Er den offentlige sektor uproduktiv?

 

Der foreligger en mærkelig enighed mellem nyliberalister og ortodokse marxister om at kritisere den offentlige sektor.

Nyliberale fortæller historien om, at værdierne alene skabes i den private sektor, hvorefter staten kommer med sin klamme hånd og opkræver skat for at finansiere en uproduktiv velfærdsstat.

Det er rigtigt, når det drejer sig om overførselsindkomsterne (pension, dagpenge, kontanthjælp osv), og de tæller da heller ikke med i BNP. Men det er mindre troværdigt, når det drejer sig om de to andre poster i det offentlige budget, nemlig offentligt forbrug (uddannelse, sundhed osv) og offentlige investeringer (fx kollektiv trafik), for hvorfor er et offentligt hospital mindre produktivt end præcis samme type hospital, der er i privat regi?

Disse goder medregnes da også i BNP. Da dette begreb blev dannet efter 2. Verdenskrig var der dog strid herom, eftersom nogle liberale insisterede på at værdi er markedsværdi, og en sådan har skattefinansierede ydelser jo ikke, da de ikke sælges på et marked (derfor værdisættes de ikke ud fra en afsætningspris, men ud fra produktionsomkostningerne, især lønnen).

Det økonomiske Råd – Vismændene – deler for så vidt denne negative holdning. Det er standard i deres rapporter at skrive at den skat, der finansierer den offentlige sektor, i sig selv hæmmer produktiviteten, fordi den forvrider markedsprisen på varer og arbejdskraft. Markedet og dets frie priser er standard for økonomisk rationalitet, så ethvert indgreb – såsom skat – er i udgangspunktet skadeligt.

Ortodokse marxister når frem til samme negative konklusion, men ud fra en omvendt argumentation.

Den offentlige sektor er kritisabel, ikke fordi det hæmmer kapitalismen, men tværtimod fordi den er dennes forlængede arm. Teoretisk begrundes dette i den historiske materialisme, der i sin firkantede form siger, at staten altid er den herskende klasses stat (se http://modkraft.dk/artikel/principprogram-herfra-hvor-vi-ligger), og mere konkret fremhæves at offentlig sundhed og uddannelse har som primær funktion at vedligeholde arbejdskraften for kapitalen.

Modargumentet er her, at dette kun gælder rent før demokratiets indførelse, for herefter er staten dobbeltbestemt, dels af kapitalen (for staten skal naturligvis opretholde den kapitalistiske produktionsmåde, specielt ved at sikre den private ejendomsret), dels af folket, og at balancen herimellem er til forhandling.

Hvis jeg var perfid – men det er jeg ikke! – ville jeg foreslå at de umage parter slog kludene sammen og dannede et parti til afskaffelse af den offentlige sektor.

Nå, spøj til side.

Det ovennævnte er velkendt terræn. I det følgende vil jeg grave lidt dybere i begrebet ‘produktivt arbejde’. Her er det nyttigt at se på lidt økonomisk teorihistorie.

Vi starter med merkantilisterne, der filosoferede over den handelskapitalisme, der gik forud for den industrielle revolution; det var en tid præget af store halvstatslige handelskompagnier, der varetog handelen med Kina, Afrika, Vestindien og Rusland.

Deres teori var, at rigdom er penge, nærmere bestemt guld. Et land blev derfor rigt og magtfuldt ved at tiltrække guld, hvilket krævede at værdien ef eksporten var større end værdien af importen. Hvad der bidrog til en positiv handelsbalance var ‘produktiv’ aktivitet. Her havde staten en vigtig funktion ved at fremme de nævnte kompagnier – ved at give dem monopolstatus og ved at berede deres vej med militære midler.

Hele denne tankegang og hele dette system gjorde Adam Smith op med i Wealth of Nations fra 1776 (samme år som den amerikanske revolution mod den engelske kolonimagt – let at huske). Rigdom kommer ikke fra penge, som blot måler den. Rigdom kommer heller ikke fra handel, der blot omfordeler den. Rigdom kommer fra produktion.

Men ikke al produktion, og dermed ikke alt arbejde, er produktiv, i betydningen nyttig. Kun arbejde, der resulterer i håndgribelige varer, er produktivt arbejde, for kun fysiske varer danner basis for kapitalakkumulation og dermed fremtidig indkomst. Tjenesteydelser, derimod, har udtømt deres effekt, når de er ydet; de kan ikke opbevares og investeres; de repræsenterer derfor uproduktivt arbejde.

