Danmark mellem feudalisme og kapitalisme

Denne artikel handler om den danske kapitalismes forhistorie, nærmere bestemt overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Den handler også om, i hvilken udstrækning denne overgang harmonerer med den marxistiske historieteori, den historiske materialisme, som jeg tager udgangspunkt i.¹

Efter en kort bestemmelse af hvad, hvad kapitalisme er, diskuterer jeg, hvornår den slår igennem i Danmark; svaret er i 1890erne. Derefter springer jeg 100 år tilbage i tiden, til feudalismens opløsning med Landboreformerne sidst i 1700-tallet. Jeg ser på hvordan kapitalismens to forudsætninger: den frie lønarbejder og kapitalakkumulation, opstår herudaf.

I denne periode, hvor feudalismen er ved at dø og kapitalismen ved at fødes, har vi et interregnum, der bedst kan karakteriseres som simpel vareproduktion, dvs. en produktionsmåde, hvor producenterne overvejende er selvstændige (bønder); markedsøkonomien vinder frem, men kapitalismen eksisterer kun i kimform.

Denne analyse uddybes gennem en kritisk diskussion af Benito Scocozza’s analyse af perioden.

Kapitalismen og dens forudsætninger

Ifølge Marx består kapitalforholdet af en person med produktionsmidler eller penge, der står overfor en anden person, der har arbejdskraft. Den første vil ansætte den anden, fordi aktivering af arbejdskraften i produktionsprocessen skaber profit. Den anden kan lade sig ansætte, fordi han/hun er fri i positiv forstand, dvs. suverænt råder over sin arbejdskraft (modsat slaven og fæstebonden). Og arbejderen er fri i negativ forstand, nemlig ’fri for’ alt andet end arbejdskraft, især produktionsmidler, og derfor afskåret fra selv at producere sine livsmidler; derfor er arbejderen nødt til at lade sig ansætte.

Dette er essensen i den kapitalistiske produktionsmåde, men hvordan blev dennes to forudsætninger – frie arbejdere hér, kapitalakkumulation dér – skabt historisk? Hvordan voksede kapitalismen ud af feudalismen? Marx redegør for denne proces i England i kapitlet om ’den såkaldt oprindelige akkumulation’ i Das Kapital.² Det centrale er her privatiseringen af den fælles jord (fælleden) gennem såkaldte ’enclosures’ (indhegninger), samt jordens monopolisering hos godsejerne. Bønderne berøvedes jorden – deres afgørende produktionsbetingelse – og blev tvunget til at blive lønarbejdere, enten på landet eller ved at søge til byerne. Adskillelsen af producenten fra produktionsmidlerne er her essensen i den oprindelige akkumulation.

Men som vi skal se, var det ikke på denne måde kapitalismens forudsætninger blev skabt i Danmark; her giver feudalismens afvikling tværtimod bønderne (gårdmænd og husmænd) ejerskab til produktionsmidlerne, især jorden. Proletariseringen sker ved at der dannes en klasse af landarbejdere på landet, samtidig med at den rurale overskudsbeholdning i slutningen af 1800-tallet må søge til byerne og her kommer til at udgøre en urban arbejderklasse.

Det er tautologisk, at en kapitalistisk produktionsmåde kræver en kapitalistisk produktion, og først i slutningen af 1800-tallet trænger profitmaksimering som dominerende drivkraft ned i produktionsprocessen. Forud herfor blomstrer handelskapitalen, hvilket ikke giver ikke egentlig kapitalisme, men sammen med overskuddet fra godsdrift sikrer handelskapitalens profitter, at den anden forudsætning for kapitalforholdet (kapitalakkumulation) etableres; i England skete dette først indenfor landbruget (‘agrarkapitalisme’), men jeg vil argumentere for, at det i Danmark først sker med industrialiseringen i byerne.

Skabelsen af frie arbejdere på den ene side og kapitalakkumulation på den anden er nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger for kapitalismens gennembrud. For at forstå overgangen fra den feudale til den kapitalistiske produktionsmåde må vi grave dybere, nemlig ned til produktivkræfternes udvikling, som det hedder i den historiske materialisme. Vi må med andre ord se på opkomsten af en ny teknologi og nye måder at organisere arbejdsprocessen på.³

Kapitalismens gennembrud i Danmark

Industri er i statistikken defineret som virksomheder med 6 eller flere ansatte, mens håndværk har færre. Industri må derfor antages at være domineret af profitmaksimering, således at den er kapitalistisk, mens de små håndværksvirksomheder normalt blot stræber efter at tilvejebringe et udkomme for ejeren og hans familie.

De første kim til en industriel udvikling i Danmark har vi i ’forlagssystemet’, der er en overgangsform mellem handels- og industrikapitalisme. Den potentielle kapitalist leverer råvarer til producenten, der forarbejder dem hjemme (typisk syning), hvorefter forlæggeren sælger færdigvarerne.

Hertil kom at den spæde industrikapital blev hjulpet frem af en merkantilistisk politik, hvori også ligger at den ikke stod på egne ben, men var afhængig af staten. Denne ’manufakturadministration’ blev ingen succes, og den afvikles i 1817, hvorefter staten i stedet søgte at fremme landbrug og handel. Manufakturpolitikken lagde dog grunden til den senere industrielle udvikling, og i de næste årtier vakler politikken mellem merkantilistiske statsindgreb og liberalisme.⁴ Først med Næringsloven af 1857 sejrer sidstnævnte og vejen ryddes for kapitalen.

Imidlertid var der flere tilfælde af ’falske starter’ for industrikapitalen.

Allerede 1840-46 opstod en række aktieselskaber, hos datidens liberale med den begrundelse at det var ’folket’, og ikke staten, der skulle bestemme; de fleste gik hurtigt fallit. Under boomet i første halvdel af 1870erne etableredes der igen mange aktieselskaber, men kun 16% af denne kapital investeredes industrielt, og anden halvdel af 1870erne var en decideret krisetid. Frem til omkring 1890 blev det kun til, hvad Sven Aage Hansen kalder ’pletvis industrialisering’.⁵ Industriens andel af BFI (bruttofaktorindkomsten) vokser kun beskedent, og efter 1875 stagnerer antallet af industriarbejdere på 30 – 35.000.

Håndværk og industri som procent af BFI 1860-1900

Procent af BFI	1860	1870	1880	1890	1900
Håndværk	14,6%	12,1%	10,1%	12,2%	10,0%
Industri	4,3%	4,1%	5,2%	6,6%	9,9%

Kilde: Sv. Å. Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, Bind II, Akademisk Forlag 1974, Tabel 3. ‘Håndværk’ omfatter som nævnt op til 5 ansatte, ‘industri’ 6 eller flere.

