Indledning

Enhver økonomisk teori kan vurderes ud fra to kriterier: 1) Er teorien gyldig, dvs. giver den mening? er den logisk konsistent? 2) Er teorien rigtig, dvs. er den i overensstemmelse med empirien? er dens forudsigelser korrekte?

Det sidste først: Havde Marx ret og fik han ret?

Han havde ret i at lønnen svarede til subsistensomkostningerne, men her fik han ikke ret, eftersom lønnen senere steg betydeligt herover. Han fik i mange år ret i sin påstand om, at samfundet i stigende grad polariseres i to klasser, arbejderklassen og kapitalejerne, mens mellemlagene (småborgerskabet i form af små butiksejere, selvstændige landmænd etc.) forsvandt, men da han ikke forudså substantielle lønstigninger, der muliggjorde opsparing, forudså han ikke at arbejderne kunne forvandle denne opsparing til kapital og altså blive deltidskapitalister, med ’aktier’ i hus, bil, og pensionsformuer (som deltager på livet løs i finansiel spekulation).

Men på to punkter fik Marx klart ret. Kapitalismen genererer kriser, som bliver stadig dybere, jf. den aktuelle krise, der er værre end 30ernes. Og kapitalismen tenderer mod at afskaffe konkurrencen mellem mange mindre virksomheder til fordel for et system, hvor færre, meget store virksomheder (multinationale virksomheder og fonde) foretrækker at fusionere eller lave strategiske alliancer, således at konkurrencen sættes ud af kraft; konkurrence er jo ikke godt for profitten (Lundkvist 2003, II: 323-387).

Men er teorien konsistent? er forudsætningerne rimeligt begrundede, og kan de bære konklusionerne?

Dette spørgsmål er hovedemnet i dette bidrag. Svaret er ret negativt. Jeg mener ikke at Marx har begrundet sin grundteori (arbejdsværdilæren), og især ikke at hans kapitalteori (merværditeorien) holder vand.

Jeg frygter, at læseren efter at have tygget sig igennem nedenstående, sidder tilbage med en følelse af, at det er spild af tid at beskæftige sig med Marx’s økonomiske teori.

Det er langt fra tilfældet.

Hans projekt er storslået i sin ambition – at give en systematisk fremstilling af kapitalismen – og alene af den grund fortjener det opmærksomhed fra alle, også tilhængere af denne produktionsmåde. Tværs gennem alle fejlene får vi en vision af kapitalismen, der er langt dybere og mere realistisk end hvad standard økonomisk teori kan eller vil præsentere.

Visionen er, at kapitalismen består af to lag.

På overfladen har vi at gøre med en markedsøkonomi, hvor alle agenter er formelt ligestillede og konkurrerer på livet løs, forbrugere med producenter og virksomhederne indbyrdes. Alle er frie, og selv om konkurrence indbegriber stridigheder er nettoresultatet, at den ’usynlige hånd’ sørger for overordnet harmoni.

Men graver vi i overfladen kommer vi ned til grunden, de væsentlige lag. Her er der ulighed mellem kapitalisten, der har magten og derfor bestemmer, og lønmodtageren, der må lyde. Og her er den spejderagtige konkurrence afløst af kapitalmagtens sammenrotning i gigantiske koncerner og strategiske alliancer, der sætter konkurrencen ud af kraft og dermed udleverer lønmodtagere og forbrugere til kapitalens nåde.

I sin teori er Marx nogle gange hegeliansk mystiker, men generelt er han praktisk materialist. Han véd at den jordnære interesse trumfer den højtflyvende værdi. Han véd også at den herskende interesse (her: kapitalens interesser) for at bestå må skjule sig, dvs. generere et floromvundet og socialt ansvarligt billede af sig selv. Dette kalder Marx ideologi: Særinteressen, der præsenterer sig selv som den almene interesse.

I den kapitalistiske produktionsmåde er markedsøkonomien således kapitalens velduftende og svært gennemskuelige slør.

Det er dette slør kapitalismens ideologi – liberalismen – bygger på: Frihed for alle, lighed mellem aktørerne og (næsten) broderskab. Især i den nyliberale periode (efter ca. 1980) har liberalismen opnået hegemonisk status. Fx er det få, der oversætter ’frihandel’ til frihed for kapitalen, skønt det faktisk er kapitalistiske virksomheder, der besørger udenrigshandelen. Og i hvert fald i Europa taler alle nu om ’markedsøkonomi’, modsat for 30 år siden, da ’kapitalisme’ var lige så udbredt. Den herskende interesse har nået sit ideologiske mål, nemlig at gøre sig selv usynlig.

