Jeg er medlem af et netværk i Enhedslisten, hvor vi arbejder for at kravet om udmeldelse af EU fjernes fra det EU-delprogram, som skal vedtages på årsmødet næste år. Det er lykkedes os over al forventning at få åbnet for denne debat i EL.
Der er mange aspekter i denne debat.
Det nuværende EU-delprogram (https://enhedslisten.eu/det-mener-vi-om-eu/delprogram-det-mener-enhedslisten-om-eu/ ) ser EU’s nyliberalisme og forpligtethed overfor kapitalismen som skåret i marmor, fordi det Indre Marked med dets frihed til kapitalen til at gøre, hvad den vil, er traktatfæstet.
Reaktionen på corona-krisen har i det sidste års tid imidlertid vist, at nyliberalismen med dens nedskæringspolitik (som vi så i forbindelse med finanskrisen) er på tilbagetog. I stedet for sparekrav til Sydeuropa har vi fået en Genopretningspakke, og samtidig er kravet om balancerede offentlige budgetter blevet suspenderet, således at en Keynesiansk ekspansiv finanspolitik er blevet mulig.
Derfor giver det mening for socialister at være med i EU og prøve at påvirke indefra. Hvis vi trækker os ud kan vi i hvert fald ikke gøre os håb om at kontrollere kaptalen, for prøver et lille land som Danmark noget sådant vil vi være støvsuget for kapital den næste dag.
Og hvad er alternativet til EU? Samarbejde med Boris Johnson’s UK? Med de nordiske lande, som ikke er interesseret?
I praksis vil alternativet være at vi trækker os ind i os selv og bliver nationalkonservative – en vej som Mette Frederiksen desværre er slået ind på med en fremmedfjendsk udlændingepolitik og en mere end skeptisk EU politik. Tænk på vaccineturen til Israel, der prøvede at undergrave en fælles EU politik, og tænk på vort skamfulde medlemskab af ‘firebanden’, der prøvede at udvande Genopretningspakkens hjælp til Sydeuropa. Udenfor EU vil vi for alvor få en ‘Denmark First’ politik.
I dette indlæg vil jeg imidlertid se på demokrati-aspektet i diskussionen.
Mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil ud af EU af nationale grunde, er hensynet til demokratiet hovedgrunden i EL’s delprogram. Men det nationale spiller også ind, idet et velfungerende demokrati må basere sig på nationalstaten, altså forudsætter ‘national selvbestemmelse’ (som det hedder).
EU er ‘udemokratisk’, endog ‘antidemokratisk’, hedder det i delprogrammet.
Men er det rigtigt? Lad os se nøgternt på sagen.
EU ses generelt som en sump af byrokrati og lobbyisme, men der er dog et enkelt lyspunkt, nemlig Europa-parlamentet, hvor man ikke kan komme uden om, at det har direkte demokratisk legitimitet i kraft af valgene hvert 5. år.
Men dette parlament er ‘ikke et rigtigt parlament’, hævdes det. Grunden er at det kun er Kommissionen, der kan foreslå love (og disse skal i øvrigt vedtages af parlamentet og Ministerrådet). Tja, men parlamentet har én overordnet magtbeføjelse (som delprogrammet glemmer at nævne), nemlig at det kan afsætte Kommissionen. Det skete faktisk for nogle år siden, og det betyder i praksis, at den ikke kan tillade sig at ignorere parlamentet.
Retten til at afsætte en regering er helt central i ethvert demokrati. Derfor var det først med parlamentarismens indførelse i 1901, at vi fik virkeligt demokrati i Danmark (før da kunne Kongen og højre-regeringen under Estrup ignorere folketinget).
Men det er da klart at Enhedslisten skal arbejde for at parlamentet får initiativret, når den politiske struktur i EU engang skal revideres.
Men hvad så med de øvrige EU-institutioner?
Mens Europa-parlamentet har sin demokratiske legitimitet direkte fra borgerne i EU, er de øvrige institutioner baseret på medlemsstaterne, og de er demokratiske (selv om det kniber med Ungarn).