Det store gennembrud kom først i 1890erne, især efter 1895. Antallet af industriarbejdere steg nu med 25% fra 1890 til 1895 og med ikke mindre end 50% i de følgende 5 år. Og hvor den årlige vækst i industriens BFI havde ligget på omkring 4,5% efter 1855, hoppede den i perioden 1890-97 til 7,2%. Som det ses af tabellen nåede industrien først i år 1900 op på niveau med håndværket, målt på andelen af BFI.⁶

Hyldtoft argumenterer, at industrialiseringen forløb mere graduelt. Han taler om at de danske byer allerede fra 1840 havde et ‘kapitalistisk præg’, og han afviser såvel 1870erne som 1890erne som gennembrudsår; den danske industri havde allerede siden 1840 været inde i en ‘kraftig ekspansion’.⁷

Det er rigtigt, at industrien gik kontinuerligt frem, bortset fra tilbageskridtet i anden halvdel af 1870erne, men der er ikke uenighed om at erhvervet gik voldsomt frem i 1890erne, ej heller om at industrien længe var langt bagefter håndværket, og at paritet først blev opnået i slutningen af århundredet.

Et par andre indikatorer peger også på 1890erne som afgørende. Investeringerne tager et stort hop opad netop i 1895, og antallet af nyudklækkede ingeniører vokser fra 15-20 i begyndelsen af 1890erne til ca. 60 i 1900.⁸

Det er ikke mærkeligt, at gennembruddet kom i 1890erne. Den Store Depression på internationalt plan klinger af omkring 1895, hvilket gavnede landbruget og dermed den generelle købekraft. Men den grundlæggende årsag ligger formentlig i, at udviklingen af kapitalismens forudsætninger – frie arbejdere og kapitalakkumulation – på dette tidspunkt havde nået en kritisk masse.

I det følgende lægger jeg derfor til grund, at kapitalismen står på egne ben efter år 1900, mens perioden forud herfor er den oprindelige akkumulation i Danmark.

Den første forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde er naturligvis, at den feudale produktionsmåde afvikles.⁹

Derfor må vi begynde undersøgelsen med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet. De giver ikke kapitalisme, men de fjerner en kampesten fra vejen herimod. Vi spørger hvorfor systemet med fæste og hoveri blev afviklet, og vi ser på de umiddelbare virkninger af denne revolution.

Dernæst undersøger jeg udviklingen af kapitalismens positive forudsætninger frem til 1890, altså fremkomsten nye produktivkræfter (i bred forstand) og af frie arbejdere og kapitalakkumulation op igennem 1800-tallet. Vi ser også på udviklingen af en yderligere forudsætning for kapitalismen, nemlig fremkomsten af en pengeøkonomi (markedsøkonomi); dette sidste element kunne alternativt have været præsenteret som et aspekt af kapitalakkumulationen.

Revolutionen i landbruget

Omkring 1750 ejedes langt det meste af landets jord af godsejerne og Kongen; der var meget få selvejerbønder, og dermed var Danmark betydeligt mere feudaliseret end fx Norge.

Bønderne var fæstebønder, der til herremanden (evt. Kongen) ydede fæsteafgifter og hoveri (ulønnet tvangsarbejde), men i øvrigt havde en betydelig autonomi i landsbyfællesskaberne; man dyrkede jorden i fællesskab, traf beslutningerne i fællesskab og alle havde adgang til ’fælleden’ eller ’overdrevet’, hvor man kunne lade kvæget græsse og hente brænde. Landsbyfællesskaberne levede i en naturaløkonomi, mens godsejerne var afhængige af at sælge deres overskud på markedet, ofte til eksport. I Danmark var landbruget i krise i første halvdel af 1700-tallet, fordi priserne på landbrugsprodukter var faldende; godsejerne kom derved under økonomisk pres, og dette pres ytrede sig i øget hoveri og indførelse af Stavnsbåndet (1733) for at holde på bønderne.

Landbrugsrevolutionen i slutningen af 1700-tallet vedrørte både produktivkræfterne og produktionsforholdene.¹⁰

Den produktionsmæssige side bestod i at landsbyfællesskaberne blev opbrudt, således at den enkeltes jord blev samlet og gården flyttedes fra landsbyen og ud til denne jord; tidligere lå gårdene samlet i en landsby, og hver bonde ejede et utal af spredte jordstrimler, således at den gode og dårlige jord fordeltes retfærdigt.¹¹ Men udskiftning og udflytning er produktionsomlægninger, som ikke i sig selv betyder at bonden ophører med at være fæster.

Overgangen fra fæster til selvberoende gårdejer, jordknap husmand eller jordløs landarbejder er den ejendomsretlige del af revolutionen, vedrører altså produktionsforholdene; i perioden 1787-1807 blev omtrent 60% af alle bønder selvejere (især i Jylland).¹² De gode konjunkturer i denne tid gav mange bønder flere penge på lommen, således at de fik mulighed for at købe jorden, men betød også at denne blev dyrere. Købet blev finansieret af bøndernes opsparing, ved lån fra lokale og med statslige lånemidler, men især ved at godsejeren fik prioritet i ejendommen. Højere jordpriser betød højere prioritetsydelser. De betalinger kunne foreløbig klares, men da konjunkturerne vendte i 1820erne kom mange af de nye selvejere ud i svære økonomiske problemer; overgangen fra fæste til selveje stoppede da næsten i et årti, og endnu i 1873 udgjorde fæstede landbrugsejendomme 14% af hartkornet, der er et mål for værdien af jorden.¹³

Hvorfor skiftede de danske produktionsforhold grundlæggende karakter i løbet af nogle få årtier? Det skal vi nu se på.

Feudalismens krise

Efter 1750 vendte konjunkturerne som sagt, fordi priserne begyndte at stige;¹⁴ revolutionen blev altså ikke udløst af en økonomisk krise, snarere tværtimod.

Faktisk lykkedes det op igennem 1700-tallet at øge produktionen betydeligt, fordi ødegårde forsvandt og husmandsbrug blev bemandet, således at ”erhvervet blev i stand til at brødføde 40% flere landboere i 1783 end i 1720”.¹⁵ Men produktiviteten blev næppe forbedret, så den enkelte landbruger producerede det samme, samtidig med at der blev flere til at producere. Og som vi snart skal se, blev bondens manglende evne til at producere et tilfredsstillende overskud et stedse større problem for godserne.

