Men jeg vil anholde en bemærkning om, at den vestlige verden siden den franske revolution har tradition for, at økonomisk liberalisme (dvs. kapitalisme) fører til politisk liberalisme og demokrati.
Demokrati kræver at vi alle – rig som fattig, professor som uuddannet, aristokrat som menigmand – tæller lige ved politiske beslutninger, hvorefter flertallet bestemmer. Et sådant system havde ikke mange chancer i et feudalt stændersamfund, hvor forskellen mellem bonde, borger og adel blev opfattet som naturgiven. Kapitalismen opløser dette samfundssystem og rydder for så vidt vejen for demokratiet.
Det betyder imidlertid ikke at kapitalismen automatisk fører til demokrati. Indtil valgreformen i 1884 havde man i England et slags oplyst overklasse-styre, hvor underklassen stort set var udelukket fra at stemme. Der var flere grunde til gennembruddet i 1884, hvor to tredjedele af engelske mænd fik stemmeret, men en vigtig årsag var presset fra den gryende arbejderbevægelse. Først da arbejderne begyndte at organisere sig, således at de kunne udfordre kapitalens økonomiske magt, opstod muligheden for en tilsvarende politisk ligestilling.
Ser vi på det ideologiske niveau, kæmpede datidens liberale koryfæer indædt imod at overklassen skulle dele magten med folket.
Nogenlunde samtidig med at 1. Internationale – med Marx i spidsen – lancerede store kampagner for en udvidelse af valgretten, argumenterede John Stuart Mill – grundlæggeren af den moderne liberalisme – for at valgretten skulle være betinget af skattebetaling og for at arbejdernes stemmer skulle tælle betydeligt mindre end overklassens; dette ville alt i alt sikre overklassen et solidt greb om den politiske magt. Stuart Mill var som liberal tilhænger af politisk frihed (ytringsfrihed og menneskerettigheder), men han var modstander af politisk lighed og demokrati (én stemme pr. person). En anden af datidens liberale teoretikere, Lord Acton, skrev på linje hermed at “den effektive forskel mellem frihed og demokrati kan ikke understreges stærkt nok”. (Henvisninger til Stuart Mill og Lord Acton kan findes i min bog De Riges Samfund, ss. 135f, Hovedland 2001).
Baggrunden var naturligvis frygten for, at det fattige flertal skulle bruge den politiske magt til at expropriere de riges rigdom, altså gennemtrumfe socialisme. Datidens socialdemokrater så demokrati og socialisme som det politiske og økonomiske udtryk for samme sag, nemlig folkets magt; datidens liberale var enige, – og imod.
I vore dage har liberalisterne glædeligvis accepteret demokratiet, omend liberale fundamentalister som Hayek og James Buchanan har så svære betænkeligheder at de nærmest er imod. Samtidig har liberalismen/kapitalismen vundet og dermed opnået magt til at skrive sin egen historie i et passende rosenrødt skær. Derfor fremstiller de fleste lærebøger og lexika Stuart Mill som demokrat; han har endog sin egen kategori, nemlig ‘udviklingsdemokrat’.