Her tænkte Smith især på tjenestefolk/tyende, men kritikken gælder i princippet alt det, vi kalder service. Så iflg. Smith er den meste økonomiske aktivitet i vore dages rige lande ikke produktiv, for her udgør service-sektoren typisk 75-80% af BNP; specielt er hele den offentlige sektor uproduktiv, fordi den næsten udelukkende (i hvert fald i Danmark) udgøres af tjenesteydelser: undervisning, kultur, pleje af syge og gamle osv.

Få vil vel i dag skrive under på en sådan økonomisk analyse, omend det ikke er mange år siden, at det ofte blev sagt, at en nation ikke kan leve af, at vi klipper hinanden. Men er hele vidensøkonomien ikke central for kapitalakkumulationen? Og er en uddannet og sund befolkning ikke afgørende for både nutidig og fremtidig velstand?

Adam Smith’s teori afspejler den forgangne industrikapitalisme, ligesom merkantilisterne udtrykte handelskapitalismen. Hvis målet er økonomisk velstand, går det ikke at spilde arbejdsindsatsen på at varetage den gamle overklasses (luxus)behov for tjenestefolk.

Det centrale for den moderne diskussion blandt socialister om den offentlige sektor er nu, at Marx overtog denne skelnen mellem produktivt og uproduktivt arbejde fra Smith; at han tilføjede et ekstra kriterium for produktivt arbejde, nemlig at det skulle producere merværdi, er en anden sag (som jeg kommer tilbage til). Også Marx var er barn af industrikapitalismen.

Dette fremgår udtrykkeligt af 2. bind af Das Kapital og af Theorien über den Mehrwert (hans økonomiske teorikritik). Det er også indeholdt i Marx’s grundlæggende vare- og værdianalyse i begyndelsen af 1. bind af Das Kapital. Her fremhæves, at den vare, som analysen handler om, er en materiel, håndgribelig tingest.

Dette fik som konsekvens, at service ikke indgik i det sovjetiske BNP – hvilket i øvrigt skabte et permanent problem med sammenligning med den økonomiske vækst i de kapitalistiske lande.

Når service er dømt ude, er hele den offentlige sektor stemplet som uproduktiv. Værdierne skabes alene i den private sektor! Liberal Alliance har ret!!

Vi kommer nu til den anden dimension i Marx’s begreb om produktivt arbejde, nemlig at det – udover at resultere i en fysisk vare – skal resultere i merværdi. Det er klart at denne bestemmelse er svar på spørgsmålet: Hvad er nyttigt/værdifuldt arbejde for kapitalen. Modsat Smith-kriteriet, der for vidt er uafhængigt af kapitalismen (og derfor kunne bruges af Sovjetunionen).

Også efter dette kriterium må den offentlige sektor betragtes som uproduktiv, for den er ikke styret af profitmaximering og medvirker derfor kun indirekte til produktion af merværdi. I dag vil vi tilføje, at den styres af befolkningens fælles behov, i den udstrækning den demokratiske bestemmelse af staten sætter sig igennem. Det udelukker ikke, at offentligt ansatte behandles lige så dårligt – eller værre – end privatansatte; de to ting – det offentlige arbejdes funktion og formål og så de vilkår under hvilke arbejdet udføres – blandes ofte sammen, således at der sluttes fra dårlige arbejdsvilkår til at den offentlige sektor er uskelnelig fra den private.

Smith-kriteriet indebærer, at produktivt arbejde er godt, nyttigt, velstandsfremmende; vi har at gøre med et éntydigt positivt begreb. Med Marx’s særegne kriterium for produktivt arbejde – merværdiproduktion – får begrebet en kritisk, nærmest ironisk dimension, for hvad der er godt for kapitalen, er jo ikke nødvendigvis godt.

Lad mig opsummere:

1) For Marx – og bogstavtro marxister – er den offentlige sektor uproduktiv, fordi den leverer tjenesteydelser. Her betyder ‘uproduktiv’, at den ikke fremmer velstanden.

2) På Marx’s tid var staten éntydigt kapitalens stat. Men den producerede ikke merværdi, og var derfor ikke direkte produktiv (for kapitalen). I dag er staten stadig ikke styret af profitmotivet, og samtidig er statens almene funktion (at opretholde kapitalismen og dermed merværdiproduktionen) afbalanceret af produktion for de fælles behov (altså velfærdsstatselementet i staten).

PS. En udmærket bog om problemstillingen er Helen Boss: Theories of Surplus and Transfers, Routledge 1989.

 

Dette indlæg blev udgivet i Dansk debat, Enhedslisten, Økonomisk og politisk teori og tagget , , , . Bogmærk permalinket.