Er Jeltsin derfor en forbryder? Eller er han kun en forbryder, hvis devalueringen ikke virker efter hensigten og genrejser landets økonomi om nogle år?
Således at nutidens menneskelige ofre kan retfærdiggøres med fremtidens gevinster? Er det umoralsk og kynisk at opstille en sådan kalkyle? Eller er det umoralsk og kynisk at Jeltsin formentlig ikke har lavet denne body-count?
Var Mao en forbryder?
Under Det store Spring Fremad gennemførte det kinesiske kommunistparti under Mao en ny økonomisk politik, der bl.a. sigtede på at decentralisere økonomien. Resultatet var en katastrofe, med utallige ofre. Var Mao en forbryder? Havde han været en velgører, hvis denne økonomiske politik havde været vellykket?
Dette er vanskelige spørgsmål, der er aktualiseret af den franske bog om kommunismens forbrydelser. Foranlediget af Niels Boels omtale af bogen spørger Henrik Gade Jensen (Information 19. aug.) om det onde er relativt? Hans svar er ‘nej’.
Graden af ondskab
Det kan man stille spørgsmålstegn ved. For det første synes graden af ondskab at afhænge af de ideologiske briller, der betragter den.
Mennesker er alle dage omkommet som følge af økonomisk-politiske indgreb. Gade hæfter sig især ved kommunismens forbrydelser. Selv er jeg (også) kritisk overfor markedsøkonomiens og kapitalismens forbrydelser: Fordrivelsen af bønderne fra deres jord (Enclosure), proletariatets umenneskelige levevilkår i forrige århundrede, overklassens massemord på underklassen i Første Verdenskrig, IMF’s krav om at den Tredie Verden åbner sig for den internationale kapital (med efterfølgende ødelæggelse af den lokale økonomi).
Listen kunne gøres meget længere, måske længere end listen over kommunismens forbrydelser. Jeg véd ikke hvilken liste, der er mest belastende.
For det andet synes ond-skaben at være omvendt proportional med afstanden til forbrydelsen. Den, der trykker på en knap 10 km over bombemålet, synes mindre ond end løjtnant Calley, der personligt myrdede vietnamesere.
Kapitalismens ‘fordel’
Dette giver en stor moralsk ‘fordel’ til kapitalismen. Det er sjældent at kapitalismens forbrydelser kan lægges på bordet hos en eller anden præsident eller IMF-direktør. Arbejdsløsheden, forarmelsen, naturødelæggelsen og sultedøden skyldes normalt de anonyme markedskræfter, – er disses utilsigtede konsekvenser (externaliteter). Det er ikke menneskene, men systemet, der er ondt. Der var ingen, der ønskede og fremkaldte verdenskrisen i 30’rne, så derfor har vi en forbrydelse uden forbrydere. Og dog: Var de politikere og kapitalejere, der med næb og klør kæmpede for dette system, fordi det gav dem selv magt og rigdom, ikke forbrydere, efter at systemets enorme menneskelige omkostninger havde vist sig?
Sammenhænge bevidste
Den store idé med socialisme og planøkonomi var at gøre de økonomiske sammenhænge bevidste, gennemskuelige og kontrollable. Hvis der er for lidt korn, således at folk sulter, ligger skylden ikke hos markedet, men hos nogle bestemte mennesker og deres politik. I forhold til kapitalismens ansvarsforflygtigelse er socialismen et mere moralsk system, fordi en evt. forbryder kan identificeres.
For det tredje synes graden af ondskab at afhænge af hensigten.
Auschwitz var her exceptionel, fordi det overordnede mål var at udrydde jøderne i Europa. Mordene var ikke midler til at nå et eller andet andet mål, faktisk prioriterede Hitler jødeudryddelsen over sejr i krigen; det fremgår af at de optrappede jødetransporter i de sidste krigsår vanskeliggjorde krigsindsatsen betydeligt ved at lægge beslag på en stor del af jernbanekapaciteten.
Hitler og Stalin
Stalins masseudryddelser var formentlig af en anden karakter, fordi disse mord for Stalin var den nødvendige omkostning ved at sikre magten; de var ikke mål, men middel. Hitler’s forbrydelser var før-moderne og derfor fra vor vinkel irrationelle; myrderier i den skala krævede selvfølgelig teknologi og organisation, men det gør dem ikke – modsat Baumann’s mening – moderne.
Stalins forbrydelser, derimod, var ‘rationelle’ og ‘moderne’. Ganske vist antog udrensningerne et omfang, der gjorde det vanskeligt at se ‘fornuften’ i dem, men det kan forklares: A er en trussel og må derfor udryddes; B, C og D er ikke i sig selv trusler, men de er knyttet til A og bliver trusler grundet mordet på A osv. osv., indtil reaktionen på den første trussel faktisk har gjort en betydelig del af befolkningen til en trussel. Under alle omstændigheder er der intet der tyder på at Stalin led af patologisk blodrus, ‘kun’ patologisk magtbegær (der er vanskelig at skelne fra en diktators rationelle frygt).
Jeg véd ikke om Hitler’s jødehad eller Stalin’s ligegyldighed overfor menneskeliv er mest ondt.
Jeg synes kort sagt, at det hele er meget mere indviklet end Gade lader forstå.