Indledning

Kapitalismen har i dag triumferet, i Danmark som i det meste af verden.

Men vejen har været lang og brydsom, fordi der har været store hindringer at overvinde. Når man kender slutresultatet – det foreløbige – er det let at betragte sådanne vanskeligheder som blot irritationsmomenter for kapitalen, altså undervurdere deres betydning. Men historien fortegnes, hvis kapitalens hegemoni læses tilbage i historien. Først med nyliberalismens mægtiggørelse af kapitalen, ved at sætte den fri til at investere hvor og i hvad den vil, bliver den kapitalistiske produktionsmåde virkelig enerådende.

Der går hundrede år fra afviklingen af feudalismen – fæstevæsenet – med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, og til at kapitalismen får tag om produktionen med 1890ernes industrialisering. Det er lang tid. Det vidner om en mere letargisk kapitalisme end hvad vi kender fra England, USA og Tyskland. Denne overgangsperiode behandles i Kapitel 1.

Men da kapitalismen så står klar, omkring år 1900, til at underlægge sig økonomien, dukker der i hastig rækkefølge, og til dels samtidigt, tre formidable modstandere op. Det er andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen og det politiske demokrati. Dette var tre magter, der ikke blot satte grænser for kapitalen, men faktisk udgjorde alternativer til den kapitalistiske produktionsmådes styringsprincip, altså profitmaksimeringen.

Først var der andelsbevægelsen, der opstod i 1880erne, og som på sit højdepunkt omfattede op imod en fjerdedel af den danske økonomi. Kernen var mejerier og slagterier, hvortil kom en omfattende finansiel overbygning af sparekasser og kreditforeninger. Her udøvede gårdmænd og husmænd økonomisk selvforvaltning, besjælet af det demokratiske princip om én stemme pr. person. Bevægelsen var nok baseret på den private ejendomsret og markedsøkonomien, men den havde front mod de kapitalistiske virksomheder; bønderne var arbejdende selvejere, ikke kapitalister. Med landbrugets stadig ringere vægt i økonomien mister dette alternativ til den kapitalistiske produktionsmåde uundgåeligt styrke; andelsbevægelsen svinder ind og må tilpasse sig kapitalens spilleregler. Hele dette landlige økonomiske demokrati behandles separat i Kapitel 2.

For det andet har vi arbejderbevægelsen, der ligesom kapitalismen får sit gennembrud i 1890erne og derefter styrkes helt frem til starten af den nyliberale periode i 1982. I starten ligger vægten på det faglige arbejde, men fra 1930erne og frem opnår Socialdemokratiet næsten politisk hegemoni, hvilket muliggør opbygningen af en velfærdsstat. I mange år havde arbejderbevægelsen planøkonomi som alternativ til kapitalismen, og i 70erne kæmpede den en – forgæves – kamp for økonomisk demokrati (ØD).

Endelig er der det politiske demokrati, som vi får i 1901, altså kort efter andelsbevægelsens og arbejderbevægelsens opståen. Før da var der – nogenlunde – lige og almen valgret til Folketinget, men det var Estrup, Højre og Kongen der sad på staten og derfor bestemte. Først i 1901 blev det statueret, at regeringen skulle være i overensstemmelse med Folketinget, dermed folkeflertallet, således at andelsbevægelsens økonomiske demokrati dermed fik en politisk overbygning. Fra nu af var statsmagten en kampplads for de forskellige økonomiske interesser, og op igennem 1900-tallet betød det, at kapitalmagten fik et politisk modspil. Overfor demokratiets styringsprincip om lige indflydelse stod kapitalens princip om indflydelse efter tegnebogens tykkelse.

