Idéer til Enhedslistens Sprog- og kommunikationsudvalg (SKU)
Udlændingepolitik
De fleste partier er nu tilhængere af en ‘stram’ udlændingepolitik, med alle de nederdrægtigheder der følger heraf.
Hvis man ikke er med på det, og det er EL ikke, må man jo være tilhænger af en ‘slap’ politik, for ‘slap’ er det modsatte af ‘stram’. Men hvem bryder sig om en ‘slap’ politik? Hvis dette er sprogbrugen, har vi om ikke tabt på forhånd, så sat os adskillige point bagud i debatten.
Mit forslag til alle EL-politikere er at vi kalder vor udlændingepolitik ‘human’, for det er lige præcis, hvad den er. Heri ligger jo også, at DF, SD etc. fører en ‘inhuman’ politik.
Denne sprogændring vil være en god måde at gå i offensiven på. Det er der brug for.
Det skal overvejes, hvad vi kalder ‘ikke-etniske danskere’.
Betegnelsen er vel korrekt, men sprogligt alt for klodset. Hvad er alternativet? ‘De fremmede’ er selvfølgelig skrækkeligt (var det ikke Ekstrabladet, der for mange år siden var en drivkraft i at vende stemningen gennem deres kampagne mod ‘de fremmede’?); en ‘fremmed’ er pr. definition én, som ikke hører til her, og som højst kan få en kop kaffe før det er ud af vagten. Mellemfolkeligt Samvirke kørte dengang en modkampagne med overskriften ‘En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt’. Genialt og måske værd at tage op igen for EL.
Men det er ikke éntydigt, for på den anden side taler vi om ‘fremmedfjendskhed’, og det har i mine ører en rigtig klang, selv om vi jo dermed kalder ‘de andre’ for ‘fremmede’.
Hele området kræver en nøje sproglig analyse. Det står mig i hvert fald klart, at venstrefløjen her er i defensiven. Der er brug for nye sproglige idéer.
Skat
Her har vi haft fokus på kritik af ‘skattelettelser’.
Det er OK, men jeg synes ‘skattetryk’ og ‘skattebyrde’ endnu mere oplagt forholder sig negativt til vores bidrag til fællesskabet (og positivt til at vi beholder alle pengene i vor privatøkonomi). Her skal vi og vore politikere til konsekvent at tale om ‘skattebidrag’. Jeg kan forestille mig det røre, det vil skabe i Debatten!
Forresten er det kun ca. 20 år siden at Danmarks Statistik indførte begrebet ‘skattetryk’ – stort set samtidig med at nyliberalismen for alvor slog igennem. Før da brugte det officielle Danmark ikke betegnelsen. Tankevækkende.
Økonomi i øvrigt
Jeg er økonom og har derfor beskæftiget mig med kategorier og begreber i officiel statistik og i økonomisk teori. Det er vel ikke så relevant i den daglige politik, men er vigtigt for de kammerater, der beskæftiger sig med fx økonomiske modeller (den glimrende kritik af Finansministeriets regnemaskine).
Danmarks Statistik begyndte for en snes år siden (igen) at grundopdele økonomien i ‘husholdninger’ og ‘selskaber’. Pr. definition er det således at ‘husholdningerne’ ejer alle produktionsfaktorer, altså både arbejdskraft og kapital, og får afkastet herfra, især løn og kapitalindkomster (profit, rente og kapitalgevinst ved fx stigninger i aktiekurserne); ‘husholdninger’ nyttemaksimerer. Omvendt ejer ‘selskaberne’ pr. definition intet, men de hyrer produktionsfaktorerne fra ‘husholdningerne’; de profitmaksimerer.
Det er en sjov måde at kategorisere på, for det indebærer at kapitalisterne ikke profitmaksimerer (de er jo ‘husholdninger’, og som sådan nyttemaksimerer de). Mens dem, der profitmaksimerer, ikke er kapitalister!
En anden konsekvens af denne måde at skære ‘kagen’ (økonomien) på er, at klassekampen næsten forsvinder, for arbejdere og kapitalister er jo i samme båd, eller i hvert fald i samme kategori (som ‘husholdninger’).
Lidt i samme boldgade:
Socialister kalder vort økonomiske system for ‘kapitalisme’, mens liberale foretrækker ‘markedsøkonomi’. Det er vel begge dele, men hvad er forskellen?
‘Kapitalisme’ er et hierarkisk system, hvor kapitalen er vigtigst, fordi det er den, der bestemmer. Derfor hed Marx’s bog Das Kapital. ‘Markedsøkonomi’ er et horisontalt system, hvor alle agenter er lige vigtige i den store ligevægt af udbud og efterspørgsel. Arbejdere og kapitalister (virksomheder) er lige, fordi begge udbyder og efterspørger; de er på samme niveau, hvorved det glemmes at kapitalen bestemmer hvem der skal hyres og hvad der skal produceres og investeres. Den liberale model glemmer derfor magten.
Liberale bryder sig ikke om ordet ‘kapitalisme’, fordi et lugter af profit og grådighed. Marked og ‘overskud’ er mere stuerent. Sådan er det i Europa, men læg mærke til at i det ‘vulgære’ USA har man ingen kvababbelser ved at tale om ‘kapitalisme’.
Mere om hhv. husholdninger versus selskaber og markedsøkonomi versus kapitalisme i Indledning og Kapitel 12 i min bog Dansk Kapitalisme – gennembrud, storhed og stagnation, Forlaget Hovedland 2017.
Summa summarum: EL skal tale mere om ‘kapitalisme’ – hvis denne sprogbrug samtidig begrundes. Ellers kan det være kontraproduktivt, fordi mange vil associere til noget gammeldags, knyttet til det gamle klassesamfund.
PS. I de sidste 15-20 år har den helt store sproglige sejr for venstrefløjen været at ordet ‘nyliberalisme’ er blevet almindeligt, og nu også bruges af midterpolitikere. Det er vigtigt, fordi det fastlægger den ideologiske karakter af det moderne globale økonomiske system. Modsat ‘globalisering’, der var eneherskende frem til slutningen af 90erne. Man kan meningsfuldt være modstander af ‘nyliberalisme’, mens modstandere af ‘globalisering’ stempler sig selv som modstander af internationale økonomiske relationer, af internettet, af kulturel udveksling osv; en modstander af ‘globalisering’ dømmer næsten sig selv til at være nationalist (og det er der selvfølgelig nogen, der i dag er stolt over).
Udenrigspolitik
De gode lande er stater, der har regeringer. Slyngelstaterne er ‘regimer’. Iran betegnes altid som et ‘præstestyre’, mens USA ikke kaldes ‘selskabskapitalistisk’. Her er der mange julelege. Den simple løsning er at betegne alle stater ved deres eget officielle navn; hvorefter man så kan kritisere, så meget man vil.