Det nylige præsidentvalg i Iran var en ubehagelig overraskelse for USA. Den ‘proletariske islamist’, Ahmadinejad, vandt overbevisende med 17 millioner stemmer over den moderate og mere vestligt orienterede Rafsanjani med 10 millioner stemmer.
Det betyder en styrkelse af det islamistiske styre i Teheran og en skrinlægning en rum tid frem over af en politisk og økonomisk åbning mod Vesten. Samtidig har de høje oliepriser stivet styret af økonomisk trods fortsat korruption og arbejdsløshed. Begge dele vanskeliggør amerikanske forsøg på at destabilisere dette medlem af ‘ondskabens akse’.
Men det iranske valg betyder først og fremmest, at amerikanernes politik i Irak er blevet udsigtsløs.
De taber selvfølgelig, hvis de ikke formår at inddæmme det sunni-muslimske oprør. Men de taber også, hvis dette lykkes, for dermed er der fri bane for en shiitisk magtovertagelse, og især efter valget i Iran vil det sandsynligvis indebære et islamisk Irak, i tæt alliance med Iran. Det er en ægte Catch 22 situation.
60 procent af irakerne er ligesom iranerne shia-muslimer, og det er dette flertal (plus kurderne), som USA i realiteten støtter, imod sunnierne.
For et års tid siden var der ansatser til at shiiterne også vendte sig imod den amerikanske besættelse, men i dag har vi snarere en borgerkrig mellem shiiter og sunnier; trods de nylige, store amerikanske tab retter angrebene sig mindre mod dem end mod den nye regerings magtapparat.
De to dominerende shiitiske partier er islamistiske og pro-iranske, især det største SCIRI (Supreme Council for the Islamic Revolution in Iraq); shiiternes åndelige leder, al-Sistani, går nok ind for en vis afstand mellem religion og politik, men han er samtidig iransk statsborger. I de større byer i syd-Irak har shiiternes religiøse partier forbudt ikke-islamisk adfærd, herunder kvinders ret til selv at vælge klædedragt.
Irans indflydelse vokser
Blandt Irak’s shiiter er der gennem mange år opbygget en sympati for Iran, der stedse har støttet dem imod Saddam’s undertrykkelse. Amerikanerne er i dag en nødvendig allieret, men de forlader landet på et tidspunkt (bortset fra baserne) og er i øvrigt upålidelige, som de viste ved at støtte Saddam i 80’erne og derefter tillade ham at nedkæmpe det shiitiske oprør i 1991. Det er ikke blevet glemt.
Der er iranske agenter og repræsentanter overalt; en af dem kunne ved et offentligt møde for nylig udtale – mens han så direkte på den tilstedeværende amerikanske diplomat – at ‘overalt i Irak er de folk, som vi støttede, ved magten’.
SCIRI’s leder har foreslået at Irak betaler erstatninger for krigen i 80’erne og har dermed erkendt Irak’s krigsskyld; den shiitiske olieminister har foreslået en strategisk olieledning mellem Basra og den iranske havneby Abadan; og 7. juli underskrev Iran’s og Irak’s forsvarsministre en aftale om militært samarbejde, hvorunder Iran skal træne irakiske styrker (og Irak pointerede ved den lejlighed at USA’s – forudsigelige – mening om den sag var irrelevant).
USA’s politik er slået fejl, fordi man ikke har formået at kontrollere shiitterne, og det har man ikke, fordi disse kan spille på den iranske forbindelse. Samtidig er USA’s hænder effektivt låst over for Iran, for den altafgørende støtte fra de irakiske shiiter vil falde bort, hvis USA f.eks. bomber de iranske atomanlæg (indenfor atompolitik er hykleriet til at tage at føle på: lande, som USA udtrykkeligt har truet, må ikke have atomvåben, mens det eneste land, som har erklæret, at det er rede til førstegangsbrug af a-våben, nemlig USA, er undtaget fra kontrol, restriktioner og krav om nedrustning).
Hertil kommer, at Kina’s accelererende oliebehov bl.a. dækkes af Iran, så et showdown omkring Iran vil udfordre vitale kinesiske interesser.
Konflikten i Irak
Viser konflikten det irakiske folks modstand mod amerikansk besættelse og imperialisme? Den tolkning faldt til jorden, da de militante shiiter indgik i den politiske proces, og da terroristerne bombede den første shia-muslimske moské.
Er der tale om en kamp mellem terrorisme og demokrati, som Bush-administrationen hævder? Men hvis regeringen inddæmmer terrorismen og får virkelig magt, bliver resultatet et islamistisk Irak i alliance med Iran, hvilket er i strid med demokrati, som USA forstår det. Hvis det scenarium toner frem, vil amerikanerne have en objektiv interesse i at holde liv i oprøret. For USA som for andre magter er venner og fjender situationsbestemte begreber, jvf. det skiftende forhold til bin Laden og Saddam. Vil vi om fem år se dagens terrorister præsenteret som frihedskæmpere?