For nogle årtier siden var der indenfor marxistisk historieskrivning en spændende diskussion mellem Paul Sweezy og Maurice Dobb om overgangen fra feudalisme til kapitalisme.¹⁶

Sweezy lagde vægt på udefrakommende, destabiliserende faktorer, især handelskapitalen og den pengeøkonomi, som den gav anledning til. Denne forklaring på feudalismens undergang passer ikke på Danmark, hvor pengeøkonomiens udbredelse ikke var årsag til feudalismens fald, men en følge heraf. Det var nemlig landboreformerne, der gav et opsving i kommercialiseringen af den danske økonomi. Svend Aage Hansen vurderer at forud for reformerne (i 1783) udfoldede ‘næppe mere end halvdelen af erhvervslivet’ sig ‘under en egentlig pengeøkonomi’, noget mindre i landbruget, hvor kun godssektoren var inddraget i markedsøkonomien.¹⁷ Dette ændredes med landboreformerne, fordi selvejerne måtte betale for deres nye ejendom med afdrag og renter i kontanter, ligesom hoveri og naturaltiende efterhånden afløstes af pengeydelser. Hertil kom bøndernes skattebetalinger, hvor korn blev erstattet med penge som betalingsmiddel. I Danmark er kommercialisering altså ikke en forudsætning for feudalismens afvikling, men det er klart at kapitalismen ikke kan udbredes uden.

I bedre overensstemmelse med den historiske materialisme hævdede Dobb, at den kapitalistiske produktionsmåde først tog over, da feudalismen havde nået sin grænse for generering af et overskud. Denne forklaring passer bedre på det danske eksempel. Op igennem 1700-tallet havde godsejerne og statsmagten strammet grebet om bønderne. Der blev indført stavnsbånd og hoveriet blev øget, hvilket viser at godsejerne havde problemer med at skaffe det nødvendige overskud. Senere lokkede de gode konjunkturer til øget produktion, men det viste sig vanskeligt at realisere eftersom bønderne unddrog sig arbejdet, enten ved at flygte (trods stavnsbåndet) eller ved at udføre hoveriarbejdet mere modvilligt og dermed mere ineffektivt.¹⁸

Udbytningen under feudalismen syntes at have nået en grænse. Derfor måtte denne produktionsmåde sprænges. Men den måde, det skete på, harmonerer faktisk dårligt med den klassiske historiske materialisme, ifølge hvilken en autonom udvikling i produktivkræfterne skulle nødvendiggøre og genere mere adækvate produktionsforhold. Vi ser i hvert fald ikke nogle produktivkræfter, der stormer frem, med ny teknologi og nye arbejdsprocesser, og som derved kommer i strid med produktionsforholdene; som sagt øgedes produktiviteten ikke mærkbart før landbrugsreformerne. Selv om Enevælden (1660-1849) gjorde lidt for at forbedre landbrugsteknologien, er det først i slutningen af århundredet, altså efter revolutionen, at der virkelig sker nogle fremskridt; og før landboreformerne var der heller ingen udvikling i organiseringen af arbejdet.

Sagen er at produktivkræfter og produktionsforhold ændredes samtidigt. Arbejdets organisering revolutioneredes med udskiftningen og udflytningen, og ejendomsforholdene revolutioneredes med overgangen fra fæste til selveje. De to omvæltninger understøtter hinanden, så man kunne lige så godt – eller dårligt – sige, at ændringen i produktionsforholdene forårsagede ændringen i produktivkræfterne.

Individuel og fælles produktion

Faktisk lykkedes det med landboreformerne at effektivisere produktionen betydeligt.

Der skete en fordobling af landbrugets produktion mellem 1770 og 1800, hvilket svarer til en vækst på op imod 2% pr. år.¹⁹ Det beroede givetvis på, at en del af det trælse, og derfor ineffektive, hoveriarbejde blev afløst af bondens arbejde for sig selv på egen jord; og videre at det komplicerede produktionsmønster i landsbyen, hvor man ofte skulle bevæge sig langt for at dyrke en strimmel jord, blev gjort mere rationelt i kraft af udflytningen.

Liberalismen var i disse år så småt ved at vinde indpas i den intellektuelle elite, dvs. de fremsynede godsejere (Adam Smith’s ‘Wealth of Nations’ var udkommet i 1776 og blev hurtigt oversat). Det var seævfølgelig ikke liberale idéer, der var årsag til feudalismens afvikling, men de forsynede reformatorerne med argumenter. Liberale vil være tilbøjelige til at forklare den øgede produktivitet med individualiseringen af produktionsmønstret (udskiftning og udflytning) og styrkelsen af privatejendomsretten (selvejet i stedet for fæste). Men er individuel produktion generelt mere effektiv end fælles? Det spørgsmål er uafklaret. Den liberale grundfortælling er her ‘The Tragedy of the Commons’, iflg. hvilken eksistensen af en fælled (overdrev) leder til overudnyttelse. Jeg har ikke set argumenter for, at det skulle have været tilfældet i anden halvdel af 1700-tallet, men det kan ikke udelukkes. Den liberale fortælling gør sig det imidlertid for let. Formentlig er ureguleret fællesejendom (fri adgang) ineffektivt, men alternativet hertil kan lige så vel være reguleret fællesejendom som privatisering. Spørgsmålet bliver dermed om planøkonomi eller markedsøkonomi er mest effektivt, og det er en anden snak. Men datidens politisk-økonomiske magtforhold var naturligvis ikke til en styrkelse og effektivisering af den fælles produktion.

Næste spørgsmål bliver om gårdejernes selveje er mere effektivt end fæste, altså om de nye produktionsforhold markerede en produktionsmæssig forbedring? Og om landarbejdernes og husmændenes lønarbejde er mere effektivt end hoveri? Det er der næppe tvivl om. Frit arbejde, enten for sig selv eller for en arbejdsgiver, vil i gennemsnit være mere produktivt end en tvungen arbejdsindsats. Men det betyder ikke, at privat arbejde nødvendigvis er overlegent i forhold til egentligt socialt arbejde, altså en produktionsproces, hvor man arbejder i fællesskab, dermed umiddelbart for hinanden.

Imidlertid handler effektivitet ikke blot om produktion, men også om velfærd. Det kan udmærket tænkes at produktionen øges, men at det producerede fordeles mere skævt, således at de fleste taber ved omvæltningen. Og det var præcis, hvad der skete.

Klassekampen

Landbrugsrevolutionen forstås bedst, hvis den ses i et klassekampsperspektiv, altså ved at inddrage de forskellige interesser, der var på spil. Her kan vi starte med at spørge ‘Quo Bone?’, dvs. hvem fik gavn af omvæltningerne? Svaret er at det fik den herskende klasse, nemlig godsejerne. I hvert fald på kortere sigt.

Men denne klasse var delt. Frem til 1788 havde de reformvenlige, med Rewentlow i spidsen, overtaget, og de ønskede en ret bondevenlig linje såsom en regulering af det stadigt mere tyngende hoveriarbejde. Derefter kom et oprør fra reformmodstanderne. Disse godsejere indsamlede ligefrem underskrifter til en adresse til Kongen. Det blev de ganske vist straffet for, men de fik også Enevælden til at rette ind, således at politikken i de følgende år blev éntydigt godsejervenlig. Reformerne blev ikke sat i bero, hvilket nok også havde været umuligt eftersom de var i fuld gang på græsrodsniveau, men såvel hoveriet som tiendeafgiften blev fastlagt på et højt niveau.

