Nu er boblen så bristet. Det vil få ulykkelige konsekvenser i realøkonomien, i form af faldende vækst, stigende arbejdsløshed, og mange mennesker der må gå fra hus og hjem. Men den umiddelbare virkning af krisen er at betydelige dele af finanskapitalen likvideres, og det er vanskeligt at begræde at spekulationsgevinster likvideres, at dividender bortfalder og at direktørlønninger falder fra de nuværende astronomiske højder.
Krisen i 30erne var forfærdelig, men den havde trods alt den positive effekt at den økonomiske ulighed faldt overalt i den vestlige verden, fordi de super-rige led store tab. Og da dot.com boblen brast omkring 2001, kunne det her i landet aflæses i at der kom et kortvarigt afbræk i den tendens til stigende ulighed, som ellers har kendetegnet tiden efter 1995 (AE Rådet: Fordeling og Levevilkår, 2007, s. 10).
Krisen vil også have en positiv miljøeffekt. Måske vil regeringerne nedprioritere indsatsen, men til gengæld vil den reducerede økonomiske vækst automatisk sænke CO2 udslippet; uden Ruslands økonomiske katastrofe i 90erne – da BNP faldt med op mod 50% på 10 år – ville klimaproblemerne havde været meget alvorligere.
Krisens baggrund
Det er ikke let at være liberal i denne tid. De gamle paroler om at ’regeringen er ikke løsningen, men problemet’, er devalueret i takt med aktiekurserne.
Cepos og ligesindede har dog uforfærdet forsøgt sig med et argument om, at krisen ikke skyldes markedet, men en forkert politik. Krisen skyldes jo umiddelbart, at de amerikanske banker og andre finansielle institutioner brændte inde med en stor mængde nu næsten værdiløse 3. prioritetslån (’subprime’ lån), som de havde været i stand til at yde, fordi Federal Reserve havde sænket den rente, som de selv lånte til. Så længe renten var lav, var det billigt at bo i hus, så efterspørgslen og dermed huspriserne steg til et helt urealistisk niveau. Allan Greenspan havde ført en uansvarlig økonomisk politik, fordi han i stedet for at forhindre boligboblen havde opmuntret den.
Dette er korrekt, men de liberale glemmer at tilføje, at politikken var uansvarlig, fordi den énøjet tilgodeså finanskapitalens interesse i at tjene penge på de nævnte lån. Politikken var ikke et modspil til kapitalen, men dennes forlængede arm. Den forkerte politik var en dereguleringspolitik, dels fordi en lav officiel udlånsrente til finanskapitalen er til fordel for denne (ligesom reduktionen af andre afgifter såsom told), dels fordi myndighederne derudover havde tilladt en uendelighed af opfindsomme og uigennemskuelige ’finansielle produkter’.
- Kapitalismen har historisk gennemløbet forskellige faser. Den seneste runde af statsindgreb i den nødstedte finanssektor indikerer, at den nyliberale fase nu er over. Spørgsmålet er, hvad der erstatter den? Statskapitalisme? Eller måske et mere demokratisk system?
Mere generelt har mange års kapitalliberalisering ført til at den finansielle sektor er svulmet op på bekostning af den produktive sektor; når formidlingen vægter lige så meget som det, der skal formidles, må det gå galt på et tidspunkt. Problemet er ikke et pludseligt moralsk sammenbrud, der har gjort alle investorer uhæmmet grådige, – problemet er et system, der har tilskyndet til grådig adfærd.
Også i Danmark har finanskapitalen fået langt større spillerum, takket være systematiske dereguleringer siden 1980 (Se A. Hadberg: Nyliberalismen i Danmark og regulering af finanssektoren, Kritiskdebat.dk, sept. 2008, hvor dereguleringen beskrives detaljeret). I de senere år er den danske boligboble pustet så meget op af bl.a. flexlån og afdragsfrie lån, at vort boligmarked står til at falde noget mere end gennemsnittet i Vesten; iflg. OECD er de danske boligpriser 50% overvurderet, og da de indtil nu kun er faldet 4%, kan vi se frem til en dyb krise på dette område.
Liberaliseringen af de internationale kapitalbevægelser har gjort Danmark særlig sårbar, fordi vi er en lille økonomi. Danske finansielle institutioner kan spekulere frit i udenlandske værdipapirer, hvilket allerede har kostet Danske Bank minimum 500 mio kr. i tab hos den fallerede amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers, og også pensionskasserne har lidt betydelige tab.
