Efter nedskæringspolitiken: Hvad mener EL?

Noget tyder på at nedskæringspolitikken er ved at være ved vejs ende.

Europas økonomi bevæger sig fortsat nedad. Sydeuropa er et sort hul, og Nordeuropas vækst kan stadig ikke komme i gang, bl.a. grundet den store opbremsning i Bric-landene. Samtidig står det nu klart, at sparepolitikken ikke kan levere sit udtrykkelige mål, nemlig at reducere Sydeuropas gældsbyrde. De fleste økonomer er nok nyliberale, men mange kan se ud af vinduet, lægge to og to sammen og konkludere at den hidtidige politik simpelthen ikke fungerer.

Også i Danmark er der kommet et pres for at føre en mere ekspansiv finanspolitik, begrundet i at det offentlige underskud nu er så lille, at vi er sluppet fri at EU’s sparekrav. En umiddelbart mærkelig koalition af V, KF, DF, EL og Vismændene kræver en ny politik. Vestager siger nej, men nylig erfaring viser at regeringen kan være fleksibel.

En ekspansiv politik kommer imidlertid i to versioner, skattelettelser (de borgerlige) eller øgede offentlige udgifter (EL). Der er en række praktiske og principielle argumenter for at vælge den sidste strategi.

Hvis man bruger 10 mia kr til at nedsætte skatten, opspares en vis andel, som altså ikke vil bidrage til forbrug og investeringer, dermed beskæftigelse; den private sektor svømmer i penge, men forbrugerne holder sig tilbage, fordi de frygter arbejdsløshed, og virksomhederne investerer ikke, fordi der ikke er udsigt til øget afsætning. Flere disponible penge ændrer intet i dette.

Her er der i øvrigt en mærkelig asymmetri. Arbejdsløse formodes at søge arbejde, hvis deres vilkår forringes, arbejdsgivere at ansætte arbejdere, hvis deres egne vilkår forbedres. Altså henholdsvis pisk og gulerod, som om man går ud fra at de to grupper er genetisk forskellige, så den ene reagerer på negative, den anden på positive stimuli.

Nu da guleroden ikke har virket på arbejdsgiverne kunne man jo eksperimentere med at bruge pisken, fx afgifter på overskud, der ikke investeres. Måske vil en sådan politik, hvor samfundet også stiller krav til kapital-siden, udløse et helt orgie af aktivitet og innovation? Det kunne vende op og ned på den måde, vi betragter erhvervslivet, således at virksomhederne i højere grad indrettes efter lønmodtagernes og samfundets interesser, snarere end den anden vej rundt.

Hvis de 10 mia kr bruges til at ansætte lærere, sosu’er osv. giver det umiddelbar og sikker beskæftigelse; bruges de på at bygge skoler og hospitaler (offentlige investeringer) er der heller ikke et fradrag i effekten; og bruges de på at øge overførselsindkomsterne, kommer pengene de mindre velaflagte til gode og de opsparer næsten ingenting. Som bekendt har regeringen hidtil satset på offentlig nulvækst (næsten), hvor man har fodret private virksomheder med de sparede penge fra fyrede offentligt ansatte. Denne benhårde nyliberale politik forholder Vismændene sig faktisk ret skeptisk til i sin sidste rapport, så måske er der lyd forude?

Nu er det store dilemma i vore dage jo, at den store arbejdsløshed tilsiger vækstpolitik, men vækst forværrer miljø og klima. Så skal vi ofre de arbejdsløse eller klodens fremtid?

Kapitalistisk vækst har profitten, ikke miljøet, som drivkraft og mål. Derfor er grøn vækst ikke mulig, og derfor kræver en forbedring af miljøet negativ privat vækst. Krisen har reduceret EU’s CO2 udslip, og den økonomiske katastrofe i 90ernes Rusland, hvor både BNP og levetiden for mænd faldt drastisk, var en gave til miljøet.

Vejen ud af dilemmaet er offentlig vækst, for den er ikke bundet af profitmaksimering, men kan satse på nødvendige miljøinvesteringer. Den kan også genoprette den krakelerende velfærdsstat ved at udvide det offentlige forbrug. Privat vareproduktion forurener, men offentlig service bruger først og fremmest arbejdskraft, og den forurener ikke. Og de fleste undersøgelser viser faktisk, at vi hellere vil have bedre sundhed og uddannelse end drukne i flere dingenoter.

Der er en demokratisk tillægsgevinst ved en sådan omprioritering af væksten. Det skyldes, at mens den private sektor er domineret af kapitalen, er den offentlige kontrolleret af folkevalgte i kommuner og Folketing.

Demokratiet er i krise, for ligegyldigt hvordan vi stemmer får vi den samme ‘nødvendige politik’, ultimativt fordi kapitalen kan veto’e andre politikker ved at true med at flytte. Ved at flytte magt fra den kapitalistiske til den demokratiske sektor svækkes denne vetoret, så der igen kommer mening i folkestyret.

Måske kunne SF, der traditionelt har været de offentligt ansattes parti, profilere sig på et sådant politikskift, støttet af EL? Striden om dagpengene var nødvendig, men defensiv. Der er langt mere perspektiv i en generel kamp for den offentlige sektor. Ramaskrigene vil blive øredøvende, men de gode argumenter står i kø.

Derfor bekymrede det mig meget, at Per Clausen i afslutningsdebatten sagde at han ’sådan set var ligeglad med om økonomisk aktivitet foregik i privat eller offentligt regi: det afgørende var at der blev skabt værdi’ (citeret efter hukommelsen).

Dermed kastes det afgørende argument for socialisme – forstået som en udvidelse af den demokratiske beslutningsproces fra det snævert politiske til det økonomiske område – ud af vinduet. Principperne bliver ligegyldige og alt reduceres til pragmatisme, – hvorfor ikke udlicitering og privathospitaler, hvis kapitalistisk produktion kan vises at være mere effektiv? Men der er en indre værdi ved fælles beslutninger, uanset effektivitet. EL’s nylige beskæftigelsesplan indeholder meget udmærket (se http://modkraft.dk/artikel/keynesianisme-og-enhedslisten ), men den pointerer – som Corydon – at der især skal satses på private jobs.

Jeg håber det er svipsere, for der er i den grad brug for at formulere et knivskarpt og kompromisløst svar til liberalisterne, nemlig at når de vil privatisere, vil vi demokratisere. Vi skal turde står på mål for den offentlige sektor. Hvis socialisme ikke er at begrænse den del af økonomien, der styres af kapitalen, hvad er socialisme så?

Jeg synes at denne tendens (hvis det er en tendens) i EL er trist. Nu har vi lige haft et landsmøde, der eftertrykkeligt satte IS-ere og andre anti-demokrater på plads, men hvorfor så droppe den offensive kamp for en demokratisering af økonomien?

Revideret version af kommentar i Information 30/5 – 2013.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat, Enhedslisten og tagget , , . Bogmærk permalinket.