Overskriftens ord var til til DR fra en græsk kvinde, der fejrede landets OXI i går aftes.
Faktisk hang gæld og slaveri tæt sammen i det antikke Grækenland. Hvis høsten slog fejl, var bonden tvunget til at spise såsæden og derfor tvunget til at låne sæd, så han kunne høste noget næste år. Udlåneren udnyttede denne nød til at kræve en rente på 50 eller 100%. Gældsfælden klappede i, og ofte endte det med at bonden måtte sælge sig selv som slave. Men historien har en interessant sløjfe, nemlig at den legendariske græske statsmand og lovgiver, Solon, omkring år 600 f.Kr. gennemførte en gældssanering, der befriede menigmand fra hans udsuger.
I dag er der mange typer kreditorer og mange typer debitorer, og der er mange mellemregninger, men essensen i forholdet er uændret. Den fattige er tvunget til at låne og den rige har mulighed for at udlåne. Det er dette asymmetriske magtforhold, der betinger at den rige med held kan kræve en rente. Og måske kræve at den fattige reformerer sig og spænder livremmen ind. Derfor er debitor, om ikke slave, så dog ufri. Dette simple magtforhold har kreditorernes politikere og økonomer så brugt et par tusinde år på at tilsløre under megen snak (og teori) om debitors umoral og ansvarsløshed.
I går aftes sagde mere end 61% af grækerne OXI til gældsslaveri. Om der dukker en ny Solon op, må tiden vise. Det er lidt svært at se Juncker i den rolle, men man véd jo aldrig.
Der kommer nu nye forhandlinger, hvor Syrizas udgangspunkt er kravet om gældslettelse på op mod 30%. Det har man bedt om i 5 måneder, uden resultat. Men efter udskrivelsen af folkeafstemningen er Trojkaen – især IMF – blødt op på dette punkt. Problemet ligger nok ikke her, men i Trojkaens krav om nedskæringer i pensioner etc. som betingelse for at holde Grækenland flydende.
Paradokset er at Grækenland nu står meget stærkere politisk, selv om økonomien og – især – likviditeten er elendig. ECB kan fra den ene dag til den anden lukke Grækenland ned.
Især franskmændene, og formentlig også italienerne går nu ind for en forhandlingsløsning; selv Schaüble har lydt moderat. I baggrunden presser USA på for en løsning. Ganske interessant har de tyske socialdemokrater stik herimod snakket om, at nu efter OXI må Grækenland forlade Euroen; måske fordi de har forrådt alle hævdvundne socialdemokratiske principper ved at gå ind for Hartz IV og austerity, og derfor ikke kan tåle at der faktisk er en effektiv modstand herimod. Modsat CDU, der af hjertet er nyliberale, og derfor intet har forrådt: De kan bedre kompromisse.
Strategien med at satse på ‘regime-change’, som Guardian kaldte Trojkaens politik i den sidste halve snes dage, hvor man ved ikke at ville forhandle med Tsipras ville tvinge grækerne til at fælde ham, er slået eklatant fejl. Erklæringerne om, at et OXI automatisk ville betyde exit fra Euroen, er afsløret som bluf. I Syrizas sprogbrug: Trojkaens blackmail har ikke fungeret, og så må Trojkaen jo rebe sejlene. Dette er en lynanalyse, og måske tager jeg fejl. Der er stadig risikoen for at grækerne smides ud for at statuere et eksempel. I Tyskland er den anti-græske stemning pisket så meget op, at det måske kan være vanskeligt for Merkel at give indrømmelser.
Internt i Grækenland har den overvældende sejr for OXI (skal der fyres nogle folk i meningsmålingsinstitutterne, som forudsagde dødt løb?) fået Samaras til at træde tilbage som leder af Nea Demokratia; ærgerligt, for han er for dette parti, hvad Lars Løkke er for Venstre. Men det betyder at oppositionen formentlig vil være lammet i nogen tid.
Den havde sat alle sejl til for et JA, fx gav de 4 private TV kanaler ti gange så megen dækning til Ja demonstrationer som til Nej-demonstrationerne, mens den statslige ERT delte dækningen fifty-fifty. Det må rejse spørgsmålet for regeringen: Hvordan sikrer man fairness uden at indskrænke ytringsfriheden? Mediebilledet minder meget om Venezuela.
Vi er mange, der har været rystende nervøse for at Syriza skulle opgive sit projekt og bøje sig for Trojkaen. Med efterfølgende opsplitning af partiet. Begge risici synes nu elimineret, og det er måske det, der er mest grund til at glæde sig over.
Næst efter, selvfølgelig, at den europæiske kamp mod nyliberalismen i aften har fået en gevaldig saltvandsindsprøjtning!
Nogen skal gå forrest, og i vor epoke er det Grækenland.
Bragt 6. juli 2015 på modkraft.dk