Valgets resultat
Som det vil være de fleste læsere bekendt vandt Nyt Demokrati med knap 30% af stemmerne, mens venstrepartiet Syriza fik knap 27%. Valgresultatet kan ses her: http://en.wikipedia.org/wiki/Greek_legislative_election,_June_2012
Dermed gik begge partiet godt 10% frem i forhold til valget for 1½ måned siden. Der skete dermed en samling omkring disse to partier.
Kommunistpartiet gik 4% tilbage (formentlig gået til Syriza), mens Uafhængige Grækere (en højreafspaltning fra Nyt Demokrati) måtte aflevere 3% til Nyt Demokrati. Kommunistpartiet havde ført en katastrofal kampagne, hvor man nærmest havde udråbt Syriza til hovedfjenden (se http://modkraft.dk/artikel/kommunister-kalder-enhedslistens-s%C3%B8sterparti-%C2%BBsvoren-fjende%C2%AB ); det minder om de europæiske kommunistpartiers politik i begyndelsen af 30erne, hvor man udråbte socialdemokraterne til ‘socialfascister’.
Socialistpartiet Pasok gik 1% tilbage og har nu kun godt 12%. Det moderate venstreparti Demokratisk Venstre holdt skansen med 6%, hvilket det neonazistiske parti, Gylden Morgenrøde, overraskende nok også gjorde med godt 7% (de stod til tab i meningsmålerne, men oplever nok det samme som Dansk Folkeparti, hvor vælgerne ved meningsmålinger ikke vil stå ved deres præference).
For resten er det værd at bemærke at unge og yngre foretrak Syriza for Nyt demokrati, mens det var omvendt for de ældre. De unge er mest vrede, de ældre mest bange. Syriza var størst på Kreta og Attika, incl. Athen.
Det største parti får en bonus på 50 mandater, hvilket giver Nyt Demokrati 129 mandater. Parlamentet har 300 pladser, så de har brug for Pasok’s 33 mandater for at danne regering. Pasok vil helst have en stor samlingsregering, men det er udelukket at Syriza går med i en sådan. Formentlig finder Nyt Demokrati og Pasok sammen (måske med Demokratisk Venstre), ellers skal der være valg igen. De ansvarlige for katastrofen og al korruptionen tilbage i sadlen!
Dermed vil den af Trojkaen (EU, IMF og den Europæiske Centralbank) dikterede nedskæringspolitik fortsætte, måske med en lille morgengave til vennerne i Athen.
Det giver sikkerhed til grækerne, nemlig sikkerhed for at den katastrofale økonomiske udvikling – med faldende vækst og stigende arbejdsløshed og fattigdom – vil fortsætte og uddybes. Grækerne vil stadig bløde fra kapitalflugt, og Trojkaen vil fortsætte med en tid endnu at sende penge til Athen. Så det kan vel gå lige op? Ikke helt, for kapitalflugten betyder færre penge for grækerne, mens de fleste af pengene fra Trojkaen blot er nede at vende i Athen for derefter at havne hos de udenlandske kreditorer, især tyske og franske banker samt ECB (noget af gælden/statsobligationerne ejes dog af de græske banker). Den økonomiske støtte fra Trojkaen er altså ikke en støtte til græsk økonomisk vækst.
Det sociale oprør vil fortsætte og den politiske stabilitet er blot forbigående.
At Syriza ikke vandt, trods den store fremgang, er naturligvis en skuffelse for de kræfter, der arbejder på et opgør med den herskende europæiske politik. En sejr ville have haft en stor reel og symbolsk betydning for den europæiske venstrefløj.
Jeg kan ikke lige komme i tanker om et valg, hvor der har været en så massiv udenlandsk indblanding. Merkel sagde dydigt, at hun skam ikke blander sig i andre landes valg (det glemte hun nu ved det franske valg, hvor hun udtrykkeligt støttede Sarkozy), men hun og alt hvad der kunne krybe og gå af nyliberale politikere sagde jo, at hvis grækerne ikke stemte på en bestemt måde, så var det ud af vagten, dvs. af Euroen. Jeg véd ikke om det er helt i overensstemmelse med de demokratiske spilleregler (hvad ville vi sige til en tilsvarende indblanding i et dansk valg?), men er vel blot udtryk for at finanskapitalens og de politikere, der varetager dens interesser, allerede har reduceret demokratiet.
Det giver sig selv at den danske regering, ved Europaminister Wammen, var med i koret. Mere bemærkelsesværdigt er det, at det var Hollande også.
Han vil angiveligt have mere vækst og mindre nedskæring i Europa, men det gælder åbenbart ikke Sydeuropa; han talte for nogen tid siden om at kompensere grækerne med en lille vækstpakke, men det har jeg ikke hørt noget om siden. Med den holdning kan man frygte, at det bliver rimeligt let at finde et kompromis med Merkel.
Syriza’s stilling
For Syriza er der altså umiddelbart tale om en skuffelse. Men man skal ikke være blind for at det relative nederlag kan være en taktisk fordel. Det er aldrig misundelsesværdigt at overtage roret, når skibet er ved at gå ned.
Hvis Syriza havde vundet, havde der været to muligheder. Enten havde Trojkaen lukket for kassen, grækerne var gået fallit og måttet indføre drakmeren; dette ville have givet stor inflation og stor indkomstnedgang for befolkningen. Eller også havde Trojkaen – af frygt for konsekvenserne af en græsk exit – genforhandlet kravene til den græske økonomi; det ville kunne lægge en bund under nedgangen, men stadig ville den græske økonomi være i svær situation.
