Demokratiske medier?
Et godt sted at begynde er medierne (som Pia Raug tog under behandling i forrige udgave af Kritisk Debat).
Det rumler, at P1’s Orientering skal ‘omorganiseres’, fordi lyttertallet er faldende. Nu er Orientering et af DR’s kvalitetsprogrammer, så når færre lytter til det, er der da grund til bekymring. Hvad kan der gøres? Man kunne lave flere genudsendelser, så flere fik mulighed for at høre det. Man kunne stille flere økonomiske ressourcer til rådighed for redaktionen, så flere emner kunne dækkes dybere. Der er mange muligheder men den, der vælges, bliver givetvis at gøre programmet mere poppet, altså sænke standarden i håb om, at flere kan og vil hoppe over gærdet. For DR’s salgschef er succeskriteriet ikke kvalitet, men antal kunder (lyttere).
Udmeldingen fra DR er naturligvis i lodret modstrid med kravet om ‘public service’, for dette er et krav om kvalitet og alsidighed, uanset om lytterne måtte foretrække ensidigt højre- (eller venstre-) orienterede programmer og uanset, om der var et massivt flertal for at fylde fladen med pop. Men så kunne man jo afskaffe kravet om ‘public service’. Imidlertid lyder det jo meget demokratisk, at det er lytterne snarere end en elite af smagsdommere, der skal bestemme.
Men er det nu så demokratisk? Er det ikke mere demokratisk, at vi vælger et Folketing, der så udformer en mediepolitik, der bl.a. indeholder et krav til offentlige medier om politisk og emnemæssig alsidighed og om kvalitet? God underholdning snarere end dårlig, et godt kirkemagasin snarere end et dårligt osv. Det giver medier, der er styret af det repræsentative demokrati.
Alternativt kunne man styre medierne direkte demokratisk, således at man havde afstemninger om, hvilken type programmer der skal være i radio og fjernsyn. Selv vil jeg her foretrække indirekte – repræsentativt – demokrati, men ud fra demokratiske værdier kan begge metoder forsvares.
Det, man faktisk gør, er noget helt andet. Man laver lytter- og seerundersøgelser, hvor man finder ud af, hvad folk faktisk ser og lytter til. Man styres af kundernes individuelle behov, snarere end af borgernes sociale meninger. Og det er to helt forskellige størrelser. Personligt lytter jeg ikke til jazz, så i en kundeundersøgelse vil jeg trække i retning af at udfase jazzen fra medierne. Men som borger mener jeg, at denne musikform skal være pænt repræsenteret.
Dette er et skridt på vejen fra mediepolitik til mediemarked. Det næste skridt er logisk: Hvis det er de individuelle behov, der tæller, så er markedet faktisk den mest fornuftige organisationsform, så hvorfor ikke droppe det offentlige indslag og privatisere hele molevitten? Murdoch følger i hælene på lytterunderundersøgelserne.
Marked og demokrati
Disse overvejelser om medierne tjener til at illustrere nogle vigtige forskelle mellem markedets og demokratiets styreprincipper. Forskelle, der er indlysende, men i dag stort set glemt.
På markedet tilgodeses de individuelle behov, – vel at mærke i præcis den udstrækning man har købekraft. Det betyder for det første, at kunden kun tænker på sig selv, ikke på de andre, ikke på helheden, ikke på samfundet, og for det andet at markedet generelt er til fordel for de rige.
Demokratiet, derimod, handler om det sociale, altså om hvilke sociale behov der skal varetages, og hvilke sociale idealer vi skal stræbe efter. Her har vi én stemme hver, dvs. rig og fattig har lige indflydelse. Derfor er demokratiet til fordel for de fattige.
Under den engelske revolution omkring 1650 satte en af de radikale demokrater sagen på spidsen:
“Either poverty must use democracy to destroy the power of property, or property in fear of poverty will destroy democracy” (Cit. efter Hodgson, 1984: 110).[i]
Indenfor begrænsede områder kan det sikkert være fornuftigt at have markeder, men ud fra demokratiske værdier kan markedet kun være et nødvendigt onde. Fordi vi her tæller forskelligt.
