Op gennem 80erne havde Japan, skønt allerede et rigt land, en tilsyneladende ustoppelig, kræftagtig vækst. Overforbruget gjorde staklerne federe og federe, energifrådset forurenede kloden og ressourceforbruget drænede fattige lande for nødvendige ressourcer.
Omsvinget til miraklet kom for 10 år siden; siden da har landet formået at have en sund, stationær økonomi, uden økonomisk vækst. Når dette er lykkedes »hænger det grundlæggende sammen med fraværet af et åbent marked«, der gør det muligt at stå udenfor den internationale konkurrence og dens meningsløse march mod flere biler, videoer osv; ingen benchmarks her. En sidegevinst har det været at statslig støtte, og fraværet af udenlandsk konkurrence har sikret »priser der er langt højere end de tilsvarende amerikanske og vesteuropæiske«; høje priser giver jo lavt forbrug.
Man skal heller ikke »undervurdere betydningen af den japanske kultur. I Japan er individets behov i mange henseender underlagt fællesskabets tarv. Adfærden er ofte reguleret gennem det personlige tilhørsforhold til en gruppe naboerne, arbejdspladsen eller uddannelsesinstitutionen«. Det har også spillet en stor rolle at beslutninger gerne vedtages »gennem forhandlinger mellem de berørte interesser. Alle parter skal helst være enige, før noget kan føres ud i livet. Desuden er det politiske liv præget af en slags sognerådstænkning, hvor stemmen først og fremmest gives til den lokale kandidat, ikke det nationale parti.« Det japanske samfund er kort sagt præget af fællesskabsfølelse og nærdemokrati. Beslutninger træffes ikke af isolerede individer, ej heller af et overpersonligt verdensmarked. Derfor har man formået at modsætte sig »et opgør med efterkrigstidens sociale og politiske system.« Systemet med livstidsansættelser er måske det mest lærerige for os andre.
I Japan er det »enormt ydmygende at blive fyret, og en meget stor ydmygelse for firmaet at afskedige ansatte. Den japanske velfærdsstatsmodel har ganske enkelt en indirekte karakter, hvor retten til fast arbejde er erstatning for retten til statslige ydelser.« Skal vi tro Jørgen Møller er der ikke stor risiko (JM: chance) for at denne model der giver menneskene værdighed erstattes af vores egen skraldespandsmodel, hvor flere og flere marginaliseres og udstødes, altså dømmes ude af fællesskabet.
Efter vestlige standarder er sådanne virksomheder selvsagt ineffektive, men heldigvis tyder intet på at »Japan åbner sit marked for udenlandske produkter, så de ineffektive indenlandske firmaer kan gå fallit.«
Det japanske mirakel er bestemt ikke sikret endnu. Stærke kræfter i indland og udland vil åbne landet, fyre op under den økonomiske vækst og erstatte samfundet med individer og marked.
På den anden side synes eksemplet at have bredt sig. Se blot på udviklingen i den amerikanske og europæiske økonomi. Gad vide om Adam Smith alligevel havde ret i at markedsøkonomien indeholder en usynlig hånd, der sikrer et rationelt økonomisk system?