Tim Weiner: Legacy of Ashes. The History of the CIA (Anchor Books, 2008, 810 sider; pris: billig. Findes i dansk udgave)
“Foster Dulles firmly believed that the United States should do everything in its power to alter or abolish any regime not openly allied with America. Allen Dulles wholeheartedly agreed. With Eisenhowers blessings, they set out to remake the map of the world.” (s. 87; Foster Dulles var amerikansk udenrigsminister i 50erne, hans bror – Allen Dulles – direktør for CIA)
Denne bog er velskrevet, den er mere spændende end 10 agentromaner, og så handler den om noget virkeligt og vigtigt, nemlig USA’s omgang med omverdenen siden 1945.
Noget er velkendt stof: CIA’s succesfulde aktioner for at vælte de demokratisk valgte regeringer i Iran (Mossadeq) i 1953 og Guatemala (Arbenz) i 1954; en årtier lange terrorkampagne i Mellemamerika, herunder den bizarre Iran-Contra affære (men jeg vidste ikke at nogle af disse penge blev brugt til at etablere en base i San Salvador under ledelse af bl.a. Carilles, der var ansvarlig for at bombe et fly med op mod hundrede civile cubanere); den økonomiske, militære og politimæssige (torturekspertise) støtte til 60ernes og 70ernes militærdiktaturer i Sydamerika (der blev optrænet 771.217 personer og CIA hjalp med at etablere et hemmeligt politi i 25 lande). Desuden mordforsøgene på Castro, de falske oplysninger op til den seneste Irak krig og meget mere. Apropos tortur, så startede CIA et program allerede i 1948, med centre i især Tyskland og Panama, men modsat i dag holdt man dette hemmeligt. Først i dag er totur blevet officiel amerikansk politik.
Disse velkendte sager går jeg derfor ikke nærmere ind på.
Det særlige ved denne bog er imidlertid, at forfatteren har haft adgang til deklassificeret materiale i CIA’s, Udenrigsministriets og Pentagons arkiver. Man kan sige meget om amerikanerne, men systemet er forbløffende åbent; det hænger sammen med at det er pluralistisk, så derfor er der ofte nogle med magt, der har en interesse i at nogle oplysninger kommer ud. Desuden har forfatteren interviewet en lang række politikere og CIA folk, herunder tidligere direktører.
Weiner er kritisk, meget kritisk. Ikke p.gr.a. det som CIA – næsten altid med opbakning fra præsidenten – har gjort, men fordi det er blevet gjort så ineffektivt. Og ikke fordi der myrdes, torteres og indsættes diktatorer, men fordi det somme sker på illegal vis, dvs. i strid med den amerikanske forfatning og andre amerikanske regler; andre landes retsregler, endsige folkeretten, tæller ikke.
CIA betyder ‘Central Intelligence Agency’, og derfor skulle man tro at fokus ville være på at indhente oplysninger om Amerikas fjender. Det er ikke tilfældet. De fleste ressourcer er gennem årene – og især da Allan Dulles var direktør (1952-1961) – gået til ‘skjulte operationer’, hvor man altså har søgt at ændre verden, snarere end at forstå den.
Den egentlige efterretningsvirksomhed, som faktisk er foregået, har været en eklatant fiasko. Under den Kolde Krig drejede det sig naturligvis om at søge oplysninger om Sovjet og andre kommunistiske lande. Det lykkedes ikke, så man vidste stort set ingenting om hvad der foregik der. Det lykkedes meget sjældent at rekruttere eller plante agenter bag jerntæppet, og når det lykkedes blev de hurtigt afsløret og – for det meste – henrettet. CIA havde ikke opsnuset at noget var i gærde før Tet offensiven i Vietnam i 1968 (skønt 400.000 kombattanter var klar til offensiven!). CIA anede intet om at Sovjet ville invadere Afghanistan i 1979, at Shahens trone vaklede i Iran, at muren ville falde eller om terrorangrebet mod USA i 2001. De oplysninger, man faktisk indsamlede, stammede overvejende fra elektroniske kilder og anden overvågning, fx U2 fly; menneskelige kilder havde man meget lidt af. I dag er fx Iran terra incognita for USA. “For sixty years tens of thousands of clandestine service officers have gathered only the barest threads of truly important intelligence – and that is the CIA’s deepest secret” (s. 594). Dette kan sammenlignes med Sovjet, der havde masser af højtplacerede agenter i Vesten, fra Philby og Blake i England over Günther Guillaume i Vesttyskland til Ames i USA.
