Der forhandles nu om en ny bankpakke. Problemet er akut, for bankaktierne
rasler ned, og lån mellem banker er ved at sande til. Den ubegrænsede
statsgaranti for indlån udløber snart, og dermed bliver danske banker stillet
ringere end de fleste europæiske. Det må der rettes op på, siger bankerne.
Samtidig forlyder det, at en håndfuld af de største banker vil blive udpeget som
too big to fail, altså garanteres mod at gå fallit; det sker for at
berolige udenlandske investorer.
Alt dette er formentlig nødvendigt, men er det rationelt?
Det er i strid med alle markedsøkonomiske principper. Disse tilsiger, at
virksomheder skal klare sig selv; de har ret til profit, men skal til gengæld
bære tab, herunder risikoen for fallit. Videre skal de konkurrere på lige
vilkår, men statsgarantien betyder, at f.eks. Danske Bank kan låne lettere og
billigere end de mindre banker; det er faktisk pointen med garantien.
Stærk koncentration
Banksektoren har gennem adskillige år været på hastig flugt fra
konkurrencebaseret markedsøkonomi til oligopolistisk kapitalisme (oligopol:
få udbydere).
Milepælene i denne udvikling var to store fusionsbølger i hhv. 1990 og 2000,
men tendensen er fortsat herefter (fra 2001 til 2009 faldt antallet af
pengeinstitutter fra 211 til 148). Og jo færre spillere, desto mindre
konkurrence; markedets magt over bankerne erstattes af de store bankers magt
over markedet.
Med den ny bankpakke vil udviklingen forstærkes, nu med udtrykkelig
statsstøtte. I forvejen har Danske Bank 51 pct. af banksektorens kapital, mens
nummer to Nordea har 18 pct., i alt 69 pct. (2009). Til sammenligning måtte fem
mere ligeværdige banker i 1983 deles om 60 pct.
Hvis regeringen gik ind for konkurrence, ville den omfavne S og SF’s forslag om en statsbank, der kunne give et modspil til
Danske Banks næsten-monopol. Men Lene Espersen (K) afviste den idé, fordi det
ville betyde »nordkoreanske tilstande«, hvilket viste en bekymrende mangel på
evne til at skelne mellem stalinisme og institutioner kontrolleret af
folkevalgte. Alternativt kunne man dekretere en opsplitning af Danske Bank i 10
mindre banker, men det forslag hører vi næppe fra Brian Mikkelsen. Det skyldes,
at han foretrækker kapitalisme frem for markedsøkonomi.
Tendensen mod større koncentration af kapitalmagten er i øvrigt ikke speciel
for den finansielle sektor.
I 1970 havde de 10 største koncerner i Danmark en omsætning svarende til 23
pct. af BNP; i 2000 var dette tal vokset til 40 pct. og
i 2009 til ikke mindre end 51 pct. Ser vi på den absolut største koncern, havde
den i 1970 en omsætning svarende til 8 pct. af BNP (det
var ØK), mens Mærsk i 2009 havde godt 25 pct.; det høje tal hænger sammen med,
at koncernen ejer 68 pct. af Dansk Supermarked (bl.a. Netto) og 20 pct. af
Danske Bank, hvilket er mere end nok til at sikre kontrol. Denne grad af
kapitalkoncentration, hvor nummer ét inden for produktiv virksomhed ejer nummer
ét inden for finans, er formentlig enestående i Europa.
Vetoret
Tendensen er ikke overraskende, for den følger logisk af nyliberalismen.
Kernen i denne ideologi er deregulering frigørelse af kapitalen, og da frihed er
det pæne ord for magt, er det ikke mærkeligt, at kapitalens økonomiske magt er
blevet helt dominerende på bekostning af både marked (konkurrence) og
demokratisk styring.
Men tilbage til den kommende Bankpakke 4. Enhver stat har en forpligtelse til
at sikre det finansielle system. Derfor er den nævnte lovgivning formentlig
nødvendig. Men den er ufuldstændig.
Der har i de senere år været megen tale om ‘noget for noget’, og at
rettigheder bør afbalanceres med pligter, f.eks. stilles der mange adfærdskrav
til modtagere af kontanthjælp og dagpenge. Det er rimelige principper, så de
kunne med fordel også anvendes på de økonomisk magtfulde bistandsklienter.
Jeg mener: Når staten støtter bankerne med indskudsgaranti, således at flere
kunder kan lokkes til, ikke mindst fra udlandet, og når den garanterer de
største af dem mod fallit, så burde denne generøsitet afvejes med krav om en vis
demokratisk indflydelse på udlånspolitikken; det er også nødvendigt af den
simple grund, at ansvarsfrie banker ikke behøver at bekymre sig om risici.
Bankbestyrelserne bør have offentlige repræsentanter med vetoret, således at
spekulation i værdipapirer og ejendomsmarked blokeres eller endnu bedre med magt
til at gennemtrumfe, at udlånene går til fornuftige formål såsom miljø.
Folkestyrets repræsentanter kan tage fejl, men i lyset af de senere års
erfaringer synes det vanskeligt at fordele den danske kapital dårligere, end
bankerne gør.
Generelt bør spekulationen begrænses. For 50 år siden var finanssektorens
kapital på niveau med BNP, i 2001 var den fire gange og
i 2007 mere end syv gange så stor. Et sådant forhold mellem realøkonomi og
pengeøkonomi er ustabilt.
Vi står nu over for den anden dybe finanskrise på tre år. Der vil komme
flere, hvis ikke systemet reformeres. Få så den strukturkommission nedsat!
Kommentar i Information august 2011.