Af Anders Lundkvist, medlem af EL-netværket, der arbejder for at Enhedslisten dropper kravet om udmeldelse af EU
Vi lever i spændende tider!
Joe Biden har foreslået at patentrettighederne til corona-vaccine midlertidigt ophæves; han støttes af Indien, Sydafrika, WTO, mens EU vakler. Det er et føleligt indgreb – utænkeligt for blot et par år siden – mod medicinalindustrien og dens asociale intellektuelle rettigheder. Fra samme industri har der naturligvis løftet sig et ramaskrig. Biden’s forslag er blot det sidste led i en grundlæggende omlægning af amerikansk økonomiske politik fra nyliberalisme til Keynesianisme; staten er ikke længere fjenden. Den amerikanske venstrefløj (i det Demokratiske Parti) har givetvis en stor del af æren for dette politik-skifte i verdens mægtigste land.
I EU er politikken tilsvarende i det sidste års tid skiftet fra sparepolitik til ekspansiv finanspolitik, med genopretningsfonden og suspensionen af det nyliberale krav om balancerede offentlige budgetter.
I Danmark er der også sket store ting, omend i den modsatte retning. Den socialdemokratiske regering har intensiveret sin fremmedfjendskhed, nu med idéer om asyllejre i Afrika, hvilket kritiseres af FN og EU. Et aspekt af denne politik er den klart negative holdning til EU-samarbejdet. Man kører sit eget nationalistiske løb med vacciner (turen til Israel) og er fløjtende ligeglad med EU’s forsøg på at koordinere indsatsen; og sidste sommer var Danmark som bekendt en del af sparebanden på fire lande, der gjorde hvad de kunne (hvad der heldigvis var meget lidt) for at forhindre økonomisk hjælp til Sydeuropa. ”Denmark First – og skide være med de andre” er parolen for en regering, der er præcis så nationalkonservativ som regeringerne i Polen og Ungarn. Der er ikke længere megen forskel mellem SD og DF. Husk her at nationalkonservative, fx Lov- og Retfærdighedspartiet i Polen, også har en social profil (ellers kunne det polske parti ikke få så mange stemmer).
Dette er min ramme for at tænke den aktuelle debat om Enhedslisten og EU, hvor sidste indlæg er en duplik fra Frøhlich og Nielsen (https://solidaritet.dk/duplik-til-anders-lundkvist-hvilken-internationalisme/). De rammer med stor præcision to meter udenfor skiven.
Det netværk, jeg er medlem af, arbejder for at Enhedslisten skal droppe kravet om udmeldelse af EU, hvilket i min optik forudsætter at det er muligt – svært, men muligt – at ændre EU indefra. Og her mener jeg altså at det sidste års erfaringer viser, at denne optimisme ikke er grebet ud af luften.
Frøhlich og Nielsen vil ud, og her troede jeg, åbenbart naivt, at det beroede på at de mente at EU ikke kan ændres, og at socialister derfor ikke har noget at gøre i EU. Men nej: De vil ud, men samtidig være med, for socialister skal være overalt. Hvordan kan de både ville ud og samtidig være med? På kort sigt måske, men udmeldelse betyder da, at vi ultimativt ikke skal være med. Må jeg opfordre d’herrer til at finde ud af, hvad de mener?
Men de mener, at det er en ‘billig pointe’ at stille det sådan op. Det mener jeg ikke, og det mener EL’s EU-program heller ikke (https://enhedslisten.eu/det-mener-vi-om-eu/delprogram-det-mener-enhedslisten-om-eu/) : Her hamres det hjem i afsnit efter afsnit, at EU’s nyliberalisme – forankret i det Indre Marked – er traktatfæstet og derfor kun kan ændres, hvis alle 25 medlemslande er enige, endda ‘på samme tid’, som det dramatisk hedder. Oversat: Denne nyliberalisme kan ikke ændres.
EU ses som en uflytbar monolit.
Tilbage til Frøhlich og Nielsen: De er enige med mig i at EU ikke er en monolit – hvorefter det hedder at ”nedskæringer og liberaliseringer er indbygget i selve EU’s struktur”. Må jeg igen opfordre d’herrer til at finde ud af, hvad de mener?
Efter at have sejlet rundt i de onde gamle dage under finanskrisen, med overfaldene på Grækenland, erkender de – omsider – at der er sket noget med EU’s økonomiske politik i det sidste års tid, men det er for et undgå ”et sammenbrud for kapitalismen”. Who cares? Selv er jeg ret ligeglad med bevæggrundene, jeg ser på den faktiske politik. Og hvordan véd de i øvrigt, at bekymringen for kapitalismens overleven har været afgørende? Kunne det ikke tænkes, at nogen har fundet ud af at nedskæringspolitikken for en halv snes år siden ikke fungerede, heller ikke for kapitalismen (det tog en masse år at komme ud af krisen). Selv IMF synes at have set lyset.
Tillad mig i punktform at opridse min holdning til EU:
- Vi skal være med for at påvirke politikken i EU; som sagt viser erfaringen at denne kan ændres.
- Det eneste reelle alternativ til medlemskab af EU er en eller anden form for nationalkonservatisme (måske i selskab med Boris Johnson), og det ser jeg ikke som tillokkende.
- Indenfor EU skal EL og andre venstrekræfter arbejde for at afskaffe, suspendere og/eller udvande kapitalens frie bevægelighed, dermed grundstammen i det Indre Marked (hvordan det bringer mig i selskab med Jakob Ellemann, som Frøhlich og Nielsen insinuerer i slutningen af deres replik, forstår jeg ikke). Denne anti-kapitalistiske politik er svær indenfor EU, men udenfor EU er den umulig, for hvis Danmark mutters-alene indfører kapitalkontrol, vil landet være tømt for kapital den næste dag.
- Indenfor EU skal EL støtte det gode i EU (for det findes faktisk), nemlig værdierne om retsstat, ytringsfrihed og tolerance. Her står EU på den rigtige side i konfrontationen med de nationalkonservative. Nikolaj Villumsens glimrende arbejde viser, at det er muligt at arbejde fornuftigt i EU.
Til slut en enkelt indrømmelse: Frøhlich og Nielsen har ret i, at vores Grundlov tillader ekspropration, hvis der gives fuld erstatning. Den beskytter altså ikke den fysiske privatejendom, kun dens værdi. Sidst jeg talte med en kapitalist, var det nu også kun det, han var interesseret i.
Indlæg i Solidaritet 15. maj, 2021.