Hvor meget betyder olien for USA’s Mellemøstpolitik? Det spørgsmål er stillet mange gange, især i de sidste par år. Et éntydigt svar kan formentlig ikke gives, men i det følgende vil jeg søge at klargøre nogle af præmisserne og antyde nogle mulige svar. Da man aldrig bliver dummere af historisk viden, starter vi med den afdeling. Dernæst ser vi på oliens aktuelle og fremtidige betydning for den globale økonomi, for til slut at komme til vort egentlige emne, nemlig oliens betydning for USA’s økonomi og politik.
Oliens historie
Før 1. Verdenskrig
Denne historie har to aktører, de private selskaber og staterne. Til tider konkurrerer selskaberne knivskarpt, til andre tider arbejder de sammen. Oftest støtter staterne ‘deres’ selskaber, fordi de bidrager til landets energiforsyning, men somme tider søger de at dæmme op for trust-dannelser. De rige lande konkurrerer om olieressourcerne, og de olieeksporterende lande kæmper med selskaberne om indtægterne. Mønsteret er kompliceret og skifter hele tiden. Det eneste givne er at olien i hvert fald siden 2. Verdenskrig har haft afgørende betydning for storpolitikken og verdensøkonomien.
Olieindustriens historie begynder i USA i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor olien – især i form af kerosen – først bruges til opvarmning/oplysning og til industrielle formål, senere raffineres den til benzin og benyttes til de nye transportmidler, biler og flyvemaskiner. Olien begynder at erstatte kul som den centrale energikilde, i skibstrafikken indvarslet kort før 1. Verdenskrig, da Churchill beordrer at den britiske flåde skal skifte brændsel.
I USA monopoliseres olieindustrien hurtigt af Standard Oil, ledet af John D. Rockefeller, og det er den amerikanske industri, der dominerer det voksende marked, dog efterhånden med en vis konkurrence fra europæiske finansfolk, bl.a. Rothschild. Royal Dutch udnytter olien i den hollandske koloni, Indonesien, mens engelske Shell får koncessioner i Rusland (Baku) og senere udfordrer Standard Oil i USA; de to selskaber fusionerer omkring århundredeskiftet til Royal Dutch Shell, således at vi nogle år har et globalt duopol: Standard Oil versus Royal Dutch Shell. På dette tidspunkt – før 1914 – etableres også de mindre amerikanske selskaber, Gulf og Texaco.
I 1912 falder hammeren over Standard Oil’s næsten-monopol i USA. I den Progressive Æra er monopoler, oligopoler og truster ikke populære, og Standard Oil dømmes til at opsplittes i en række uafhængige selskaber. De trives alle fint. Det største var Standard Oil of New Jersey, senere omdøbt til Exxon, mens andre regionale afdelinger udviklede sig til bl.a. Mobil og Chevron.
På denne tid findes der også olie i Persien (Iran). Rusland og England havde opdelt landet i en nordlig og sydlig indflydelsessfære, men olien var mod syd, og den overtages af et nydannet Anglo-Persian Oil Company, der til forskel fra de øvrige selskaber var statsligt ejet (engelske stat). Selskabet bliver senere til Anglo-Iranian Oil Company, og endnu senere til BP (British Petroleum).
Mellemøsten var en del af det Osmanniske Rige, og ved dets opløsning efter 1. Verdenskrig deler England og Frankrig området mellem sig (formelt kaldtes det ‘mandatområder’ under Folkenes Forbund), idet Saudi Arabien dog er uafhængigt. Frankrig får Libanon og Syrien, England Irak, Jordan og Palæstina (foruden Ægypten), så det meste af Mellemøsten er reelt en del af det Britiske Imperium. Der findes tidligt olie i området omkring Mosul og Kirkuk i Nordirak. I 1920 bliver England og Frankrig enige om at dele det mellem sig, men USA protesterede over at være blevet udelukket, så resultatet blev et selskab – Iraq Petroleum Company (IPC) – der gav 23,75% indflydelse til 4 parter, nemlig Anglo-Persian (engelsk), det franske statslige olieselskab, Royal Dutch Shell (engelsk-hollandsk) og to Standard Oil selskaber (amerikanske); de resterende 5% ejedes af en farverig armensk forretningsmand ved navn Gulbenkian. Senere – i 30erne – fik to amerikanske selskaber, et af dem var Texaco, koncessioner i Saudi Arabien, mens Gulf Oil (amerikansk) og Anglo-Persian (engelsk) delte Kuwait, jf. Yergin, 1992.
Tilbage til den vestlige hemisfære. Allerede før 1. Verdenskrig findes der olie i Mexico og Venezuela, og Mexico bliver en kort overgang i begyndelsen af 20erne verdens næststørste olieproducent. Men den mexicanske revolution var fjendtlig stemt overfor de udenlandske selskaber – Royal Dutch Shell, Standard Oil (Jersey) og Gulf – så de bliver nationaliseret under den venstreorienterede præsident Cárdenas i 1938; selskaberne svarede igen med en embargo mod mexicansk olie og den engelske regering reagerede skarpt, men det var New Deal tider i USA, så der kom ingen reaktion herfra. For selskaberne var det et uhyggeligt præcedens, der hermed var skabt.