Tilsvarende kan udenlandske investorer frit placere penge i Danmark, faktisk står de for halvdelen af indlånene i danske banker; når de danske bankaktier faldt så voldsomt et par dage før det store bankindgreb, beroede det især på at udenlandsk kapital flygtede fra landet. Som nævnt i bogens første bidrag er Danmark særligt udsat for ’smitte’ fra udlandet, fordi vi ejer flere aktier i udlandet end udlandet i Danmark; i september 2008 mistede danske investorer 266 mia kr. på det globale aktiefald, mens udlændinge kun mistede 75 mia kr. her i landet (Børsen, 15/10-08).
Men Danmark har den store fordel – fx i sammenligning med USA – at vi har balance på betalingsbalancen og overskud på de offentlige budgetter, så staten har noget at stå imod med; den vil kunne låne på rimelige vilkår, hvis der bliver brug for det. Til gengæld er vi ikke med i Euroen, hvilket gør den danske krone åben for spekulation; i begyndelsen af oktober så Nationalbanken sig nødsaget til at hæve renten, så vi nu ligger 1% over det europæiske niveau (som vi tidligere fulgte slavisk).
Fra markedsøkonomi til statskapitalisme
I 1992 spekulerede finansmanden Soros mod det britiske pund. Hans hedgefond vandt – nærmere bestemt $1 mia – og den engelske stat tabte, idet den blev nødt til at devaluere (Teknikken i spekulationen er forklaret i Lundkvist: De Riges Samfund, 2001, s. 52). Det betragtes gerne som det første tilfælde i nyere tid, hvor statskassen taber en styrkeprøve med finanskapitalen.
Siden da er vilkårene for politiske kriseløsninger blevet endnu vanskeligere, simpelthen fordi så megen magt er flyttet fra demokratiet til kapitalen i den nyliberale epoke. I modsætning til de finansielle markeder er statsmagten organiseret, og det giver naturligvis styrke, men dels er børsernes uorganiserede pengemagt blevet øget fra år til år, og dels er finanskapitalen i stigende grad blevet organiseret i banker og fonde. Magt beror på penge, og dem har det offentlige stadig mindre af i forhold til kapitalen.
Magten til at gribe ind er én ting. Evnen til at gøre det på en effektiv måde er noget andet, for det kræver indsigt, og den vare har myndighederne fået mindre og mindre af, i takt med dereguleringen. Regulering giver automatisk indsigt i de markeder, der reguleres, mens deregulering ligeså naturnødvendigt forvandler det pågældende område til et tåget landskab. Her hjælper det ikke med biblioteker med avancerede økonomiske teorier.
Alt i alt kan det ikke undre at en lang række drastiske indgreb frem til september 2008 ikke virkede.
I oktober fik vi så det Store Frikøb (bailout) af finanskapitalen. Efter den sidste opgørelse har EU spyttet $1.800 mia (milliarder) i bøssen, England og Italien ikke inkluderet, hvortil kommer $700 mia fra USA (til sammenligning er USA’s nationalindkomst knap $14.000 mia). Denne gang var det ikke begrænsede beløb fra statskassen, men alle skatteydernes penge, der blev stillet til rådighed, og det viste sig nok – i hvert fald i første omgang – til at tilfredsstille finanskapitalen. Den kvitterede med eufori på børserne. Så måske er spekulanternes krise overvundet.
Det er ikke alt sammen dækning af finanskapitalens tab, men det meste er. Det er måske ikke højdepunktet af retfærdighed at de, der er ansvarlige for miseren, belønnes så fyrsteligt. Men logikken er god nok. Det umiddelbare problem var, at bankerne ikke ville låne til hinanden, fordi de ikke vidste, hvem der havde hvor mange dårlige lån. Denne monetære strejke kunne kun afblæses, hvis de strejkendes ønsker blev opfyldt.
Nogen af pengene er rent frikøb, nemlig ’køb’ af værdiløse lån til en pæn pris. Andre beløb er offentlig sikkerhedsstillelse, og her består gaven i at det offentlige overtager den private tabsrisiko; her kan man selvfølgelig håbe at der ikke bliver brug for midlerne. Endelig består noget af den engelske – og nu også amerikanske – likviditetsinfusion i at staten køber bankaktier; hvis bankerne med tiden bliver sunde, vil disse aktier repræsentere en offentlig værdi, ellers er pengene tabt.
