Kapitel 2: Økonomisk demokrati på landet 

Dette er udkastet til Kapitel 2 i en bog ‘Dansk kapitalisme, historie og struktur’, som jeg er ved at skrive. Kapitlet handler om andelsbevægelsen. I forrige udgave af Kritisk Debat bragtes Kapitel 1 om perioden fra landboreformerne til det kapitalistiske gennembrud i 1890erne. (klik her for at se denne artikel). I følgende udgaver bringes yderligere to kapitler: Kapitel 3 om den kapitalistiske udvikling 1901-57, og Kapitel 4 om klasseudviklingen 1901-57. Senere kapitler vil omhandle velfærdskapitalismen 1957-82, samt den senere – nyliberale – periode. Jeg modtager meget gerne kommentarer, kritik og forslag, så kapitlerne kan forbedres. Offentligjort i Kritisk Debat 15. april 2016.

I 1890erne sker der to ting.

I byerne får vi et industrielt gennembrud, hvilket betyder at kapitalen får greb om produktionen, således at det giver mening her at tale om en kapitalistisk produktionsmåde.

På landet breder andelsbevægelsen sig, hvilket styrker en anden produktionsmåde, nemlig den simple vareproduktion. Sammen med brugsforeninger, indkøbsforeninger for råstoffer, eksportforeninger og ikke mindst den finansielle overbygning i form af kreditforeninger og sparekasser betyder dette, at gårdmænd og husmænd skaber en semiautonom økonomisk sfære, præget af demokrati og solidaritet.

Dette kapitel kommer derfor til at virke som et afbræk i fremstillingen af den danske kapitalisme.

Vi ser på baggrunden for denne selvforvaltningsbevægelse, de principper den bygger på, dens udbredelse og dermed vægt i den samlede økonomi og endelig dens afvikling. Kapitlet handler alene om samarbejdet i landbruget, fordi det bestemmer hele sektorens karakter; byernes socialdemokratisk dominerede kooperation, brugsforeninger (HB) og andelsboligbevægelse inddrages ikke, fordi de var perifere for produktionsmåden i byerne.

Selvforvaltningens baggrund og principper

Idéen var at en gruppe mennesker gik sammen om at løse en bestemt opgave, fx at oprette og drive et mejeri eller at opbevare medlemmernes penge sikkert i en sparekasse. Derfor hæftede de solidarisk for tab og et overskud akkumuleredes ikke med henblik på ekspansion, men fordeltes til medlemmerne. Dette var det grundlæggende mønster, omend der var undtagelser.

Beslutningsprocessen var oftest demokratisk, idet at alle havde lige indflydelse (én stemme pr. person); dette var således tilfældet i næsten alle andelsforeninger. Men i nogle foreninger herskede det beslutningsprincip, som vi kender fra markedet, altså indflydelse efter hvor mange penge man har (hvor stort indskud, man bidrager med). Man talte dengang om at stemme efter ‘hoveder’ eller efter ‘høveder’ (dvs. antal dyr).[i]

Forenings-Danmark byggede overvejende på ganske andre principper end kapitalismen, hvor opgaven er ubegrænset (at maksimere profitten), og hvor indflydelsen følger størrelsen af indskuddet (aktieposten).

Foreningerne var i deres principper og funktionsmåde et alternativ til kapitalismen. Hvis vi skal svinge os lidt op, kan vi sige at de var udtryk for folkets økonomiske selvforvaltning i opposition til kapitalismen. Man var aktivt medlem, ikke passiv kunde.

I sin oprindelse havde andelsbevægelsen både et økonomisk og politisk formål.

Efter faldet i kornpriserne omkring 1880 var der en konkret økonomisk opgave, der skulle løses, nemlig at omlægge landbruget til animalsk produktion, så det blev økonomisk holdbart. Selvejernes traditionelle, rent individualistiske økonomiske form var ikke længere holdbar. Den økonomiske krise fremtvang en ny form for simpel vareproduktion, hvor man nok bevarede den individuelle ret til at bestemme produktionens omfang, men hvor man underlagde sig en pligt til at levere mælk til det fælles mejeri, selv om man måske i en periode kunne opnå en bedre pris andetsteds, og hvor det fælles produkt solgtes til samme pris. Det forudsatte en ensartet kvalitet, hvilket igen nødvendiggjorde at mejeriets inspektører kontrollerede produktionen på gårdene, med mulighed for at ekskludere landmænd, der snød på vægten eller blandede vand i mælken. Alt i alt en betydelig begrænsning af den individuelle autonomi.

Andelsproduktionen var ikke den eneste mulighed. Før da forarbejdede bønderne selv mælken på deres egen gård, men det gav svingende og ofte dårlig kvalitet. Eller man solgte mælken til godsejerne eller til såkaldte ‘fællesmejerier’, der trods navnet var rent private virksomheder.[ii] Men det gav dårligere priser, fordi det indebar en mellemmand, der skulle have en avance. Så når ren individualisme ikke længere var mulig, var det trods alt bedre at slå sig sammen med ligeværdige, snarere end at blive afhængige af udefrakommende. Den økonomiske interesse kunne kun tilgodeses gennem uafhængighed at godsejerne og kapitalister.

Denne økonomiske uafhængighedskamp var indvævet i Venstres opgør med Højre, hvor andelsbevægelsen var for Venstre hvad fagbevægelsen og kooperationen blev for Socialdemokratiet.

Andelsbevægelsen var økonomisk organisering fra neden af, og som nævnt valgte de fleste foreninger en demokratisk beslutningsproces, hvilket måske var inspireret af den politiske kamp, og i hvert fald kun var mulig fordi landmændene stort set producerede det samme og havde nogenlunde samme økonomiske status. Nok rangerede husmændene under gårdmændene, og de større gårdmænd var normalt de ledende i andelsforeningerne, men faktisk gav netop andelsbevægelsen et økonomisk rygstød til de forarmede husmænd. Dermed styrkede andelsbevægelsen selvejet på landet. Hertil kom at husmandsloven fra 1899, med senere udbygninger, gav økonomisk støtte til oprettelse af flere brug og forbedrede vilkår for de eksisterende.[iii]

Indtjeningen blev fordelt i forhold til landmændenes omsætning, så der var ikke tale om økonomisk lighed; men dette fordelingsprincip indebærer jo også, at det ikke var en kapitalistisk virksomhed, hvor det ikke er omfanget af økonomisk aktivitet, men af kapital (antal aktier), der bestemmer hvor meget deltagerne kan trække ud af virksomheden.

Etableringen af et mejeri krævede naturligvis kapital, og den blev fremskaffet i form af andele. Her kunne/ville nogle selvfølgelig indskyde mere end andre, men det gav ikke større indflydelse, og kapitalen blev forrentet med en nogenlunde fast, lav rente. Videre var andelsbeviserne normalt uomsættelige (eller omsættelige til kurs 100), så man kunne ikke spekulere i denne ‘kapital’. Med Bager’s ord skulle kapitalen være ‘tjener’, ikke ‘herre’.[iv]

I øvrigt bestod landmændenes kapital først og fremmest af jorden og bygningerne og ikke af fri kapital. Helt frem til omkring 1960 var det forbudt at nedlægge, sammenlægge eller samdrive gårde. En gårdejer kunne naturligvis investere i jordforbedring, maskineri etc., men ikke i en udvidelse af jorden. Jordfordelingen var derfor ret statisk. Den eneste væsentlige undtagelse var at godser efter lensafløsningsloven i 1919 måtte afgive jord til nye husmandsbrug, hvilket reducerede graden af kapitalisme på landet.