Lad os opsummere situationen lige før 2. Verdenskrig:
I USA betød nye rige fund at landet var mere end selvforsynende, hvorimod England og det øvrige Europa blev afhængig af olieimport i takt med at kul blev udfaset. I Mellemøsten havde England 100% kontrol med olien i Iran og op mod 50% indflydelse i Irak og Kuwait; amerikanske selskaber havde fået en fod indenfor i Irak og Kuwait, og fuld kontrol med Saudi Arabien, bl.a. fordi kongen her afskyede de engelske imperialister; men endnu var der ikke fundet meget olie i sidstnævnte land.
Blandt selskaberne var amerikanske Standard Oil (Jersey), engelsk-hollandske Royal Dutch Shell og engelske Anglo-Iranian (BP) de dominerende, med de amerikanske Gulf, Texaco og Mobil i anden række. Alle selskaber var private, bortset fra Anglo-Iranian, det franske olieselskab, det mexicanske selskab samt naturligvis den ikke ubetydelige sovjetiske produktion.
Bortset fra i Mexico og Rusland var systemet det, at selskaberne indgik koncessionsaftaler med den pågældende stat. Dermed fik selskabet en tidsbegrænset ejendomsret til olien i det pågældende område og således fuld kontrol med produktionen (foruden med raffineringen og salget, helt ud til den enkelte benzinstation); til gengæld fik staten en bestemt afgift (royalty), normalt en vis procent af den officielle oliepris. Derfor pressede den enkelte oliestat normalt på for at få ‘deres’ selskaber til at producere så meget som muligt, mens selskaberne også måtte tage hensyn til at overproduktion kunne trykke markedsprisen ned under den officielle pris.
Hvordan skulle profitten fordeles mellem selskab og stat? Før krigen havde olielandene fået så lidt som 15%, men i 1944 sætter Venezuela en ny standard ved at opnår en fifty-fifty deling; i begyndelsen af 50erne blev dette den fremherskende fordelingsnøgle i Mellemøsten.
Fra 2. Verdenskrig til 70erne
Udviklingen frem til 70ernes oliekrise er i korthed denne:
– USA’s oliereserver udtømmes gradvis, uden at nye fund gøres (bortset fra Alaska); produktionen topper i 1970, og landet begynder at blive afhængig af import.
– USA overtager i stigende grad kontrollen med Mellemøstens olie fra England. Saudi Arabiens olie bliver den helt dominerende kilde, og her er de amerikanske selskaber enerådende; og efter kuppet mod Mossadegh i Iran må England afgive 40% af denne olie til USA (Little, 2003: 55f). Også politisk og militært bliver Saudi Arabien og Iran USA’s to faste støtter i området.
– Algeriet og Libyen kommer til som oliestater, med radikale regeringer. Irak havde været formelt selvstændigt siden 1932, men kongen havde været stråmand for englænderne. Han væltes i 1958 ved et nationalistisk militærkup under Qassim; forinden havde Ægypten under Nasser sat nationalismen og pan-arabismen på dagsordenen. Qassim gør anstalter til at overtage olien, men bliver offer for et – formentlig vestligt inspireret – kup 4 dage senere; de nye ledere indgår aftale med IPC, men efter 1968 radikaliseres landet atter, kulminerende med nationalisering af olieindustrien i 1972 (RUPE, 2003: 26ff).
Olieindustrien domineres i denne periode af de såkaldte ‘Syv Søstre’, nemlig Exxon, Mobil, Socal (alle tidligere Standard Oil), Texaco, Gulf (også amerikanske), Royal Dutch Shell (hollands-engelsk) samt BP (tidligere Anglo-Iranian, engelsk).
Oliekrisen og tiden derefter
Den israelsk-arabiske krig i oktober 1973, og specielt USA’s militærleverancer til Israel, vender op og ned på olieindustrien. Og på verdensøkonomien, som Nixon to år før havde sendt ud på en uvis sejlads, da han ophævede det tidligere fastkurs system (Bretton Woods systemet).
OPEC – de olieeksporterende landes organisation – var blevet dannet i 1960, men trådte først nu i karakter. Olieprisen, og dermed landenes indtægter, havde i mange år ligget på et meget lavt nivo. Den politiske protest mod Vesten, og USA i særdeleshed, gav nu mulighed for at rette op på det. De pålagde selskaberne at begrænse produktionen og insisterede samtidig på en 70%’s stigning i den officielle pris; i løbet af et par år blev det til en fire-dobling. Videre indførte de en embargo mod eksport af olie til USA; den varede et halvt år. I 1979 fik vi den iranske revolution (Khomeini), hvilket igen fordoblede oliepriserne.