Alt i alt blev godsejerne den klare vinder. De fik solgt fæstejorden til høje priser, hvilket i mange år gav dem en god indtægt i form af renter og afdrag fra de nye selvejere, og samtidig bevarede de i et vist omfang husmændenes gratis arbejdskraft (hoveriet) i mange år; det blev dog i stigende omfang afløst af en pengeafgift. Godsejerne fik dermed frigjort store kapitaler, der kunne bruges til investeringer i hovedgården eller som blev placeret i københavnske handelshuse. Men ved at give afkald på det meste af jorden tabte godsejerne naturligvis på den lange bane.

Også en del af bønderne nød godt af revolutionen. Der var gårdmændene, der havde midler til at købe så megen jord, at de sammen med familie, karle og piger kunne klare sig selv. De var ikke nødt til at arbejde for andre og blev derfor éntydigt selvejere.²⁰

En noget større del blev husmænd, der ejede så lidt jord at de var tvunget til at arbejde på godset eller for gårdmændene; de var en blanding af selvejere og lønarbejdere. I 1700 var der 3 gange så mange bøndergårde som husmandsbrug, men efter reformerne overhalede husene gårdene, idet der da var 60.000 huse, heraf 1/3 jordløse, overfor 50.000 gårde.²¹

Endelig blev den laveste del af landbefolkningen helt ’fri’ for deres produktionsgrundlag, da landsbyfællesskabet blev opløst ved udflytningen af gårdene fra landsbyen, arbejdsfællesskabet nedlagt og fællesejendommen (’fælleden’) privatiseret. De blev landarbejdere, altså lønarbejdere, men deres forhold til arbejdsgiveren var i begyndelsen ofte patriarkalsk, ligesom forholdet mellem svend/lærling og mester i byerne, så man kan ikke karakterisere dem som aldeles ‘frie’ i Marx’s forstand. Deres antal var dog stadig forholdsvis beskedent, anslået 15.000 til 16.000. Som vi skal se nedenfor voksede antallet af husmænd og landarbejdere betydeligt gennem 1800-tallet, mens antallet af gårdmænd stagnerede.

Revolutionen medførte således en klar polarisering på landet med godsejerne i toppen. Flertallet på landet blev landarbejdere og husmænd, og dermed mere eller mindre skilt fra deres produktionsmidler; de var tvunget til at søge lønarbejde. De blev til dels frie arbejdere, markeret ved Stavnsbåndets ophævelse i 1788, men modsat i England blev de på landet helt frem til 1880erne, og unddrog dermed i mange år den egentlige kapitalisme en af dens betingelser.

Etableringen af en mellemklasse af gårdmænd peger imidlertid på en dansk undtagelse i forhold til fx England. Denne klasse var meget stabil i såvel omfang som økonomisk vægt helt frem til krisen i 1930erne, altså i næsten 150 år. Først meget sent går den til grunde ved at blive splittet i agrokapitalister og lønarbejdere.

Alt i alt er det ikke mærkeligt, at det var godsejerne og de bønder, der havde penge på kistebunden, der gik forrest i revolutionen, mens husmænd og landarbjdere  måtte se deres vilkår forringet, og derfor var mere modvillige og konservative; de havde ikke længere et overdrev at støtte sig til, og de måtte se en tilværelse i landsbyfællesskabet, hvor der herskede en vis grad af lighed og frihed, erstattet med et liv som afhængige af andre.

For så vidt blev feudalismen afviklet, fordi overklassen og mellemklassen var politisk og økonomisk stærkere end den mere talrige underklasse. Hos Marx indebærer fundamentale revolutioner at den undertrykte klasse overtager magten fra den herskende klasse. I Danmark bestod revolutionen snarere i, at de økonomisk mest priviligerede konsoliderede og udvidede deres førerposition.

Det har været diskuteret om landbrugsrevolutionen kom fra oven eller fra neden, og om den var politisk eller økonomisk genereret.²²

I Danmark har historieskrivningen traditionel ment, at omvæltningerne kom fra oven, fra Enevælden og oplyste godsejere; i det perspektiv er Stavnsbåndets ophævelse i 1788 milepælen. Det er da også rigtigt at der blev nedsat en landbokommission, der barslede med reformforslag, og at Kongen ud af pengenød afhændede meget gods, gerne således at fæstere blev selvejere. Men initiativet til såvel udflytning som fæsteafløsning kom overvejende fra godsejere og bønder, for så vidt ‘fra neden’. Og bortset fra episoden med Struense (1770-71), der søgte at lempe hoveriforpligtelserne, var der i hvert fald ikke tale om en politisk revolution.

Vi skal nu se på genereringen op igennem 1800-tallet af kapitalismens to forudsætninger, først den frie arbejder, dernæst pengeophobning.

Udviklingen af den frie arbejder

I 1800-tallet stagnerer antallet af gårdmænd, samtidig med at der bliver langt flere husmænd og landarbejdere.²³

Indtil 1870 var vandringen fra land til by af ringe omfang, i 1860erne godt 37.000. Derefter tog den fart, således var tallet i 1870erne 96.000 og i 1880erne hele 155.000.²⁴ Den grundlæggende årsag var en krise i landbruget, hvor kornsalgsperioden frem til 1875 blev afløst af den Store Depression, grundet billigt korn fra Amerika og Rusland. Men hertil kom at en stigende produktivitet overflødiggjorde landarbejdere.

Gårdejerne og godsejerne havde en interesse i at fastholde arbejdskraften på landet, hvortil kom at disse gruppers politiske repræsentation (henholdsvis Venstre og Højre) frygtede, at husmænd og landarbejdere skulle blive socialister ved at vandre til byerne. Der blev da også oprettet et betydeligt antal husmandsbrug frem til omkring 1875, bl.a. gennem udstykningsforeninger, men da krisen satte ind stagnerede antallet og dermed muligheden for på denne måde at opsuge overskudsbefolkningen. En mindre del udvandrede til Amerika, men de ringere løn- og arbejdsforhold på landet, sammenlignet med byerne, gav som nettoresultat at byproletariatet fra 1870 fik et stort tilskud. Kapitalismens ene betingelse – de frie arbejdere – begyndte at blive etableret.

Denne udvikling på landet følges i 1857 op af en tilsvarende proces i byerne.

Næringsloven fra dette år opløste laugene, dvs. de urbane fællesskaber der gennem århundreder havde reguleret håndværksproduktionen. Dermed forvandledes det patriarkalske forhold mellem mester og svend/lærling til et forhold mellem kapitalejer og lønarbejder, men det var en proces, der tog tid og først slog igennem i 1880erne og især i 1890erne.

