Der er grøde i den politiske diskussion på venstrefløjen i Danmark.
Sidste år udkom Dragsted’s Nordisk Socialisme (Gyldendal 2021), der er en konkret analyse af mulighederne for socialisme i Danmark, og Søren Mau’s Stum Tvang (Klim 2021), der gennem en genopdagelse af Marx’s kritik af den politiske økonomi vil levere grundbegreberne til en analyse af kapitalismen.
For undertegnede er det noget af et deja vu at læse Mau’s bog.
Han tilhører den kapitallogiske skole indenfor marxismen, hvilket jeg også selv gjorde tilbage i 70erne (‘Kapitalens bevidsthedsformer’, ‘Introduktion til metoden i Kapitalen’). Det karakteristiske for denne skole er et fokus på de økonomiske kategorier som sådan: vare, penge og kapital; økonomiens (kvalitative) former er i centrum, snarere end det (kvantitative) indhold. Det betyder dog ikke at de kvantitative økonomiske sammenhænge, især pristeorien, er udelukket, således som Mau vil i tolkningen af Marx; her er Karen Helveg Petersen’s kritik af Mau på sin plads (https://solidaritet.dk/stum-tvang-og-kapitalens-politiske-oekonomi/).
Så det er fint at Marx er tilbage og dermed den grundlæggende analyse og kritik af kapitalismen. Den har været fraværende i alt for mange år, i hvert fald i Danmark, hvilket egentlig er ejendommeligt, for det svarer til hvis fysikerne i en lang periode ikke gad beskæftige sig med atomer, sorte huller og Big Bang, men kun syslede med de åbenbare og konkrete fysiske relationer.
Men, men, men.
Det er ærgerligt at Mau og andre unge marxister ikke har lært af min generations fejl, hvor den største fejl var at betragte Marx som en Gud, der ikke kunne fejle, hvorfor den rigtige analyse af kapitalismen var identisk med en rigtig fortolkning af Marx.
Mau skriver ganske vist at han ikke forholder sig sådan, og på enkelte punkter (profitratens fald) kritiserer han da også Marx. Men hele arbejdsværditeorien og dens grundbegreber såsom abstrakt arbejde, fetichisme og merværdi overtages fra Marx; disse begrebet fortolkes, men de kritiseres ikke.
I 1. Del ser jeg på arbejdsværdilæren og dens begreber, i 2. Del på merværditeorien, mens 3. Del konkluderer. Sidehenvisningerne i alle 3 dele refererer til Mau’s bog.
1. Del: Markedsøkonomi
Værdi og abstrakt arbejde
Marx begynder som bekendt Das Kapital med varen, der er ‘noget’ der udveksles eller byttes, altså har bytteværdi; det indebærer en ligesættelse, hos Marx så og så meget hvede mod så og så meget jern.
Disse konkrete varer er jo forskellige, så hvad er det, der er lige/ens? Det finder vi iflg. Marx frem til ved at abstrahere fra det forskellige, hvilket giver os arbejdet som fællesnævner, nærmere bestemt det abstrakte arbejde, for det arbejde, der ligger bag hvede hhv. jern er jo forskellige typer konkret arbejde. Dette abstrakte arbejde legemliggøres så i værdien, der altså er den substans, der ligger bag bytteværdien og bestemmer dens størrelse; hvis det tager 1 time at fremstille 1 enhed hvede og 2 timer at fremstille 1 enhed jern, byttes 2 enheder hvede med 1 enhed jern. Dette er arbejdsværdilærens kvantitative side, senere udviklet i pristeorien.
Som allerede den østrigske økonom Boehm-Bawerk påviste i slutningen af 1800-tallet holder dette argument for arbejdsværdilæren ikke. Marx forudsætter, hvad han skulle bevise. Argumentet forudsætter nemlig at varerne er arbejdsprodukter, men der er de ikke nødvendigvis, især ikke i dag hvor så at sige alt kan udveksles/byttes; tidligere var standardeksemplet en tilfældigt funden diamant, i dag kan man nævne fx værdipapirer. Marx’s teori omhandler altså ikke alle varer, hans værdi er ikke udledt af varen som sådan, dvs. vareformen. Man kan selvfølgelig gøre som Mau og indsnævre den økonomiske teori til alene at omhandle arbejdsprodukter (s. 182) – og her udvikle betingelserne for at arbejdsværdilæren har gyldighed – men så er prisen at droppe formanalysen: så handler Marx’s analyse ikke om varen (således som han selv hævder og som især kapitallogikerne ellers insisterer på).