De umiddelbare vindere blev, ud over oliestaterne, selskaberne; de høje priser betød at deres indtjening steg 70% i 1973 og 40% i 1974 (Little, 2003: 69). Men samtidig var styrkeforholdet nu så forandret af den enige OPEC-blok – de udgjorde et monopsoni, dvs. enesalg – at selskaberne ikke kunne modsætte sig den bølge af nationaliseringer, der nu fulgte: Libyen i 1973, Iran i 1974, Kuwait i 1975 og Saudi Arabien i 1976 (som nævnt havde Irak nationaliseret i 1972). Fra nu af var det olielandene, der havde kontrollen med produktionsomfanget, og dermed til en vis grad med prisen (de kunne selvfølgelig ikke kontrollere efterspørgslen). Men olieselskaberne stod stadig for raffinering og markedsføring (salg).
I de rige lande var oliekrisen en væsentlig faktor bag den inflation og stagnation (stagflation), der prægede 70erne. De fattige lande, der ikke havde olie, blev naturligvis umiddelbart ramt af de høje priser. Alligevel blev 70erne er godt årti for dem, fordi en stor del af oliestaternes milliarder blev indsat i amerikanske banker, og derefter udlånt til de fattige lande til en meget lav realrente.
Men de globale magtforhold var tvetydige. Oliestaterne havde Vesten ‘by the balls’, som det poetisk blev udtrykt, og selv om det ikke lykkedes andre fattige lande at skabe tilsvarende sælger-karteller for deres råvarer har de ikke før eller siden stået så stærkt, økonomisk og politisk, som i dette årti. Især var USA trængt, politisk-militært af nederlaget i Vietnam (1975) og senere af ydmygelsen i forbindelse med gidseltagningen i Teheran (1979-80), økonomisk af en svag dollar, lav produktivitet og manglende konkurrenceevne overfor især Japan. På den anden side gødede de arabiske oliemilliarder jordbunden for den nyliberale revolution omkring 1980 (Thatcher 1979 og Reagan 1981). Der var røster fremme om at etablere et internationalt system til politisk administration af disse penge, men USA foretrak naturligt nok at amerikanske banker fik dem; det betød en vældig indsprøjtning til den private finanssfære.
Imidlertid forårsagede den økonomiske krise (stagflationen) samt bestræbelserne på at spare på den dyre olie (benzin) et fald i efterspørgslen og dermed i olieprisen op igennem 80erne; OPEC svækkedes tilsvarende. Samtidig brækkedes ryggen på hvad de øvrige fattige lande måtte have haft af økonomisk magt, da Reagan strammede pengepolitikken og derved hævede den rente, som de skulle betale for 70ernes lån. De faldt i den gældsfælde, som de stadig befinder sig i, og som har betydet at de er blevet afhængige i forhold til de rige lande; magtesløsheden forstærkedes at Sovjetunionens svækkelse op igennem 80erne, hvilket satte en stopper for deres spil på rivaliseringen mellem de to blokke.
I de senere år er den økonomiske magt i olieindustrien bæevet betydeligt koncentreret; i slutningen af 90erne fusionerede Exxon med Mobil, BP med Amoco og Chevron med Texaco. Selskabernes relative styrke fremgår af deres nettoprofit (Bichler/Nitzan, 2004: 317):
- Shell (hollandsk-engelsk): $8,9 milliarder,
- ExxonMobil (amerikansk): $7,7 milliarder,
- BP-Amoco (engelsk-amerikansk): $5 milliarder,
- Total Fine Elf (fransk): $3,9 milliarder,
- ChevronTexaco (amerikansk): $3,3 milliarder,
- ENI (italiensk): $3,1 milliarder.
Oliens betydning i dag og i fremtiden
Olie er en absolut knap vare, dvs. den kan ikke reproduceres som almindelige varer. Der er så og så meget olie på kloden, så der er kun olie til så og så mange år.
Men hvad er tidshorisonten?
Den afhænger dels af reserverne, dermed mulig årlig produktion, dels af efterspørgslen. IEA (International Energy Agency) og EU er her de mest optimistiske. De anslår at efterspørgslen vil vokse med 2% (1% i rige lande, 3,1% i fattige), og at aktuelle plus nyopdagede reserver er store nok til at tilfredsstille dette behov frem til 2030 (hvorefter produktionen vil falde drastisk). Uafhængige eksperter er mere pessimistiske; således mener Campbell at reserverne er så begrænsede at produktionen vil falde allerede efter 2010 (Klare, 2002: 35ff; Illum, 2004: 82f).
Der er altså stor usikkerhed knyttet til disse regnestykker. I de sidste årtier har det knebet så meget med at finde nye reserver, at det årlige forbrug siden 1980 har oversteget årlige nye fund, og selv om man i dag har sofistikeret detektionsudstyr er det naturligvis tænkeligt at man indtil nu har overset store reserver. Videre må det globale behov årtier frem i tiden være et slag på tasken. Hvis Kyoto efterleves, og måske skærpes grundet tiltagende økologiske problemer, reduceres de efterspurgte oliemængder; det samme er tilfældet, hvis verdensøkonomien oplever en alvorlig krise (efter Sovjetunionens sammenbrud halveredes nationalproduktet her i løbet af 10 år, hvilket reducerede oliebehovet, – og CO2 udslippet). På den anden side kan det tænkes at flere fattige lande får et økonomisk gennembrud i stil med Kinas og Indiens.