I første omgang opstod en stor mellemklasse af håndværkere og småkøbmænd (detaillister); de havde måske nogle få ansatte, men de var arbejdende selvejere. Med den frie konkurrence efter 1857 frygtede de at blive udkonkurreret, håndværkerne af den store industrielle kapital, småkøbmændene af grossister og stormagasiner. De var meget klassebevidste, og de organiserede sig i opposition til den store kapital (og de nye brugsforeninger) for at få revideret loven fra 1857; det var lige ved at lykkes. De var kritiske overfor priskonkurrence, og de ønskede begrænsning af tilgangen til fagene.²⁵

Men faktisk klarede de sig ikke så dårligt som frygtet.

Selvstændige detailhandlere vrimlede frem, og vi fik et stort antal små butikker, også på landet, ofte som nøderhverv for fallerede landmænd eller håndværkere; disse småkøbmænd tog omsætning væk fra de store købmandshuse.²⁶

Ifølge Hyldtoft klarede håndværket sig ‘nogenlunde’ i årtierne frem til 1890, trods de dårlige konjunkturer efter 1875, selv om de – som vi har set – langsomt mistede økonomisk vægt i forhold til industrien.²⁷ Samtidig var der en tendens til at håndværkere solgte deres varer gennem grossister, altså underordnedes disse.

Alt i alt kan vi konstatere en betydelig stabilitet hos denne mellemklasse af småborgere. Det tyder på, at det kommende proletariat i overvejende grad blev rekrutteret af vandringen fra land til by.

Så vidt skabelsen af den første forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde: den frie lønarbejder. Men hvad med den anden forudsætning, nemlig pengeophobning?

Kapitalakkumulation

Vi har nu set på den negative forudsætning for kapitalismen, nemlig at store befolkningsgrupper berøves deres tidligere eksistensgrundlag og må søge lykken som frie lønarbejdere.

Men kapitalismen har også, hvad man kan kalde en positiv forudsætning, nemlig at der opbygges kapital, som – under de rette betingelser – kan investeres i en industriel udvikling. Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at der opbygges fonde, som så pludselig i 1890 investeres i fabrikker og maskiner og til ansættelse af lønarbejdere, hvorefter industrialiseringen kan starte. Der var tale om en gradvis proces, der blot får sit gennembrud i årene efter 1890.

I den ’florissante periode’ fra 1755 til 1807 stortrivedes den danske handelskapital, fordi søfarten kunne leve højt på at Danmark var neutralt i tidens europæiske krige (Preussiske Syvårskrig og Amerikanske Uafhængighedskrig, senere Revolutions- og Napoleonskrigene), indtil spillet væltede for Danmark i 1807, da England tog vores flåde. Dette var merkantilismens store periode, dvs. statsmagten står bag og styrer til dels handelskapitalen. Der blev tjent store formuer – også lidt fra udbytningen af vore få og små slavekolonier – men meget gik tabt ved katastrofen i 1814, hvor vi mistede Norge og pengevæsenet brød sammen, og i kriseårene frem til 1828.

Senere gav kornsalgsperioden før 1875 handelskapitalen (rederier og grossister) en stor fremgang, således voksede udenrigshandelen fra 30-40 mio kr omkring 1830 til 135 mio kr i 1860. Frem til midt i århundredet lagde deflationspolitikken – for at styrke kronens værdi – dog en dæmper på megen økonomisk aktivitet, men det er klart at liberaliseringen i 1857, og de efterfølgende toldnedsættelser, gav storhandelen et vældigt rygstød. Generelt var disse år ‘fremfor nogen anden periode handelskapitalismens tidsalder, hvor storhandelens aktiviteter udfolder sig på alle tænkelige felter’.²⁸ Handelskapitalen bidrog således afgørende til kapitalakkumulationen.

Kapitalen stræber efter sin natur efter maksimalt afkast og kender derfor ikke til grænser. Industri, engros handel, transport og finans er sammenfiltret eller gennemtrænger hinanden. Det udelukker dog ikke at nogle sektorer er dominerende, eller at nogle kapitalgrupper er stærkere end andre. Meget tyder på, at handelskapitalen var den centrale kapitalform; i hvert fald var industrikapitalen svag.

Den større handel udøvedes traditionelt af de store handelshuse i København (fx Moses & Søn og Melchior og Suhr); de kaldte sig efterhånden ’grosserere’ og organiserede sig tidligt i Grosserer-Societetet. I provinsens købstæder var der også egentlige handelshuse, men hertil kom købmandsgårdene, der opkøbte bøndernes produkter og eksporterede nogle af dem; de varetog også detailhandel og bankforretninger og dominerede byrådene, så de var alsidige kapitalister.²⁹ Efter 1870 forsvinder disse købmandsgårde gradvis, og detail- og engroshandel adskilles.

Også finanskapitalen fik en øget rolle. Tietgen stiftede Privatbanken allerede i 1857, og i begyndelsen af 1870erne etableredes Københavns Handelsbank samt Landmandsbanken (forløberen for Danske Bank) under Glückstadt. De får alle snart et vidtstrakt net af filialer over hele landet, og mange provinsbanker overtages reelt, selv om de formelt – af hensyn til lokale følelser – forbliver selvstændige.³⁰ Hen mod slutningen af perioden skubber Landmandsbanken Privatbanken i baggrunden, hvorved Glückstadt i 1890erne kan overtage Tietgen’s lederrolle.

Tietgen’s imperium illustrerer det komplicerede forhold mellem de forskellige kapitalformer.

I 1870erne etablerede han en række aktieselskaber, alle med relation til skibsfart, nemlig DFDS, Burmeister & Wain og Svitzers bjærgningsenterprise; han tog også initiativ til selskaber indenfor sporveje, telegraf og telefon. Senere kom De Danske Spritfabrikker til, og Tietgen ønskede også at sætte sig på det danske jernbanenet, der i starten var privat, men takket være Estrup kom det på offentlige hænder.

Det er indlysende at vi her har en meget stærk koncentration af kapitalmagt, faktisk kontrollerede Privatbanken 35% af landets aktiekapital (1886); vi skal nok frem til vore dages sammenfiltring af Mærsk og Danske Bank for at finde en tilsvarende koncentration.

Dette betyder ikke at finanskapitalen dominerede, for de store københavnske handelshuse leverede det meste af Privatbankens kapital. Samtidig koncentrerede denne banks aktiviteter sig om handel/transport/kommunikation, snarere end industri (der kun udgjorde 25% af investeringerne).³¹ Meget tyder dermed på at den ultimative magt lå hos handelskapitalen, og at perioden derfor bedst kan karakteriseres som handelskapitalistisk. Under alle omstændigheder var industrikapitalen stedse af sekundær betydning.

Også godsejernes overskud bidrog til kapitalophobningen.