Andelsvirksomheden havde kort sagt ikke profitmaksimering og kapitalakkumulation, dermed ubegrænset ekspansion, som målsætning. Foreningen var ikke kapitalistisk.

Skønt overvejende ikke-kapitalistisk var andelsbevægelsen naturligvis ikke socialistisk, med fælles planlægning af produktionen, omend der som sagt var fælles kontrol med produktionens kvalitet.

Men var den markedsbaseret? Umiddelbart ja, for produkterne blev jo solgt på markedet, i indland eller udland, og det havde ingen tænkt sig at lave om på, og desuden havde datidens Venstre liberalismen som sin erklærede ideologi. På den anden side indebærer en forening samarbejde, altså det modsatte af konkurrence og for så vidt af markedsøkonomi.

Landmændene afsatte mælken til mejeriet til samme pris. De konkurrerede altså ikke indbyrdes i stil med byernes virksomheder, der kunne sænke prisen med henblik på at opnå en større markedsandel. På landet var den enes brød ikke den andens død. Og hvis nogle fandt en ny metode, blev den ikke patenteret, men tværtimod spredt til så mange som muligt:

Det er et karakteristisk træk ved det faglige organisationsarbejde indenfor landbruget, at nye iagttagelser, nye fodersammensætninger og nye metoder i det hele taget på ingen måde patenteres, men tværtimod spredes hurtigst muligt. Da den enkelte landmand ikke kan udvide produktionen væsentligt, føler han intet incitament til at konkurrere på prisen eller gennem isolerede kvalitetsfremstød. Følgelig er det i hans interesse, at også naboens produkt er af så høj kvalitet, at den samlede landbrugsproduktion kan afsættes på markederne til en så høj pris som muligt. Afsætningen kan derfor foregå i fællesskab, således at de danske landbrug i intimt samarbejde kan skabe et ensartet kvalitetspræg for hovedvarerne og optræde under ét på markederne (Milhøj, 1961: 232).

Landmændene indgik – i moderne sprogbrug – i en stor strategisk alliance, hvis formål var at styrke dem kollektivt overfor alle andre økonomiske aktører. Faktisk udskar man et selvberoende område af den danske økonomi, med mejerier, slagterier, sparekasser, forsikringsselskaber (Tryg) og kreditforeninger, som ikke konkurrerede indbyrdes. Andelshaverne var leveringspligtige (af mælk, flæsk etc.), og derfor kunne kun landmænd være andelshavere; ingen udenforstående kunne købe sig til indflydelse, dvs. andelsbevægelsen var lukket land for byernes storkapital.[v] Ikke mærkeligt at private konkurrenter beklagede sig over unfair konkurrence og monopol: Fra deres vinkel var der tale om en gigantisk koncern.

Men moderationen af de rene, markedsøkonomiske principper gik faktisk videre.

Medlemskab af andelsforeninger var naturligvis frivilligt, men var man medlem indebar leveringspligten – og pligten til at aftage råvarer etc. fra en forening – en ret så betydelig indskrænkning af producentsuveræniteten og for så vidt selvejet. Som nævnt måtte man undergive sig fælles kvalitetskontrol, ligesom man var afskåret fra at sælge til eller købe fra andre aktører, som måske kunne tilbyde højere aftagerpriser eller lavere leveringspriser. Det var denne økonomiske solidaritet, der forhindrede undergravende konkurrence, og som dermed ophævede markedsøkonomiens principper for deres indbyrdes forhold.

Landbruget som en semiautonom ikke-kapitalistisk sfære

Vi har nu set at landbruget var baseret på ikke-kapitalistiske principper (de kapitalistiske godser var blevet af marginal betydning, så dem kan vi se bort fra).

Det indebærer imidlertid ikke nødvendigvis at dette landbrug var ikke-kapitalistisk, for det kunne tænkes at dets økonomiske omgivelser, trods principperne, reelt påtvang andelsbevægelsen en kapitalistisk logik, med profitmaksimering og ubegrænset ekspansion.

Men det var kun tilfældet i meget begrænset omfang. Andelsbevægelsen fik reel kontrol med hele landbrugssektoren, fordi den havde eller skabte et beskyttende lag, der i vid udstrækning var baseret på de samme principper. Der etableredes andelseksportforeninger, der varetog en stor del af afsætningen til udlandet (især England), brugsforeninger, der stod for en del af det indenlandske detailsalg, og andelsforeninger til indkøb af landbrugets råstoffer; hertil kom en overbygning af sparekasser og kreditforeninger, der sørgede for at pengene blev i landbruget og her tjente til at finansiere hele bevægelsen.

Den økonomiske kæde – fra finansiering over input af råvarer til produktionen og afsætningen – udgjorde en helhed, der i vid udstrækning var lukket omkring sig selv. Man var ikke afhængig af byernes banker (finanskapitalen), af engrosvirksomheder (handelskapitalen) eller af private småkøbmænd; ikke mærkeligt at andelsbevægelsen mødte stor modstand, ikke mindst fra de købmænd, der mistede omsætning til brugsforeningerne. Den nærmeste parallel er de enorme japanske og sydkoreanske konglomerater (hhv. ‘keiretsu’ og ‘chaebol’), der udgør – eller udgjorde – økonomiske kongeriger, med vertikal integration af produktions- og afsætningskæden og med hvad der i praksis var egne banker. Parallellen kan trækkes videre, for ligesom disse selskaber havde tætte forbindelser til den politiske ledelse (især industriministeriet) havde andelsbevægelsen politisk opbakning fra Venstre, der i 1901 overtog regeringsmagten og nu sørgede for favørbehandling af landbruget (især gennem skattelovgivningen, hvor vægten skiftede fra jordskatter til indkomstskatter, og hvor andelsforeninger blev beskattet mere lempeligt end aktieselskaber).[vi]

Alligevel var sektoren kun semiautonom. Der eksisterede fortsat private slagterier, der dog hurtigt blev overhalet af andelsslagterierne, samt private grovvareselskaber; og da man ikke havde sin egen handelsflåde, var landbruget her afhængig af rederierne (handelskapitalen); endelig kunne andelsforeningerne selvfølgelig ikke diktere priserne, hverken i England eller i de danske byer. Andelsbevægelsen fungerede i en markedsøkonomi. Men selv i denne henseende var man ikke blot undergivet anonyme markedskræfter, for landbruget var en så stor ’spiller’ at man mange steder var markedsførende, dvs. havde en meget stor indflydelse på priserne.[vii]

Lad os nu betragte dette økonomiske kongerige nærmere. Grundlaget var mejerierne og slagterierne, men der var meget andet.