Hertil kommer at tidshorisonten afhænger af olieprisen. Den vil stige i takt med at ressourcen udtømmes, men hvor meget? En høj pris som vi har for tiden gør det rentabelt at investere i mere olieudvinding med mere avanceret udstyr, altså en forøgelse af reserverne, samtidig med at efterspørgslen dæmpes; videre vil en høj pris gøre det mere tillokkende at udvikle alternative energikilder (syntetisk olie, kul, a-kraft, vedvarende energi).
Det er blevet sagt at snakken om den sidste olie er dommedagsscenarier. Stenalderen ophørte ikke grundet mangel på sten, hedder det, men fordi bronze viste sig at være en overlegen teknologi, og tilsvarende vil vi få en gnidningsfri og gradvis overgang til ‘efter-oliealderen’, i takt med at den stigende oliepris gør alternativ teknologi rentabel (fx brintbilen).
Måske, men problemet er at med den kendte teknologi er alternative energikilder meget dyre (Illum, 2004: 52f). Hertil kommer at vidensamfundet ikke har reduceret behovet for energi, tværtimod har fx Internettet øget behovet for elektricitet meget. Eksperterne synes at være enige om at vi i de næste årtier i betydelig grad er henvist til olie og naturgas (de slås gerne sammen som én ressource, fordi de normalt forekommer sammen, men gas er besværligere at udnytte). I år 2000 leverede olien 39% af den globale energi, naturgas 22%, altså i alt 61%; i 2020 vil oliens andel falde marginalt, til 37%, men til gengæld vil naturgas stige til 29%, i alt 66% (Klare, 2002: 36f).
Hvor er olien? Hvilke lande og regioner er vi i dag afhængige af og hvilke bliver vi afhængige af i fremtiden?
67% af reserverne er i Golfen, hvoraf Saudi Arabien alene tegner sig for 25%; Irak har knap 11% (kan være en betydelig undervurdering, da landet i mange år ikke har haft mulighed for at udforske undergrunden), mens Emiraterne, Kuwait og Iran hver har omkring 9%. Derefter følger Venezuela med 7% og Rusland og Mexico hver 4,5%. Der er store forhåbninger til området omkring det Kaspiske Hav, der på et tidspunkt blev sat til 20% af de globale reserver (heri inkluderet nogle af Ruslands og Irans reserver), men andelen er senere blevet nedskrevet noget; videre er der Afrika, især Nigeria og Angola.
Da olien i USA og Nordsøen snart er udtømt, og da Kina og Japan næsten ikke har olie, er de store økonomier (USA, EU og Fjernøsten) afhængig af import.
Golfområdet står i dag (2001) for 26% af den globale produktion (Illum, 2004: 46), altså langt mindre end svarende til deres reserver (67%). Derfor vil Golfens betydning øges væsentligt i de kommende årtier, til 33% af olieleverancerne i 2010 og 39% i 2020 (Klare, 2002: 56). Kampen om Mellemøstens olie vil helt sikkert intensiveres.
USA, olien og Mellemøsten
USA’s stigende engagement
Allerede i 1945 havde USA etableret en særlig forbindelse til Saudi Arabien, hvor aftalen var den at USA fik adgang til olien mod til gengæld at forsvare regimet militært. Men derudover støttede den amerikanske politik sig på England, der var den dominerende magt i området.
I 1968 afvikler England imidlertid sine interesser øst for Suez. Resterne af Imperiet nedlægges, fordi der ikke er råd, og USA overtager nu forsvaret af de vestlige interesser. De indebærer for det første at forsvare området mod Sovjet, som bl.a. Irak de facto allierede sig med, og som man mistænkte for at have aggressive planer overfor Iran, måske med en fremtrængen til Golfen; for det andet forsvar af olieinteresserne overfor nationalistiske regimer.
Frem til Shahens fald i 1979 benytter amerikanerne en såkaldt ‘surrogat strategi’, hvor man støtter sig på lokale regimer, først og fremmest Iran og Saudi Arabien, snarere end på direkte militær tilstedeværelse.
Da den strategi falder til jorden i 1979 engagerer USA sig direkte. Vi får Carter Doktrinen, der erklærer at ville forsvare området mod ‘udefrakommende kræfter’ (dvs. Sovjet), og det følges op med tre militære initiativer: 1) Etableringen af en Rapid Deployment Force, der hurtigt kan rykke ind i krisesituationer, 2) en permanent flåde i området, styret af CENTCOM (US Central Command), med base i Qatar, samt 3) militære baser, især i Saudi Arabien.