I denne bog argumenterer jeg, at den kapitalistiske produktionsmåde nok bliver dominerende efter ca. år 1900, men først enerådende med nyliberalismens sejr omkring 1982. Anderledes udtrykt er kapitalismen før og efter 1982 af kvalitativt forskellig karakter. Perioden 1901-57, hvor kapitalismen langsomt opbygges, behandles i kapitlerne 3 og 4; derefter følger kapitlerne 5 og 6, der beskriver intermezzoet med velfærdskapitalisme (1957-82); og endelig kapitlerne 7, 8, 9, 10 og 11, der ser på den nyliberale periode efter 1982. Kapitel 12 afslutter. I øvrigt vil et hastigt kig på indholdsfortegnelsen fortælle om bogens struktur.

Før 1982 er der en vis ligevægt mellem arbejde og kapital. Dette er det berømte historiske kompromis, eller klassesamarbejde, hvor arbejderbevægelsen accepterede den private ejendomsret til produktionsmidlerne, altså gav afkald på socialisme, mens kapitalkræfterne anerkendte fagbevægelsens rettigheder; arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet, men arbejderne har vetomagt, fordi de kan strejke. Lige så vigtigt var det, at kapitalen måtte affinde sig med socialdemokratiets opbygning af en velfærdsstat, der gør en stor del af den danske økonomi til et område, hvor der ikke kan høstes profit.

Markedsøkonomi og kapitalisme

Hvordan er den danske kapitalisme indrettet? Og hvordan har den udviklet sig i de sidste årtier?

Thomsen karakteriserede for nogle år siden ’forsøgsvis’ den danske selskabsstyringsmodel som ’markedsøkonomi uden kapitalisme’ eller som ’personlig stakeholderkapitalisme’, fordi ”kapitalmarkedet spiller en forholdsvis ringe rolle, mens medarbejderrepræsentation og de mange andelsselskaber indebærer en relativt høj prioritering af stakeholderinteresser”.ⁱ Som det vil fremgå er jeg ikke enig. Det er rigtigt at kapitalmarkedet spiller et mindre rolle ved finansieringen af virksomheder i Danmark end i de angelsaksiske lande, men det er til fordel for bankfinansiering. Og først og fremmest har den klare tendens i den sidste snes år været at erstatte stakeholderkapitalisme med shareholderkapitalisme, altså en éntydig fokusering på profitabiliteten. Da der samtidig er klare tendenser til øget koncentration, således at markedskonkurrencen til dels sættes ud af kraft til fordel for kapitalens magt over markedet (‘markedsmagt’), vil jeg generelt argumentere for at den danske økonomi snarere trækker i retning af ’kapitalisme uden markedsøkonomi’.

Markedsøkonomi eller kapitalisme? De to muligheder giver to vidt forskellige visioner af vort økonomiske system (nærmere i Kapitel 12).

Markedsøkonomi er en flad struktur med mange beslutningstagere: forbrugerne, det offentlige, virksomhederne, udlandet, og først og fremmest ses ejerne af arbejdskraft (lønarbejderne) og kapital som ligestillede. Dette er den neoklassiske model, først udformet af Walras og senere udviklet af den moderne teori om generel ligevægt, hvor den frie konkurrence sørger for økonomisk harmoni, nytteoptimering og fairness. Folkeudgaven af dette billede hedder ‘kredsløbsmodellen’, der præsenteres i begyndelsen af de fleste økonomiske lærebøger. Her er der nok modsætninger, fx mellem forbrugere og producenter, der jo har modsatte interesser i prisens højde, men disse modsætninger tvinger alle til at blive mere effektive, således at resultatet bliver den bedste af alle verdener. Markedsøkonomiens formel er V₁ – P – V₂ (hvor V er varer og P penge); producenterne sælger varer (V₁ – P) for at få penge til at købe forbrugsgoder (P – V₂), således at nytten er det ultimative mål. Markedsøkonomiens overordnede drivkraft er således nyttemaksimering, og bestræbelsen for at skaffe sig penge er blot et middel.