Ud fra liberale værdier er det snarere den anden vej rundt. Liberalismens fundamentalværdi er den individuelle frihed, og hvis vi holder os til det principielle – og ser bort fra spekulation, markedsmanipulation og meget mere – varetages denne værdi bedst af markedet. Demokratiet er mere problematisk, fordi vi her skal bøje os for flertallet. Derfor kan det ikke undre, at Venstre i sit principprogram går ind for minimaldemokrati: “De folkevalgte forsamlinger skal tage sig så kvalificeret som muligt af så lidt som forsvarligt” (www.venstre.dk).
Liberalisme og demokrati
På denne baggrund ligner ‘liberalt demokrati’ umiddelbart en rund firkant. Men faktisk er det jo lykkedes liberalismen i den sidste snes år at tage patent på demokratiet.
Det er der konkrete historiske grunde til. I Vest har svækkelsen af arbejderbevægelsen og socialdemokratierne samtidig svækket ideerne om økonomisk demokrati, dvs. et demokrati, der er maximalt fordi det udfordrer markedet som styringsprincip på det økonomiske område. Og i Øst betød kommunismen, at et alternativt, socialistisk demokrati kom grundigt i vanry. Liberalismen kunne med god ret sige, at de vestlige liberale demokratier var langt mere demokratiske end de østlige ‘folkedemokratier’ (dvs. ‘folkefolkestyrer’, så den blotte betegnelse måtte vække mistanke om, at noget var fundamentalt galt).
Men liberalismen kan ikke leve sammen med et potent demokrati. Derfor måtte demokratiet kastreres, før det kunne indgå ægteskab med liberalismen. I praksis er dette sket ved at udvide området for marked og kapital på bekostning af demokratisk regulerede områder. F.eks. sikrer skattestoppet, at den demokratiske sektor udsultes økonomisk (modsat den private sektor er den offentlige sektor demokratisk, fordi vi her ultimativt – via Kommunalbestyrelse, Amtsråd og Folketing – har lige indflydelse). Idémæssigt er det sket ved at omdefinere demokratiet, så dets kernebestemmelse – én stemme pr. person – træder i baggrunden, mens menneskerettigheder og frihed bliver så vigtigt, at disse ting næsten identificeres med demokrati.
Men er menneskerettigheder og frihed ikke goder? Og er de ikke indbegrebet i demokratiet?
Det kommer an på, hvilket menneske, der har hvilke rettigheder; og det kommer an på, hvilken frihed vi taler om.
Menneskerettighederne deler sig i de rettigheder, der tilstedes individet. Det er først og fremmest retten til privatejendom; den rettighed har intet med demokrati at gøre, og er snarere en grænse for dette. Og så de rettigheder, som vi har som sociale mennesker. Her må demokratiet klart forudsætte politisk frihed, altså frihed til at ytre sig og stemme som man vil; ellers er der jo nogle, der bliver ‘mindre lige end andre’. Men vi skal jo rette os efter flertallet og overholde loven, hvad enten vi kan lide den eller ej; derfor giver demokratiet ikke individuel frihed. Der er ikke frihed overfor de andre (også kaldet egoisme), men social frihed, også kaldet ‘frihed i fællesskab’ (som en bog af Holger K. Nielsen hed).
Alt i alt kan liberalismen kun forenes med demokratiet, når det egentlige demokrati minimeres og derefter fyldes op med specifikke liberale værdier.
Lidt teorihistorie
På denne baggrund kan det ikke undre at det kan være lidt svært at finde demokratiske tendenser hos fortidens liberale ikoner. Det gælder først og fremmest John Stuart Mill, der skrev omkring 1860. På dette tidspunkt havde borgerskabet skubbet det gamle, jordejende aristokrati fra magten, og det sad selv solidt på både den økonomiske og politiske magt i England, Frankrig og andre lande. I England var valgretten begrænset til overklassen (først med valgreformen i 1884 udvides stemmeretten så meget, at vi nærmer os et folkestyre).
Stuart Mill’s argumenter for at indskrænke stemmeretten opsummerer tre traditionelle argumenter imod demokrati:
1) Det økonomiske rimelighedsargument:
Det er også vigtigt at den forsamling, der stemmer om generelle eller lokale skatter, udelukkende vælges af dem, der betaler nogle af de pålagte skatter. De, der ikke betaler skat, har gode grunde til at være ødsle med andre menneskers penge, – og ingen til at økonomisere.[ii]
Tanken er altså, at det er urimeligt, at de, der ikke betaler skat, skal være med til at administrere disse skatter; dette udelukker de fattige og de fallerede.