Indkøb af råvarer og eksport

Fra århundredeskiftet etableredes indløbsforeninger på andelsgrundlag i Jylland, på Fyn og på øerne (i 1969 samlet i DLG – Dansk Landbrugs Grovvareselskab). De varetog indkøb af foderstoffer, gødning, frø og kul.

Eksporten af smør blev oprindeligt varetaget af provinskøbmænd, men deres andel blev mindre og mindre, idet 20% (1914) af eksporten nu – under Lurmærket – blev samlet hos andelsbaserede smøreksportforeninger. I 1906 etableredes Danish Bacon Company, der varetog andelsslagteriernes eksport, ligesom en ægeksportforening kom til verden.[viii]

Disse initiativer var vigtige, fordi landbruget omkring 1910 afsatte knap halvdelen af produktionen til udlandet.[ix]

Brugsforeningerne

Brugsforeningerne voksede frem i slutningen af 1800-tallet, i skarp konkurrence med de selvstændige småkøbmænd og senere den store kapital.

Det var foreninger af forbrugere, hvor idéen var at medlemmerne organiserede indkøb fra virksomheder og grossister, for på den måde at undgå fordyrende mellemled; der blev også etableret et antal mindre fabrikker. De var en del af andelsbevægelsen og blev i 1896 organiseret i FDB, Forenede Danske Brugsforeninger. Brugsforeningerne var klart et løsere samarbejde end den øvrige andelsbevægelse. Man kunne gøre det fordelagtigt at handle i brugsen, men ikke forbyde medlemmerne at købe andetsteds.

Brugsforeningerne var forbrugernes økonomiske selvforvaltning. Som andre andelsforetagender var de opbygget demokratisk, og overskuddet gik til medlemmerne.

Sparekasser

Vrå Sparekasse skal tjene penge for at eksistere, men den eksisterer ikke for at tjene penge, sagt af sparekassens direktør (cit. i Hansen, 2001: 303).

Klarere kan forskellen mellem markedsøkonomi og kapitalisme næppe formuleres.

Mens en bank skal tjene så mange penge som muligt, hvilket nødvendiggør at der tages risici, skulle en sparekasse opbevare penge så sikkert som muligt. En bank skal servicere erhvervslivet med udlån, mens en sparekasse henvendte sig til de jævnere lag på landet. Profitmaksimering og kapitalakkumulation lå altså ikke i kortene, og faktisk forbød lovgivningen sparekasserne at drive egentlige bankforretninger, forstået som vekseldiskontering og handel med valuta og værdipapirer.[x] På landet var det meste af almindelige menneskers opsparing således unddraget kapitalismen.

Historisk var sparekasserne en landbrugsorganisation på linje med andelsbevægelsen, og dermed med tætte bånd til Venstre; faktisk blev andelsmejeriernes anlæg i vidt omfang finansieret af sparekasserne.[xi]

En sparekasse var en selvejende, non-profit institution, dvs. den ejede sig selv, så ingen måtte få del i overskuddet, der i stedet gik til reservefonden og for så vidt til alle indskyderne.[xii]  Der skulle være minimum 25 ‘garanter’, der hver indskød et mindre beløb, der forrentedes med en fast, lav rente, således at der ikke var basis for spekulation som ved et selskabs aktier. Disse garanter hæftede for sparekassen, og de valgte bestyrelse og direktion. Her var princippet at man stemte i forhold til den indskudte garanti, dog således at der var loft over den enkelte garants stemmeantal; modsat andelsforeningerne var styringen altså ikke demokratisk, men modsat mange aktieselskaber (med A- og B aktier) blev de store indskydere ikke privilegeret, tværtimod. I praksis var bestyrelsen gerne selvsupplerende.

Oprindeligt blev indskuddene placeret i statsobligationer, senere blev nogle af dem udlånt, men med pant i fast ejendom, altså med stor sikkerhed. Udlånene gik især til landbruget. Desuden bidrog sparekasserne til at finansiere lokaldemokratiet (kommunerne). Investering i aktier krævede tilladelse fra Sparekassetilsynet og var af ubetydeligt omfang.

Kreditforeninger

Den gamle kreditforening var en forening af låntagere, hvis formål var at skaffe billige ejendomslån i kraft af en solidarisk hæftelse, dermed meget lille risiko for långiver; et evt. overskud gik til en reservefond, eller blev udloddet til medlemmerne (i andre foreninger, fx omkring vandværker, brugtes overskuddet til at sænke prisen for medlemmerne). Beslutningsprocessen var demokratisk som i andelsforeningerne.[xiii] Forudsætningen for denne ligestilling var at låntagerne var ret homogene, med nogenlunde samme risiko.

Foreningen som sådan udlånte ikke, men formidlede blot lån. Den vurderede ejendommen og tilstillede, mod pant i ejendommen, derefter ejeren så og så mange obligationer, som denne derefter måtte sælge på markedet.[xiv]

Kreditforeningerne spillede en stor rolle for finansieringen af landbruget, fx var der en kreditforening specielt for husmænd. Men de fleste var lokale og man gik ikke på ’strandhugst’ hos hinanden, dvs. man konkurrerede ikke indbyrdes, men var solidariske.

Gensidige forsikringsselskaber

Om disse skal blot kort nævnes, at de bestod af en kreds af mennesker, der ønskede den pågældende type forsikring. Det var typisk landmænd, der forsikrede deres husdyr. De hæftede solidarisk, og delte overskud eller underskud.

Selvstyreøkonomiens omfang

Tabel 2.1 giver et indtryk af andelsbevægelsens eksplosive udvikling.

Antal Brugsforeninger Andelsmejerier Andelsslagterier
1880 119
1890 395 679 10
1900 827 942 26
1914 1470 1168 41

Kilde: Busck, 1973: 68.

Efter 1914 og ind i 30erne er der stadig vækst, men nu mere moderat.[xv]

I 1914 stod landbruget for 32% af landets bruttofaktorindkomst, og omkring dette tidspunkt håndterede andelsforeningerne 84% af al mælk (1909), 80% af svineslagtningerne (1913) og 20% af smøreksporten (1914); næsten alle gårdmænd og husmænd leverede deres produkter til andelsforeninger. Det betyder, med et slag på tasken, at i 1914 var 25% af landets økonomi overvejende styret gennem økonomisk selvforvaltning; i takt med at landbrugets betydning i den danske økonomi falder efter 1. Verdenskrig i 1920erne, reduceres denne vægt naturligvis tilsvarende. Ser vi på andelsbevægelsens finansielle overbygning havde sparekasserne i 1914 et indlån på 910 mio. kr. hvortil kommer kreditforeningernes restgæld på 1.682 mio.; dette skal sammenholdes med at bankerne, trods en stor ekspansion frem mod 1914, havde et indskud på 957 mio. Den finansielle sektor var således overvejende foreningsbaseret, mens den egentlige, profitmaksimerende finanskapital var af mindre betydning.[xvi]

Endnu omkring 1950 bidrog landbruget med 17% til landets BFI og det var stadig helt domineret af andelsforeninger, mens sparekasser, kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber stod for knap 60% af den samlede balance i finanssektoren.[xvii]

Selvstyreøkonomiens afvikling

Det giver sig selv at landbrugets semiautonome selvstyrende økonomiske kongerige mister vægt i den samlede økonomi i takt med landbrugets tilbagegang.