Iøvrigt bliver Syriza’s politik ofte misrepræsenteret i udlandet.
Syriza bliver rutinemæssigt fremstillet som modstander af Euroen, men faktisk ønsker partiet at forblive i Euroen, vel vidende de skræmmende konsekvenser af en exit. Det er ikke et filosofisk spørgsmål, om hvorvidt Euroen er en god konstruktion eller ej, men at alternativet for Grækenland ville være værre.
Partiet vil også honorere gælden, men vil ‘blot’ udskyde betaling af renter og afdrag, indtil der er kommet gang i væksten. Trojkaen vil omvendt have penge nu (selv om der ikke er nogen).
Videre vil partiet rulle de nyliberale strukturreformer tilbage. Det gælder de fleste nedskæringer, privatiseringerne og svækkelsen af fagforeningerne (‘fleksibelt arbejdsmarked’).
Syriza er enig i kritikken af den offentlige sektor for ineffektivitet:
– skatteinddrivningen fungerer ikke og den er uretfærdig. Den skal effektiviseres og de velstående – bl.a. rederierne, der er en vigtig sektor og som er fritaget for skat – skal betale mere. Snarere end almindelige mennesker, der indtil nu er blevet ramt.
– mange offentligt ansatte arbejder for lidt eller alt for bureaukratisk. Det hænger i høj grad sammen med det system af klientilisme, som Pasok og Nyt Demokrati har trivedes så fint med i mange år (man ansætter partistøtter, uanset kvalifikationer, efter en valgsejr). Syriza vil gøre op med det system; partiet er her præcis lige så forarget, som enhver tysk boulevard avis. Men at effektivisere den offentlige sektor er faktisk ikke det samme som at skære den ned, hvilket er hvad Trojkaen kræver (og dermed afslører dens egentlige, nyliberale dagsorden).
Så Syriza’s politik er ikke at lukke øjnene for problemerne og blot kræve en fortsættelse af den gamle politik. Tværtimod.
Euroens fremtid?
Efter Nyt Demokratis valgsejr jublede finansmarkederne nogle timer, men så vente kurserne atter snuden nedad.
Det blev nemlig afsløret at der var endnu flere rådne lån i den spanske banksektor end antaget, hvilket fik renten på den græske statsgæld til at stige til over 7%, og 7% betragtes som en kritisk tærskel. Nu har landet lige fået – rettere: lånt – €100 mia, men måske skal der mere til for at dæmme op for panikken (når finanskapitalen bliver bekymret over statens evne til at honorere sine lån, altså betale rente og afdrag på sine statsobligationer, prøver den at komme af med disse papirer; et sådant udsalg sænker deres værdi/kurs, hvilket er det samme som at den effektive rente for at låne et bestemt beløb stiger).
Samtidig er Italien i stigende vanskeligheder, se http://www.presseurop.eu/en/content/news-brief/2169861-italian-press-gets-behind-monti-amid-bailout-rumours
Mere generelt er alle nogenlunde ædruelige personer enige om, at Euroen var en fejlkonstruktion. Man har for så vidt hele tiden været enige om, at en fælles valuta forudsatte en nogenlunde harmoniseret realøkonomi. Den del af opgaven skulle det Indre Marked have klaret, men det skete ikke. Markedsøkonomien afslørede atter sig selv som et system, hvor den rige (og derfor effektive) udkonkurrerer den fattige (og derfor ineffektive). Derfor øgedes afstanden i produktivitet mellem Nord- og Sydeuropa efter 2000, og derfor måtte Sydeuropa på et tidspunkt få gældsproblemer.
Institutionel status quo er nu uholdbart, hvilket åbner for to muligheder:
1) Euroen fravælges. Eller snarere: Euroen fravælger et antal lande. Måske kommer der så en nordeuropæisk mini-euro. Derefter er det svært at forestille sig et fælleseuropæisk samarbejde baseret på EU.
2) Syd- og østeuropa integreres reelt i Nordeuropa. Det kan ske på den bløde måde gennem massive overførsler af penge og teknologi, altså en regionalfond i den helt store stil. Denne løsning vil Tyskland ikke være med til.
Den hårde måde er at Syd- og østeuropa sættes under økonomisk administration. Den pæne måde at udtrykke det på, er at der etableres en økonomisk union, således at Bruxelles – eller Berlin – kan detailstyre landenes finanspolitik, dvs. statsbudget. Syd- og østeuropa holdes i live, men på bekostning af at de mister al økonomisk uafhængighed. Således at Trojkaens nuværende styring af gældsplagede lande gøres permanent.
Den model er der to problemer med. For det første spørgsmålet om de nævnte lande vil acceptere en sådan suverænitetsafgivelse, bl.a. i betragtning af at de hidtidige erfaringer med Trojka-krav har været, at de har gjort ondt værre. For det andet at en sådan institutionel omkalfatring vil tage tid, og finanskapitalen har ikke tid; den vil have likvideret Euroen lang tid før politikerne får sat sig op i deres respektive fly.
Meget peger således på, at Euroens dage – således som vi kender den – er talte.
Artikel til redaktionen Politisk Økonomi, modkraft.dk, juni 2012.