Denne del af indgrebet er blevet præsenteret som en ’nationalisering’, men her skal det med i billedet at den engelske statsminister, Gordon Brown, har understreget at aktierne ikke skal bruges til at øve indflydelse, og at de skal sælges når/hvis tingene falder til ro; i USA skal $250 mia af de $700 mia bruges til køb af bankaktier, men regeringen får ikke sæde i bestyrelserne og kan derfor ikke gennemtvinge at beløbet bruges fornuftigt. Intentionen synes ikke at være at demokratisere, men at subsidiere den finansielle sektor.
Kun på to punkter har indgrebene – nogle af dem – søgt at disciplinere finanskapitalen, nemlig forbud mod at udbetale dividender på aktier samt loft over toplønninger i sektoren.
Det danske bankindgreb adskilte sig fra det generelle europæisk-amerikanske mønster, fordi bankerne selv skulle finansiere de første 35 mia kr. i den fond, der skal sikre truede banker; derefter træder staten – skatteyderne – til med en ubegrænset indlånsgaranti. Storspekulanter frikøbes, men det er i første omgang bankerne, der skal gøre det.
Med det Store Frikøb ser det ud til at vi har skiftet produktionsmåde. Først var der slaveøkonomien, så feudalismen, så den markedsbaserede privatkapitalisme, men fra oktober 2008 statskapitalisme. Dermed er markedsøkonomiens lange og seje dødskamp afsluttet. Dette økonomiske system er baseret på at selvstændige aktører konkurrerer, nogle vinder og får profit, andre lider tab og går ned. Tilhængere af markedsøkonomi argumenterer at dette er 1) retfærdigt, fordi chancen for profit afvejes med risikoen for tab, og 2) effektivt, fordi de ineffektive luges ud. Det offentlige skal blande sig uden om, fordi indgreb kaster grus i konkurrencens delikate maskineri. Og specielt skal man ikke redde foretagender, der har spekuleret galt. Enhver ædruelig kapitalejer vil tage enhver risiko, hvis tabsrisikoen er væk (’moral hazard’).
Markedsøkonomien har længe haft det skidt. Det offentliges monopolfremmende institutioner – skjult under betegnelser som ’konkurrencestyrelse’ og lignende – har tilladt næsten enhver fusion og overtagelse, således at der bliver færre spillere på markedet, dermed mindre konkurrence; den aktuelle turbulens, hvor mindre banker går ned eller overtages, har i Danmark styrket denne tendens.
Og også før det Store Frikøb har myndighederne reddet konkurstruede foretagender, hvis de var store nok, fx Bear Stearns og AIG i USA. Da Lehman Brothers fik lov til at gå ned, blev det fejret af alle gode liberalister: Myndighederne havde nu ’tegnet en streg i sandet’, og vi fik en reprise af hyldesten til markedet.
Stregen er nu overskredet. Investorer overalt i verden kan ånde lettet op. En stor del af deres tab – dog ikke kapitaltab på aktier – bliver dækket, og de kan feste videre. Hertil kommer at det tilsyneladende bliver forbudt at ’handle kort’. Dette betyder at man spekulerer i et faldende marked ved at låne aktien i dag, sælge den dyrt i morgen, og tilbagekøbe den billigt (hvis forudanelsen viser sig rigtig) om ét år, når den lånte aktie skal leveres tilbage.
Tab eksisterer ikke længere (for de store), og det er forbudt at give økonomisk udtryk for pessimisme. Kommunismens utopi, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov, hvor produktivkræfternes udvikling altså har afskaffet knapheden, blev ikke til noget, men til gengæld har vi fået et kapitalistisk slaraffenland.
Republikanerne i USA frygtede at det Store Frikøb betød socialisme. De overså at alternativet til markedsøkonomi også kan være den renlivede, statssanktionerede kapitalisme.
Kapitalismens princip er ikke konkurrence, men profitmaksimering, og denne beskæftigelse varetages faktisk bedst, hvis der slet ikke er konkurrenter. Konkurrencen har det med at erodere profitten, så enhver kapitalejer vil selvfølgelig helst være helt alene på ’markedet’.