Mau er utålmodig med en sådan kritik (ss.181f), for Marx skriver selv i et brev til Kugelmann, at værdi er proportionel produktion, dvs. den nødvendige sammenhæng i en økonomi mellem produktion og behov (hvis der kun produceres sko og intet mad bryder økonomien sammen). Det er bestemt interessant at søge at bygge den økonomiske teori op på et sådant grundlag (det gør jeg selv, jf. 3.Del), men det har intet med Das Kapital at gøre, hvor værdien udtrykkeligt bestemmes gennem abstraktionen fra brugsværdi, dermed behovene, og hvor værdi ikke angiver en universalhistorisk nødvendighed om proportional produktion, men er specifikt knyttet til vareøkonomi (den udledes jo af bytteværdiens ligesættelse).
I forlængelse af denne diskussion om værdi beskæftiger Mau sig med begrebet abstrakt arbejde. Dette arbejde er iflg. Marx fællesnævneren mellem varerne, men denne fællesnævner kan forstås på to måder, som fysiologisk arbejde, altså forbrug af ‘hjerne, muskel, nerve’ osv., eller som selve dette at arbejdet tager tid (hvilket senere præciseres til ‘socialt nødvendig arbejdstid’). Abstrakt arbejde inkarneres i værdi, som iflg. Marx ikke indeholder ‘ét atom naturstof’, hvilket peger i retning af en ikke-fysiologisk, rent social bestemmelse.
Mau giver imidlertid sin (betingede) tilslutning til den fysiologiske fortolkning, men i så tilfælde skal priserne måles i en fysisk energienhed såsom kalorier. Det betyder et farvel til arbejdsværdilæren, i hvert fald forstået som en teori om at priserne bestemmes af arbejdstiden. På den anden side kan ‘kalorieteorien’ forklare, hvorfor intensivt arbejde skaber mere værdi, dermed varer med højere pris, end mindre intensivt. Og måske vigtigst, set fra Marx’s vinkel: Merværditeoriens agitatoriske kraft ligger i at værdi og merværdi inkarnerer arbejdernes blod, sved og tårer og det forsvinder, hvis abstrakt arbejde og værdi løsrives fra det fysiologiske arbejde.
Det havde været velgørende, hvis Mau havde vovet at gå ind i disse spørgsmål, måske endda tage kritik fra ikke-marxister op.
Fetichisme
Vi kommer nu til Marx’s fetichisme- eller tingsliggørelsesteori, hvis kerne er at markedsøkonomiens sociale relationer fremtræder som relationer mellem ting (varefetichisme). I pengefetichisme fremtræder de endda som en ting (guld), dvs. det ser ud som om pengenes sociale magt udspringer af tingen som sådan.
Mau kæmper nu med spørgsmålet om, hvorvidt denne fordrejning af noget socialt til noget tingsligt er reel eller blot en illusion. Hans mening om denne sag er imidlertid mindre relevant, fordi teorien under alle omstændigheder er åbenbart forkert.
Dette ses klarest ved pengefetichisme.
På Marx’s tid var guld (og sølv) basis for pengenes værdi, og det gav derfor mening, når Marx i overensstemmelse med arbejdsværdilæren bestemte denne værdi som guldets reproduktionsomkostninger, målt i arbejdstid. Men pengenes guldindløselighed er for længst afskaffet, samtidig med at pengene har antaget stedse mere abstrakte og ikke-tingslige former, fx digitale penge; i dag bestemmes deres værdi ikke af guldets reproduktionsomkostninger, men af landets bruttonationalprodukt, tilliden til politikerne mm.
Den første forudsætning for teorien om pengefetichisme er at penge er knyttet til en ting (guld), og den forudsætning holder ikke. Her var Marx et barn af sin tid, og derfor kom han for skade at tingsliggøre pengefunktionen. Guldet var en krykke som tidligere var nødvendig for at sikre tilliden til pengene, altså sikre dem som alment ækvivalent (noget som kan købe alle varer); da markedsøkonomien blev voksen, kunne krykkerne kastes bort.
Situationen er meget mærkelig.