I løbet af 80erne bortfalder den sovjetiske trussel, og problemet bliver nu ‘indefrakommende’ kræfter, nærmere bestemt shia-fundamentalismen i Iran; derfor støtter USA Irak (Saddam Hussein) i dette lands krig mod Iran. I 1990 vender billedet, da Irak invaderer Kuwait grundet oliestridigheder (dels reserver på grænsen, dels fordi Kuwait gennem sin store produktion pressede olieprisen ned). Det kunne ikke tillades, dels fordi det ville bringe i alt 20% af verdens oliereserver under Irak’s kontrol, dels fordi et Storirak ville true det skrøbelige Saudiarabiske styre. Udover Saudi Arabien formår USA at få Ægypten og Syrien med i en stor koalition mod Irak, – Ægypten til gengæld for eftergivelse af lån, Syrien ved at anerkende dette lands militære tilstedeværelse i Libanon.
I 90erne optrappes det politiske og militære engagement. Irak blokeres og holdes på plads med bombninger, Iran isoleres som en del af ‘ondskabens akse’ (det er forbudt amerikanske selskaber at investere i landet, herunder i olieproduktion og rørledninger, hvilket andre landes selskaber har udnyttet), og Jordan og Ægypten knyttes tæt til USA gennem militærhjælp og i Jordans tilfælde endog en frihandelsaftale med USA. Også de mindre Golf-stater – Emiraterne, Kuwait, Qatar og Bahrain – er under amerikansk kontrol.
I 2003 invaderes Irak, og USA kan for første gang oprette en række baser i hjertet af Mellemøsten. Hele regionens olie – Iran’s undtaget – er nu under militær kontrol. Men kontrollen er skrøbelig.
USA’s olieafhængighed
USA’s olieimport udgjorde ca. 30% af landets samlede forbrug i første halvdel af 80erne; andelen var i 2001 steget til 53% og forventes i den officielle energiplan – udarbejdet i maj 2001 af Cheney – at være 65% i 2020 (Atlas, 2003: 96; National Energy Policy). Landets olieafhængighed er altså stigende, bl.a. fordi det ikke indgår i planen at søge at begrænse energiforbruget (deraf afvisningen af at underskrive Kyoto).
I 2001 dækkede nærområderne – Venezuela, Mexico og Canada – op mod 50% af USA’s olieimport, mens Golf-staterne kun stod for 28%, heraf 16% alene fra Saudi Arabien; Irak’s eksport i henhold til Mad-for-Olie programmet gav USA yderligere 8%, men den er for tiden reduceret betydeligt. Grundet blokaden importeres der intet fra Iran.
Det betyder at USA i dag er langt mindre afhængig af Golf-olie end EU og Fjernøsten, men afhængigheden vil stige, simpelthen fordi fremtidens olieproduktion overvejende vil finde sted i denne region. Da området er politisk ustabilt er det den amerikanske regerings politik at mildne denne afhængighed ved at satse på nye oliekilder, i og omkring det Kaspiske Hav og i Afrika. De områder er også urolige, men det skulle jo være uheldigt, hvis det brænder sammen alle steder; risikoen må diversificeres.
Områderne vest og øst for det Kaspiske Hav – Kaukasus og Centralasien – er krudttønder, dels grundet regionale konflikter, fx mellem Armenien og Aserbajdsjan, dels fordi Rusland gør hvad det kan for at dæmme op for USA’s indtrængen i dets traditionelle interesseområde. USA’s militære og økonomiske engagement startede før 9/11, men styrkedes betydeligt i forbindelse med krigen mod Afghanistan; i hvert fald Georgien og Aserbajdsjan er nu amerikanske allierede. Den økonomiske del består i amerikanske selskaber, der med regeringens politiske opbakning og økonomiske støtte investerer i olie- og naturgasudvinding og i konstruktionen af rørledninger. Den typiske forretningsform er at selskaber fra diverse lande (især USA, Frankrig og Rusland) samt et til lejligheden oprettet statsligt selskab etablerer et konsortium. Det giver et virvar af sammenfaldende og stridende økonomiske og politiske interesser. Fx er amerikanske selskaber interesseret i en rørledning sydpå gennem Iran, men det er deres regering imod; russiske Lukoil indgår i konsortium med ExxonMobil og Chevron om rørledning fra Tengiz i Kasakhstan til den russiske havn Novorossiysk, hvor den amerikanske regering generelt foretrækker at være uafhængig af Rusland og derfor støtter forbindelser sydpå gennem Georgien og Tyrkiet. EU og Rusland har til gengæld interesse i forbindelser nord- og vestpå.
Afrika, der i 90erne var uinteressant og glemt, økonomisk og politisk, er blevet stærkt opprioriteret i amerikansk udenrigspolitik. Nigeria og til dels Angola er politisk ustabile, og i førstnævnte land er det i øvrigt Shell (ikke amerikansk), der er til stede. Til gengæld er der lovende muligheder for den mere beskyttede off-shore produktion.
Hvilken rolle spiller olien i USA’s udenrigspolitik?