Kritik af Marx’s kapitalteori

Kapital og lønarbejde: Problemer i merværditeorien

Fra Smith over Ricardo og til og med Marx var alle økonomer tilhængere af arbejdsværdilæren (AVL), som – til vort formål – betyder at varer udveksles i forhold til hvor mange arbejdstimer det generelt tager at fremstille dem; hvis det tager 1 time at producere en stol og 2 timer at producere et bord, vil et bord være dobbelt så dyr som en stol, fx 1.000 kr overfor 500 kr. Også indirekte arbejde, dvs. timer brugt til at fremstille de nødvendige save, hammere og anden realkapital. skal medregnes (hvis en sav i sin levetid kan fremstille 100 borde, skal en hundrededel af savens værdi indregnes i værdien af hvert bord).

Standardargumentet – men ikke Marx’s – for AVL er, at hvis bordmageren kun får 700 kroner for sit bord, dermed 350 kroner i timen, vil han skifte til at fremstille stole, hvor én arbejdstime honoreres med 500 kroner.

Dette er en énsidig omkostningsteori, idet den ignorerer forbruget og dermed efterspørgslen; dette kan forsvares, når det gælder priserne på langt sigt. Et alvorligere problem er at det kan vises, at kapitalomkostningerne faktisk ikke kan reduceres til arbejdsomkostningerne for saven (fx 10 minutter for det enkelte bord); om de 10 minutter blev udført for ét eller tre år siden har også betydning for prisen, så arbejdsindholdet er kun den ene af to dimensioner i prisbestemmelsen.ⁱ

Lad os imidlertid antage at AVL holder generelt og nu betragte forholdet mellem kapital og lønarbejde.

Her har tilhængere af AVL to umiddelbare problemer. Kapitalisten (arbejdsgiveren) ansætter arbejderen 8 timer pr. dag, men hvad er prisen for dette arbejde, dvs. lønnen? Iflg. AVL er prisen for 8 timers arbejde – 8 timers arbejde! Eller rettere sagt er spørgsmålet meningsløst, for målestokken for værdi kan ikke selv have værdi, på samme måde som det er meningsløst – eller tomt – at spørge om længden af en meterstok. Og ser vi bort fra dette logiske problem, opstår et andet problem, nemlig at vi har fået bevist at profit er umulig! For i vort tilfælde vil arbejderen have arbejdet i 8 timer og derfor have fremstillet varer til en værdi af 8 timer (fx 4 borde), så hvis arbejdsgiverens lønomkostninger samtidig er 8 timer, bliver der intet tilbage til ham selv. AVL er kommet for skade at bevise, at kapitalismen er umulig.

Modsat Ricardo indså Marx disse problemer med at forene AVL med kapitalismen.

Derfor sagde han at lønarbejderen i virkeligheden ikke sælger sit arbejde, men sin arbejdskraft (AK) eller arbejdsevne. Arbejdet, fx de 8 timer, er en ydelse, men arbejdskraften er den ressource, der muliggør denne ydelse, på samme måde som der er forskel på en maskine og så den ydelse maskinen leverer, når den slås til. Marx véd godt, at det ser ud som om arbejderen sælger sit arbejde, men lønnen som ’arbejdets værdi’ opfatter han som den fordrejede fremtrædelsesform for essensen: lønnen som arbejdskraftens værdi.

Og nu spinder teorien som en glad kat: Hvad er værdien af AK? Dens reproduktionsomkostninger, målt i arbejdstimer, siger AVL. Hvori består disse reproduktionsomkostninger? Den mængde kartofler, boligydelse etc., som arbejderen skal have for at kunne overleve pr. dag. Derfor er værdien af AK lig med værdien af disse subsistensomkostninger, altså fx en værdi på ½ arbejdstime for 2 kg. kartofler etc., hvilket fx adderer op til 5 timer pr. dag. I så tilfælde får kapitalisten ved en arbejdsdag på 8 timer varer til en værdi af 8 timer, mens hans omkostninger kun svarer til 4 timer; det giver en profit eller merværdi på 8 minus 5 = 3 timer. Dermed er løn og profit forklaret, og vel at mærke på en måde, der er konsistent med Marx’s økonomiske grundteori, nemlig AVL.

Merværditeorien er enkel, radikal, genial og – forkert.