Højkonjunkturen frem til 1914 kommer ikke mindst landbruget til gavn, faktisk øger erhvervet sin andel af BFI marginalt, fra 31% i 1904 til 32% i 1914. Derefter går det voldsomt ned ad bakke, til 23% i 1922, men bemærkelsesværdigt fastholdes denne vægt gennem 20erne.[xviii] En god indikator for det kvantitative forhold mellem simpel vareproduktion på landet og kapitalisme i byerne er måske styrkeforholdet mellem sparekasser og banker. Omkring 1900 er indskuddene i sparekasser betydeligt større end i bankerne, men derefter vinder sidstnævnte frem og har i 1913 taget føringen. Den store bankkrise efter 1. Verdenskrig bliver imidlertid et lammende slag for finanskapitalen; folk flygter til de mere sikre sparekasser og disse konsoliderer deres førerposition op igennem 20erne.

Verdenskrisen i 30erne går især ud over landbruget, hvis andel af BFI falder til 18,5% i 1939, og efter krigen, især efter 1960, er det gået stadig tilbage, således at erhvervet i dag blot står for et par procent af BFI. Samtidig er andelsforeningernes andel af omsætningen i Danmark nu (2012) nede på 4% (over for aktieselskabernes 70%), mens antallet af andelshavere er faldet fra hundredtusinder til nogle få tusinde.[xix]

Denne minimering af landbrugets betydning, som vi kender fra alle kapitalistiske lande, har været uundgåelig, især fordi fødevarer spiller en stadig mindre rolle i budgettet, efterhånden som befolkningen er blevet rigere.

Men inden for dette stadig mindre område har selvstyreøkonomien også undergået en forvandling. Eller rettere afvikling, fordi den simple vareproduktion er gået under ved at blive integreret i den kapitalistiske produktionsmåde. Overordnet er dette vel uundgåeligt, på samme måde som marginaliseringen af byernes ’småborgerskab’, altså selvstændige håndværkere og småkøbmænd.

Lad os nu betragte de forskellige dele af andelsbevægelsen.

Mejerier og slagterier

I dag er andelsbevægelsen sammenlagt i Arla (mejeriprodukter) og Danish Crown (kød), med en markedsandel på over 90% inden for hver deres område. De er blevet multinationale selskaber, der agerer på præcis samme måde som andre selskaber, med opkøb og fusioner; det éntydige ejerforhold (danske landmænd) og det éntydige formål (afsætte danske produkter) erstattes “af et multinationalt ejerforhold og et formål, der ikke alene relaterer sig til danske landbrugere” (Ingemann, 2005: 25). Andelsforeningernes samarbejde mellem de mange er afløst af den interne koncern-koordinering, græsrodsøkonomi af topstyring. I dag hedder de da også andelsselskaber.

Man kan skelne mellem to elementer i den proces, der har ledt til dette resultat.

1) De mange små mejerier og slagterier blev nedlagt eller opslugt i store organisatoriske enheder. Grunden var, at smådrift ikke længere var konkurrencedygtig, og effekten var at de lokale landmænd reelt mistede indflydelse. Mange vred hænderne og klagede over at lokaldemokratiet blev erstattet af et mere centraliseret, landsomfattende demokrati:

Det kan lyde paradoksalt først at sige til andelsforeningernes medlemmer ude i de lokale kredse: nu må I være aktive og konstruktive og fremadstræbende og gøre en indsats for at sætte fart i strukturrationaliseringen .. Når I så med stor indsats af tid og kraft og ord har fjernet det, hvorpå denne folkestyrede samarbejdsøkonomi hidtil har hvilet, så kan I gå i gang med en kraftig indsats for at bygge et nyt demokratisk apparat, som den nye folkestyrede samarbejdsøkonomi med de langt større enheder kan hvile på (Redaktør Clemens Pedersen i Andelsbladet i 1965, cit. efter Andersen, 1966: 155f).

2) Arla og Danish Crown har begge bibeholdt den demokratiske beslutningsstruktur, med lige valgret for de få tusinde ejere (medlemmer). Imidlertid har den stadigt stigende forskel mellem de få meget store og de mange små producenter ført til et pres for at gøre op med princippet om ‘én person, én stemme’ (Ingemann, 2005: 39). Samtidig er den solidariske hæftelse blandt medlemmerne opgivet, idet selskaberne opererer med begrænset ansvar (Amba), og datterselskaberne i udlandet er regelrette aktieselskaber. I datterselskaberne går overskuddet til aktionærerne, i moderselskaberne til andelshaverne. Det kan være svært at se den store betydning af denne forskel.

Hvor megen reel magt de 7.600 andelshavere i Arla har i forhold til ledelsen, skal jeg ikke kunne sige. Det er måske heller ikke så vigtigt, for konkurrencen tvinger disse selskaber til udadtil at optræde præcis som et hvilket som helst andet selskab: Hvis de vil klare sig, må de profitmaksimere. Der er ikke råd til at honorere ældre idéer, der ikke var slet så kommercielle. Økonomisk selvforvaltning må forudsætte en vis autonomi mht. at fastlægge målene for virksomheden, ellers kan det være ligegyldigt.

Brugsforeninger

Her er der i dag ikke meget tilbage af de oprindelige idéer.

Nu kan enhver købe ind i en brugs, uden at være medlem. Dette skyldes naturligvis ønsket om at få flest muligt kunder, men det har betydet at foreningspræget næsten er forsvundet. Idéen om, at en bestemt kreds går sammen om at løse en opgave, er blevet udhulet af ønsket om at tjene penge.

FDB har – som den øvrige andelsbevægelse – fastholdt sin demokratiske struktur, med lige valgret til landsledelse og bestyrelse, men er samtidig blevet en del af et stort aktieselskab (Coop), der konkurrerer med især Dansk Supermarked. Dette betyder at profitmaksimering nødvendigvis må være den overordnede målsætning; hvad demokratiske forsamlinger vedtager kan kun være nuanceringer heraf.

Sparekasser

Mens sparekasserne endnu i 1950 havde 47% af udlånene, var denne andel i 1975 faldet til 30%; højkonjunkturen fra 1958 til 1973 gav bankerne store indtjeningsmuligheder, som de konservative (eller ikke-kapitalistiske) sparekasser var udelukket fra.[xx] Nogle sparekasser søgte gennem koncentration og stordrift at klare problemerne (SDS og Bikuben, der tilsammen havde 30% af sparekasseindlånene), men hvad var pointen, når den lokale forankring forsvandt?

Noget måtte gøres, men hvad? Man kunne selvfølgelig – i princippet – sikre lige vilkår ved at gøre bankerne til sparekasser, altså forbyde spekulation og forpligte dem til blot at modtage indlån og udlåne disse sikkert.