Marx mener at folk i almindelighed og økonomer (‘vulgærøkonomer’) i særdeleshed tingsliggør pengene, men det er Marx himself, der gør dette! Og ser vi på den simple bytteværdi vil ingen økonom knytte denne værdi til noget tingsligt, altså udlede den af en varekrop. I hvert fald siden 1870erne knytter økonomerne bytteværdien til vore subjektive behov, dvs. de psykologiserer (bytte)værdien, altså nærmest det modsatte af en tingsliggørelse. Disse ting kunne Mau have konstateret, hvis han havde konsulteret en standard lærebog i økonomi.
Lad os nu se på kapitalteorien.
2. Del: Kapital, merværdi og salg af arbejdskraft
Kapitalen er naturligvis central i Mau’s bog, om ikke af andre grunde, så fordi den Stumme Tvang mest oplagt kommer til udtryk i denne kategori. Magten er ikke så meget kapitalistens personlige magt som kapitalens upersonlige magt. Profitmaksimeringen udspringer ikke af kapitalistens grådighed, for virksomheden skal maksimere profitten, altså blive kapitalistisk, for gør den det ikke, fx ved at bruge profitten til luxusforbrug, taber den i konkurrencen.
Salg af arbejdskraft
Desværre engagerer Mau sig ikke i de åbenbare problemer, der ligger i Marx’s kapitalbegreb.
Jo, ét sted skriver han (s. 158), at ”begrebet om arbejdskraftens daglige reproduktion truer med at eksplodere i meningsløshed”, fordi snart sagt enhver af arbejderens aktiviteter – måske drikke en øl med vennerne for at holde jobbet ud – kan forstås som nødvendig for denne reproduktion. Her kunne man have håbet at der kom et kritisk engagement med Marx, men det bliver ikke til noget.
Marx’s problem er at kapitalen umiddelbart modsiger arbejdsværdilæren.
Af to grunde. For det første indebærer kapitalens kredsløb (P – V – P’, hvor P’ er større end P) at der ikke udveksles værdiækvivalenter, og for det andet synes kapitalen at købe selve arbejdet, altså at V er fx 8 timers arbejde, men dermed kortsluttes arbejdsværdilæren, for når vi spørger om værdien af denne vare, altså værdien af 8 timers arbejde, svarer arbejdsværdilæren: 8 timers arbejde! Og det bliver vi jo ikke meget klogere af. Anderledes udtrykt er arbejdet hos Marx mål for værdien, hvorfor det ikke selv kan have værdi.
Marx er – modsat Ricardo – klar over disse problemer ved at applicere arbejdsværdilæren på kapitalniveauet, men han har en løsning: Kapitalen køber ikke selve arbejdet, fx 8 timer, men arbejdskraften, dvs. evnen til at arbejde, og denne arbejdskraft kan fint værdisættes som enhver anden vare, nemlig ved dens reproduktionsomkostninger, målt i arbejde. Arbejdskraftens reproduktionsomkostninger er omkostningen ved at holde arbejderen i live, altså subsistensomkostningerne; hvis de nødvendige kartofler etc har en daglig værdi på 6 timer, og kapitalisten kan få arbejderen til at arbejde 8 timer, kan han høste en merværdi på 2 timer. At lønnen er lig med subsistensomkostningerne var i øvrigt ukontroversielt på Marx’s tid: enhver kunne se at lønnen kun med nød og næppe satte arbejderen i stand til at overleve.
Med ét smæk nedlægges to fluer: Dels udveksles der, i smuk overensstemmelse med arbejdsværdilæren, værdiækvivalenter, dels erstattes den set fra arbejdsværdilærens vinkel irrationelle kategori ‘arbejdets værdi’, med ‘arbejdskraftens værdi’. Som bonus får vi forklaret profitten (merværdiens væsen) som udtryk for udbytning af arbejderen: Denne arbejder 8 timer, men får kun betaling for 6.
Denne teori er efter alle disse kriterier genial.
Desværre er den også forkert, hvilket vi nu skal se.
Det store problem er at arbejderen kun kan sælge sin arbejdskraft – denne evne – ved at sælge sig selv. Men derved bliver han slave, for et salg er i sagens natur en ubetinget afståelse af ejendomsretten. Dette er imidlertid i strid med lønarbejdet, der netop er (formelt) frit. Under kapitalismen er alt til salg, undtagen arbejdskraften.