Teorien er smuk i sin enkelthed. Den er også radikal, forstået på den måde at den giver teoretiske bund under arbejderklassens kritik for at være uretfærdigt udbyttet; arbejderen betales kun for en del at sit arbejde, mens kapitalisten tilegner sig resten som profit, uden at røre en finger. Og den er endelig genial, fordi den forklarer lønforholdet som foreneligt med AVL.

Men teorien er også forkert.

Den umiddelbare indvending er vel, at dens påstand om at lønnen svarer til subsistens – eller overlevelsesomkostningerne ikke stemmer med erfaringen (empirien). Men på Marx’s tid fik arbejderne faktisk kun lige, hvad der skulle til for at overleve; det kunne enhver se, så det var alle økonomer enige om, og derfor var det er særlig force ved Marx’s teori at den forklarede dette forhold. I den moderne vestlige kapitalisme må teorien imidlertid siges at være blevet empirisk afkræftet; her får de fleste lønmodtagere nok til at kunne tage på ferierejse og spare op (og dermed investere i fx pensionsfonde og altså hoppe over på den anden side i klassekampen).

Det alvorligste problem – for empirisk falsifikation kan altid bortforklares – er imidlertid, at den teori, der skulle forklare kilden til profit og dermed kapitalismens essens, faktisk forklarer at kapitalismen er et slavesamfund! Hvorfor? Når man køber en vare, bliver varen ens private ejendom, så hvis kapitalisten køber AK kan han gøre med denne vare, som han vil, ligesom jeg kan anvende en indkøbt ost som jeg vil: spise den, forære den væk, smide den væk. Omvendt har lønarbejderen afgivet rådigheden over sit økonomiske liv, ja, sit liv overhovedet, for uden kartofler etc. er dette der ikke. Arbejderen er kort sagt blevet slave og kapitalisten slaveholder.

Men arbejderen er jo kun underlagt arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet i arbejdstiden, vil man indvende. Derfor – og for at undgå ’slavekonklusionen’ – forklarer marxister (og til tider Marx), at arbejderen kun sælger sin AK periodevist, fx pr. dag, således at han kan være fri efter fyraften. Men salg er en definitiv afgivelse af ejendomsret, så ’periodevist salg’ er ikke salg, men udleje. ’Periodevist salg’ af AK er i virkeligheden udleje af AK. Og udleje af AK er identiske med salg af arbejdsydelsen, på samme måde som udleje af en bil er identisk med salg af bilens ydelser i en periode. Udleje af en ressource – AK eller en bil – indebærer at ressourcen ikke skifter ejer, dvs. hverken AK eller bil sælges. Så denne udlejningsteori fornægter at AK sælges og hævder at det i stedet er arbejdsydelsen, der sælges. Pointen i merværditeorien er kort sagt blevet dementeret.ⁱⁱ

Marx’s metode

Lad os nu sætte Marx’s økonomiske teori ind i dens metodiske sammenhæng. Dermed afsløres det ambitiøse og storslåede i hans projekt.

Marx begynder med varen, idet han abstraherer fra alt andet, specielt penge og kapital. Analysegenstanden er dermed det simple bytte: Vare – Vare.

Han finder en modsigelse, dvs. et problem, i denne enkle udvekslingsform. At der er et problem i det simple bytte er indlysende og noget alle er enige om. Standard økonomisk teori formulerer det på den måde, at hvis jeg har en stol og ønsker sko, skal jeg være meget heldig for at finde en, der har sko og ønsker en stol; mange har brug en stol, men kun få af disse kan tilbyde sko. Marx formulerer problem som en modsigelse mellem varens konkrete og specifikke nytte (brugsværdi) og dens abstrakte, generelle og sociale bytteværdi, bag hvilken han finder – som vi har set – arbejdsværdien, målt i timer.

Det ses let at penge løser dette problem. Stole-ejeren sælger for penge sin stol til en af de utallige der har brug for denne vare, og med penge i hånden kan han nu let købe sko fra en af de utallige skomagere; mens stolen har en meget specifik og indskrænket ’købekraft’, har penge generel købekraft. Penge kan købe alt. Vi har nu den pengeformidlede udveksling, også kaldet enkel cirkulation: Vare (stol) – Penge – Vare (sko). Udvekslingen er blevet splittet op i salg og køb.

Så vidt er alle enige: Simpelt bytte må udvikle sig til enkel cirkulation for at en markedsøkonomi kan fungere.