I stedet tillod man, i 1974, sparekasserne at udføre bankforretninger (handel med værdipapirer etc.), altså at fungere som de facto banker. Det betød at sparekasserne de næste 10-15 år stabiliserede deres markedsandel. Det betød også, at det nu næsten gav sig selv at sparekasserne skulle have lov til at organisere sig som aktieselskaber; det blev tilladt i 1989, i øvrigt efter at ‘Fællesbanken for Sparekasser’, der siden 1946 havde forsynet sparekasserne med likviditet, i 1987 blev overtaget af forsikringsselskabet Hafnia, der i disse år var en murbrækker for liberaliseringen af finanskapitalen. I 1990 fusionerede SDS, Andelsbanken og Privatbanken og dannede Unibank, senere Nordea.

Der eksisterer stadig nogle få og små sparekasser, men de fleste er blevet selskaber og dermed i realiteten banker. Dødsannoncen kom i form af at Danmarks Statistik holdt op med at sondre mellem banker og sparekasser. Det samme gælder i øvrigt sondringen mellem den gensidige, foreningsbaserede forsikring og forsikringsselskaber; førstnævntes andel af markedet for livsforsikringer var da faldet fra 20% i 1963 til 3% i 1994.

Kreditforeninger

Gennem mange år var der 12 kredit- og 6 hypoteksforeninger. En lov i 1970 ophævede de geografiske grænser, hvorefter de 12 kreditforeninger blev sammensluttet til kun 3. Som ved brugsforeningerne forsvandt den lokale indflydelse, og dermed også demokratiet.

Derudover skærpede loven reguleringen. Kredit- og hypotekforeninger kunne nu kun oprettes ved lov, og det bestemtes, hvilken slags lån de måtte formidle og på hvilke betingelser. Konkurrence og fri kapitalbevægelighed blev forhindret.

Det offentlige havde således hånd i hanke med en meget stor del af den danske kredit. Det betød at de politiske myndigheder i vid udstrækning bestemte omfanget af kredit i landet, hvilket var og er nødvendigt for at føre en effektiv pengepolitik; det betød også at det offentlige havde et stort ord at skulle have sagt om, hvad der skulle lånes til (by eller land? erhverv eller forbrug?). Heri ligger også at kreditforeningernes autonomi kunne ligge på et meget lille sted.

Efter ønske fra kreditforeningerne selv (de ville have samme frihed som bankerne) og efter krav fra EU (det Indre Marked) blev de omformet til aktieselskaber i 1989. Realkreditten blev, som den øvrige finansielle sektor, liberaliseret; således kunne disse selskaber nu danne datterselskaber, der beskæftigede sig med fx bankforretninger eller forsikring, eller de kunne selv blive datterselskab i en finansiel koncern. Styringsmæssigt har realkreditten således bevæget sig fra demokratiske foreninger over statsregulerede virksomheder til frie kapitalistiske selskaber; magten er flyttet fra folket til staten og derfra til kapitalen.

Generelt kan vi skelne mellem to typer af kræfter, som har undergravet selvstyreøkonomien: De udefra kommende og de indefra kommende.

De udefra kommende kræfter er blevet stadig mægtigere, i takt med at landbruget er gået tilbage i forhold til den omgivende kapitalistisk dominerede økonomi.

Andelsbevægelsen skal have solgt sit mælk og kød på markedet. Oprindelig havde man stor kontrol med dette marked, var markedsførende, men efterhånden som kapitalismen satte sig igennem op gennem 1900-tallet, bliver det nødvendigt at tilpasse sig, altså blive profitorienterede virksomheder, der maksimerer indtjeningen og minimerer omkostningerne. En virksomhed, der trækkes med andre, mere begrænsede målsætninger, vil i det lange løb tabe i konkurrencen, fordi den vil have færre midler til markedsføring og investeringer, og fordi de højere omkostninger vil betyde højere, altså mindre konkurrencedygtige priser. På eksportmarkedet vil den tabe til konkurrenter fra fx New Zealand og på hjemmemarkedet til private virksomheder inden for råvareforsyning etc., ligesom sparekasserne vil miste markedsandele til bankerne, så længe de har den ene arm bundet på ryggen.

Landbrugets relative autonomi smuldrer i takt med at erhvervet mister vægt i den samlede økonomi. Man må tilpasse sig de herskende spilleregler.[xxi]

Lad os nu se på den indefra kommende kræfter.

Andelssamarbejdet forudsætter, at den økonomiske fællesinteresse overtrumfer de individuelle interesser. Eller rettere: At den enkeltes interesser kun kan virkeliggøres sammen med de andre, ikke i konkurrence med de andre.

Ofte stilles det op på den måde, at andelsbevægelsen har en økonomisk forretningsside og en mere idealistisk foreningsside, hvor det så gælder om at finde den rette balance. Bevægelsens tilbagegang forklares så med at de kontante økonomiske interesser har fortrængt de høje principper.[xxii] Imidlertid er det fælles ikke en idealistisk overbygning på økonomien, men selve kernen i selvstyreøkonomien. På samme måde som solidaritet ikke (kun) er en værdi i arbejderbevægelsen, men allerførst en eksistensbetingelse. Den enkelte arbejder er fortabt over for arbejdsgiveren, så hvis han vil varetage sine personlige økonomiske interesser må han/hun stå sammen med de andre arbejdere i forhandlingerne om løn- og arbejdsvilkår.

Forudsætningen for landmændenes fællesøkonomi var, at de var ret ens økonomisk set. De producerede stort set det samme, og var der forskelle i kvalitet sørgede kontrol for at denne blev udjævnet; der var forskelle i levefod mellem gårdmænd og husmænd, men altså ikke større end at de kunne være under samme tag. Dette var det materielle grundlag for den fælles interesse i et mejeri eller slagteri, der varetog alles salg. Hvis nogle havde været klart mere produktive end andre, ville de have haft en interesse i at selv sælge deres billigere og bedre mælk, i stedet for at trækkes med de ineffektive.

Heri ligger at det solidariske økonomiske system måtte gå til grunde efterhånden som landmændene blev mere heterogene. Der udbydes i dag langt flere produkter, i mange forskellige kvaliteter, således at det enkelte landbrug er blevet mere specialiseret, og landmændene er blevet opdelt i store industrilignende virksomheder (fx grisefarme), der er umulige at skelne fra andre kapitalistiske virksomheder, og de af de små landbrug, som ikke er blevet udkonkurreret; mange af disse varetages på deltidsbasis, nærmest som en fritidsaktivitet. De økonomiske interesser er blevet mere differentierede, hvilket har undergravet solidariteten (den samme mekanisme ligger bag svækkelsen af fagforeningerne).