Marx var opmærksom på problemet, men overvinder det ikke. Engels foreslog på et tidspunkt at arbejderen ikke sælger, men blot udlejer sin arbejdskraft; men at udleje arbejdskraften er det samme som at sælge ydelsen fra arbejdskraften, dvs. selve arbejdet, og så er vi lige vidt (på samme måde som udleje af et fjernsyn i fx ét år er det samme som at sælge ét års ‘fjernsynsydelse’).
Det andet problem er det, som Mau strejfer, jf. ovenfor, men ikke konfronterer.
Marx reducerer arbejdskraftens værdi til værdien af subsistensmidlerne, men det er lige så forkert fra arbejdsværdilærens standpunkt som hvis vi reducerede værdien af en ost til værdien af de maskiner, der medgår i produktionen: vi må selvfølgelig også medregne mejeristens arbejdstid; tilsvarende må vi i arbejdskraftens værdi medregne alt det arbejde, der er nødvendigt for at reproducere arbejdskraften.
Det er for det første husholdningsarbejdet (hvis kartoflerne ikke koges, dør arbejderen af sult og hans arbejdskraft reproduceres ikke). Men er det troværdigt at kapitalisten i lønnen betaler for dette arbejde? Selvfølgelig ikke – det er gratisarbejde, hvilket viser at lønnen ikke svarer til arbejdskraftens værdi.
Arbejderen dør også, hvis han ikke får søvn, så den tid burde også tælle med. Hvortil kommer den tid arbejderen sidder ved bordet, for det er ikke nok at kartoflerne koges: de skal også spises.
Vi ser, at hvis vi tager Marx’s teori på ordet, reduceres den til det absurde. Det ser Mau som nævnt, men uden at drage den oplagte konsekvens heraf, nemlig at Marx’s merværditeori ikke holder.
Det betyder videre at arbejdsværdilæren ikke har gyldighed på kapitalniveauet, altså højst kan gælde en kapital-løs markedsøkonomi. Den er dementeret som en almen teori.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes et sidste argument mod merværditeorien.
Det er fundamentalt i arbejdsværdilæren at der er vandtætte skodder mellem brugsværdi og bytteværdi (værdi); værdien defineres jo gennem abstraktion fra brugsværdi, så bytteværdien påvirkes ikke af brugsværdien (modsat i borgerlig nytteteori).
Men det gør den så alligevel hos Marx. Det sker når Marx taler om værdien som bestemt af ‘den socialt nødvendige arbejdstid’, hvor arbejde, der resulterer i produkter, der ikke tilfredsstiller et behov, ikke tæller med, jf. ovenfor, hvor Marx et sted forstår værdi som proportional produktion, altså den nødvendige enhed af produktion og behov.
Men også i merværditeorien nedbrydes skellet mellem brugsværdi og bytteværdi. Det er centralt i denne teori, at mens arbejdskraftens bytteværdi er lønnen (bestemt som dens reproduktionsomkostninger, målt i arbejdstid) er dens brugsværdi selve det værdiskabende arbejde (det er jo det, køberen – kapitalisten – kan bruge arbejdskraften til). Denne brugsværdi må altså ikke påvirke bytteværdien (lønnen). Men det gør den, for intensivt arbejde nedslider arbejdskraften hurtigere end mindre intensivt arbejde og øger dermed dens reproduktionsomkostninger, dermed bytteværdi. Jord- og betonarbejderen skal have flere kartofler for at overleve, hvorfor hans løn skal være højere. Dette erkender Marx, men uden at se i øjnene at dette nedbrud af skellet mellem brugsværdi og bytteværdi trækker grundlaget væk under arbejdsværdilæren.
Profitmaksimering
Som sagt: Da Marx’s merværditeori ikke holder, er det selve arbejdet – timeløn eller akkordløn – der købes og sælges, og derfor holder arbejdsværdilæren ikke. For hvis denne var gyldig ville vi for det første få problemet med ‘arbejdets værdi’, og for det andet ville kapitalens brud med denne lære, når den udveksler lille værdi med stor værdi (P – V – P’), være uforklarlig.
Alle disse problemer er imidlertid selvskabte plager, for hvad er det egentlig at Marx vil?