Vi kommer nu til et mere kontroversielt tema, nemlig om enkel cirkulation, dermed markedsøkonomi som sådan, i sig selv er ustabil, modsigelsesfuld og problematisk, og derfor må udvikle sig til kapitalisme. Må penge nødvendigvis udvikle sig til kapital, således at den selvstændige producent splittes op i kapitalister og lønarbejdere? Spørgsmålet er vigtigt, for hvis svaret er benægtende, kan man godt arbejde for at afskaffe den onde kapitalisme, med al dens grådighed og udbytning, men bevare den gode markedsøkonomi, med dens effektive konkurrence mellem selvstændige producenter. Kan vi afskaffe kapitalismen med dens polarisering mellem uselvstændige lønarbejdere og magthavende ejere af produktionsmidlerne og anden kapital, og vende tilbage til et mere lige – og ligeværdigt – samfund?

Det mente de såkaldte utopiske socialister, men Marx så det som en reaktionær drøm; vejen går i stedet fremad, om på den anden side af kapitalismen, på hvis ruiner socialismen og planøkonomien (med nødvendighed) vil rejse sig. Derfor gjaldt det om at bevise at penge og enkel cirkulation med nødvendighed slår om i kapitalisme.

Alle er enige om at kapitalismens raison d’etre er profitmaksimering, således at denne produktionsmådes specifikke formel er: Penge – Varer – Flere Penge, hvor differencen i pengebeløb naturligvis er profitten. Kapitalisten investerer sine penge i en produktionsproces, hvis resultat – varerne – sælges med fortjeneste. Målet er profit, mens indtægten fra varesalg for den selvstændige skomager indenfor enkel cirkulation blot er middel til at skaffe brugsværdier og leve rimeligt.

Spørgsmålet er altså om markedsøkonomi nødvendigvis må udvikle sig til kapitalisme?

Selv mener jeg, at dette faktisk kan vises.

En analyse af markedsøkonomien som sådan (altså med penge og konkurrence, men uden kapital og lønarbejde) afslører, at denne produktionsmåde er ustabil. I udgangssituationen er alle producenterne måske nogenlunde lige, men konkurrencen vil nødvendigvis udskille tabere og udpege vindere. De sidste må opgive deres tilværelse som selvstændige og tvinges til at sælge det eneste aktiv, de har tilbage, nemlig deres arbejde (eller AK, hvis man er marxist), mens de første får et pænt overskud. Nogle vil rutte det væk i luxusforbrug, men de vil i næste runde tabe til dem, der geninvesterer pengene i bedre teknik, ansætter flere lønarbejdere etc. Alle producenter må altså, blot for at overleve som selvstændige, stedse focusere på maksimal profit. Derfor må markedsøkonomi slå om i kapitalisme.

En sådan tankegang dukker hist og her op hos Marx, men den er ikke hovedsagen i hans udvikling af overgangen fra penge til kapital’. Det skyldes, at konkurrencen hos Marx kategoriseres som (uvæsentlig) fremtrædelsesform.

I stedet forsøger han sig med en hegeliansk inspireret bevisførelse. Det sker i ’Grundrisse zur Kritik der Politischen Oekonomi’, der er et forarbejde til Das Kapital, stammende fra 1857/58.

Marx anfører to argumenter:

1) Penge kan købe alt og er derfor begrebsmæssigt ubegrænsede. Enhver pengesum er imidlertid af en bestemt, begrænset størrelse, fx 1 million kroner. De kan kun købe en begrænset rigdom. Penge indbegriber derfor en modsigelse mellem deres begrænsede fremtrædelsesform og deres ubegrænsede væsen. Denne modsigelse må løses ved at den begrænsede pengesum stedse stræber ud over sig selv. Penge må blive til Flere Penge, dvs. vi må have profitmaksimering, dermed kapitalisme.

Dette er efter min bedste opfattelse en mystisk tankegang. Hegels idealistiske begrebsanalyse er ikke vendt på hovedet og blevet til marxistisk materialisme (hvilket ellers er Marx’s erklærede metodiske program): den er simpelthen blevet appliceret på noget reelt og materielt, nemlig økonomien.

2) Den anden modsigelse ved penge, således som de optræder i den enkle cirkulation, består i at penge her ikke kan fastholdes. De forsvinder, hvis de bliver i cirkulations- eller udvekslingssfæren og her opfylder deres mission og bruges til at købe varer, for dermed er penge ’gået under’ i varer. Og søger man at fastholde penge ved at unddrage dem cirkulationen, altså trækker dem ud og gemmer dem som ’skat’, mister de deres værdi, for kun gennem deres relation til udvekslingens køb og salg har de værdi. Derfor må penge i stedet ’overskride’ cirkulationen og søge ned i produktionen, nemlig ved at de udveksles med AK, som derefter sættes til at producere merværdi. Også dette er mystisk.