2) Filosofkongeargumentet:[iii]
Det er tvivlsomt, om det almindelige menneske er klogt nok til at stemme ‘rigtigt’. Derfor vil Stuart Mill udelukke de, der ikke kan læse, skrive og regne, og han vil ideelt give folk stemmevægt efter uddannelsesniveau, således at f.eks. professorers stemme tæller mest (Mill, 1859: 283ff).
Iflg. dette argument er ejendom og indkomst irrelevant, men i fravær af en pålidelig landsomfat-tende eksamination går Stuart Mill ud fra, at der er en rimelig sammenhæng mellem erhverv og graden af oplysthed. Fattighjælps-mod-tagere skulle ikke have stemmeret, ufaglærte arbejdere én stemme, faglærte 2, arbejds-ledere og ‘manufacturers’ 3 eller 4 og universitetsuddannede 5 eller 6 (fra ‘Thoughts on Parliamen-tary Reform’, refereret af Macpherson, 1977: 58). Og uanset erhverv er analfabeter udelukket.
3) Magtbalanceargumentet:
Demokratiet er ikke den ideelle regering med mindre … det kan organiseres således, at ingen klasse, end ikke den mest talrige, er i stand til at reducere alle andre til politisk betydningsløshed og således lede lovgivning og administration alene ud fra denne klasses interesser (Mill, 1859: 274).[iv]
Med denne lidt kringlede formulering siger Stuart Mill, at stemmerne må fordeles på en sådan måde at ingen klasse, det være sig arbejderne eller de dannede, får magt til at dominere og sætte sine særinteresser igennem. Da der er langt flere arbejdere end dannede, indebærer dette argument, at hver arbejder skal have langt mindre politisk indflydelse end hver dannet.
Vi kan også nævne en anden af den moderne liberalismes grundlæggere, den idag mindre kendte Lord Acton, der mente at “den effektive forskel mellem frihed og demokrati ikke kan understreges stærkt nok” (Acton, 1907: 63).
Så vidt liberalismens demokratiske sindelag, – på et tidspunkt, da arbejderbevægelsen (ikke mindst Marx) kæmpede energisk for at udvide valgretten fra overklassen til folket.
Da sejrherrerne som bekendt skriver historien, også teorihistorien, inddrages Stuart Mill konsekvent på den positive side i moderne fremstillinger af demokratiets teorihistorie; det overses, at han var den oplyste overklasses teoretiker.
Lad os nu bevæge os frem i tiden, til lidt mere nutidige liberale teoretikere. Den mest skarpe og konsekvente er uden sammenligning Friedrich von Hayek, der døde for en halv snes år siden. Han vender sig mod det ubegrænsede demokrati og forslår, at der sættes meget snævre grænser for hvad flertallet kan beslutte. Men først og fremmest vil Hayek begrænse stemmeretten til et af kamrene i sin idealforfatning til de egentlige private borgere, dvs. de der hverken er ansat af staten eller modtager økonomisk støtte fra den (hvilket formentlig ville udelukke flertallet af Danmarks nuværende vælgere).[v]
Dermed knytter han an til gamle idéer om, at kun den private sektor er produktiv, og at staten og lovene er til for at varetage denne sektors interesser. Inden for et sådant verdensbillede giver det mening, at kun mennesker, der tjener deres udkomme indenfor den private sektor, bør have indflydelse på, hvordan deres skattekroner administreres, hvorimod samfundets gratister og de offentligt ansatte bør udelukkes fra en sådan indflydelse. Hayek indtager en hædersplads i Fogh Rasmussens bog om minimalstaten.
En anden af nyliberalismens fremtrædende teoretikere er James Buchanan, ligesom Hayek Nobelpris-modtager. Han indser, at demokratiets princip om, at vi må underordne os flertallet grundlæggende, er i modstrid med liberalismens grundværdi om individuel frihed. Han anbefaler, at man berøver flertalsafgørelserne deres ‘hellige status'[vi] og så vidt muligt erstatter dem med procedurer, hvor der kræves kvalificeret flertal eller allerhelst énstemmighed; det sidste indebærer frivillighed (vetoret) og svarer til markedets princip om negativ, praktisk frihed. Det har ikke meget med demokrati at gøre, og det vil i praksis betyde, at det vil være meget lidt, der kan vedtages politisk; det er nok ikke tilfældigt.