Og ligeledes er der fra kapitalens vinkel intet galt med en stærk stat, der kan flytte skat fra kapitalindkomster til arbejdsindkomster (det er sket overalt i den vestlige verden), uddele ’corporate welfare’, og i det hele taget lægge tingene til rette, så betingelserne for profitmaksimering er de bedste (’forbedre konkurrenceevnen’, hedder det). Det har vi set i mange år. Men nu har vi fået det grænseoverskridende skridt, hvor staten sikrer kapitalens profitter ved simpelthen at afskaffe tab.
Kapitalismen er baseret på liberalismens ideer, på samme måde som Kinas aktuelle økonomiske system er baseret på kommunismens. Og ligesom kommunismen hyldes i kinesisk retorik, lang tid efter at virkeligheden er blevet den modsatte, således vil der nok i nogle år endnu være folk, der taler alvorligt om ’markedsøkonomi’ og ’konkurrence’, og som på årsmøder vil hylde liberalismen og tale om værdien af ’at klare sig selv’, ’lade falde hvad ikke kan stå’, ’den undertrykkende stat’ osv. De vil have overset, at alt det er stendødt på det overordnede plan (men små købmænd får nok stadig lov at gå fallit).
Imidlertid: Tab forsvinder ikke, de flyttes blot omkring, i dette tilfælde fra privatkapitalen til statskasserne. Når staten påtager sig risikoen, således at profitten er sikker, burde det kun gå én vej for aktierne, men hvilken vej går det for denne stat?
USA´s offentlige underskud vil tage et tigerskridt frem, og al økonomisk logik tilsiger at det vil betyde af statens papirer, dvs. amerikanske statsobligationer, vil blive mindre værd. Risikoen er jo blot flyttet fra kapitalen til staten. Og økonomisk set er USA i en langt svagere position i denne krise end tilfældet var i 1929, da den forrige verdenskrise brød ud. For det første har det offentlige i dag et stort budgetunderskud, takket være Bush’s skattelettelser til de rige og krigene i Irak og Afghanistan.
For det andet havde USA i 1929 penge til gode i udlandet, især i Tyskland og England; de kunne trækkes hjem for at finansiere diverse krisepakker. I dag er USA’s udlandsgæld svimlende, fordi man gennem mange år har importeret for dobbelt så meget som man eksporterer; Europa og Asien har finansieret mere end 5% af amerikanernes forbrug og investeringer.
Faktisk skylder verdens rigeste land dobbelt så mange penge som alle verdens fattige lande tilsammen (lidt mærkeligt måske, for det er vel fattige der har mest brug for at låne?). Ikke mindst kineserne har ydet enorme lån ved at købe amerikanske statsobligationer, og hvordan mon de vil reagere, når disse lån viser sig at være halvrådne?
Europas økonomi er mere i balance, men de sidste indgreb må også svække euro’en; i EU har man åbenbart dispenseret fra det helligste af det hellige, nemlig reglen om at det offentlige underskud ikke må overstige 3% af nationalindkomsten. Ligesom USA vil EU i flere år fremover have store underskud, så ikke blot dollaren, men også euroen og alle vestlige statsobligationer vil svækkes i forhold til specielt Kina.
Finanskapitalens krise er i øjeblikket overvundet, men EU’s, USA’s og alle vestlige skatteyderes krise er først lige begyndt. Men det er måske meget godt, hvis Kina bliver den nye økonomiske hegemon, således at den kinesiske valuta afløser dollaren som global supervaluta; de kan dårligt styre den globale økonomi dårligere end Vesten gør. Hvem er det for resten der betaler gildet? Hvem dækker egentlig spekulanternes tab?
Når det offentlige frikøber enkelte institutioner såsom AIG er det klart for alle, at det er de mennesker, der finansierer det offentlige, der betaler. Altså skatteyderne. Det vil også være tilfældet, når finanssektorens dårlige lån nu overtages. Derimod er de gavmilde bidragydere ikke blevet identificeret, når centralbankerne pumper hundreder af milliarder ud i finanssystemet; de penge synes at komme fra marsmændene. ’But there is no such thing as a free lunch’, som liberale så rigtigt siger. De penge, der stilles til rådighed for privatbanker og andre spekulanter, er især centralbankens valutareserver, og hvis centralbanken er landets bank, altså alle borgernes bank, så er det igen befolkningen der spæder i kassen. En stor del af amerikanernes og europæernes skattebidrag vil gå direkte i spekulanternes lommer. Alt i alt synes den statssanktionerede kapitalisme at have sejret stort over markedsøkonomien.