I Marx’s tankegang i Grundrisse er det en præmis, at penge – inkarnationen af værdi, dvs. arbejdstimer – ikke må forsvinde. Hvorfor ikke? Det er fordi han ser denne værdi som abstrakt subjekt, som en dynamo i hele økonomien. Der er imidlertid ikke angivet gyldige argumenter herfor.

Værdien udledes i begyndelsen af Das Kapital i det såkaldte kommensurabilitetsargument: Når to varer udveksles, relateres de til hinanden og må derfor have noget fælles. Rigtigt. Det fælles finder Marx nu ved at abstrahere – se bort fra – det, der ikke er fælles, nemlig varernes meget forskellige fysiske karakter og meget forskellige brugsværdi (nytte). Tilbage som fællesmængde er nu kun, at varerne er resultat af arbejde, rettere sagt abstrakt arbejde (arbejdstimer som sådan). Det er imidlertid forkert, for ikke-arbejdsprodukter såsom jomfruelig jord, kan fint udveksles og dermed have bytteværdi og vareform.

Men selv hvis denne argumentation havde været gyldig, var det ikke dermed bevist, at arbejdsværdien er et subjekt, der hele tiden må hævde sig, ved først at bevares for enhver pris og senere – ved kapitalen – at forøges. Argumentationsformen er en abstraktionsproces, og den kan kun begrunde resultatet som (passiv) substans, ikke (aktivt) subjekt.

Grundlaget for en alternativ kritisk økonomisk teori

Imidlertid er Marx’s projekt storslået i sin intention, nemlig at kortlægge den indre sammenhæng i den kapitalistiske produktionsmåde ved at bestemme det fundamentale problem – den grundliggende modsigelse, som Marx ville kalde det – og dernæst forstå de afgørende økonomiske kategorier (vare, penge og kapital) som successive forsøg på at løse dette problem. Penge er nødvendige, fordi de løser et problem ved det simple bytte, og kapital er nødvendig, fordi markedsøkonomi som sådan (dvs. varer plus penge) er en ustabil konstruktion, der må slå over i kapitalisme. Ingen andre økonomer, fra Adam Smith og fremefter, har et sådant projekt.

Plan og marked: De to udformninger af økonomiens grundproblem

Men hvad er grundproblemet i markedsøkonomi/kapitalisme, hvis det ikke er, at den abstrakte arbejdsværdi skal virkeliggøre sig selv?

Vi har kun et socialt økonomisk problem, hvis producenterne er afhængige af hinanden, fordi de har specialiseret sig og indgår i en arbejdsdeling. Det nødvendiggør at de forskellige produkter fremstilles i nogenlunde de rette mængder, set i forhold til samfundsmedlemmernes behov; det går jo ikke, hvis alle fremstiller sko og ingen madvarer.

Problemet kan løses på to måder.

Arbejdsdelingen kan være socialt bevidst, dvs. planlagt, hvilket kræver at al ejendom er fællesejendom. Den økonomiske magt ligger hos fællesskabet som sådan, hvad enten dette tager form af arbejdskollektiver, økonomisk demokrati eller måske en autoritær stat, som vi så det under den reelt eksisterende socialisme. En sådan planøkonomi har sine særegne økonomiske problemer, som jeg ikke skal komme ind på.ⁱⁱⁱ

Omvendt er markedsøkonomi baseret på privatejendom, således at den enkelte er fri til at bestemme hvad og hvor meget, der produceres. Umiddelbart giver dette anarki, men her kommer konkurrencen til hjælp.

Dette er Adam Smith’s berømte ’usynlige hånd’, der er det poetiske udtryk for konkurrencen: Hvis der er alt for mange, der producerer sko, set i forhold til behovene, falder skoprisen, dermed skomagerens indtægt; derfor reduceres udbudet af sko, enten ved at skomagere går fallit eller ved at de søger over i andre brancher. Overudbud korrigeres af markedet. Om denne mekanisme er teoretisk velbegrundet, og om den fungerer i praksis, har været diskuteret i mere end 200 år (de stadig dybere økonomiske kriser sætter et par spørgsmålstegn).

I dette bidrag drejer det sig om at sætte markedets koordineringsproblem på begreb og dermed identificere markedets (og kapitalismens) grundproblem eller ’grundmodsigelse’.