To ting:
For det første vil han forsvare arbejderklassens interesser. Det lægger han ikke skjul på. På det teoretiske niveau udtrykker dette sig i arbejdsværdilæren som værditeori: Arbejdet og kun arbejdet skaber værdi. Når jordejere og kapitalister kan inkassere jordrente og profit, må disse indkomster derfor være taget fra arbejderne, dvs. en udbytningsteori følger automatisk. Men for at nå den konklusion behøver man ikke mængder af dunkle sider i Das Kapital, for enhver kan set at en indkomst kun er retfærdig, hvis der ligger en aktivitet bag; den dovne snylter skal forjages fra den rige jord, dvs. ikke have lov til at mæske sig på arbejdernes kød. Borgerlige økonomer er udmærket klar over problemet, så derfor kan man finde en mængde teorier, der fremtryller kompensationsgrunde for profitten, fx at de ved at opspare profit giver et smertefuldt afkald på umiddelbart forbrug.
For det andet vil Marx analytisk forstå kapitalismen og dens bevægelseslove, først og fremmest profitmaksimeringen, altså P – V – P’. Hvordan er der opstået denne vanvittige verden, hvor penge er blevet mål i sig selv? Dette spørgsmål besvarer Marx, som Mau noterer s. 128, ved at det ‘V’, som P udveksles med, er arbejdskraften. Hvis dette havde været rigtigt, hvad det altså ikke er, ville det have forklaret, hvordan kapitalens kredsløb er muligt.
Men nok så vigtigt er det at vise at omslaget fra markedsøkonomi til kapitalisme, fra V1 – P – V2 (fx salg af hvede efterfulgt af køb af jern) til P – V – P’ (altså penge – arbejdskraft – flere penge) er nødvendigt. Marx mente klart at et sådant omslag var nødvendigt, altså at det var en illusion at arbejde for en ‘god’ markedsøkonomi, befriet for den ‘onde’ kapital, men i Das Kapital’s kapitel om overgangen til kapital (kapitel 4) dumper varen arbejdskraft og dermed kapitalens kredsløb ned fra himlen. I Grundrisse, skrevet 10 år før udgivelsen af Das Kapital, kæmper Marx stadig med dette problem om ‘nødvendighed’. Han leder efter en ‘modsigelse’ i markedsøkonomien, der tvinger denne til at forandres til kapitalisme. Han finder svaret i noget obskur Hegelianisme: Penge er altid en bestemt, begrænset sum, men qua værdiens inkarnation er penge almene og derfor ubegrænsede; derfor må penge stedse stræbe ud over sin kvantitative skranke, altså stedse forøges, og vupti har vi profitmaksimeringen. I Das Kapital har Marx nok mistet tilliden til en sådan idealistisk begrebsgymnastik, men resultatet er at Marx helt dropper det måske vigtigste spørgsmål i den politiske økonomi: Hvorfor fordrejes en rationel økonomi, hvor målet er brugsværdi (V2 i formlen for markedsøkonomi) til en i sig selv irrationel stræben efter penge for pengenes egen skyld?
Svaret – antydet ovenfor – er ellers simpelt nok.
En almen markedsøkonomi med almen konkurrence er en ustabil konstruktion. Den producent, der stiller sig tilfreds med at sælge varerne uden overskud, vil tabe i konkurrencen, hvis der blot er én, der stræber efter overskud, eftersom vedkommende da får råd til at sænke prisen (dermed øge afsætningen), investere i bedre maskiner, købe bedre marketing etc. Derfor er alle tvunget til at profitmaksimere og akkumulere kapital. Denne ‘stumme tvang’ gør livet umuligt for den konservative virksomhedsejer, der vil at tingene forbliver som de altid har været, altså uden ekspansion.
Med dette svar undgår vi al værdi-mystikken.
Men Marx giver altså ikke dette svare. Konkurrencen mellem producenterne – hvad Mau kalder den horisontale dimension (mens forholdet mellem arbejder og kapital er den vertikale dimension), jf. s. 127 – befinder sig hos Marx på niveauet for fremtrædelsesformer og disse virkeliggør blot væsensbestemmelserne. Værdien og merværdien er væsenet, dvs. dybdebestemmelser af kapitalismen, mens markedet og konkurrencen blot er overfladebestemmelser. Derfor må profitmaksimeringen begrundes i merværditeorien. Det leder, mener jeg altså, til Grundrisse’s mysticisme, og det har den ulykkelige konsekvens at den konkurrence, der alene kan forklare profitmaksimeringen, sættes i parentes i 1. Bind af Das Kapital; her antages det stedse at prisen er lig med værdien, dvs. der ses bort fra at konkurrencen indebærer en markedspris, der kan afvige fra værdien.