En demokratisk krisepolitik
Imidlertid må det understreges at intet endnu – dette skrives medio oktober 2008 – er afgjort. Det er ikke til at vide om det Store Frikøb virker efter hensigten og tø’r de finansielle strømme op. Hvis ikke, er det sandsynligt at det offentlige sætter sig tungere på den finansielle sektor ved at øge sin ejerandel og ved at omsætte dette eje i indflydelse. Under alle omstændigheder må det forventes, at der overalt indføres skrappere regulering af finanskapitalen. Det bliver her helt afgørende, hvilket folkeligt pres der udløses af nyliberalismens delegitimering, og hvor meget finanskapitalen svækkes af krisen. Der er en mulighed for at det endelige udfald af krisen bliver en demokratisk økonomi snarere end statskapitalisme.
Hvad kunne man have gjort? Man kunne have draget konsekvensen af, at markedet ikke kan regulere økonomien. Man kunne have ladet finanskapitalen tage sine tab og gå nedenom og hjem, og ladet det offentlige overtage formidlingen af penge og kredit, dvs. man kunne have demokratiseret den finansielle sektor, så udlån faktisk gik til fornuftige formål. Det ville der være brug for i de kommende år, hvor den realøkonomiske krise slår igennem; første halvdel af oktober stod i finanskrisens tegn, så det blev næsten overset at indikatorerne – sidst i Tyskland og USA – nu éntydigt peger på at vi står overfor en recession.
På kort sigt må det gælde om at bryde ’princippet’ om at profitter er private, mens tab er offentlige. Hvis det offentlige skal dække finanskapitalens tab, må prisen være at fremtidige profitter i væsentlig grad tilfalder borgerne. Derfor skal beskatningen flyttes fra arbejdsindkomster til kapitalindkomster, især kapitalgevinster. Her skal det huskes at den danske finanskapital nok administreres af fonde og banker, men at almindelige danske lønmodtager ejer en betydelig del af den, især i form af pensionsmidler; de fleste af os er i samme båd, om end nogle vejer meget, de fleste lidt.
Opgøret med kasinoøkonomien er derfor ikke blot et opgør med et begrænset antal snyltere, men også med os selv og vor mentalitet. Her kunne man passende starte med at forbyde ATP og andre pensionskasser at spekulere i private papirer, og kræve at de placerer midlerne i statsobligationer (danske institutionelle investorer har i de sidste par år øget deres udenlandske portefølje med mere end 50%).
Et andet begrænset indgreb kunne være en indenlandsk Tobin skat (denne skat er egentlig kun beregnet for internationale kapitalbevægelser), hvor alle køb og salg af værdipapirer belægges med en lille afgift. Et sådant system har man faktisk i dag i England, hvor der skal betales en afgift på 0,25% på alle aktietransaktioner, så det skulle ikke være urealistisk (Jf. D. Baker: A Stock Transfer Tax: The Right Medicine for Wall Street, www.cepr.org, 15/3-0). Idéen er at langsigtede investeringer ikke straffes, fordi de kun handles én gang, mens kortsigtede, spekulationsprægede kapitalbevægelser hæmmes.
Videre bør det offentlige etablere kontrol med internationale kapitalbevægelser. Dette kan kun gøres på internationalt niveau, for hvis Danmark alene indfører kapitalkontrol vil kapitalen straks flygte fra landet, med økonomisk ruin til følge. Den frie kapitalbevægelighed indenfor EU – del af det Indre marked – bør afskaffes eller suspenderes, og der bør etableres en kommissær for kapitalregulering, der under nøje demokratisk overvågning leder kapitalen derhen, hvor der er brug for den. Det bør forbydes rene spekulationsfonde – hedgefonde og kapitalfonde – at operere i Europa. Og kapitalbeskatningen i EU bør øges og harmoniseres, så det forhindres at kapitalen søger i skattely; specielt bør tommelskruerne anvendes overfor skatteparadiser som Luxembourg, diverse engelske kanaløer, Lichtenstein og Svejts.
Den eksisterende finansielle sektor er efter alle målestokke overdimensioneret og ineffektiv. På længere sigt bør den neddrosles, så den forvandles fra den produktive sektors herre til dens tjener. Det kræver i sidste instans at den bringes under demokratisk kontrol, for overladt til sig selv vil den – som vi nu har set – ekspandere som en kræftsvulst.