Japan angreb Pearl Harbour, fordi USA lukkede for olien, og Tyskland stødte i efteråret 1942 frem mod Kaukasus – med den fatale detour til Stalingrad – for at sikre Baku-olie til den tyske krigsmaskine. Olie er ikke et nyt motiv i krigshistorien.
Det giver sig selv, at en hvilken som helst amerikansk regering så vidt muligt må sikre landets energiforsyning. På lidt længere sigt kan en regering tilstræbe større selvforsyning, mere energieffektivitet, anvendelse af alternative energikilder, ligesom den kan søge at sprede den udenlandske risiko. Men på kort sigt gælder det om at sikre stabile leverancer fra de aktuelle kilder. Uden olie, ingen amerikansk økonomi.
I en ædruelig analyse kan der ikke være diskussion herom.
Heraf følger imidlertid ikke at invasionen af Irak alene var motiveret af ønsket om at lægge beslag på landets olie. Dette er tvivlsomt, alene af den grund at dette formål formentlig lettere og billigere kunne være opnået gennem en simpel aftale med styret i Irak; krigen var dyr, såvel militært, politisk og økonomisk. På den anden side skal det ikke overses at Frankrig og Rusland havde indgået store oliekontrakter med Saddam Hussein (RUPE, 2003: 50); hvis forholdet til regimet var blevet normaliseret, kunne noget altså tyde på at amerikanske interesser ville blive marginaliseret.
Men olien kan have spillet ind på tre andre måder.
For det første er den politiske og militære kontrol med Irak vigtig for kontrollen med hele Mellemøsten og dermed med regionens olie og finanser (fx har Saudi Arabien placeret meget store beløb i amerikanske papirer, og hvis de sælges – sådan som der var ansatser til i den anti-saudiske kampagne lige efter 9/11 – kan det blive alvorligt for USA). Hertil kommer at det mellemøstlige marked må være interessant for de amerikanske selskaber; denne region har i mange år været den mest lukkede og kontrollerede i verden, så profitpotentialet er enormt.
For det andet er det overfladisk at tænke oliesikkerhed som blot et spørgsmål om fysisk forsyning med så og så meget olie fra de og de lande. Det drejer sig også om prisen, for hvad hjælper sikker import, hvis prisen er tårnhøj? I 70erne kunne OPEC nogenlunde suverænt fastsætte prisen. Det kan organisationen ikke længere, men den – og dermed især Golf-landene – kan påvirke prisen betydeligt ved at skrue op eller ned for produktionen (udbudet); og den indflydelse vil som nævnt vokse i de kommende år, i takt med at den amerikanske og europæiske olie udfases. Kontrol med Mellemøsten giver kontrol med en stor del af olieudbudet, og dermed en betydelig indflydelse på den verdensmarkedspris, som Venezuela, Mexico, Canada eller Angola kan kræve af USA.
For det tredje er det ikke givet at USA kun tænker olien defensivt, altså som alene et spørgsmål om olie til den amerikanske økonomi. Europa, Japan og Kina er langt mere afhængig af Mellemøstens olie end USA. De vil komme effektivt i lommen på USA, hvis dette land sidder på regionen, fx kan USA da lukke for olie til Kina i tilfælde af alvorlig konflikt omkring Taiwan. Ligeledes kan amerikansk kontrol med Irak bruges til at svække OPEC, enten ved at melde Irak ud eller ved at bruge landet som en trojansk hest i organisationen.
For det fjerde er der hensynet til dollarens rolle som global supervaluta. Olie og en række andre centrale varer handles i dollars, hvilket er en væsentlig grund til at verdens centralbanker og mange private agenter holder deres reserver i dollars. Mistes kontrollen med olien, mistes kontrollen med dollaren, nærmere herom i Anders Lundkvist begin_of_the_skype_highlighting end_of_the_skype_highlighting: USA’s rolle i den globale økonomi, www.kritiskdebat.dk, november 2004 (se ‘Arkiv’). Dette er faktisk en mulighed. Iran har annonceret planer om at åbne en oliebørs i Teheran, hvor olie skal kunne sælges for euro, – planer som Saudi Arabien har erklæret sig interesseret i (i det hele taget har Saudi Arabien og Iran nærmet sig hinanden i den senere tid, samtidig med at spændingen mellem Saudi Arabien og USA er øget, jf. Jhaveri, 2004). Det sandsynligste er nok at de aktuelle amerikanske bestræbelser for at destabilisere styret i Teheran – med atomvåbnene som påskud – vil skræmme landet fra at virkeliggøre disse planer, men bliver det til noget vil det være et alvorligt anslag mod USA’s finansielle hegemoni (Clark, 2004).
Hidtil har vi antaget at USA’s økonomisk-politiske interesse var en éntydig størrelse. Imidlertid har forskellige grupper forskellige interesser, selv om der selvfølgelig er en fællesnævner i form af en almen interesse i at den amerikanske økonomi ikke bryder sammen grundet manglende eller alt for dyr olie.