3. Del: Hinsides Marx
Hvorfor vil Marx ikke dø?
I de to første dele har vi set den lange række af problemer, der er i Marx’s teori.
Er værdien socialt nødvendigt arbejde, i betydningen proportional produktion, altså enheden af produktion og behov, eller det modsatte, nemlig abstraktionen fra brugsværdi, dermed behov? Er abstrakt arbejde fysiologisk arbejde, der skal måles i kalorier, eller social arbejdstid, der skal måles i tid? Er varen pr. definition et arbejdsprodukt eller er den ren vareform, altså ‘noget’ der kan byttes, således at også ikke-arbejdsprodukter kan være varer? Er lønarbejderen fri arbejder eller sælger han sin arbejdskraft og bliver slave? Modsigelserne og uklarhederne står i kø, så fortolkeren kan stort set frit vælge den Marx, som vedkommende foretrækker.
Alle disse plager er selvskabte. De stammer fra at Marx vil presse sin rige indsigt i kapitalismen ned i arbejdsværdilærens prokrustes-seng. Den meste empiri modsiger denne lære og derfor må Marx opfinde flere og flere ‘fordrejninger’ for at få pengene til at passe. Det ser – også iflg. Marx – ud som om arbejderen sælger sin arbejdstid, men dette er i strid med arbejdsværdilæren, så derfor tvinges Marx ind i en uholdbar teori om at det ‘ i virkeligheden’ er arbejdskraften, der sælges. Marx står på arbejderklassens side og derfor er det et aksiom, at kun arbejdet skaber værdi. Alt hvad der rør sig i kapitalismen, skal passe ind i denne skabelon, så når konkurrencen mellem kapitalerne tenderer mod at skabe en almen, ensartet profitrate (hvilket alle er enige om), og en sådan almen profitrate kræver priser (‘produktionspriser’), der afviger fra værdierne, ja, så må der opfindes en ‘transformation’ fra værdier til priser.
På denne baggrund må man spørge, hvorfor Marx genopdages igen og igen, af hver ny generation, og hvorfor vi i dag tilsyneladende har en ‘drejning mod marxismen’? Hvorfor har Marx ikke fået status som Aristoteles, altså som en meget klog mand, som man kan lære en masse af, men som ingen i dag ville drømme om at kalkere?
Den positive grund er at enhver socialist, enhver der vender sig mod et samfund, hvor penge er det højeste mål, på trods af arbejdsværdilæren finder et hav af indsigter hos den unge, den midaldrende og den gamle Marx. Og ingen kan som Marx skyde selvfede borgerlige teorier i grus med få velvalgte ord.
Den negative grund er at en radikal kritik af kapitalismen synes umulig uden Marx’s begrebsapparat. Som om vi så må tage til takke med lidt kritik af ulighed her, af planløshed dér, uden at komme til roden af problemerne, uden at fange kernen i marked og kapital. Den negative grund er med andre ord at kapitalisme-kritikeren ikke synes at have et alternativ til Marx.
Et alternativ til Marx
Lad mig skitsere det alternativ til arbejdsværdilæren, som jeg har søgt at udforme i ‘Kritik af privatarbejdet. 1. del: Simpel vareproduktion’, forlaget GMT 1981, og ‘Hoveder og Høveder’ i 3 bind, Frydenlund 2004.
Tanken er at begynde kritikken med en undersøgelse af det træk, der klart adskiller markedsøkonomi og kapitalisme fra andre produktionsmåder, nemlig privatejendommen. Af denne institution følger en række modsigelser eller problemer.
Vi må forudsætte at der er arbejdsdeling, for i modsat fald er vi alle Robinson Cruso’er og der opstår ikke sociale økonomiske problemer. Derfor producerer vi alle for hinanden, således at skomagen laver sko til bageren osv. En sådan arbejdsdelt økonomi forudsætter proportional produktion, således at vore behov for sko, brød, tøj etc. tilfredsstilles; hvis der fx ikke produceres brød, dør folk af sult. Dette er en eksistensbetingelse i enhver arbejdsdelt økonomi, hvad enten den er baseret på privatejendom og marked eller fællesejendom og plan.
