, og i marts eskalerede den amerikanske terrorisme med sænkningen af et belgisk skib, der havde bragt lettere våben til Cuba (100 dræbte og 300 sårede). I april 1960 nægtede amerikanske olieselskaber på Cuba (Shell, Standard Oil og Texaco) at raffinere olie importeret fra Sovjet, hvorefter Cuba konfiskerede deres aktiver. USA svarede ved at lukke for cubansk eksport af sukker til USA, og snart var den amerikanske embargo af Cuba på plads.
Cubas valg var nu simpelt: Hejse det hvide flag eller søge økonomisk samarbejde med Sovjet. Man valgte det sidste, således at Sovjet overtog den amerikanske sukkerkvote. Men Cuba var stadig ikke kommunistisk.
Næste trin i eskaleringen var Svinebugts-invasionen i april 1961, som CIA organiserede (om CIA, se www.kritiskdebat.dk/articles.php?ar… ). Den slog fejl, og Castro erklærede nu – først nu – at revolutionen var socialistisk, og i december samme år erklærede Castro sig for marxist-leninist og begyndte opbygningen af et kommunistparti med monopol på magten. Sovjetisk politisk og militær støtte var en livsbetingelse for at fastholde cubansk uafhængighed, men prisen var tilpasning til østblokken. Efter missilkrisen i oktober 1962 følte Cuba sig dog svigtet af Sovjet og anlagde i det hele en mere revolutionær udenrigspolitik end det konservative Kreml brød sig om; Cuba blev aldrig en lydstat som Østeuropa til Sovjet eller Mellemamerika til USA. De spæde forsøg på at organisere befrielsesbevægelser i Latinamerika mod de amerikansk-støttede diktaturer mislykkedes, men i 80erne var Cubas militære indsats i Angola vigtig for opgøret med det Sydafrikanske apartheid styre (støttet af USA, i øvrigt).
Imperialismens logik var kommet i mål og havde skabt et kommunistisk, udemokratisk styre.
Konklusioner:
1) Uanset den historiske baggrund må fraværet af demokrati på Cuba kritiseres. Ethvert land har ret til at forsvare sig mod ydre fjender og deres indenlandske medløbere, men indenfor den ramme må der være plads til debat mellem forskellige politiske strømninger og til at folkeflertallet får mulighed for at bestemme, hvilken strømning, der skal danne regering.
2) USA og lande, der støtter USA’s aggression mod Cuba (den økonomiske embargo er stadig i kraft), har ingen ret til at kritisere Cuba.
Hvad sker der, når Fidel dør, spørger alle. Der er næppe tvivl om at han er populær, næsten lige så meget som Che, der er blevet et ikon på linie med Jomfru Maria i katolske lande. Men Raul Castro – den nuværende leder – er ikke vellidt (at dømme efter de få cubanere, vi talte med). Fidel kunne tænke og tale, Raul har kun sine epauletter, hedder det.
Men igen: Hvad vil der ske? Nogen mener at styret vil falde sammen som et korthus. Det er selvfølgelig tænkeligt, især hvis det ikke evner at reformere sig selv. Men Cuba i dag er ikke Tjekkoslovakiet i 1989. Utilfredsheden i det gamle Østeuropa var så omfattende, fordi den næredes både af et stivnet økonomisk og politisk system og af et ønske om national selvstændighed, vendt mod Sovjet. På Cuba er der måske, måske ikke, utilfredshed med systemet, men her trækker ønsket om national selvstændighed i retning af at støtte op om revolutionen.