Kapitalisme, derimod, er en hierarkisk struktur, hvor den ultimative magt ligger hos kapitalen. Det er ikke lønarbejderen, der køber eller lejer kapital og bestemmer, hvad der skal produceres, men omvendt virksomheden eller kapitalejeren, der ansætter arbejdere og bestemmer, hvad de skal lave. Denne mere konfliktbetonede model er associeret med Marx, men findes hos de fleste kritiske – eller socialistiske – økonomer. Kapitalismens formel er P – V – P’ (hvor P’ minus P er profitten), således at det ultimative mål er penge (profit), ikke nytte. Profitmaksimering er den overordnede drivkraft.

Traditionelle økonomer nedprioriterer med andre ord kapitalens magt, der sidestilles med alt muligt andet. Faktisk eksisterer der ikke magt i den ideelle markedsøkonomi, fordi alle agenters samfundsmæssige magt neutraliseres af deres indbyrdes konkurrence: ’magten’ ligger i stedet hos det upersonlige marked, som ’dikterer’ alle priser, lønninger og profitter. Traditionelt har liberalismens politiske argument for markedsøkonomi netop været, at den decentraliserer – eller opløser – den personlige økonomiske magt og dermed er den bedste garant mod tyranni (det økonomiske argument er som nævnt at markedsøkonomi er et effektivt økonomisk system, der optimerer den totale nytte). Og netop fordi (privat)økonomien ikke har noget at gøre med magt, er den i sin natur upolitisk; økonomi er til sit væsen saglig. Den er ikke en trussel mod det politiske system, og den må værge sig mod at blive forvredet gennem politisering.

Demokratisk og kapitalistisk styring

Demokratiet har tre nødvendige og tilstrækkelige forudsætninger:

1) Politisk lighed: Alle voksne har (ultimativt) samme politiske indflydelse, nemlig én stemme hver; hvis fx de højtuddannede priviligeres med 2 stemmer hver eller de fattige ikke har stemmeret (begge dele har historisk været udbredt), er der ikke demokrati.

2) Politisk frihed: Alle kan stemme frit og ytre sig frit politisk; hvis mindretallet intimideres er der ikke demokrati.

3) Flertalsstyre: Suveræniteten ligger hos det parlament, som vælges, og her bestemmer flertallet mens mindretallet må underordne sig. Selv om parlamentet er nok så demokratisk valgt, er der ikke megen pointe i demokratiet, hvis mindretallet kan blokere flertallet og dermed forhindre at der tages beslutninger, eller hvis fx en konge har lige så meget at skulle have sagt som parlamentet.ⁱⁱ

Disse tre forudsætninger har stort set været til stede siden 1901; derfor har vi demokrati i Danmark.

Demokratiets princip indebærer således lige indflydelse, idet vi alle, høj som lav, har præcis én stemme ved valgene. Heroverfor står kapitalismens princip om, at vi har indflydelse efter hvor mange penge vi råder over; den forbruger, der har 1.000 kr. har ti gange så megen magt (købekraft) som den, der kun har 100 kr., og den investor, der disponerer over 100 mio kr., har tilsvarende ti gange så megen indflydelse som den, der kun har 10 mio kr.

Liberale insisterede oprindeligt på, at økonomien med dens ulighed og politikken med dens lighed skulle holdes adskilte, dvs. politikken skulle ikke blande sig i økonomien; det ultimative argument herfor var at økonomi er baseret på individuelle valg og derfor ikke er af social/politisk natur. Heroverfor argumenterede socialister at økonomi er social og derfor ‘politisk økonomi’.

I den nyliberale fase efter 1982 er våbenhvilen mellem demokrati og kapitalisme opsagt og erstattet af et ønske om at trænge demokratiet tilbage fra staten, således at denne i stigende grad kommercialiseres, altså følger kapitalismens principper.