Under landboreformerne tjente de meget på at sælge fæstegårdene til bønderne. Modsat i mange andre lande, forløb den danske proces efter alle frivillighedens regler; ingen drømte om at bryde privatejendommens regler ved at ekspropriere. 1814-28 var dårlige år, men så kommer kornsalgsperioden frem til 1875, hvor godsejerne kan eksportere deres korn til meget favorable priser. Der flyder nu betydelige beløb fra land til by. I 1840erne og 1850erne deltog godsejerkapitalen “jævnligt i finansieringen af industriforetagender under den begyndende industrialisering, ligesom den blev af væsentlig betydning ved en række bankstiftelser i 1850erne og de følgende årtier”.³²

Den store grundejendom spiller altså en stor rolle for den danske kapitalakkumulation i denne indledende fase af overgangen til kapitalisme; i den senere fase viger landbrugskapitalen til fordel for handelskapitalen som finansieringskilde for industrien.³³

Simpel vareproduktion: 100 års interregnum

Det danske landbrug var kun i meget begrænset grad kapitalistisk.

Godserne var ganske vist kapitalistiske, selv om nogle af godserne, de såkaldte ‘majorater’, ikke frit kunne afhændes, fordi jorden af historiske årsager var båndlagt; det indebar en vis grænse for kapitalakkumulationen. Godserne producerede med ansatte landarbejdere og produktionen blev solgt – og ofte eksporteret – med henblik på en profit. Men godsernes betydning blev reduceret i den sidste del af perioden, fordi de som kornproducenter ramtes hårdt af krisen efter 1875, og fordi de fra 1880erne blev presset af andelsbevægelsen.³⁴

Godsejernes stilling i 1800-tallet var paradoksal. Landboreformerne betød at de mistede en række magtinstrumenter, især af retlig karakter, og at de kom til at sidde på en langt mindre del af jorden, fra 80% af hartkornet i 1750 til 10% efter reformerne.³⁵ For så vidt mistede de økonomisk vægt indenfor landbruget. Men samtidig betød salget til selvejet, at de erhvervede store kapitaler. Et andet paradoks var, at netop som godsernes økonomiske magt begyndte at vige, steg klassen til tops i det politiske liv med Højre-regeringer fra 1875 til 1901.

Gårdmændene kan ikke betragtes som kapitalister; de var arbejdende selvejere, på linje med byernes håndværkere. Gården var ikke et investeringsobjekt eller handelsvare. De færreste gårdmænd ville drømme om at sælge slægtsgården, og faktisk var der helt frem til omkring 1960 forbud mod sammenlægninger og samdrift; det udelukkede kapitalakkumulation i større stil, dvs. kapitalisme.³⁶ Gårdene havde et begrænset antal ansatte landarbejdere, men der produceredes for at familien skulle kunne klare sig, dvs. det ultimative mål var brugsværdi, ikke bytteværdi (profit). Hertil kom at brugsforeninger og andelsbevægelse i slutningen af perioden indebar et klart ikke-kapitalistisk element i produktionsprocessen på landet.

Gårdmændene genererede nok et overskud, især i slutningen af perioden, men dette overskud blev i høj grad i landbruget. Det gik ikke til byerne og den industrielle udvikling her. I stedet kanaliseredes pengene ind i sparekasser og kreditforeninger – der helt overvejende var landbofænomener – og tjente her til konsolidering og udbygning af det selvejende og andelsbaserede landbrug.³⁷

Husmandsbrugene var naturligvis i endnu mindre grad kapitalistiske. De blev gerne oprettet med offentlig støtte. De havde ingen ansatte lønarbejdere, tværtimod var husmændene normalt selv landarbejdere. Husmændene var derfor en blanding af arbejdende selvejere og lønarbejdere, og som nævnt kom de op igennem 1800-tallet til at vægte stedse mere i forhold til gårdmændene.

Af disse grunde må landbruget i sin helhed betragtes som et ikke-kapitalistisk erhverv, især i slutningen af perioden, hvor godserne mister økonomisk vægt og andelsbevægelsen vinder frem. Trods det store antal lønarbejdere, og trods de mere kapitalistisk orienterede godser, lå tyngden hos selvejere, der opererede indenfor en pengebaseret markedsøkonomi, men ikke var underlagt et kapitalistisk diktum om profitmaksimering.

De hundrede år mellem landboreformerne og industrialiseringens gennembrud var hverken feudalisme eller kapitalisme, selv om der i begyndelse af perioden stadig var rester af fæstevæsen og hoveri og i slutningen stadig mere tydelige tegn på industrialisering.

Hvilken produktionsmåde havde vi da at gøre med?

De hundrede år var en blandet landhandel, men jeg tror at simpel vareproduktion er det svar, der kommer nærmest. Denne produktionsmåde er karakteriseret ved, at producenterne ejer deres egne produktionsmidler og derfor ikke behøver at sælge deres arbejde og ved, at de producerer for et marked. Producenten forbruger ikke selv deres produkter, dvs. der foreligger arbejdsdeling, og produkterne sælges som varer, dvs. vi har en pengeøkonomi. Der er tale om markedsøkonomi, hvilket som tidligere nævnt kan betragtes som endnu en forudsætning for kapitalismen.

Men simpel vareproduktion er ikke kapitalisme, eftersom producenterne nok ansætter et antal lønarbejdere, men ikke er drevet af profitmaksimering; deres mål er brugsværdi, at opretholde en passende levestandard, snarere end bytteværdi. Selvejerne sælger for at købe, mens kapitalisten køber (produktionsmidler og arbejde) for at sælge.

Når det giver mening at karakterisere 1800-tallets danske produktionsmåde som simpel vareproduktion, skyldes det at Danmark i 1800-tallet overvejende var et landbrugsland, hvilket fremgår af tabellen.

Landbrugets vægt 1820-90

Landbruget	1820	1850	1870	1880	1890
Andel af landets samlede arbejdsstyrke	59%	54%	52%	50%	47%
Andel af BFI	45%	45%	50%	45%	38%

Kilde: Hansen, II, 1974: Tabel 1 og 3.

Det ses at landbrugets arbejdsstyrke kun langsomt mistede relativ betydning; i England oversteg bybefolkningen landbefolkningen i 1850, i Danmark først omkring 1880. Som vi har set er det først efter 1870, at vandringen fra land til by tog fart. Nok så bemærkelsesværdigt er det, at landbrugets økonomiske vægt, målt på BFI, faktisk øgedes frem til 1870erne, takket være kornsalgsperioden; først derefter går det tilbage, men da hastigt, grundet den Store Depression 1876 – 1894 og opsvinget i byerne.

Landbrugets produktionsmåde er simpel vareproduktion, og frem til i hvert fald 1880 er landbrugets produktionsmåde væsentligst landets produktionsmåde. Det er landbrugets varer, der eksporteres, og dets produkter, der danner grundlag for megen byvirksomhed.

I marxistisk teori siges ofte, at en sådan produktionsmåde er en ren abstraktion, dvs. den har ikke eksisteret som historisk realitet. Hvorfor ikke? Fordi markedsøkonomiens konkurrence skaber vindere, der bliver kapitalister, og tabere, der er henvist til at sælge deres arbejde. Simpel vareproduktion slår derfor om i kapitalisme.