Den ligger i at producenten på den ene side indgår i det økonomiske fællesskab, i kraft af arbejdsdelingen, og på den anden side trækker sig ud af dette, i kraft af privatejendommen. Arbejdet er socialt, for andre, fordi skomagerens sko er tiltænkt andre, men samtidig er det privat, fordi skomageren arbejder for sig selv, for sine egne interesser. Det er denne spænding – modsigelse – der kommer kvantitativt til udtryk i markedets problem med at koordinere producenternes aktiviteter. Privatejeren ser stedse bort fra den nødvendige social-økonomiske sammenhæng og truer dermed med at sprænge samfundet. Men nødvendigheden sætter sig stedse igennem, mest dramatisk i de økonomiske kriser, hvor det sker på den hårde måde, nemlig ved at socialt unødvendige producenter sies fra ved at gå fallit.

Der er ikke noget mystisk eller fortænkt i at se modsætningen social/privat som grundproblemet i markedsøkonomi. Modsætningen udtrykker i abstrakt form det reelle problem i den kapitalistiske produktionsmåde.

Marx kredser da også mange steder om denne modsætning, men desværre kommer den ud mellem sidebenene, grundet hans ulykkelige fokus på den formodede modsætning mellem arbejdsværdi og brugsværdi.

Er privatejendom og marked naturlige fænomener?

Også megen ikke-marxistisk økonomisk teori beskæftiger sig med forholdet mellem det private og det sociale, men her ses modsætningen generelt som en modsætning mellem menneske og (økonomisk) samfund. Privatejeren – også kaldet ’homo oeconomicus’, med al hans egoisme og grådighed – ses som det naturlige eller egentlige menneske. De første mange sider i de økonomiske fremstillinger hos Jevons, Walras, Menger og Boem-Bawerk handler udtrykkeligt om det isolerede menneske (Lundkvist 2003, I: 145f). De økonomiske relationer mellem menneskene, som de kommer til udtryk i udvekslingen, lønarbejdet og kapitalen, ses udtrykkeligt som applikationer af de invariante egenskaber hos Robinson Crusoe.

Som det er fremgået, finder jeg dette forkert. Hvad der er markedsøkonomiens specifikke problem fordrejes til det universelle økonomiske problem. Det universelle økonomiske problem er at koordinere en social arbejdsdeling, mens problemerne med at koordinere det private og sociale er den bestemte form, som problemet antager, når grundlaget tilfældigvis er privatejendom.

Men er privatejendom da ikke naturlig? Hvis, ja, er det futilt at diskutere alternativer til markedsøkonomi og kapitalisme. Hvis omvendt fællesejendom er naturlig, er vores aktuelle økonomiske system en historisk genereret perversion.

Det sidste var netop Aristoteles’ mening.

Han betragtede mennesket som et ’zoon politicon’, dvs. et politisk dyr. Mennesket er til sit væsen socialt, så det menneske, der som privatejeren er adskilt fra de andre, er lige så vanskabt, som hvis det var uden arme. Det er ulykkeligt, ikke sig selv, så ostrakisme blev af antikkens grækere set som en straf værre end døden. Vi finder et ekko af denne holdning i moderne græsk, hvor det private etymologisk er ’idiotisk’: ’selv’ hedder ’idios’, og privatskoler ’idiotika scholia’.

Hvis vi fortsætter med at dømme ud fra etymologien, overtog romerne denne negative holdning til det private. Privat kommer nemlig af latinsk ’privare’, der betyder ’berøve’, nærmere bestemt fra fællesskabet (jf. også ’deprivation’ = afsavn). Berøve fra hvem? Formodentlig fra fællesskabet.

Noget tyder altså på, at antikken ikke så privatejerne som samfundets oprindelige byggeklodser, men som det ulykkelige resultat af samfundets nedbrydning. Det borgerlige samfunds ideal blev set som en asocial idiot, helgenen som synder.

Marx delte den antikke opfattelse. Privatejendom, med sin økonomiske overbygning i form af markedsøkonomi og kapitalisme, er historiske produkter, jf. fx opløsningen af de gamle danske landsbyfællesskaber med deres ’fælled’ og deres omdannelse til private lodder.

Privatejeren som markedsøkonomiens subjekt

Mens det altså er tvivlsomt om privatejeren er historiens subjekt, er det givet at han er markedsøkonomiens subjekt (i kapitalismen i form af kapitalejeren).