Den danske økonomis tre hovedsektorer

Disse betragtning om markedsøkonomi, kapitalisme og demokrati leder frem til en opdeling af økonomien i tre overordnede sektorer, bestemt af et ønske om at fokusere på modsætningen mellem kapitalistisk og demokratisk styring. De tre sektorer er:

1) den kapitalistiske del,

2) den offentlige del,

3) og en mellemliggende del, præget af simpel vareproduktion. Aktiviteten er markedsøkonomisk, men ikke kapitalistisk, dvs. formålet er ikke profit, men at forsørge sig selv og familien; historisk drejer det sig om landmænd, håndværkere og småkøbmænd, altså hvad Marx ville kalde ‘småborgerskabet’.

Jeg er især interesseret i det lange sigt, altså de strukturelle forskydninger mellem sektorerne og de hertil knyttede klasser. Snarere end de kortsigtede, konjunkturbestemte ændringer.

Den kapitalistiske del af økonomien skal bestemmes og kvantificeres. Kriteriet er at virksomheden helt overvejende profitmaksimerer. Dette gælder klart for aktieselskaber (og fonde), og for perioden efter 1973 er udbredelsen af denne ejerform det bedste mål for graden af kapitalisme i økonomien. For tiden før da suppleres med branchens karakter, idet industri (til forskel fra håndværk), engros handel (til forskel fra detailhandel), rederier samt indenfor finans banker og livsforsikringsselskaber (til forskel fra sparekasser og kreditforeninger) præges af så relativt store virksomheder, at profitmotivet må antages at være den overordnede drivkraft. Efter 1973 tillader statistikken ikke at anvende denne metode.

Den resterende del af den private økonomi er præget af små virksomheder, hvor ejeren arbejder og især arbejder for at brødføde sig selv og familien; motivet er brugsværdi snarere end bytteværdi. Denne produktionsform kaldes traditionelt simpel vareproduktion. Skellet mellem kapitalisme og simpel vareproduktion (markedsøkonomi) er i princippet klar: Er profitmaksimering eller nyttemaksimering dominerende? I praksis er der gråzoner, hvor jeg ud fra de foreliggende oplysninger har måttet vurdere, hvor en given branche hører hjemme.

Den offentlige del af økonomien er defineret ved principielt at være under kontrol af Folketing og regering. Derfor kan den alternativt betegnes som den demokratiske sektor. Sektoren omfatter offentlige tjenester, især uddannelse, sundhed og omsorg for børn og ældre, men også militær, politi og domstole er inkluderet. Hertil kommer offentlige virksomheder, idet jeg herved forstår virksomheder, der er ejet af det offentlige.

Dansk økonomis værditilvækst i et givet år måles ved bruttofaktorindkomsten (BFI), og de tre sektorers bidrag til BFI angiver deres relative økonomiske betydning. I appendikset gives en mere detaljeret redegørelse for BFI.

Det empiriske grundlag

Der er mange problemer med at finde relevant statistik.

For 1800-tallet mangler der simpelthen en masse statistik, hvilket betyder at kvantitativ præcision oftest er umulig, så vi i stedet må nøjes med mere eller mindre troværdige vurderingen.

Også for tiden efter år 1900 er det krævende at etablere troværdige sammenligninger over tid. Nogle kategorier glider ud, således håndværk i slutningen af 1970erne, hvilket nødvendiggør andre metoder til at skelne mellem små og store (kapitalistiske) virksomheder. I andre tilfælde gennemføres en hel omorganisering af kategoriseringen; det er således tilfældet flere gange med statistikken over nationalregnskabet (dermed bidrag til BFI) og de offentlige finanser. Større ændringer kaldes ‘databrud’ og markeres med dobbeltstreger i tabellerne. Hovedreglen er, at hvis man er interesseret i strukturen i et givet år, er den præcise afgrænsning vigtig; men hvis man er interesseret i udviklingen over tid, er det afgørende sammenlignelighed, dvs. at kategorierne er defineret ens i forskellige år. Man skal også være opmærksom på, at brancher af andre grunde kan ændre karakter, fx er hele det finansielle område i dag blevet klart profitdrevet, ligesom detailhandel i dag er præget af kapitalkæder og stormagasiner.