Amerikanske forbrugere har en umiddelbar interesse i lave oliepriser, fordi det betyder billig benzin og billig opvarmning. Det samme gælder det meste af den amerikanske økonomi, repræsenteret ved landets selskaber, fordi olien her er en omkostning; dyrere olie betyder lavere profit og øget inflation, dvs. økonomiske tab for de, der besidder dollarværdier.
Heroverfor står olieselskaberne, der naturligvis har en interesse i at sælge olien så dyrt som muligt.
Men sagen er mere kompliceret end som så. Den amerikanske olieindustri har i 100 år været splittet mellem de store selskaber, nu sammenfattet i ExxonMobil, ChevronTexaco og ConocoPhillips (plus BPAmoco, der er engelsk-amerikansk), og så en lang række mindre selskaber. De store kaldes ‘majors’ og deres interesser er internationale; de køber, raffinerer og sælger olie overalt på kloden og har derfor ikke en speciel interesse i den amerikanske økonomi, endsige i den amerikanske olieproduktion. De små kaldes ‘independents’, og de udvinder og sælger amerikansk olie. De tre nævnte ‘majors’ indtjente i 2002 $353 milliarder, mens de 27 ‘independents’ havde godt det halve ($181 milliarder), jf. Goel, 2004.
Alle har de en interesse i at kunne sælge olien så dyrt som muligt. Da olieprisen i 1985/86 nåede ned på $10, rejste der sig et ramaskrig blandt producenterne i Texas, så deres mand – George Bush, Sr. – måtte rejse til Saudi Arabien og presse på for en mindre produktion (hvorefter prisen rettede sig til $15-18), jf. Yergin 1991: 753ff. Da småselskaberne typisk selv står for udvindingen, har de en éntydig interesse i en høj pris.
Hvordan med de store selskaber? Efter nationaliseringsbølgen i 70erne købte de deres olie fra statsselskaber i Venezuela, Saudi Arabien osv., hvilket gjorde råolien til en omkostning for de store selskaber og altså gav dem en interesse i en lav pris for denne (men de har let ved at overvælte prisstigninger på forbrugerne). I de senere år har den globale privatiseringsbølge imidlertid betydet at selskaberne er blevet inviteret tilbage til olielandene; de deltager ofte sammen med statslige olieselskaber i joint ventures, der samarbejder om udvindingen af olie, og får dermed igen en interesse i en høj pris for råolie; faktisk er selskabernes profit øget med op til 70% i det sidste års tid, hvor prisen er steget til omkring $50 pr. tønde. Men ligesom selskaberne således atter får en vis økonomisk kontrol med olieproduktionen, har vi også set at visse oliestater nu raffinerer og sælger olie/benzin, jf. kuwaitiske Q8.
Efter 1982 svækkedes OPEC dramatisk, fordi udbudet oversteg efterspørgslen, og organisationen mistede sin magt til at sætte prisen. Da Reagan samtidig (1981) deregulerede olien (tidligere var der priskontrol eller kvoter), blev banen åbnet for en markedsbestemt prisfastsættelse, dvs. politikerne afgav magten til selskaberne og den store finanskapital. Handlen foregår på de internationale oliebørser, især NYMEX i New York; der er her rig lejlighed for spekulation, især i kontrakter om fremtidig levering (‘futures’), hvilket kan være en af årsagerne til de aktuelle meget høje oliepriser (hvis nogen forventer at prisen vil stige, vil de øge efterspørgslen, hvilket i sig selv vil presse prisen op).
Konklusion
Politikere i almindelighed og stormagter i særdeleshed siger det, som det er funktionelt at sige; nogen gange er det i overensstemmelse med sandheden, andre gange ikke. Det betyder at det er en god tommelfingerregel, hvis man vil forstå politik, at se bort fra politikernes udsagn. Statsmænd repræsenterer statsinteresser, således som disse er bestemt af statens herskende interesser, og her er der generelt ikke råd til et så eksotisk fænomen som ‘sandhed’.
Der er altså ingen grund til at tro at statsmænd siger det, som de mener. Men der er selvfølgelig heller ingen grund til at tro, at de aldrig mener det, de siger. Vi kan ikke vide om USA’s Mellemøstpolitik er bestemt af hensynet til olien, til dollaren og til landets globale strategiske interesser, – eller af idealistiske ønsker om at udbrede frihed og demokrati, american way. Motivforskning er en ufrugtbar beskæftigelse.
For at få fast grund under fødderne må vi se på interesserne. Og de faktiske handlinger. For dette er objektive størrelser.
Vi har allerede beskæftiget os med de forskellige interesser, der generelt er knyttet til olieprisen. Der har også været megen tale om de specifikke interesser, som Bush og hans administration har i olie; Bush-familien er tæt knyttet til olieindustrien i Texas, ligesom Cheney, Condoleeza Rice og andre har tætte forbindelser til denne industri, som økonomisk har støttet republikanerne langt mere end demokraterne. Bush-administrationen har også en objektiv interesse, nemlig i at blive genvalgt (næste gang dog uden Bush personligt), og det tilsiger at disse olieinteresser varetages.