Buchanan indser videre, at skønt individuel frihed kræver at vi alle har politisk frihed og dermed valgret, er det ikke dermed sagt at vi skal have lige valgret. Han åbner for muligheden af at vi i nogle valg skal have forskellig indflydelse, således at nogles stemmer vejer tungere end andres.[vii] Dette er et klart brud med demokratiets princip.
Endelig kan han ikke se noget principielt galt i stemmehandel, for hvis jeg sælger min stemme for 1.000 kr. må det betyde at for mig er 1.000 kr. mere værd end denne stemme, mens det omvendte gælder for køberen; derfor er både min og køberens nytte øget gennem udvekslingen, så hvad skulle der være galt ved en sådan transaktion?[viii] Svaret er selvfølgelig at det ville betyde, at den rige kunne købe sig til politisk indflydelse, hvilket igen er i strid med demokratiet, hvor rig som fattig har lige indflydelse.
Da både Hayek og Buchanan forstår sig selv som demokrater, kan deres politiske teorier betragtes som prøver på, hvordan det ideelle ‘liberale demokrati’ skal se ud.
Vi kan føre liberal teoriudvikling helt up to date – og indenfor døren – ved at se på en yngre dansk liberal, der har beskæftiget sig med demokrati. Peter Kurrild-Klitgaard når i en artikel frem til at ‘kollektive valg’ såsom de demokratiske er irrationelle og giver ustabilitet og lav velfærd. Derfor skal vi erstatte politik med markedet, sociale valg med individuelle. Exit demokratiet? Slet ikke, for “markedsøkonomien er i en vis forstand også en mere demokratisk proces end politik” [ix]. Altså pengesedlen frem for stemmesedlen: Exit princippet om én stemme pr. person. Liberalistisk demokrati betyder kort sagt al magt til dem med købekraft og kapital.
Konklusion
Selv en fordrukken sømand kan se, at folkestyret i vore dage er i gang med at blive afløst af pengestyret. Mange gode kræfter vrider fortvivlet hænderne og spørger: Hvordan kan det dog gå til, når nu alle jo er varme tilhængere af demokrati? Er det teknologien, globaliseringen, terroristerne eller hvad? Svaret er snarere at det er lykkedes liberalismen at virkeliggøre sit program.
PS. Artiklen er baseret på Kapitel 36 og 38 i min bog ‘Hoveder og Høveder. En demokratisk kritik af det private samfund’, der udkommer i maj på forlaget Frydenlund.
Litteratur
Acton, Lord 1907: The History of Freedom and Other Essays, London 1922.
Buchanan, J. 1986: Liberty, Market and State, New York University Press.
Buchanan, J.M og G.Tullock 1962 (1986): The Calculus of Consent. Logical Foundations of Constitutional Democracy, University of Michigan Press.
Hayek, F. von 1979: Law, Legislation and Liberty, vol.3: The Political Order of a Free People, London.
Hodgson, G. 1984: The Democratic Economy, Penguin.
Kurrild-Klitgaard, P.: Demokrati, magt og kollektive valgs rationalitet, i ‘Demokrati og demokratisering’, Forlaget Politiske Studier 1999.
Macpherson, C.B. 1977: The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford.
Mill, J. Stuart 1859: On Liberty, Representative Government. The Subjection of Women, Oxford University Press 1912.
Nielsen, Holger K.: Frihed i Fællesskab, Samleren 1994.
Venstres Principprogram, www.venstre.dk
Noter
[i] “Enten må fattigdommen bruge demokratiet til at ødelægge ejendommens magt, eller også må ejendommen, af frygt for fattigdommen, ødelægge demokratiet”
[ii] “It is also important, that the assembly which votes the taxes, either general or local, should be elected exclusively by those who pay something towards the taxes imposed. Those who pay no taxes, disposing of other people’s money, have every motive to be lavish, and none to economize” (Mill, 1859: 279).
[iii] Iflg. Platon skulle staten ledes af de klogeste, dvs. filosofferne.
[iv] “Democracy is not the ideally best form of government unless … it can be so organized that no class, not even the most numerous, shall be able to reduce all but itself to political insignificance, and direct the course of legislation and administration by its exclusive class interest”
[v] Hayek, 1979: 105ff og 119f.
[vi] Buchanan, 1986: 243.
[vii] Buchanan, 1986: 246.
[viii] Buchanan/Tullock, 1962: 270ff.
[ix] Kurrild-Klitgaard, 1999: 277 (forfatterens fremhævelse).