Det er ikke helt let at forklare denne inkompetence, til trods for de enorme ressourcer der stod til rådighed. Men noget skyldes interne rivninger, andet at CIA var blindet af ideologiske briller, der betød at man så, hvad man ønskede at se, snarere end hvad der var. Og hvis de forsøgte at komme med nøgterne vurderinger, blev CIA ofte tilrettevist eller overhørt af en præsident, der kun ville høre, hvad han brød sig om. Dette mønster er velkendt i opløbet til den sidste Irak krig.
Lad os dernæst se på de ‘hemmelige operationer’ (covert activities). Vi tager et udvalg i kronologisk orden.
Frem til ca. 1960 var den amerikanske strategi overfor Sovjet offensiv, det gjaldt om at få kommunismen ‘rullet tilbage’. Man startede med en aktion i Rumænien allerede i 1946 og fortsatte i Ukraine (i samarbejde med rene fascister) og Polen, – alt var eklatante fiaskoer. Under Koreakrigen (1950-53) vidste CIA ikke at Nordkorea ville angribe, og man forsikrede at Kina ikke ville intervenere. Der blev iværksat hemmelige operationer i Nordkorea, men de blev alle hurtigt optrevlet; dette fandt man først ud af adskillige år senere, fordi den ansvarlige CIA mand bryggede nogle fantastiske løgnehistorier sammen.
Det er velkendt at CIA oversvømmede kirken og de kristelige demokrater i Italien med millioner for at undgå kommunistisk sejr ved valget i 1948. Ret beset er dette en undergravelse af demokratiet, der bekræfter kommunisternes påstand om at det borgerlige demokrati er ren facade. Senere støttede CIA hver eneste kristne demokrat, der vandt et valg, fx fik Andreotti og hans neofascistiske støtter $25 mio i 1970. Hvad jeg ikke vidste var at Japans ‘demokrati’ i masser af år – og stadigvæk? – var en CIA operation. En række nøglepersoner indenfor det liberaldemokratiske parti var rekrutterede CIA agenter; det gælder således Nobusuko Kishi, der med CIA finansiering blev premiereminister i 1957.
Overhovedet er penge et nok så vigtigt våben som gift og revolvere, når det gælder om at undergrave demokratiet. Egentlig er det lidt uhyggeligt at læse om, hvor simpelt det kan gøres.
To eksempler fra 1965:
CIA havde længe været særdeles aktiv i Laos, hvor der var en kommunistisk – eller nationalistisk – oprørsbevægelse. Da der skulle være valg tog CIA ingen chancer, men købte kandidaterne, således at 55 af de 57 valgte var betalte agenter!
I Thailand var der et militærdiktatur, som USA ønskede at give en demokratisk facade. Faren var en venstreorienteret valgsejr. Præsident Johnson godkendte CIA’s plan, hvis indhold var ‘financing of a political party, electoral support for this party, and support for selected candidates for parliament for this party’, idet formålet var det fortsatte ‘leadership and control of the present military group’ og ‘ to ensure that the party created is succesful in winning a confortable and commanding majority in elections’. I planen skrev CIA videre at det kunne begynde ‘litterally building a democratic electoral process from the ground up’ (ss. 297f). Planen lykkedes, omend juntaen ret hurtigt vendte tilbage til åbent militærstyre.
Der er ingen grund til at tro at den sidste bemærkning er ment selvironisk, der er blot tale om en særlig betydning af ordet ‘demokrati’: USA står for demokrati, derfor er styrer der støtter eller støttes af USA demokratiske. Punktum. Der er som sagt næppe tale om hykleri, – ligesom kommunistiske ledere formentlig af et ærligt hjerte har oplevet deres systemer som de mest ægte demokratier (endog folkedemokratier).
Der er heller ingen grund til at mene, at USA’s udenrigspolitik har været drevet af en principielt anti-demokratisk holdning (‘demokrati’ nu i en mere traditionel betydning, dvs. noget med at folkeflertallet skal have lov til at bestemme). USA afsatte faktisk to højreorienterede diktatorer (Trujillo i den Dominikanske Republik og Duvalier på Haiti) og fik Diem i Sydvietnam myrdet (efter at CIA siden 50erne havde skabt ‘South Vietnam’s political parties, trained its secret police, made its popular movies, and printed and peddled an astrological magazine predicting that the stars were in Diem’s favor. It was building a nation from the ground’, jf s. 243). Kriteriet for hvem der skulle støttes og hvem styrtes var ganske enkelt om det gavnede USA’s interesser.