Vi taler om småselskaberne (‘independents’), jf. Sadowsky, 2003; Bush har ikke nogen særlig forbindelse til de store (som faktisk har været irriteret over USA’s boycot af investeringer i Iran). Bush må sikre dem en rimelig indtjening, men i øjeblikket er oliepriserne så høje, at forbrugernes og den øvrige økonomis interesse i lavere priser vejer langt tungere; deraf det aktuelle pres på Saudi Arabien for at øge udbudet. Jeg tror derfor det er for firkantet, når Bichler/Nitzan (2004: 306 og 316) argumenterer at Bush’s Mellemøstpolitik simpelthen sigter på at destabilisere regionen, fordi en sådan usikkerhed vil give høj indtjening til hans klienter, nemlig dels olieindustrien, dels den amerikanske våbenindustri. Det naturligvis tankevækkende at olie-våben koalitionen (som hævdes at stå bag Bush) øgede sin andel af den globale selskabsprofit fra 3% i 2000 (altså før Bush) til 6-8% frem til 2004 (og givetvis meget mere i dag grundet den voldsomme nylige stigning i olieprisen); i samme periode er IT-sektorens andel faldet fra knap 15% til samme nivo som olie/våben, idet denne sektor hævdes at være knyttet til Clinton og demokraterne. Men sidstnævnte fald skyldtes jo at IT boblen bristede, hvilket næppe var politisk genereret!
Administrationen har gjort hvad den kunne for at hjælpe amerikanske selskaber til gode kontrakter i Irak (se Naomi Klein: Baghdad År Nul i www.kritiskdebat.dk, oktober 2004). Bestræbelsen går ud på at privatisere den irakiske økonomi på en sådan måde at ikke-amerikanske selskaber udelukkes, men hidtil har olieindustrien været undtaget. Det skyldes formentlig dels at emnet er politisk ømtåleligt i Irak, hvor offentlig kontrol med olien siden 1958 er blevet set som en hjørnesten i nationen, dels at idéen var at den irakiske olie skulle betale for genopbygningen, men hvis den ejes af amerikanske interesser ville det jo blive en betaling fra USA til USA.
LITTERATUR
Atlas der Globalisierung, Le Monde Diplomatique, 2003.
Bichler, S. og J. Nitzan 2004: Dominant Capital and the New Wars, i Journal of World-System Research, x, 2.
Clark, W. 2004: Why Iran is the Next Target: The Emerging Euro-denominated International Oil Marker (www.globalresearch.ca/articles/CLA410A.html).
Goel, R. 2004: A Bargain Born of a Paradox: The Oil Industry’s Role in American Domestic and Foreign Policy, New Political Economy, vol.9, no.4.
Illum, K. 2004: Oil-based Technology and Economic Prospects for the Future, Teknologirådet.
Jhaveri, N.J. 2004: Petroimperialism: US Oil Interests and the Iraq War, tidsskriftet Antipode.
Klare, M.T. 2002: Ressource Wars, New York.
Little, D. 2203: American Orientalism, Touris.
National Energy Policy, maj 2001: www.whitehouse.gov/infocus/energy (‘Cheney-rapporten’).
Bemærk især kapitel 8 om den internationale ramme. Det Kaspiske område fremhæves, med en kraftig anbefaling af rørforbindelsen fra Baku over Georgien gennem Tyrkiet til Middelhavet, OPEC kritiseres for tidligere at have sat prisen for højt, og det anbefales at åbne den internationale olieindustri for private investeringer.
RUPE (Research Unit for Political Economy), 2003: Behind the Invasion of Iraq, Monthly Review Press.
Sadowsky, Y. 2003 (april): Collateral damage from an illegal war, Le Monde Diplomatique, engelsk web-udgave. Ifølge Sadowsky satser USA på at få flest penge ud af den irakiske olieindustri, således at Irak selv kan betale – amerikanske selskaber som Halliburton – for genopbygningen. Derfor vil man ikke, i hvert fald ikke i første omgang, privatisere olieindustrien; det er mere effektivt at lade de irakiske eksperter administrere sagen, herunder at tiltrække udenlandsk kapital, også fra Rusland og Frankrig. Konklusion: “Oil appears in Washington’s calculations about Iraq as a strategic rather than an economic resource: the war against Saddam is about guaranteeing American hegemony rather than about increasing the profits of Exxon.”
Yergin, D. 1992: The Prize. The Epic Quest for Oil, Money and Profit, Touchstone Book.
Se desuden:
http://urpe.org/res_war_oil_mil.htm, med links til artikler om olie, dollars etc.
http://www.worldpolicy.org/projects/arms/reports/reportaboutface.html#AppA, om våbenindustrien og dens forbindelse til Bush-administrationen.
http://mondediplo.com/. Le Monde Diplomatique (engelsk sproglig), med løbende artikler om olie, dollars, Irak etc.
http://www.iea.org/. International Energy Agency’s hjemmeside.
http://www.opec.org/home/. OPEC’s hjemmeside, med oplysninger om medlemslandenes produktion, oliehistorie etc.