Vi har som nævnt Ministerrådet, der består af skiftende fagministre; det har altså direkte indflydelse på lovgivningen.
Dernæst er der det Europæiske Råd, der består af topmøder mellem statscheferne, mindst hver 3. måned.
Endelig er der Kommissionen, hvis medlemmer udpeges af medlemsstaternes regeringer.
Disse tre institutioner har fuldt ud demokratisk legitimitet, ikke direkte som Europa-parlamentet, men indirekte derved at de udspringer af demokratisk valgte regeringer.
Derfor er det mere end misvisende at kalde EU ‘udemokratisk’ eller ‘antidemokratisk’.
Demokrati er mere end valg. Det forudsætter også politiske frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, og det forudsætter en retsstat, hvor EU og medlemslandene retter sig efter lovene. Disse frihedsrettigheder er garanteret i EU-traktaterne. Det må vi som demokratiske socialister værdsætte, men det gør EL’s delprogram ikke: alle disse positive ting nævnes ikke med et ord.
EU er også en allieret for os i kampen mod de nationalkonservative, for i selve sin eksistens er EU det modsatte af en ‘sig selv nok’- nationalisme. EU er med til at værne os mod de nationalkonservatives stormløb. Et værn som der desværre bliver mere og mere brug for.
Alt dette betyder selvfølgelig ikke at demokratiet i EU er perfekt.
Det opleves ofte som fjernt, og det er derfor at beslutninger kan opleves som taget af magtfuldkomne euro-teknokrater. EU er bevidst om dette og har derfor som princip, at beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt: Aalborgenserne skal beslutte det, som overvejende er relevant kun for dem selv, hvilket sker i kommunalbestyrelsen; danskerne skal i Folketinget beslutte det, som stort set ikke vedrører andre lande; og europæerne skal gennem EU-institutioner bestemme de grænseoverskridende temaer. Det kaldes ‘subsidiaritetsprincippet’, og det er givetvis ikke implementeret konsekvent. Men er man tilhænger af dette princip, må man erkende at vi for de grænseoverskridende spørgsmål må give afkald på national selvbestemmelse. Det vil EL’s nuværende EU-delprogram ikke.
Demokrati i EU forudsætter også en europæisk offentlighed, så vi kan supplere vores danske identitet med en europæisk. Sådanne grænseoverskridende diskussioner kniber det givetvis med, som delprogrammet understreger. Ja, men så må svaret være at vi engagerer os mere i fælleseuropæiske debatter og initiativer, jf. Varoufakis, der forud for sidste Europa-parlamentsvalg stiftede et fælleseuropæisk parti, men de fik desværre ikke valgt nogen, men det var da en start.
Endelig svækkes folkemagten af kapitalmagten. Det gælder i EU som det gælder i Danmark. Begge steder må svaret være at arbejde for kapitalkontrol, – ikke at forkaste det politiske demokrati med henvisning til at det er ufuldkomment så længe økonomien er undtaget.
Venstrefløjen i Europa står i dag i en historisk svag position. Den styrke vi har, bør sættes ind på de to fronter i EU-politikken:
For det første skal vi i EU støtte omstillingen fra nyliberal sparepolitik til Keynesiansk finanspolitik; og når styrkeforholdene bliver til det, da arbejde for at det Indre Marked erstattes med en mere demokratisk regulering af økonomien, hvilket først og fremmest kræver, at kapitalens frihed udvandes, begrænses eller afskaffes; vi skal have kapitalkontrol, som vi havde i EU og medlemsstaterne før 1980; og styringen af den Europæiske Centralbank skal demokratiseres (i dag er den uafhængig af politikerne).
For det andet skal vi bekæmpe de nationalkonservative, og her er EU en klar allieret.
Det gælder for kampen mod kapitalismen som kampen mod nationalismen, at indenfor EU er den svær, men udenfor EU er den umulig.
PS. Enhedslisten bør overveje hvordan det kan være, at en meningsundersøgelse for to år siden viste at kun 25% af vores vælgere er enig i delprogrammets afvisende holdning til EU; 65% var positive overfor EU.
Bragt i kritiskdebat.dk d. 1. juni 2021