I juniudgaven af Kritisk Debat havde Thor Møger Pedersen (næstformand) og Kasper Bjering Jensen (medlem af Landsledelsen) et indlæg om vores fælles parti, SF (se http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=861). Om partiets interne organisering, om den demokratiske beslutningsproces og om muligheden for en levende debat.
Vi glæder os over at der hermed åbnes for denne debat. Samtidig beklager vi, at debatten ikke føres internt i partiet, således at indlægget kunne adresseres direkte til dem, som det vedrører. Når Thor og Kasper har fravalgt interne kanaler skyldes det formodentlig, at de stort set ikke eksisterer. Hvilket netop er vores hovedanke.
SF havde tidligere en levende medlemsdebat. Der var tidsskriftet Praksis for den mere teoretiske debat, og der var Folkesocialisten, hvor en stor del af siderne var afsat til indlæg fra partimedlemmer. Folkesocialisten blev for et par år siden erstattet af hurra-tidsskriftet F!, hvor der ikke er debat, og på nettet skal man være IT ekspert for at finde frem til medlemsdebatten, så vi er en 20-30 stykker – ud af en medlemsskare på 17.000 – der debatterer her.
Thor og Kasper skriver at der her er et problem, en ’nød’ at knække. Men der er ingen nød at knække. Papir er i dag forældet, men nettet giver langt større og bedre mulighed for en levende debat. En kløgtig 12-årig kunne på et par timer installere et synligt og let tilgængeligt debatforum på SF’s hjemmeside. Noget sådant har vi faktisk bedt om hver tredje måned i nævnte eksklusive debatforum, men intet er sket.
De to SFere forsikrer, at det ikke er viljen, der mangler. Det må vi vel tro på, men samtidig kan vi konstatere, at den interne debat på effektiv måde blev lukket ned for et par år siden, og at der siden intet er sket for at genåbne den.
Faktisk virker den afsluttende bekendelse til vigtigheden af medlemsdebat noget påklistret, for ikke at sige i modstrid med argumentationen i de første to tredjedel af indlægget. Her tales der nemlig nedladende om organisationen som ’demokratisk legeplads’, om det ineffektive i ’at trække i mange forskellige retninger’ og om vigtigheden af en ’enhedskultur’. Det peger i retning af at debat – der altid er mellem forskellige meninger – i bedste fald er støj, i værste fald skadeligt.
Vi er enige i de dele af Thor og Kaspers indlæg, hvis rigtighed siger sig selv:
* at organisationen ikke er et mål i sig selv, men et middel til at partiet kan påvirke samfundet. Kan nogen være uenig?
* at partiet skal kunne træffe beslutninger, og at disse beslutninger træffes af den Landsledelse og øverste ledelse, som på demokratisk vis vælges af vort øverste organ, nemlig Landsmødet. Hvad er det for vejrmøller, Thor og Kasper her kæmper imod? Er der nogen, der mener at 10 debatindlæg eller 5 mails til en folketingspolitiker skal kunne overtrumfe den vedtagne politik?
* at vore ledere må ’træffe beslutninger indenfor målsætninger og mandater som vi selv har givet’. Igen: Hvem kan være uenig? Svar: Thor og Kasper. For det hedder videre i deres indlæg, at de endelige beslutninger kan ’ligge langt fra rammen’. I så tilfælde tilstås der medlemmerne ret til at udskifte ledelsen, men det er næppe realistisk, eftersom det klart vil skade partiet. Hvorfor skriver Thor og Kasper ikke at ledelsen – ligesom almindelige medlemmer – allerførst skal være loyal overfor partibeslutninger? Det har ledelsen faktisk ikke været. Ofte har medlemmerne erfaret grundlæggende ændringer af partiets politik gennem fjernsynet, fx tilslutningen til skattestoppet, herunder fredningen af ejendomsbeskatningen. Det mest eklatante eksempel er accepten af deltagelse i krige uden et klart FN mandat, hvilket er i åbenbar strid med SF’s Reformprogram, vedtaget på landsmødet i april 2009. Den taktiske undertrykkelse af SF’s humanistiske udlændingepolitik blev heller ikke vedtaget af kompetente forsamlinger, før den blev lanceret.
Generelt mener vi at det er helt forkert at opstille en modsætning mellem et parti, der kan handle effektivt udadtil, og en intern organisation præget af multikultur.