Hertil kommer at udviklingen af produktivkræfterne, for nu at tale historisk materialistisk, gjorde de sognebaserede mejerier ineffektive. Stordrift blev nødvendig, hvis omkostningerne skulle ned, og det skulle de med den skærpede konkurrence med den kapitalistiske sektor. Derfor kom der store centrale mejerier og slagterier, som i anden omgang fusionerede til endnu større enheder (Arla og Danish Crown). Denne koncentration hang også sammen med, at efterhånden som transportomkostningerne faldt begyndte de små sognebaserede mejerier at kaste sig ud i en skadelig konkurrence med hinanden.[xxiii]

Den tidligere tætte kontakt mellem den individuelle og fælles økonomi blev brudt; det lokale økonomiske demokrati eroderede, og kunne ikke – trods den formelle bevarelse af andelsformen – erstattes af et effektivt større, repræsentativt demokrati. Det skyldtes at sådanne store selskaber var tvunget til at fokusere på konkurrencens våben nr. 1, nemlig profitten. Det umuliggjorde reelt demokrati, der jo forudsætter reelle valgmuligheder.

Den tredje faktor i udviklingen var staten, og dens rolle har været tvetydig.

Som vi har set, støttede den oprindelig Venstre-dominerede statsmagt andelsbevægelsen, men i 30erne svækkedes Venstre så meget, at man kun i begrænset omfang var i stand til at hjælpe det kriseramte landbrug, og efter krigen løsnedes forbindelsen til landbruget, i takt med at dette gik tilbage og Venstre måtte søge nye vælgergrupper.

Hertil kom at partiet bevægede sig mod højre og det meste af tiden allierede sig med de Konservative. Fra 1929 lå den politiske magt det meste af tiden hos Socialdemokratiet, der ikke havde nogen speciel forpligtelse over for andelsbevægelsen, hvis liberale, markedsbaserede ideologi var på kant med socialistisk planøkonomi. Arbejderbevægelsen og andelsbevægelsen havde på papiret en fællesnævner i det økonomiske demokrati, med front mod kapitalen, men Venstres højredrejning og opslutning omkring arbejdsgiversynspunkter umuliggjorde en alliance.

Den socialdemokratiske statsmagt havde andre interesser. Den beskyttede kreditforeningerne ved i praksis at udelukke konkurrenter, men den kastrerede dem samtidigt gennem en meget stram regulering af udlåns- og rentevilkår. Her blev foreningsøkonomien ikke afmonteret af kapitalen, men af staten.

Men samtidig må det gælde, at en foreningsbaseret, ikke-kapitalistisk økonomi kun har en chance, så længe staten har kontrol med kapitalen, altså forhindrer at profitmaksimeringen kan udfolde sig uhæmmet.

I begyndelsen af 1980erne sejrede nyliberalismen, hvis kerne er frihed for kapitalen til at bevæge sig hvor den vil og investere i hvad den vil. Det blev dødsstødet for den selvstyrende, demokratiske økonomi, fordi den nu for alvor var tvunget til at tilpasse sig de kapitalistiske spilleregler. Andelsforeninger, kreditforeninger og sparekasser blev (aktie)selskaber.[xxiv]

Det nyliberale gennembrud var betinget af en statsmagt, der vedtog lovgivning, der favoriserede en selskabskapitalistisk virksomhedsform. Det ser vi nærmere på i et senere kapital, men det er klart at det betyder, at statsmagten dermed gav dødsstødet til den egentlige andelsbevægelse.

En marxistisk analyse

Marxister har været ret uinteresserede i andelsbevægelsen. De har ikke set nogen perspektiver i denne type økonomiske fællesskaber, eftersom foreningerne var et landligt fænomen, der politisk var knyttet til partiet Venstre og dermed (efter 1905) en del af ‘fronten’ mod arbejderbevægelsen, og også fordi de var en overbygning på det landlige selveje og dermed – som ’småborgerskab’ – dømt til undergang (det sidste viste sig rigtigt). I en enkelt fremstilling er hele andelsbevægelsen endog blevet afskrevet som blot den landlige del af kapitalen (Braskhøj o.a. 1976).

Der er imidlertid en undtagelse, nemlig den grundige analyse i ‘Klassestrukturen i Danmark 1870-1920’ fra 1973, skrevet af Steen Busck, Jens Christensen og Asger Jepsen.

I hovedtræk stemmer analysen overens med den, der kan findes i dette og det forrige kapitel. Perioden er en overgangsperiode mellem feudalisme og kapitalisme. Vi har de kapitalistiske godser, men i øvrigt kan man ‘næppe’ tale om egentlige ‘kapitalistiske produktionsforhold’ hverken før eller efter 1870 (ss. 15f). Frem til 1920 indgik bønderne og andre ’småborgere’

… i markedsøkonomien som vareproducenter uden egentlig at etablere et lønarbejde, dvs. uden i  større udstrækning at fungere på grundlag af den kapitalistiske produktionsmådes   udbytningsforhold, idet småborgeren selv gerne indgik som hovedkraft i produktionen. /I gårdmandsbruget/ deltog ejeren og hans familie selv i arbejdet, og hovedparten af dette blev      udført af fast tyende, karle og piger, der modtog en stor del af deres løn i naturalier, og som    havde kost og logi og i det hele taget levede deres liv inden for gårdens patriarkalske ramme.
(ss. 17f og 39)

Bortset fra at jeg synes det er skævt at kalde en klasse på landet for ’småborgere’, eftersom begrebet ‘borger’ traditionelt er knyttet til byerne, er jeg ganske enig.

Forfatterne diskuterer nu andelsbevægelsen, der gør det muligt for bønderne at gøre sig fri af ’storkapitalen’ (s. 51). Men samtidig beskrives disse selvejere som ’småkapitalister’, der i andelsbevægelsen fremstår som en ’samlet storkapital’

… der var fuldt ud integreret i den internationale og nationale markedsøkonomi, samtidig med at der kun i mindre udstrækning var tale om egentlige kapitalistiske produktionsforhold i landbruget. /Man begyndte/ at kunne tale om bourgeoisilignende forhold, ikke for den enkelte bondes vedkommende, men omkring den ledelse, hvori andelsbevægelsens organisatorisk hierarki toppede (ss. 51f).

Analysen er således klar: Gårdmændene er ikke kapitalister (så det er noget selvmodsigende at kalde dem ’småkapitalister’, jf. ovenfor), men de bliver det indirekte gennem integration i den kapitalistiske omverden, en integration der er personificeret i andelsbevægelsens top, især andelsudvalget fra 1899.

Jeg finder ingen tegn på en sådan selvstændiggørelse af ledelsen i andelsbevægelsen før 1920. Det afgørende er imidlertid, at andelsbevægelsen ved at etablere et næsten-monopol sikrede sig en relativ autonomi i forhold til den økonomiske omverden. Forfatterne nævner selv, at ‘markedet for flere varers vedkommende efterhånden blev monopoliseret’; der blev etableret brugsforeninger, eksportforeninger, og indkøbsforeninger (s. 67). Det giver en stor prissættende magt, og derfor er man nok afhængig af, men ikke udleveret til storkapitalen.

Landbruget er ikke (endnu) integreret i kapitalismen. Der er et råderum for den simple vareproduktion.

Konklusioner

Rygraden i den landlige selvstyreøkonomi var gårdmændene og husmændene. Det var dem, der var medlemmer af andelsforeningerne og brugsforeningerne, og som indsatte deres penge i sparekasserne; og kreditforeningerne udlånte især penge til befolkningen på landet.

