Demokrati eller nyliberalisme – svar på en anmeldelse

Frede Vestergaard (FV) anmelder i WA Bøger 27/3 min bog ‘De riges samfund’, der er en kritik af den nyliberalisme, som har bredt sig over kloden den sidste snes år. Anmeldelsen er i sit indhold loyal og slår ned på det væsentlige i bogen, nemlig demokratiet. Tak for det.

Bogen argumenterer at nyliberalismen undergraver demokratiet og styrker de store kapitalkoncentrationer (multinationale selskaber og finansfonde). Kapitalen har kastet sine lænker og erobret verden, fordi tidligere restriktioner på kapitalbevægelser er afskaffet; det har indsnævret politikernes handlemuligheder. Politikerne har overgivet kontrollen med pengepolitikken til uafhængige centralbanker, som i fred og ro kan ignorere arbejdsløsheden. Og privatisering af telekommunikation, luftfartsselskaber, banker osv. har på direkte vis flyttet magt fra demokratiet til kapitalen.

Det er bemærkelsesværdigt at FV ikke benægter denne tendens. Han ser det imidlertid som en god udvikling. Helt på linie med Venstre, der i sit principprogram skriver at ‘folkevalgte forsamlinger skal tage sig så forsvarligt som muligt af så lidt som muligt’, mener FV at det er fint at politikerne bestemmer mindre: ‘Fri os for mere politik end vi allerede har’. Et sådant ‘minimaldemokrati’ giver nemlig en mere effektiv økonomi med billigere priser. Det mener jeg ikke, bl.a. fordi jeg betvivler at priser og profitabilitet er gode effektivitetsmål; priser afspejler ikke behovene, men de købedygtige behov, dvs. overvejende de riges behov, og profitabilitet er et mål for kapitalens ‘velfærd’, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som samfundets. Men lad det ligge: Hovedsagen er en ren politisk uenighed om værdien af demokratisk styring. Jeg kan godt lide princippet om at vi beslutter ligeværdigt, efter princippet: én stemme pr. person. Selv hvis demokratiet skulle koste nogle kroner, ville jeg ikke sælge det for kapitalismens princip: at indflydelsen følger pengepungen.

FV har imidlertid et argument for at afdemokratiseringen er helt i orden: Den nyliberale politik er vedtaget demokratisk, og ‘hvem andre end vælgerne selv kan afgøre, hvad deres interesser er’? Ingen andre – det er jeg enig i – og derfor må vi naturligvis respektere denne politik. Men alligevel er argumentet alvorligt forkølet. Et demokrati kan udmærket indsnævre sin egen magt, ja, endog afskaffe sig selv (Hitler kom til magten på nogenlunde demokratisk vis). Skulle det forhindre mig og andre i at kritisere svækkelsen af demokratiet? Mener FV at demokratiets idé er, at alle retter deres holdninger ind efter det aktuelle flertal/den aktuelle regering?

Såvidt demokratiet. Bogens andet hovedanliggende kommer FV desværre ikke ind på. Derfor en kort forbrugeroplysning: Demokratiets magt er flyttet til de store kapitalkoncentrationer, ikke til det upersonlige marked med dets berømte ‘usynlige hånd’. Al snakken om ‘markedet’ og ‘den frie konkurrence’ er ideologisk tågeslør, der skal usynliggøre at markedsøkonomi er ved at blive afløst af en selskabs- og fondsstyret kapitalisme. Monopoliseringen skrider rask frem, antallet af fusioner og overtagelser vokser exponentielt; konkurrencen begrænses af gensidigt eje, strategiske alliancer mm. I dag kontrollerer de 500 største selskaber 2/3 af verdenshandelen (og halvdelen heraf er intern selskabshandel til administrativt fastlagte priser, dvs. en planøkonomi, der får GOSPLAN til at ligne en dværg). Nyliberalismen – uhæmmet kapitalisme – har ikke blot sat demokratiet, men også den egentlige markedsøkonomi i parantes.

Videre har FV læst på lektion fra Verdensbanken (WB): 3 milliarder har nyliberaliseret og det er gået forrygende, mens 2 milliarder har stået imod og er blevet straffet tilbørligt. Konklusion: ‘Globalisering’ er ikke problemet, men løsningen.

Her træffer det sig så heldigt, at Dansk Attac’s Videnskabelige Råd har undersøgt sagen (rapporten kan om en uges tid læses på Attac-Danmarks hjemmeside). Efter at have kæmpet os igennem tågesløret kan vi konstatere, at WB faktisk må opgive at vise at liberalisering/deregulering giver øget økonomisk vækst. Videre mener WB optimistisk, at det går meget godt med ligheden i verden: Hverken den globale ulighed mellem verdens lande eller den interne ulighed i landene vokser. Vi viser at de udsagn kun er mulige, fordi WB overser de forskningsresultater (især fra FN-organer), der modsiger de ønskede konklusioner.

Som sagt er anmeldelsen sober og relevant. I sit indhold. Indpakningen er mere tvivlsom. Vinklingen med at bogen er 68-reprise, dermed forældet, er selv lidt forældet, men held og lykke med strategien. Men når FV falder under sit eget nivo ved at skrive at ‘der er brug for bedre idéer end brosten’, tyder det på at FV har brug for et selvopgør med sine egne fjendebilleder. Han véd nemlig godt at jeg og Attac er imod brosten, men hvis FV ikke kan bruge brostenen som argument, hvad så?

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat og tagget , , . Bogmærk permalinket.