Men den proces tager tid. Den fuldt udviklede markedsøkonomi indbegriber ganske rigtigt kapitalisme, men marxismen erkender også, at kapitalismen har en forberedelsesperiode, den oprindelige akkumulation. Og denne forberedelse må nødvendigvis indebære, at pengene begynder at gennemtrænge de økonomiske relationer, uden at kapitalen og dens profitmaksimering endnu er blevet dominerende.

Lad os dernæst belyse den danske proces ved at sammenligne med udlandet.

England udmærkede sig ved at selvejet var blevet afviklet meget tidligt, før 1700-tallet, og det kom aldrig igen. Der var ingen epokegørende reformer som i Danmark, endsige dramatiske revolutioner som i Frankrig. Gennem en lang historisk proces var de umiddelbare producenter blevet berøvet ejerskabet til jorden ved at denne blev privatiseret gennem såkaldte ‘enclosures’ (indhegninger). I 1851 ejedes 4/7 af jorden af blot 4.000 proprietærer, som udlejede jorden til 250.000 forpagtere, som så igen ansatte 1.250.000 landarbejdere og tyende.³⁸

Det er denne klassemæssige situation, vi finder beskrevet i Ricardo’s grundmodel af kapitalismen fra 1817.³⁹ Vi har tre klasser, jordejere, kapitalister (forpagtere) og lønarbejdere, hvor kapitalisterne lejer jorden fra jordejerne og ansætter lønarbejdere til at dyrke den. Dette er en typisk agrarkapitalistiske produktionsmåde, og faktisk spiller byerne og industrialiseringen en ringe rolle hos Ricardo.

Kontrasten til den danske udvikling er slående. Landboreformerne betød at langt det meste af jorden nu blev ejet af bønderne, ikke af hverken kapitalister eller godsejere. Derfor fik vi ikke agrarkapitalisme, men simpel vareproduktion. Og mens den engelske jord var frit omsættelig, var der som sagt betydelige juridiske og reelle restriktioner i 1800-tallets Danmark. Dette hæmmede en koncentration af ejerskabet til jorden og overhovedet den kapitalistiske udvikling; vort landbrug kunne slet ikke levere den kapital, som det engelske kunne.

Frankrig udgør en meget anderledes kontrast til Danmark. Her blev feudalismen ikke afskaffet gennem årtiers reformer, men ved et simpelt dekret fra Nationalforsamlingen i 1789. Men det var en feudalisme af en særlig, for ikke at sige særlig rodet type. Aristokratiet ejede kun 20% af jorden, hvortil kom kirkens 6%. Bønderne – 80% af befolkningen – var generelt ret frie (intet stavnsbånd) og de var ofte selvejere, men det betød ikke at deres vilkår var særlig gunstige; de fleste ejede for lidt til at de kunne leve af det, og de blev udbyttet af en uendelighed af forskellige afgifter, fra fæsteafgifter over tiende til skatter. Revolutionens bortjagelse af aristokratiet betød at selvejet øgedes med anslået 50%.

Heroverfor var Danmark i 1780 et langt mere typisk feudalt samfund, idet selvejet kun dækkede et par procent af jorden; langt det meste var ejet af godsejere og – i mindre grad – Kongen.

Den simple vareproduktion er ikke blot defineret negativt i forhold til kapitalismen, men også positivt, nemlig ved at indebære den markedsøkonomi, der er kapitalismens forudsætning.

Som nævnt ovenfor var kun omkring halvdelen af økonomien pengebaseret før landboreformerne, men disse gav anledning til en omfattende kommercialisering, fordi naturalydelser blev erstattet af pengeydelser og fordi de nye ejere skulle betale afdrag og renter i form af penge.

Op igennem 1800-tallet udbredtes pengeøkonomien i takt med at selvforsyningen på landet blev erstattet med indkøb af varer fra byernes håndværkere og handlende, hvilket både blev muliggjort og nødvendiggjort af at en stedse større del af landbrugets produktion blev solgt, ikke mindst til eksport (eksportkvoten vokser fra 15- 20% i 1820erne til knap 40% i sidste halvdel af 1870erne).⁴⁰

Hertil kom at infrastrukturen blev udbygget, med jernbanedrift, bedre veje og en større handelsflåde; de bedre transportmuligheder muliggjorde en større varehandel. Pengeøkonomien fik også bedre vilkår ved at landmændene efter ca. 1850 kunne placere deres overskud i sparekasser og låne i kreditforeninger.

Graden af økonomiens kommercialisering kan ikke måles præcis, men vi har et par indikatorer.

Den første er omfanget af handel og transport, for jo større vægt disse sektorer har, desto mere udbredt er arbejdsdelingen og pengeøkonomien. Tabellen viser deres procentuelle andel af BFI igennem 1800-tallet:

Handel og transport 1820-90

% af BFI	1820	1850	1870	1880	1890
Varehandel	3,2%	6,3%	7,8%	9,9%	11,8%
Indenrigstransport	0,8%	1,0%	1,6%	2,3%	2,8%
Udenrigstransport	0,7%	0,7%	0,9%	1,2%	1,4%

Kilde: Hansen, II, 1974: Tabel 3.

Det ses at varehandelens relative vægt 3-4 dobles mellem 1820 og 1890. Det fortæller i en nøddeskal om markedsøkonomiens store opsving, især efter 1870. Andelene for transport er meget små, men også her ser vi en klart stigende tendens.

Husflidens omfang er omvendt en negativ indikator for markedsøkonomiens udbredelse op igennem 1800-tallet.⁴¹ Husflid betyder hjemmearbejde i landbruget, såsom brygning, slagtning og vævning; det skal ikke forveksles med forlagssystemet, hvor arbejdet udføres for en udenforstående kapitalist. Nogle af disse produkter sælges, men meget forbruges i familien, og en sådan selvforsyning indgår naturligvis ikke i pengeøkonomien (i byerne kommer selvforsyning næppe på tale).