Disse foreninger var lokalt eller regionalt baseret, hvilket gav mulighed for nærdemokrati; denne mulighed blev realiseret i andelsbevægelsen, mens beslutningsprocessen var mere blandet i de andre foreninger. Det ændrer imidlertid ikke ved, at der var tale om en fællesskabsbaseret økonomisk selvforvaltning, der fungerede som et alternativ til kapitalistisk styring (gerne identificeret med ‘byerne’).

Disse landmænd var selvejere, hvor producenten både var arbejder og kapitalejer. Landbrugets tilbagegang (og udkonkurreringen af byernes småborgerskab af håndværkere og småkøbmænd) har betydet en udfasning af selvejet som betydende faktor i dansk økonomi. I 1921 udgjorde de selvstændige 32% af den erhvervsaktive befolkning (mens arbejdere og funktionærer havde hhv. 55% og 13%); denne andel var i 1940 faldet til 23%, og alene fra 1980 til 2003 faldt deres vægt fra 12% til 7% (således at andelen af lønmodtagere voksede fra 88% til 93%).[xxv] Arbejde og kapital er blevet splittet, dvs. det nære og direkte forhold mellem producenten og hans/hendes produktionsmidler eksisterer knap nok længere. Det moderne landbrug er en kapitalejet virksomhed med ansatte lønarbejdere.

Dermed er forudsætningen for simpel vareproduktion bortfaldet. Fra en demokratisk vinkel er det frie og – nogenlunde – lige økonomiske fællesskab tillokkende. Men denne type økonomisk selvforvaltning var baseret på selveje og måtte derfor gå i graven med dette.

Umiddelbart kan det undre at Venstre og Socialdemokratiet, andelsbevægelsen og fagbevægelsen, ikke fandt sammen. De havde dog et fælles mål, nemlig at folket skulle styre økonomien. De to partier var i valgalliance indtil 1905, men det fælles blev alene kampen for politisk demokrati; dette til trods for at andelsbevægelsen i sin oprindelse delte arbejderbevægelsens anti-kapitalisme. Den århundredlange modsætning mellem land og by udelukkede en fælles indsats for økonomisk demokrati. Og efter 1905, da venstrefløjen brød ud, rykkede Venstre til højre og blev et rent gårdmandsparti, samtidig med at Socialdemokratiet nu samarbejdede med underklassen på landet, i form af husmændene og det Radikale Venstre.

Men modsætningen mellem andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen stikker dybere end land versus by. Andelsbevægelsen eksisterede inden for den simple vareproduktions rammer, med selveje og markedsøkonomi, og med liberalismen som ideologisk overbygning; den var nok, på en god dag, anti-kapitalistisk, men ikke på en offensiv facon, altså med en intention om af afskaffe kapitalismen. Det blev bevægelsens død, for i det lange løb kunne den ikke værge sig mod selskabskapitalismen.

Socialdemokratiet, derimod, var klart anti-kapitalistisk; partiet indså at demokratiets udbredelse til økonomien var uforeneligt med den kapitalistiske produktionsmåde. Partiet ville have socialisme, altså fælles eje af produktionsmidlerne. Dette er i principiel modsætning til selvejet; selv om partiet pragmatisk accepterede selvejet på landet, var dette ikke nok til at skabe fælles fodslag.

Var kapitalismen nødvendig?

De gamle landsbyfællesskaber blev opløst med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet, men denne individualiseringsproces blev imødegået 100 år senere af en ny tendens i retning af fællesskaber. Var denne mellemfase nødvendig? Hvorfor blev landsbyfællesskaberne ikke kernen i en demokratiseret økonomi på landet, som måske kunne have forhindret en proletarisering af en stor del af landbefolkningen og dermed unddraget kapitalisme dens første forudsætning, nemlig en fri arbejdskraft?

I slutningen af 1800-tallet dukkede dette spørgsmål op i Rusland. Livegenskabet var blevet afskaffet i 1861, men landsbyfællesskabet – kaldet Mir – eksisterede stadig. Kunne dette fællesskab danne basis for socialismen, således at landet kunne overspringe den kapitalistiske ‘fase’? Dette spørgsmål stillede Vera Zasulich i et brev til Marx i 1881;[xxvi] baggrunden var at de russiske revolutionære på dette tidspunkt overvejende var Narodniker, der søgte at mobilisere bønderne til et oprør mod zarismen. Marx var, ukarakteristisk, i tvivl. Han skrev og kasserede fire kladder til et svar, for den historiske materialisme måtte tilsige, at man ikke kunne springe over den kapitalistiske produktionsmåde, men på den anden side havde socialismen lange udsigter i Rusland, hvis landet først skulle industrialiseres, således at der kunne vokse et byproletariat op. I sit endelige svar skrev Marx, at hans faseteori kun er gyldig for Vesteuropa, og at socialismen kunne bygge på Mir’en, forudsat at dennes udefrakommende fjender kunne neutraliseres. Faktisk led Narodnikerne nederlag, fordi bønderne ikke var modtagelig for deres propaganda, men strategiens essens – at springe kapitalismen over – blev bolsjevikkernes politik, efter at den markedsorienterede NEP-politik blev opgivet i midten af 1920erne. Stalins tvangskollektiviseringer viste prisen, som en sådan politik kunne have, under de givne vilkår.

Narodnikerne kom til kort, fordi en lille byelite ikke kunne lave revolution på andres vegne, og fordi de undervurderede landbefolkningens almuekultur, der nok oplevede undertrykkelsen og udbytningen fra godsejerne, men blev holdt i skak af ærefrygten over for Zaren, deres ‘lille far’. En virkelig omvæltning kan kun skabes af dem, den vedrører, her bønderne. I Danmark kom der i slutningen af 1700-tallet en omvæltning, men ikke på bøndernes vilkår. De var mestendels konservative, kongetro og vrangvillige over for det nye. Omvæltningen kom overvejende fra oven, dvs. fra kongen (statsmagten) og ‘progressive’ godsejere, med de mere velstående bønder (‘kulakkerne’) som alliancepartnere. Resultatet blev derefter, nemlig at husmændene og de jordløse landarbejdere tabte, mens gårdmændene og godsejerne vandt. De første mistede som fri arbejdskraft sikkerheden i fællesskabet, gårdmændene fik et rentabelt, privat brug og godsejerne fik givtige prioriteter.

Nok var de danske bønder mere homogene end bønderne i det øvrige Europa, for så vidt som kun en ganske lille del var selvejere, men alligevel var deres interesser tilstrækkeligt modsætningsfulde til at udelukke en omdannelse af landsbyfællesskaber til magtfulde demokratiske økonomiske enheder. Faktisk skærpedes polariseringen inden for landsbyfællesskaberne i årene op til reformerne, så bønderne stod ikke som en samlet front over for godsejernes udbytning. Havde det været tilfældet, kunne de måske have sat betingelserne for en omvæltning, især ved at afskaffe fæstesystemet ved at ekspropriere jorden. Dette var der tendenser til i Frankrig i 1789, og i Rusland deserterede soldaterne i 1917/18 for at komme hjem og deltage i overtagelsen af jorden. I Danmark var der ikke en tilsvarende revolutionær situation. Ingen satte spørgsmålstegn ved godsejernes private ejendomsret til jorden, altså at bønderne skulle købe jorden, og også efter 1849 insisterede godsejerne og de nationalliberale politikere på, at afskaffelsen af de sidste rester af fæstesystemet skulle ske på frivillig, kontraktbaseret vis.