Subjekt betyder her ikke – som hos Marx – en eller anden mystisk størrelse, men den magthavende agent. I den idealtypiske socialisme (planøkonomi) ligger den ultimative magt hos fællesskabet som sådan, men i en markedsøkonomi er privatejeren suveræn: Han og kun han bestemmer hvad og hvor meget, der skal produceres og udveksles.

For at analysen af vor produktionsmåde kan være realistisk, må den bygges op som en analyse af denne agents interesser og de interessekonflikter, fx om prisens højde, der opstår når agenterne støder ind i hinanden. Og analysen må identificere de forskellige skikkelser, som privatejeren antager, fra privatproducent over markedsagent (køber og sælger) til kapitalejer.

Behovet for en ikke-marxistisk økonomisk teori

Lad os til slut betragte den skæbne, som Marx’s økonomiske teori har fået, historisk set.

Teorien slog igennem i takt med at arbejderklassen voksede sig stærk. Det giver sig selv, eftersom teorien har som præmis, at arbejdet og kun arbejdet skaber værdi, hvorfor alle andre klasser er snyltere, og deres indkomster – profit, rente, jordrente – er udtryk for en udbytning af arbejderne. Frem til 2. Verdenskrig var ikke blot kommunisterne, men også socialdemokraterne marxister.

Teorien kunne bruges til at fordømme kapitalismen og kræve et andet samfund.

I 30erne forvandledes det danske socialdemokrati fra et klasseparti til et folkeparti (’Danmark for folket’), således at klassekampen blev afskaffet som den primære motor for et socialistisk samfund. Staunings favoritudtryk var den ’rolige udvikling’, altså ikke revolution, men demokratisk magtovertagelse. Men målet var stadig socialisme, forstået som planøkonomi i stedet for kapitalisme; mens de andre partier så den kraftige regulering under 30ernes økonomiske krise som midlertidig, betragtede socialdemokraterne den snarere som starten på en socialt planlagt økonomi.

Teorien kunne også bruges til at retfærdiggøre at arbejderne fik en større del af nettoproduktet, altså at lønnen skulle stige på bekostning af profitten.

Men Marx’s teori kunne åbenbart ikke bruges som et analyseredskab til forståelse af kapitalismen. Ved festlige lejligheder kunne man tale om ’merværdi’, men ellers brugte man standardbegrebet ’profit’; marxistiske økonomer arbejdede dengang som senere med at oversætte profit til merværdi, men det var uden pointe, eftersom kapitalisterne faktisk stræber efter profit, ikke merværdi.^iv

Det betød at man i praksis var henvist til borgerlig økonomisk teori, når man skulle analysere og tage stilling til de forskellige elementer i den kapitalistiske økonomi. Den socialdemokratiske økonom og finansminister Bramsnæs kunne, uden at opleve nogen modsætning, skrive en ortodoks og ukritisk indføring i Marx’s økonomiske teori og samtidig erklære sig som liberalist, når det kom til udenrigshandel (skønt frihandel betyder frihed for kapitalen på handelsområdet).

Marxistisk økonomi fik en opblomstring i 70erne (jeg var selv med), samtidig med den øgede kritik af kapitalismen.

Dette var sidste udkald, for fra sidst i 70erne lancerede kapitalen en overvældende offensiv, kaldet nyliberalismen, med privatiseringer, udliciteringer, markedsgørelse af den offentlige sektor, mindre tryghed i arbejdet (’det fleksible arbejdsmarked’), og først og fremmest liberalisering af internationale kapitalbevægelser, dvs. større frihed (magt) til kapitalen. Disse overvældende sejre slog, om ikke verden, så de fleste vestlige politikere, herunder socialdemokrater, med beundring.

Den dybe årsag til, at dette gennembrud var muligt, var at kapitalens traditionelle modmagt, samtidig var i færd med at implodere. I Danmark toppede andelen af egentlige arbejdere (industriarbejdere) i 60erne og serviceerhvervene begyndte at tage over; arbejdet blev mere heterogent, hvilket undergravede klassekampens hjerteblod, nemlig solidariteten. Den typiske lønmodtager skiftede økonomisk profil, således at indkomstens lønandel faldt til fordel for kapitalindkomster; det skyldtes at den høje levestandard muliggjorde en større opsparing, der blev investeret i pension, ejet hus og endda aktier og andre værdipapirer. På arbejdspladsen stod lønmodtagerne stadig overfor en arbejdsgiver, der alene ejede produktionsmidlerne (den produktive kapital), men lønmodtagerne begyndte at få ejerskab til samfundets samlede kapital; de blev langdistancekapitalister. Det gav ikke megen indflydelse, fx ligger magten over pensionsfondene hos fondsbestyrerne, men det betød at deres interesser ikke længere var entydige. De fik en aktie i kapitalismen. Derfor smuldrede modstanden, derfor kunne kapitalismen sejre.