Klasseforholdene kan belyses ret præcist, takket være de meget detaljerede folketællingerne; her er der også grundige, især marxistiske studier at støtte sig til. Alligevel er der også her problemer, ikke mindst med at opgøre offentligt ansatte i lidt ældre tid.

De fire første kapitler omhandler dansk kapitalismens historie frem til slutningen af 1950erne.

Klassikeren indenfor dansk økonomisk historie er Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, hvis to bind dækker perioden fra 1700-tallet til 1970.

Videre eksisterer der en serie bøger, udgivet af forlaget Systime, der redegør for Danmarks økonomiske historie. Ole Feldbæk behandler perioden 1500-1840, Ole Hyldtoft 1840-1910, Jan Pedersen 1910-1960 og Henrik Christoffersen 1960-1990. Hertil kommer Gyldendals Dansk Socialhistorie, hvor Hans Chr. Johansen skriver om 1700-1870, Vagn Dybdahl om 1870-1913, og Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen i to bind om 1914-39 og 1940-83. Endelig skal nævnes Dansk Pengehistorie, udgivet af Nationalbanken; de to bind dækker hhv. 1700-1914, skrevet af Knud Erik Svendsen og Svend Aage Hansen, og 1914-1960, skrevet af Erling Olsen og Erik Hoffmeyer. Erling Olsen skrev i 1962 en stadig nyttig bog: Danmarks økonomiske historie siden 1750.

Dette er de generelle fremstillinger. Hertil kommer de mere specielle, som der henvises til løbende, hvor jeg specielt vil jeg nævne Goul Andersen: Mellemlagene i Danmark (1979), der er den grundigste analyse af klasseforholdene i landet.

Det statistiske materiale er baseret på forskellige kilder.

Det andet bind i Svend Aage Hansens bog om Økonomisk Vækst indeholder tabeller over BFI samt de forskellige erhvervs bidrag hertil; disse oplysninger giver meget af det statistiske fundament for de fire første kapitler i denne bog.

Jeg har også gjort meget brug af Statistisk Årbog (udkommet siden 1896), Statistisk Tiårsoversigt (fra 1964) samt Statistikbanken, hvis tabeller især dækker den nyliberale periode (fra 1982). Desuden har jeg brugt Erhvervstællingerne fra 1925, 1935, 1948 og 1958. Alle disse kilder er tilgængelige elektronisk.

Endvidere har jeg anvendt Bind 9 af Gyldendals Danmarkshistorie (1985), hvor Hans Chr. Johansen meddeler Dansk økonomisk statistik 1914-1980. Endelig har Poul Milhøj: Danmarks Statistik i 2 dele (1961 og 1965) været uvurderlig for oplysninger om dansk økonomi i slutningen af 50erne.

Arbejdet med denne bog strækker sig tilbage til 2008, hvor mit bidrag til antologien om Dansk Nyliberalisme (artiklen ‘Den danske kapitalisme og demokratiets forfald’) kan betragtes som et forarbejde til nærværende bog; i revideret og opdateret form findes dette materiale i Kapitel 8. Analysen af dansk kapitalisme blev afbrudt et par år, hvor jeg udarbejdede en bog om Euro-krisen (2013), et noget mere presserende emne.

Bogens generelle tilgang er inspireret af Marx’s fokus på interesser og klasser, som det kommer til udtryk i den historiske materialisme; derimod forholder jeg mig kritisk til hans politiske økonomi (arbejdsværdilæren og merværditeorien). Min socialistiske (anti-kapitalistiske) grundholdning hverken kan eller skal undertrykkes, men dette er ikke en debatbog. Meninger er kun noget værd, hvis de er solidt underbygget af fakta. Derfor har det været vigtigt at skaffe empirisk belæg for de forskellige analyser; det er mit håb at fremtidige forskere, uanset om de kan tilslutte sig analyserne og kapitalismekritikken, vil drage nytte af dette empirisk/statistiske materiale. Men især håber jeg, at bogen vil fungere som en nyttig ressource i arbejdet for en demokratisk socialisme.