Litteraturliste

Bager, Torben (1992): Andelsorganisering. En analyse af danske andelsorganisationers            udviklingsprocesser, Sydjysk Universitetsforlag.
Braskhøj, John, Steen Busck, Jens Christensen, Jørgen Hegnsvad, Asger Jepsen, Birgitte          Possing og John Poulsen (1976): Det danske klassesamfund 1920 til 1940, Den Jyske            Historiker.
Brixtofte, Peter (1984): Danmarks nye magthavere, Schultz.
Busck, Steen, Jens Christensen og Asger Jepsen (1973): Klassestrukturen i Danmark 1870-     1920, med særligt henblik på en fremstilling af arbejderbevægelsens historie i dette               tidsrum, Den Jyske Historiker, nr. 3-4.
Dybdahl, Vagn (1982): Det nye samfund på vej. Dansk Social Historie 5: 1871-1913.                   Gyldendal.
Hansen, Svend Aage (1968): Perioden 1818-1914, i Dansk Pengehistorie, Bind 1: 1700-             1914, red. af  Knud Erik Svendsen o.a., Danmarks Nationalbank.
Hansen, Svend Aage (1972): Økonomisk vækst i Danmark, Bind I: 1720-1914. Gads Forlag.
Hansen, Svend Aage (1974): Økonomisk vækst i Danmark, Bind II: 1914-1970. Akademisk    Forlag.
Hansen, Svend Aage og Ingrid Henningsen (1980), I: Sociale brydninger. Dansk Social Historie 6: 1914-39. Gyldendal.
Hansen, Per H. (2001): Da Sparekasserne mistede deres uskyld, Odense                                       Universitetsforlag.
Hyldtoft, Ole (1999): Danmarks økonomiske historie 1840-1910, Systime.
Ingemann, J. H. (2007): Fælled på andelsbasis, i E. Christensen og P. Christensen                     (red.): Fælleder i forandring, Aalborg Universitetsforlag.
Johansen, P. U. og M. Trier (2004): Danmarks økonomi siden 1980 – en oversigt,                     Handelshøjskolens Forlag.
Larsen, T. og N. J. M. Pedersen (2005): Den offentlige sektor, Handelshøjskolens Forlag.
Lundkvist, A. (2004): Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund,     i 3 bind, Frydenlund.
Marx/Engels (1972): Briefe über ‘das Kapital’, Politiladen – reprint.
Milhøj, P. (1961): Danmarks Statistik, 1. Del, Gads Forlag.
Milhøj, P. (1965): Danmarks Statistik, 2. Del, Gads Forlag.
Møller, M. og N. C. Nielsen (1997): Dansk Realkredit gennem 200 år, BRF Kredit.
Olsen, Erling (1962): Danmarks økonomiske historie siden 1750. Gads Forlag.
Pedersen, Jan (2009): Danmarks økonomiske historie 1910-1960, Multivers Academic.
Rubel, Maximilien (1968): Marx – Chronik. Daten zu Leben und Werk, Carl Hanser                 Verlag.

Noter


[i] Se Lundkvist, 2004, for en nærmere diskussion af denne modsætning mellem demokratiets og markedets princip.

[ii] Bager, 1992: 146.

[iii]  Ingemann 2007, Olsen, 1962: 57 og Dybdahl, 1982: 101ff.

[iv] Bager, 1992: 81 og 213.

[v] Brixtofte, 1984: 119.

[vi] Denne forskelsbehandling kunne begrundes i, at foreningerne opererede med solidarisk hæftelse, mens statsmagten priviligerede selskaberne med retten til begrænset ansvar, hvorfor en særlig beskatning kunne ses som retfærdig. De store virksomheder og de Konservative var uenige og så det som konkurrenceforvridning, men havde ikke politisk styrke til at ændre dette.

[vii] Bager, 1992: 189.

[viii] Dybdahl 1982: 98.

[ix] Hyldtoft, 1999: 143.

[x] Milhøj, 1965: 289f.

[xi] Olsen, 1962: 57.

[xii] Hansen, 2001: 165; Pedersen, 2009.

[xiii] Møller/Nielsen, 1997: 105 og 118. I et par foreninger samt i de senere tilkomne hypotekforeninger, der tog sig af de mere risikable lån, havde långiverne, dvs. obligationsejerne, dog også stemmeret.

[xiv] Milhøj, 1961: 468f, og Milhøj, 1965: 295ff.

[xv] Bager, 1992: 142.

[xvi] Ingemann, 2005: 10f om andelsbevægelsen. Hansen 1968: 355 om det finansielle.

[xvii] Statistisk Årbog, 1949 og 1950 (tilgængelig digitalt).

[xviii] Hansen, I, 1972: 305 og Hansen, II, 1974: 80.

[xix] Hansen/Henriksen, 1980: 147, smlgn. Hyldtoft, 1999: 264. – Andelen af omsætningen er beregnet ud fra Statistikbanken, tabel G5.

[xx] Hansen, 2001: 17ff.

[xxi] Bager, 1992: 272-284, beskriver denne proces i detaljer.

[xxii] Bager, 1992.

[xxiii] Bager, 1992: 190f.

[xxiv] Ved den store skattereform i 1987 (i forbindelse med ’Kartoffelkuren’) blev foreninger skattepligtige, på linie med selskaber, idet dog den rene foreningsaktivitet næsten ikke beskattes; andelsforeningerne betaler en ubetydelig skat af omsætningen med medlemmer, og andre foreninger – og fonde – fritages for beskatning af ikke-kommerciel aktivitet (fx fondsuddelinger), jf. Larsen/Pedersen, 2005: 167ff. Denne omlægning afspejler, at at alle disse foreninger langt hen var blevet uskelnelige fra selskaber, og derfor – og for så vidt – ikke kunne gøre krav på skattefrihed. To år senere – i 1989 – bliver kreditforeningerne og de fleste sparekasser aktieselskaber, hvilket for deres vedkommende eliminerer problemet med at skelne mellem den rent kommercielle og den foreningsbaserede aktivitet.

[xxv] Braskhøj o.a., 1976: 162, samt Johansen, 2004: 23.  – ‘Selvstændige’ omfatter ikke blot gårdmænd, husmænd, håndværkere og småkøbmænd, men også fx et lille antal direktører etc.

[xxvi] Marx/Engels, 1972; Rubel, 1968: 155f. – Vera Zasulich (1849-1919) forøvede i 1878 et attentat mod Petrograds brutale guvernør, Trepov (han overlevede). Sensationelt blev hun frikendt ved retssagen og flygtede derefter til Svejts, hvor hun arbejdede sammen med bl.a. Lenin; senere tilsluttede hun sig mensjevikkerne.

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk politisk økonomi og tagget , . Bogmærk permalinket.