Det særlige ved en økonomi baseret på privatejendom er, at producenterne frit bestemmer, hvad og hvor meget de vil producere. Derfor er det umiddelbart socialt tilfældigt, hvad og hvor meget der produceres; vi kan i princippet risikere at alle vælger at producere sko, således at økonomien (og menneskerne) går til grunde. Her er det som bekendt markedet med dets udbud og efterspørgsel, der sørger for en vis orden (hvis der produceres for mange sko, falder skoprisen og skomagerne begynder at producere noget andet). Men dette er svar på den umiddelbare modsigelse: At arbejdet skal tilfredsstille et socialt behov, samtidig med at det er tilfældigt om det gør det; arbejdet er socialt tilfældigt, men skal være socialt nødvendigt. Disse tanker kan findes her og der hos Marx (alt kan findes hos Marx), men det er filosofiske sidebemærkninger, faktisk forudsætter Marx – som nævnt i den forrige artikel – i 1. Bind af Das Kapital proportionel produktion, altså at denne modsigelse ikke findes; for at få arbejdsværdilæren til at gå rent igennem forudsætter Marx, at varerne kan afsættes til deres arbejdsværdi. Han ser med andre ord bort fra markedsøkonomiens grundproblem.
Det kan nu vises, at det på et sådant grundlag af begrebet om privatejendommen er muligt at udlede vare, penge og kapital.
Ovenfor har jeg givet en kvantitativ formulering af den private økonomis grundproblem (socialt nødvendigt versus socialt tilfældigt arbejde). Den kvalitative formulering er at privatproduktet skal være brugsværdi for andre, altså social brugsværdi, samtidig med at ejeren kun producerer for sig selv, altså alene forfølger sin egen interesse, og abstraherer fra de andres interesser (behov). Privatarbejdet er således en umiddelbar modsigelse af socialt og a-socialt arbejde.
Komplementet til at privatejendommen stempler arbejderen som a-social er, at samfundet bliver ikke-menneskeligt; privatarbejdernes uafhængighed af samfundet, som de opfatter som frihed, indebærer at samfundet bliver uafhængigt af menneskerne, altså objektivt. Når menneskerne producerer med ryggen til hinanden bliver resultatet nødvendigvis, at samfundet (de social-økonomiske relationer) kommer bag på menneskerne; de har ikke skabt disse relationer bevidst og de kan derfor ikke genkende sig selv i dem: de fremstår som en fremmed, objektiv magt, hvad enten det er i form af varer, penge eller kapital. De økonomiske sammenhænges objektive karakter når sit højdepunkt, og fremtræder tydeligst, i kapitalens profitmaksimering, der ikke udspringer af aktørernes menneskelige egenskaber og præferencer, men påtvinges dem at konkurrencen.
Heraf den stumme tvang, den ikke-menneskelige tvang, som markedets aktører er underlagt, og som er emnet for Mau’s bog. Dette er den virkelige fordrejning i en markedsøkonomi, og den har intet at gøre med Marx’s mystiske fetichisme-teori.
I slutningen af sin bog (s.306) udtrykker Mau håb om at hans bog kan bidrage til ”strategisk relevante analyser af konkrete kamparenaer.”
Tjah, problemet med Marx’s analyser i Das Kapital har altid været, at selvom der kan hentes megen ammunition til en kritik af kapitalismens uretfærdighed og irrationalitet, er den blevet brugt meget lidt af socialister til en forståelse af kapitalismens bevægelseslove. Betydningsfulde kritiske økonomer som Robert Brenner eller Wolfgang Streeck klarer sig fint uden brug af Marx’s terminologi; her tales om priser og profit og meget andet, men ikke værdi og merværdi. Det samme gælder Pelle Dragsted’s bud på en overgang til demokratisk socialisme.
Arbejdsværdilæren og merværditeorien blokerer for den klare tanke.
Kritikken af Marx’s vare- og pengeteori, herunder fetichismen, stammer fra ‘Kritik af Privetarbejdet’, forlaget GMT 1981, mens forlægget til kritikken af kapitalteorien, især merværdibegrebet, findes i ‘Hoveder og Høveder’, 2. Bind, Frydenlund 2004 (tilgængelig på www.anderslundkvist.net). Uddybninger, detaljerede henvisninger til Marx etc. kan findes her.
Bragt på Solidaritet.dk 19/4 2022.