Under landbrugskrisen 1818-28, i kølvandet på statsbankerotten, begrænsede mange bønder deres indkøb af handelsvarer, således at selvforsyningsgraden øgedes. Husflidens omfang er i sagens natur – hvordan sammentælle ikke-prissatte produkter? – svær at vurdere. En af landets første statistikere, A. F. Bergsøe, skønnede i 1846, at det ‘tegnede sig for broderparten af landets samlede vareproduktion’, men Svend Aage Hansen sætter i dette år husflid til kun 12 mio kr, svarende til knap 4% af BFI!⁴² Disse voldsomt divergerende vurderinger er imidlertid mindre vigtige i forhold til den kendsgerning, at husfliden går meget tilbage efter 1840, især efter 1871.⁴³

En sidste indikator på pengeøkonomiens stigende betydning har vi i skattebetalingen på landet. Endnu i midten af 1850erne betalte sognebeboerne over halvdelen af skatterne i naturalier (korn, tørv, æg eller arbejde for kommunen); denne andel var faldet til 20% omkring 1870 og i slutningen af vor periode (1900) var denne naturalieøkonomi helt forsvundet.⁴⁴

En stedse større andel af landets produkter blev således varegjort; selvforsyningsgraden reduceredes. Med Svend Aage Hansens ord:

Landbruget lægges med andre ord mere og mere an på at producere for markedet, både hjemlandets og de fremmede industrilandes, samtidig med at det slipper den ene hjemmeproduktion efter den anden og i stedet aftager håndværkets og industriens varer. Efterhånden udvikles der med andre ord en arbejdsdeling mellem land og by og navnlig mellem det danske landbrug og den udenlandske, specielt engelske industri (Hansen, I, 1972: 138).

Kritik af Scocozza

Benito Scocozza’s teori om den danske overgang fra feudalisme til kapitalisme er interessant i min sammenhæng, fordi han også bygger på den historiske materialisme, herunder især klassekampen som forklaring. Vi er også enige om, at den feudale produktionsmåde i slutningen af 1700-tallet havde nået en grænse for generering af et overskud.⁴⁵

Derudover er vi ret uenige. Scocozza mener at afviklingen af feudalismen umiddelbart betød etableringen af en kapitalistiske produktionsmåde på landet, altså en ‘agrarkapitalisme’, så han afviser et interregnum på 100 år.

Scocozza mener nærmere, at indtil industrialiseringen senere i 1800-tallet er økonomien domineret af ‘kapitalistisk godsdrift og simpel vareproduktion (gårdmandsbruget)’. Gårdmændene er altså ikke kapitalister (de bygger ‘kun beskedent … på udbytning’), men ‘de er underlagt kapitalismens karakteristiske betingelser: varemarkedet og dermed konkurrencen og dermed igen akkumulationstvangen’ (s. 209).⁴⁷ Så nok var der simpel vareproduktion, med arbejdende selvejere og et begrænset antal ansatte, men denne produktionsmåde var underordnet en agrar kapitalisme. Gårdmændene er ikke kapitalister, men de bliver det grundet den ydre ramme.

Den analyse mener jeg er forkert.

I 1835 ejede godserne kun 10% af hartkornet, overfor 83% til gårdmænd og husmænd, og godsernes andel faldt i takt med at resterne af fæstevæsenet blev afviklet.⁴⁸ Godserne kontrollerede ubetvivleligt store kapitaler, og de var dominerende i (korn)eksporten, men deres økonomiske vægt var begrænset og aftagende. Hvordan kunne de påtvinge gårdmændene profitmaksimering og kapitalakkumulation, når der som nævnt var forbud mod sammenlægninger? Man leder da også forgæves efter en evig og utrættelig stræben efter at akkumulere stedse mere kapital. Med Hobsbawm’s ord: Hvor bønderne faktisk overtog jorden (og her nævner han udtrykkeligt Skandinavien)

“they did not automatically, as hoped for, turn into the enterprising class of small farmers. And this for the simple reason that while the peasantry wanted land, it rarely wanted a bourgeois agrarian economy”. (E. Hobsbawm: The Age of Revolution. 1789-1814, forlaget Abacus 1962, s. 193)

Så er der endelig spørgsmålet om, hvilken rolle klassekampen spillede. Her er Scocozza umisforståelig:

“Godsejerne blev tvunget af bønderne til at gøre sådanne indrømmelser overfor selvsamme bønder, at selve den feudale grundstruktur begyndte at gå i opløsning. .. Det er således bøndernes klassekamp i alle dens varianter, som er den egentlige årsag til bondereformerne”. (Scocozza, 1984, s. 205)

Reformerne er således udtryk for ‘bøndernes sejr over den feudale godsejerklasse’ (s. 209).

Her må man allerførst spørge, hvordan godsejerne kan være kernen i den formodede agrarkapitalisme, når de netop er blevet besejret? Men agrarkapitalisme eller ej: Var landboreformerne udtryk for bøndernes succesfulde klassekamp mod godsejerne, de hidtidige udbyttere? Det mener jeg ikke, selv om reformerne på sigt ubetvivleligt flyttede kontrollen med jorden fra godsejerne til bønderne.

Initiativet til reformerne kom fra de mere velstående bønder, der kunne få et komfortabelt selveje, og fra de mere fremskridtsvenlige godsejere, der kunne tjene meget ved at sælge jorden til fæstebønderne; imod var de bønder, der ikke havde penge til at købe jord og som stod til at tabe ved landsbyfællesskabets opløsning, samt de reaktionære godsejere, der ikke kunne affinde sig med at opgive den direkte kontrol med bønderne.

Derfor er det forkert at se klassekampen som en simpel strid, hvor bønderne besejrede godsejerne. Der er snarere tale om at godsejerne (de fleste) indrullerer de mere velstående bønder i et nyt system, der var til fordel for begge parter. Altså et typisk klassesamarbejde, snarere end klassekamp. Taberne blev så de fremtidige husmænd og landarbejdere.

Sammenfatning

Den danske produktionsmåde mellem feudalismen og kapitalismen kan bedst karakteriseres som simpel vareproduktion, om end det tager sin tid for pengeøkonomien at slå igennem; markedsøkonomi, ja, kapitalisme, nej. Landbruget er det dominerende erhverv, og landbruget domineres af selvejet. Samtidig vejer håndværkerne og de mindre handlende tungt i byerne.

Men i sagens natur er dette system under stigende pres frem mod kapitalismens gennembrud i 1890erne. Fra landet vandrer overskudsbefolkningen til byerne og konstituerer en ny arbejderklasse, mens byernes håndværkerne bliver mere og mere presset af konkurrencen fra industrien. Hertil kommer at handelskapitalen får stedse mere indflydelse på økonomien. Derved etableres kapitalismens to forudsætninger: frie lønarbejdere og kapitalakkumulation.

Jeg har også i denne artikel interesseret mig for i hvilken udstrækning den danske erfaring harmonerer med den historiske materialisme. Grundtanken i denne teori – at de økonomiske interesser er fundamentale – kan selvfølgelig hverken be- eller afkræftes af et enkelt case-study. Jeg finder at denne tanke er frugtbar for en realistisk analyse. Men ser vi mere specielt på interaktionen mellem produktivkræfter og produktionsforhold ved afviklingen af feudalismen, kan det danske eksempel ikke bekræfte at udviklingen af produktivkræfterne var en ‘prime mover’, der tvang produktionsforholdene til at rette ind; de materielle og de sociale vilkår ændredes samtidig. Ligeledes må vi konstatere at afviklingen af feudalismen ikke omstyrter, men faktisk begunstiger den herskende klasse af godsejere.

NOTER