Ud fra en marxistisk – materialistisk – betragtning er det ikke mærkeligt, at arbejderklassens teori måtte svækkes i takt med klassen. I dag skal man lede længe for at finde marxistiske økonomer (marxismen klarer sig langt bedre indenfor ikke-økonomiske felter såsom sociologi).

Kapitalens sejr betyder naturligvis ikke. at kapitalismens grundmodsigelse mellem privatinteresserne og den sociale – eller almene – interesse i økonomisk sammenhæng er ophævet.

Dereguleringen har givet især finanskapitalen næsten helt frit slag.

Den fylder stadig mere i forhold til den produktive kapital og i forhold til den samlede økonomi, fx var aktiverne i den danske finansielle sektor frem til 1963 40% større end BNP, 2,2 gange så stor i 1983 og 7 gange så stor i 2007 (Lundkvist 2009 og Lundkvist 2010). Det må give en latent ustabilitet, når produktionen fylder stadig mindre i forhold til formidlingen af produktionen (finanskapitalens funktion er at formidler den samfundsmæssige opsparing over i produktive investeringer).

Finanskapitalen har kastet verden ud i stadig dybere økonomiske kriser; den asiatiske krise i 1997/98, IT boblen der brast i 2001, og den aktuelle krise. Sådan måtte det gå, når det sociale modspil til privatkapitalen afmonteredes; den ’usynlige hånd’ har afsløret sig som en myte, eller i hvert fald som et dårligt redskab til at holde sammen på økonomien.

Umiddelbart skulle man tro at en kapitalismekritisk økonomisk teori og politik ville få vind i sejlene under disse omstændigheder. Men det har kun i meget begrænset omfang været tilfældet.

Fra efteråret 2008, da den nuværende økonomiske krise for alvor brød ud med Lehmann Brothers fallit, og frem til foråret 2010, talte alle om at finanskapitalen måtte reguleres kraftigere; lidt skete i USA, men absolut intet i EU. Og fra maj 2010 har kapitalen sat en voldsom modoffensiv ind, med krav om dybe offentlige nedskæringer overalt i Europa, således at der bliver råd til at betale finanskapitalen. I modsat fald går mange lande fallit, hedder det rigtigt. Den alternative løsning på krisen, nemlig at inddæmme finanskapitalen ved at sætte den under demokratisk kontrol (fx offentlige repræsentanter med vetoret i Danske Banks bestyrelser), taler få om.

Grunden er givetvis, at der ikke længere er magtfulde økonomiske interesser til at bære en kapitalismekritisk politik og teori.

Men det spiller måske også ind, at marxismen i lang tid og i manges øjne fremstod som den radikale (principielle) antikapitalistiske teori. Efter kritikken af manglerne og modsigelserne i Marx’s økonomiske teori, hvoraf nogle er anført ovenfor, og efter arbejderklassens deroute og liberalismens sejrsmarch, er det som om kapitalismen er blevet teoretisk og politisk frikendt. Det, der er brug for, er en ikke-marxistisk kritisk økonomisk teori.

 Litteratur

Hayek, Friedrich von (1949): Individualism and Economic Order, London.

 Lundkvist, Anders (1981): Kritik af Privatarbejdet. 1. Del: Simpel Vareproduktion, Forlaget GMT.

 Lundkvist, Anders (2003): Hoveder og Høveder. Kritik af det private samfund, Bind I, II og III, Forlaget Frydenlund.

Lundkvist, Anders (2009): ”Den danske kapitalisme og demokratiets forfald” i Anders

Lundkvist (red.), Dansk Nyliberalisme, Forlaget Frydenlund, ss. 13-95.

Lundkvist, Anders (2010): Dansk selskabskapitalisme – status og lidt historie (http://anderslundkvist.net/2010/11/dansk-selskabskapitalisme-status-og-lidt-historie/).

Marx, Karl (u.å. (1858)): Grundrisse der Kritik der politischen Oekonomie, Frankfurt.

 Marx, Karl (1969, (1867)): Das Kapital, 1. Band, Dietz Verlag.

 Smith, Adam (1974, (1776)): The Wealth of Nations, Penguin.

 Noter