Millioner forkortes til mio, og milliarder til mia.

Statistisk Årbog angives som St.Å, Statistisk Tiårsoversigt som St.TO og Statistikbanken som St.B; til de to første kilder er tilføjet årstallet, fx St.Å. 1995, til den sidste den anvendte tabel.

Hvert kapitel er forsynet med slutnoter, der indeholder litteraturhenvisninger, detaljer og uddybninger. Desuden er der til de fleste kapitler et appendiks, hvor jeg har samlet underbyggende statistisk materiale og forklaret de mere teknisk-statistiske metoder, som jeg har brugt; dette er vigtigt for læsere, der ‘vil se mig efter i kortene’, eller som vil arbejde videre med stoffet, men kan overspringes af den almindelige læser.

Appendiks: Bruttofaktorindkomsten (BFI)

De tre sektorers vægt i økonomien måles ud fra deres bidrag til BFI. Dette begreb angiver værdien af den årlige produktion af varer og tjenesteydelser (service), som en branche, en sektor eller hele økonomien yder.ⁱⁱⁱ

BFI opgøres ved for hver branche at tage produktionsværdien, bestemt som det samlede salgsprovenu, og herfra trække værdien af produktionsinput (råstoffer og indkøbte varer); uden denne korrektion ville branchen smykke sig med værdier skabt i input-brancherne og man ville tælle værdiskabelsen dobbelt. Så tæller man sammen og får landets BFI. En branches bidrag til BFI angiver dens relative betydning – dens bidrag til den årlige værditilvækst – i den danske økonomi.

‘Brutto’ betyder at vi ikke fradrager de reinvesteringer, der er nødvendige til at holde produktionsapparatet vedlige. ‘Faktor’ refererer til at alle priser er ‘ab virksomhedsporten’, dvs. før staten modificerer priserne med afgifter og subsidier; det drejer sig især om moms, og derfor bliver bruttonationalproduktet (BNP), der opgør værditilvæksten i de markedspriser, som forbrugerne faktisk møder, noget højere end BFI. Denne difference registrerer omfordelingen fra den private sektor til staten, men er irrelevant for en vurdering af den værdi, der skabes i brancherne; derfor holder vi os for det meste til BFI.

Dette er den grundlæggende tilgang, for den vedrører produktionssiden, altså værdiernes oprindelse. Det er den relevante tilgang, når vi ser på de forskellige branchers relative vægt i økonomien.

I anden omgang spørger man så, hvordan denne værditilvækst fordeles til dem, der har bidraget til den. BFI går udtømmende til løn og restindkomst; det hedder ‘restindkomst’, snarere end ‘profit’, fordi ejerens revenu dels er afkast til den indskudte kapital, dels til ejerens arbejdsindsats. Dette er indkomstsiden. Den er interessant, når vi ser på aflønningen af produktionsfaktorerne (arbejdskraft og kapital), specielt hvor stor en andel arbejderne får af BFI (lønkvoten).

Endelig kan man se på, hvordan værditilvæksten anvendes, nemlig dens fordeling på (umiddelbart) forbrug og (langsigtet) investering. Dette er vigtigt, når man skal vurdere BFI’s effekt på samfundsøkonomien.