Så kommer vi til det løse:
I Britisk Guiana fik Kennedy væltet den demokratisk valgte Jagan (konen var marxist). Det kostede $2 mio.
I Syrien installerer CIA i 1949 en pro-amerikansk præsident. Han holdt i 4 år, hvorefter CIA mislykkes med et statskup mod den nye styre.; effekten er at Syrien derefter hælder mod Sovjet.
I begyndelse af 60erne betalte CIA $8 mio til politikere og militærfolk, der arbejdede på at destabilisere den demokratisk valgte præsident Goulart (lettere socialdemokratisk); i 1965 viste investeringen sig nyttig i form af et militærkup, der gav landet et halvfascistisk militærstyre den næste halve snes år.
Omkring 1960 beordrer Eisenhower CIA til ‘eliminere’ Lumumba i Congo; denne havde uden held søgt at få våben fra USA – for at forsvare sig mod belgiske kolonialister – hvorefter han købte våben af russerne. Aktionen lykkedes: Lumumba blev myrdet.
Da Mandela i 1962 blev arresteret var det til dels takket være CIA, der havde et tæt samarbejde med Sydafrikas sikkerhedstjeneste. Carter ændrede imidlertid denne politik.
I Indonesien er det kendt at USA bistod i massemordet på millioner af kommunister/bønder i 1965, da Suharto kuppede Sukarno og installerede et militærdiktatur; den nye udenrigsminister – Malik – var betalt CIA agent. Mindre kendt er det at CIA allerede i 1958 organiserede et mislykket militærkup mod Sukarno (hvis forbrydelse var at han var neutralist i den Kolde Krig).
I den mere morsomme ende fortæller Weiner, at CIA i Mellemamerika ‘had created and run the local Communist Party in several pro-American nations – among them Panama – hoping that the parties’ leaders would be invited to Moscow and discover the secrets of Soviet doctrine firsthand’. Det lykkedes ikke.
USA’s indblanding i Pinochets kup mod Allende i 1973 er velkendt. Mindre kendt er det at CIA ved præsidentvalgene i både 1964 og 1970 rundhåndet finansierede Allendes modstandere (i 1964 ‘kostede’ 1 stemme $1) og i 1970 på Nixons udtrykkelige ordre arbejdede intensivt men forgæves for et militærkup, der kunne forhindre at Allende blev indsat som præsident.
Lederne af den græske junta Papadopulos og senere Ioanidis havde begge i mange år været CIA agenter.
Kong Hussein af Jordan og lederen af de halvfascistiske kristne i Libanon, Gemayel, var betalte CIA agenter (det var mordet på Gemayel, der blev anledning til de israelsk sponsorerede massakrer på palæstinensere i to flygtningelejre i Beirut).
Det, der slog mig mest ved læsningen af bogen, er den selvfølgelighed med hvilken skiftende amerikanske regeringer har betragtet hele kloden som ‘fair game’. Det er så selvfølgeligt at man har ret til at bestemme, hvilke regeringer alle andre lande skal have, at man ofte ikke gør sig den store ulejlighed med at holde de hemmelige operationer hemmelige.
Den ‘frie verden’ var/er den del af verden, hvor USA er fri til at bestemme, hvem der skal styre. I praksis har det oftest (Vesteuropa undtaget) været diktaturer. Ligesom i dag hvor de fleste af Mellemøstens diktaturer holdes i live takket være amerikansk militær, økonomisk og politisk støtte (Ægypten, Saudi Arabien, Jordan, Emiraterne osv). Når det kan forklares som en kamp for demokrati skyldes det formentlig – som nævnt – at USA opfatter det, de gør, som pr. definition demokratisk, eftersom de selv har et demokratisk system.
I modsætning til USA var Sovjet meget defensivt. Da man havde fået kontrol med sin interessesfære i Østeuropa, var man stort set tilfreds. Stalin overholdt aftalen med Churchill om Europas deling; derfor hjalp han ikke de græske kommunister i borgerkrigen 1946-49, derfor holdt han den mere rabiate Tito tilbage frem til bruddet i 1948, og derfor fik de vesteuropæiske kommunistpartier besked om at samarbejde og i hvert ikke pønse på revolution. Der var ingen fare fra Sovjet. De eneste mulige undtagelser er Cuba, der faldt som en appelsin i turbanen, fordi amerikanerne var for provokerende, og invasionen af Afghanistan i 1979 (men dette land har været gammelt russisk interesseområde).
Når regnebrættet gøres op, kan konklusionen kun blive at Sovjet var håbløst bag efter USA, når det gjaldt om at fremme diktatur og bekæmpe demokrati.