Over nogle stræk kan vi trække i lidt forskellig retning, indtil Landsmødet skærer igennem eller finder et godt kompromis. Sådan var det i 80ernes, hvor de rød-grønne, de faglige folk og kvindegrupperne havde forskellige prioriteringer og netop derigennem berigede diskussionerne. Debatten splittede på ingen måde partiet, og faktisk fejrede SF store valgsejre i denne periode. Det er ikke nostalgi at lære af historien, og i dette tilfælde lærte vi at konstruktiv uenighed gør stærk.
I dag er der stort set ingen debat i SF, udover – forhåbentlig – i partiforeningerne. Ikke i F!, stort set ikke på nettet, og ikke på Landsmøderne, der mest bliver brugt til at demonstrere, hvor enigt og fasttømret partiet er. Der er blevet så stille i SF, sagde Gert Petersen et par måneder før han døde.
Hvordan kan Landsmødet, Landsledelsen, Folketingspolitikerne og den øverste ledelse lave politik på baggrund af en så rungende stilhed?
Ét svar er at rekvirere udredninger om bl.a. miljøspørgsmål fra eksterne konsulenter, i stedet for som tidligere fra udvalg med sagkyndige medlemmer. Disse udvalg er, som Thor og Kasper skriver, stendøde, men de glemmer at skrive at det er de, fordi ledelsen ikke har brugt dem. Blandt SF’s mange tusinde medlemmer er der mange med stor viden og mange idéer om sikkerhedspolitik, klima, økonomi og meget andet, men denne ressource udnyttes ikke.
Et andet svar er at ledelsen kan spørge fokusgrupper eller læse undersøgelser om befolkningens holdning til dette og hint. En således baseret politik giver måske flere vælgere, men er den populære politik nødvendigvis den rigtige politik? Hvis SF blot er et spejl af befolkningens holdninger, kan et hvilket som helst parti træde i stedet; vor opgave er i stedet at ændre disse holdninger.
Og hvordan skal SF’s medlemmer finde ud af, hvad de skal mene, når meninger ikke afprøves i debat?
Vi skal forsvare, hvad ledelsen beslutter, men vi skal også vælge ledelsen, og vel helst på et mere kvalificeret grundlag end vores indtryk af kandidaternes personlighed.
SF’s medlemstal er i de sidste år skudt i vejret, men ikke meget tyder på at der er blevet flere aktive. Det kan ikke undre, når medlemmernes rolle indskrænkes til at vælge partiets repræsentanter og udføre ledelsens politik.
Vi er som sagt enige med Thor og Kasper i at det, det drejer sig om, er at flytte samfundet, men uenige i at der er en modsætning mellem dette mål og et parti, hvor meningerne blomstrer. Tværtimod.
For virkelig at flytte noget er det ikke nok med nye love, end ikke med en ny regering. Hertil kræves folkelige bevægelser. Tænk blot på kvindebevægelsen eller miljøbevægelsen, hvor lovgivningen ’blot’ kodificerede, hvad disse bevægelser havde gjort til indlysende sandheder. For at SF’s politik kan slå igennem, må partiet på tilsvarende måde igen blive en bevægelse, fyldt med engagerede medlemmer. Engagement kan ganske vist ikke sparkes frem, men det kan fremmes eller vanskeliggøres.
SF er ikke en virksomhed der skal drives efter managementprincipper, men en forening hvor medlemmerne bestemmer. Det kan de kun, hvis de har praktisk mulighed for at udtrykke deres meninger. Det har de ikke i dag.
Derfor foreslår vi,
* at der straks indføres et tilgængeligt debatforum på hjemmesiden,
* at der samme sted etableres et tidsskrift, med en redaktion der tager væsentlige emner op og bestiller bidrag fra bl.a. kyndige medlemmer,
* at de sagkyndige udvalg genoplives og gives en meningsfuld funktion, fx ved at de aflægger rapport og fremlægger forslag til Landsledelsen og/eller Landsmødet; fokusgrupper, eksterne konsulenter og andre uden socialistiske holdninger skal ikke kunne påvirke partiets politik,
* at partiets ledelse er loyal, dvs. agerer indenfor rammerne af Landsmødets vedtagelser.
Vi håber at Thor og Kasper forholder sig til disse forslag, og at andre SFere blander sig.
Venlig hilsen
Anders Lundkvist, SF-Aalborg
Angela Heinemeier, SF-Syddjurs
Arne Hansen, SF-Frederikshavn
Eva Dragheim, SF-Syddjurs
Kim Jørstad, SF-Kerteminde
Lars Koch, SF-Vejle (formand)
Paul Rode Andersen, SF-Frederikshavn (formand)