Om offentlig regulering og indflydelse bliver til fordel for finanskapitalen eller en grænse for denne afhænger naturligvis af den herskende politik; derfor er det så afgørende at der kommer et folkeligt pres for at tæmme denne kapital. Kontrol kan ske på afstand, i form af regulering, men den mest effektive kontrol forudsætter eje. Som sagt har regeringerne i USA og England – hvor den nyliberale politik har været mest ekstrem! – skaffet sig bankaktier; hvis det skal oversættes til demokratisk styring kræver det, at ejet gøres permanent, og at det bruges til at sikre en fornuftig udlånspolitik, således at kapitalen allokeres i overensstemmelse med de politiske prioriteringer. I Danmark kunne man forestille sig at demokratiserede bankbestyrelser kom til at bestå af ¼ indskydere, ¼ ansatte og ½ repræsentanter for Folketinget.
Så er der den realøkonomiske krise, hvor situationen minder om den såkaldte ’phoney war’ mellem Tyskland og England/Frankrig mellem september 1939 og april 1940; formelt var der krig, og alle vidste at den virkelige krig ville komme, men foreløbig skete der intet. I USA har de fattige boligejere problemer, men arbejdsløsheden er ikke steget meget, og i Danmark er arbejdsløsheden stadig i bund.
Når den virkelige krise kommer, vil de fleste have forstået at finanskapitalens pengeformidling ikke er løsningen, men problemet. Det offentlige må som nævnt sikre at kreditten går til virksomheder, der fremstiller noget nyttigt og som giver beskæftigelse. Desuden vil der blive brug for en aktiv, ekspansiv finanspolitik, der kan øge den effektive efterspørgsel og dermed produktion og beskæftigelse. Det vil rejse to politiske spørgsmål.
Det første er om privatforbruget skal stimuleres gennem skattenedsættelser, således som de liberale vil mene, eller om de offentlige udgifter skal øges, således som socialdemokrater og venstrefløjen vil anbefale (med henvisning til den nedslidte offentlige sektor).
Det andet er om Danmark her skal fægte for sig selv eller søge fælleseuropæiske løsninger. Det første er kun effektivt, hvis man isolerer den danske økonomi, for ellers vil en stor del af den øgede efterspørgsel rette sig mod udlandet. Det er hverken realistisk eller ønskeligt; Keynesianisme i ét land er en saga blot. Alternativt må den ekspansive finanspolitik gennemføres på EU niveau. Det vil kræve at alle lande overfører midler, således at EU får et anstændigt budget.
I begyndelsen af oktober spurgte en journalist i Deadline (DR2) om krisen for den finansielle sektor betød en krise for demokratiet, underforstået at (finans)kapitalisme er en central ingrediens i det demokratiske system.
Spørgsmålet viser at opgøret med nyliberalismen først lige er begyndt. Men den er svækket, hvilket måske bedst illustreres ved at en praktisk politiker som Sarkozy pludselig taler rent Keynesiansk (’den spekulative kapital skal begrænses i forhold til de produktive’), europæiske socialdemokrater tager ordet ’socialisme’ i deres mund, og selv Financial Times bringer et indlæg, der mener at krisen viser at Thatcherismen er gået for vidt. Mogens Lykketoft (hovedansvarlig for at overdrage kontrollen med den elektroniske infrastruktur (TDC) til kapitalen) mener nu, at vi skal stoppe med privatiseringer, mens Nyrup Rasmussen (forfatter til 2010 planen, hvis sigte var at marginalisere den offentlige sektor) erklærer at den nyliberale æra er forbi.
Finanskapitalen er godt og grundigt delegitimeret; de politikere, der støtter den økonomisk gennem frikøb, har så dårlig en smag i munden, at de søger at kompensere støtten med meget synlige ørefigener (stop for dividender og høje direktørlønninger). I denne situation må det på den ideologiske front være vigtigt at generalisere kritikken af finanskapitalens ineffektivitet og umoralitet til nyliberalismens øvrige elementer: Privatisering, udlicitering, det individualiserede arbejdsmarked, og nedprioriteringen og kommercialiseringen af den offentlige sektor. Denne bog har givet et bidrag til denne kritik.
Markedsøkonomien er død – spørgsmålet er om den afløses af statskapitalisme eller en demokratisk økonomi.
Bragt 20. okt. 2008 i Kontradoxa, www.modkraft.dk. Artiklen er en redigeret version af Efterskrift til antologien ’Dansk Nyliberalisme’, forlaget Frydenlund 2009.