Men her skal man holde ørerne stive! Indkomstsiden fortalte at værditilvæksten er lig med den samlede indkomst, nationalindkomsten. Denne nationalindkomst udtømmes restløst i forbrugsudgifter og opsparing, simpelt hen fordi ‘opsparing’ er defineret som den del af nationalindkomsten, der ikke går til forbrug. Videre er ‘investering’ defineret som lig med ‘opsparing’. Det lyder mystisk, vil man sige, for der er vel ikke nogen garanti for, at opsparede midler – ofte via bankerne – bruges til investeringer? Nej, men hvis der er ‘overopsparing’, således at virksomhederne ikke kan sælge hele produktionen til forbrug og investeringsgoder, så hober de usolgte varer sig op på lagrene, og denne lagerforøgelse kaldes ‘investering’, nemlig lagerinvestering, selv om den altså er ufrivillig. På den måde passer pengene altid i nationalregnskabet: BFI bliver lig med forbrug plus investeringer og opsparing bliver lig med investeringer.

Heri ligger også, at alt dette vedrører regnskabsprincipper og ikke den virkelige økonomi, hvor der selvfølgelig kan være ubalancer. I det nævnte eksempel med overopsparing og usolgte varer, er der underefterspørgsel, dvs. det ønskede forbrug plus de ønskede investeringer er mindre end produktionen, altså det samlede udbud. Det vil så have den effekt, at produktionen indskrænkes i næste periode. Regnskabsmæssig og ønsket investering er altså to helt forskellige ting, ligesom køb er forskellig fra efterspørgsel: Den samlede værdi af købte varer er altid lig med den samlede værdi af solgte varer (A kan ikke købe varer til 50 kr uden at B sælger varer til 50 kr), men det betyder ikke at ønsket køb (efterspørgsel) er lig med ønsket salg (udbud); ved den herskende pris kan efterspørgslen tænkes at være mindre end udbuddet, i hvilket tilfælde prisen vil tendere mod at falde.

Hvad er den offentlige sektors bidrag til BFI?

Offentlige serviceydelser finansieres via skatten og stilles derefter til rådighed for befolkningen. Da de ikke sælges har de ikke en salgsværdi eller markedspris, og man har nu valgt at sætte den offentlige sektors BFI lig med lønudgifterne til de offentligt ansatte, altså bestemme denne del af BFI ud fra indkomstsiden, snarere end ud fra produktionssiden. Det diskuteres nærmere i Kapitel 10.

Hvordan afgrænse den offentlige sektor fra den private? Det er der ingen objektive standarder for.

Den offentlige sektor betragtes normalt som omfattende den økonomiske aktivitet, der er under offentlig kontrol, idet ejerskab betragtes som kriteriet for kontrol.^iv

Selv om offentlige ydelser normalt stilles gratis til rådighed (uddannelse, sundhed), kan den også finansieres af brugerbetaling, således at ydelsen får en pris; dette er fx delvis tilfældet for børneinstitutioner. Men sådanne institutioner er offentligt ejede, hvilket betyder at pris og udbud er under offentlig kontrol. Dette er det afgørende, og de henregnes da også i nationalregnskabets opgørelse til den offentlige sektor.

Til den offentlige sektor henregner jeg også offentlige virksomheder, såsom offentlige værker og DSB, såfremt det offentlige ejer 50% eller mere. Som vi skal se er det ingen let sag – især ikke i ældre tid – at bestemme disse virksomheders bidrag til BFI. I megen statistik regnes de ikke med til offentlig økonomisk aktivitet, men henregnes til de kapitalistiske selskaber; det kan da også argumenteres, at de i dag er blevet så profitorienterede, at dette er det mest rimelige. Når jeg har valgt at inkludere dem i den offentlige sektor skyldes det mest hensynet til sammenlighed med ‘gamle dage’.

Det offentlige er også involveret i omfordeling, først og fremmest gennem indkomstoverførsler til husholdningerne i form af pensioner, dagpenge, kontanthjælp, børneydelser etc.; hertil kommer rentebetalinger, der var af betydning fra 1982 og nogle år frem. Disse beløb er en del af de offentlige driftsudgifter, men bidrager ikke til BFI, fordi de blot omfordeler. De er meget konjunkturfølsomme (store under lavkonjunktur) og derfor af mindre relevans for mit formål, der er at analysere strukturen i den danske kapitalisme.

Noter